Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2389Visninger
AA

7. Lægen

Kim lo ondskabsfuldt, da han for tredje gang svingede pisken over mig. Jeg mærkede den bølgende smerte, da den ramte mit ben. Jeg ville få endnu et ar, det vidste jeg. Jeg følte mig omtåget og uklar, da han løftede mig op i blusekragen. Jeg mærkede, at jeg ikke kunne få luft. Jeg var allerede godt svimmel, og min krop blødte og skreg forskellige steder fra.

Jeg tvang mig selv til at se ned på min krop, som var løftet højt op over jorden. Mine ben blødte. Min arm var i en underlig drejning. Der var ellers ikke mere at se. Men inden i min krop, skete der alt for meget. Mine ribben skrig. Mit hoved dunkede. Mit hjerte føltes svag, mens mine lunger kæmpede for at få ilt. Mit syn blev uklar. Det eneste jeg kunne se var dis. Det var som tåge.

Jeg troede, at det her var min sidste ende. Jeg troede, at jeg skulle dø. Dø for evigt. Jeg kunne ikke få luft og jeg havde blevet kastet rundt med som en bold. Jeg var faktisk overrasket over, at jeg stadig var ved bevidsthed. Men hvor længe vil jeg være det? Hvor længe vil det tage, før min krop var livløs? Før jeg var død. Borte. Væk for denne verden, som jeg hadede allermest.

Jeg tro aldrig, at jeg ville finde lykken. Jeg vil aldrig finde en, der virkelig var der for mig. En der ville beskytte mig mod fare. En der tog sig af mig. En der elskede mig. Men person findes ikke. Der var ingen som elskede mig. Ingen der gad at skænke mig en tanke. Ingen der ville beskytte mig mod Kim. Ingen som tog sig af mig. Jeg var den person, som alle folk hadede. Den som alle kaldte blondine dum.

Hvorfor skulle jeg for helvede sendes til England? Jeg er kun tretten år. Jeg var kommet her hen for tre år siden, og jeg er allerede gul og blå. Jeg er allerede træt af livet. Jeg er sur på mine forældre. De forældre jeg ikke kender. Men alligevel er jeg sur på dem. Jeg hader dem. Hvorfor kunne de for helvede ikke passe på deres barn? Det alt sammen deres skyld, at jeg bliver kastet rundt med, som en anden idiot.

Men jeg er ingen idiot. Måske er jeg? Jeg er værtifald ikke noget vær. Jeg har ingen venner. Jeg har kun mig selv og min skam. Den skam som fordriver i mit sind. Skammen som får mig til at føle mig som et dårligt menneske. Er jