Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2389Visninger
AA

13. Levende eller død.

Robins synsvinkel.

Alt omkring mig var hvidt. Jeg var blændet. Jeg lod en hånd skærme mig for øjnene af alt det lys. Jeg kunne ikke se en pind. Jeg vidste ikke, hvor jeg var. Det eneste jeg kunne var at huske, hvad der var sket. Sket med mig og Louis. Den første tanke der krydsede mit sind var: Er jeg død? Jeg kunne ikke mærke knivstikket i min mave. Jeg havde ikke ondt nogen steder på min krop.

Langsomt dannede der sig et billede for mine øjne. Men ikke det jeg var van til. Jeg stod udenfor en stor port. Den var af sølv og skinnede i det mystiske lys heroppe. Jeg kiggede uroligt på porten og tog det første skridt mod den. Jeg følte et koldt gulv under mine bare fødder.

Jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg stod på et sølv gulv, der skinnede svagt i lyset. Jeg lod mine øjne glide over min spinkle krop. Jeg var iført en lang hvid kjole. Den mindede mig om dem, som engler rende rundt i på billeder. Mine fødder var helt bare, og intet blod droppede ned for min mave. Jeg kastede et frygtsomt blik over min skulder for at se efter vinger. Men der var ingen.

Det lettede en lille smule i mit sind. Så var jeg altså ikke død – eller var jeg? Ingen vidste hvad der skete, når man døde. Hvordan kunne jeg være sikker på, at jeg ikke var død? Jeg var slet ikke det sted, som jeg besvimede. Jeg havde ligget i en blindgyde og skreget som en tåbe. Hvordan var jeg kommet herhen? Var jeg virkelig død?

Med et chokket udtryk gik jeg videre. Mine fødder føltes som gele, når jeg gik. Jeg havde ingen anseelse om det her virkelig var himlen. Jeg trådte hen til porten og kiggede foruroliget op på den. Den var smuk og på toppen af den var der en stjerne. Jeg pustede roligt ud. Jeg tog det første skridt mod porten, og den gik op. Den gik op med glidende bevægelser. Det var, som om den var let som en fjer. Men det så den ikke ud til.

Jeg trådte ind i et sted, der mindede mig om en stor park. Græsset bredte sig langt ud i horisonten, hvor den stoppede. Men jeg havde på fornemmelsen, at den gik længere ud. Den stoppede sikkert aldrig. Der var utallige træer omkring mig med vær deres forskellige frygter. Der var æbler, pære og nogle jeg aldrig havde set før. Der var anlagt stier af det samme materiale som det uden for porten.

Omkring mig vrimlede det med mennesker i alle alder. Både små spædbørn var her. Deres gråd fyldte den fredlige stilhed. Der var børn på seks og op efter, der spillede boldt eller frizbi. Der var nogen på min egen alder, der gik rundt i grupper og snakkede. Alle piger og kvinder gik i det samme tøj som mig. Men de havde en sølv krans om håret, og jeg gættede på, at jeg havde det samme. Mændenes klons var en smule anderledes. De gik i hvide jakkesæt med hvid bluse inden under. De havde løse hvide jeans.

Det var det mærkeligste sted, jeg nogensinde havde befundet mig på jorden. Var jeg overhovedet på jorden? Var det her virkelig det, vi kaldte himlen?

Jeg satte foden på en af stierne. Jeg fulgte den ind i parken. Jo længere jeg kom ind jo flere mennesker fik jeg øje på. Jeg var helt rundt på gulvet. Hvis jeg kunne være her, så måtte jeg være død.

Jeg følte en bølgende sorg sprede sig i min krop. Jeg kunne ikke tåle tanken om, at jeg var død. Jeg kunne ikke tænke på, hvordan Louis havde det lige nu, hvor han fik at vide, at jeg havde forladt jorden for evigt. Hvad vil Louis gøre? Vil han græde sig i søvn vær nat af sorg. Hvis jeg var død, hvorfor måtte jeg så ikke få lov til at blive en ånd? En ånd der passede på Louis. Jeg ville sikre sig mig, at han fik en kæreste igen. Men han måtte aldrig glemme mig.

Jeg kæmpede mod tårerne. Jeg ville ikke græde nu. Jeg forsatte i dårligt humør. Jeg drejede til højre, hvor stien delte sig i to. Ude i det fjerne var der en bænk, hvor en pige sad. Pigen sad med folede hænder og kiggede ned på sine ben. Hun havde langt orangehår og fregner på kinderne.

Jeg genkendte hende med det samme. Hun lignede sig selv med de spekulerende øjne. Hun sad roligt i sine egne tanker. Jeg havde en stor træng til at gå hen til hende. Selvom jeg var ked af at have forladt Louis i sorg, blev jeg alligevel glad for at se Frederikke igen. Så var der altså en her jeg kendte.

Jeg samlede mit mod og satte kursen mod hende. Hun registrerede mig slet ikke. Hun sad som forstenet. Jeg lod mig dumpe ned på bænken ved siden af hende. Men hun kiggede alligevel ikke på mig.

”Hallo, er der nogen hjemme,” sagde jeg og viftede en hånd foran hendes øjne. Jeg kunne ikke skylde et smil.

Frederikke vågnede forskrækket op af sin trance. Hun vendte forsigtigt ansigtet mod mig. Hendes eller rolige øjne blev så store som tekopper, da hun så mig. Et velkendt smil bredte sig på hendes ellers så farveløse læber. Hendes hud var helt glat at se på, og jeg fik et stik af misundelse.

”Robin, hvad i helvede laver du her!” udbrød hun højt og forskrækket. Hendes øjne kiggede forskrækket på mig. Jeg krympede mig sammen til en lille boldt. ”Havde jeg ikke tydeligt skrevet til Louis, at han skulle søger for, at du ikke gjorde noget dumt, gjorde jeg ikke!”

”Jo, men det var ikke det, der slog mig ihjel,” sagde jeg forsigtigt. Jeg kunne tydeligt huske, det brev hun havde sendt den dag hun dræbte sig selv.

”Den historie høre jeg senere. Men hvad med dig og Louis, er I kommet sammen?” spurgte Frederikke ivrigt. Nu var hun den, jeg huskede hende som. Den livlige pige der ville have mig sammen med Louis.

”Vi havde kom sammen til din begravelse,” sagde jeg, og jeg blev igen mindet om, at jeg havde forladt ham for evigt. Jeg trak benene op til mig. Jeg begravede ansigtet i mine knæ og lod tårerne falde.

”Robin, hvad sker der. Det er jo godt, at I er sammen,” sagde Frederikke og lagde en arm om min skulder. Hun vuggede mig forsigtigt frem og tilbage.

”Jeg kommer aldrig se ham igen,” hulkede jeg fortabt ned i mine knæ. Jeg mærkede de andres blikke mod mig. Jeg ønskede, at de kiggede væk. Jeg kunne ikke klare deres blikke. ”Jeg elsker ham så højt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre uden ham. Han har beskyttet mig som ingen andre har gjort. Han trøster mig, når jeg er ked af det. Han gør alt for at holde mig tryg og i godt humør. Og nu er vi væk fra hinanden. Jeg har ham ikke længere til at beskytte mig. Han kan ikke trøste mig.”

Jeg kunne ikke holde op med at græde. Jeg havde lige mistet den jeg elskede. Jeg var langvæk fra ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Robin, hvordan døde du?” spurgte Frederikke medfølende og krammede mig tæt ind til hende.

”Mig og Louis var taget en tur ud til din grav,” fortalte jeg grådkvalt og kiggede ned på mine egne hænder. ”Vi skulle til at gå, men Louis blev slået ned som den første. Han blev slået ned med kransen i baghovedet. Han faldt bevidstløs om. Jeg var fuldkommen chokket over det, der skete. Jeg kiggede bare måbende ned på ham. Han lå stille i den hvide sne. Jeg skulle til at sætte mig ned ved siden af ham, men Kim hev fat i min frakkes hue …”

Jeg kunne se på Frederikke, at hun kunne sprænges af raseri ved lyden af hans navn. Frederikke havde aldrig været glad for Kim. Men hun havde ikke kunnet hamle op mod ham. Hun havde bare søgeret for at holde mig i live, når jeg kom blødende på arbejde. Jeg forsatte stille videre:

”Jeg skreg på Louis, men han vågnede ikke. Han blev bare liggende musestille, og jeg frygtede, at han var død. Kim slæbte mig ind i en blindgyde. Jeg var panik slagen. Jeg krøb ind i det ene hjørne så længest fra ham som mulig. Han tog en lang ulovlig kniv frem. Han fik mig op at stå med en voldelig kræft. Han sagde:

’Du skulle aldrig nogensinde have været sammen med de usle drenge. De har kun skaffet dig problemer. Jeg ville aldrig havet gået så vidt, hvis du ikke havde fået mig sendt i fængsel. Men til mit held slap de mig løs. Sikke nogle idioter. De vidste ikke, at jeg havde løst til at tage dit liv, når jeg fik mulighed for det. Jeg gør det faktisk ikke for at hævne mig på dig – men på Louis. Er det ikke, det han hedder. Han ville græde sig selv synder og sammen, når han finder ud af, at du har forladt denne jord. Jeg ville ramme ham. Og du er den eneste, der kan ramme ham helt ind i hjertet.

Jeg ville ikke tage nogen familiemedlemmer, for de ville ikke ramme hårdt nok. Jeg ved, hvor højt han elsker dig. Han elsker dig over hele hans lille hjerte kan mønstre. Din død ville ødelægge ham totalt. Han ville ikke være i stand til at forsætte One Direction. Og det ville betyde One Directions pension.’ Og så stak han mig dybt ind i maven.”

Jeg holdte mig for maven og jeg genså de skrækkelige billeder, jeg håbede, at jeg snart glemte. Jeg genså Kims ondskabsfulde latter og han latter rungede for mine øjne. Jeg lukkede mine hænder om kjolens blodestof. Jeg havde ondt i maven af dårlig samvittighed. Jeg var skyld, at One Direction ikke kunne komme videre. Jeg var skyld i deres splittelse og at Louis ville græde sig i søvn vær nat.  

”Det skal nok gå, Robin,” sagde Frederikke mildt og stryg mig over ryggen.

”Hvordan kan du tage det så roligt?” spurgte jeg og forhindrede flere tåre i at løbe ned. ”Det er alt sammen min skyld.”

”Robin, det er ikke din skyld,” sagde Frederikke strengt, som om jeg havde sagt et bandeord højt.

”Du forstår ikke, hvordan jeg har det,” sagde jeg og kiggede ud på de legende børn. Hvorfor skulle mit liv være så besværligt? Hvorfor fik jeg ikke lov til at være glad og uden det hele skal vendes på hoved? Har jeg virkelig fortjent det?

”Så forklar mig det,” sagde Frederikke, der var ved at miste tålmodigheden.

”Det kan ikke forklares,” sagde jeg kort for hovedet. Jeg gad ikke at fortælle alt det, jeg følte inden i. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige det til hende. Der var kun en her i verden, som jeg følte ville lytte og forstå mig, så godt som han kunne. Nemlig Louis.

”Hvem vil du så fortælle det til,” udbrød Frederikke vredt og slog ud med armene. Hendes øjne lynede af vrede. Jeg kiggede forskrækket på hende, men alligevel havde jeg en hård tone, når jeg talte til hende.

”Louis, hvem ellers,” vrissede jeg irriteret af hende. Jeg havde aldrig oplevet mig sådan før, da jeg aldrig har været sur før.

”Du er DØD ROBIN,” råbte Frederikke og rejste sig hurtigt op. Jeg rejste mig op i forsvar, hvis hun gjorde mig noget.

”Og hvad så,” sagde jeg og vendte rundt på hælen i løb.

Jeg gad virkelig ikke hende mere. Hun plejede ikke være sådan. Hun plejede at kunne tage det, hvis jeg gad at fortælle hende det. Hun vidste, at jeg ville fortælle hende det, når jeg var klar. Men sådan var hun vidst ikke mere. Hun havde forandret sig i den tid, hun havde været her. Og så længe hun var sådan, ville jeg ikke snakke med hende. Jeg ville overhovedet ikke snakke med hende igen.

Jeg løb ned ad stierne for at komme til porten. Jeg ville ikke være her. Jeg vil ikke accepter, at jeg døde. Jeg ville ikke være død, når Frederikke var her. Jeg ville et sted, hvor jeg kunne være tæt på den jeg elskede. Jeg troede ikke på ånder, men det var den første tanke, som fald mig ind.

Jeg nåede porten hurtigere end forventet. Jeg åbnede den og løb så hurtigt jeg kunne væk. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg løb, før jeg mærkede en skrant under mine fødder. Jeg opdagede det ikke før, jeg faldt ned i lyset. Der var kun lys.

Og med et var det, som om jeg vågnede for en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...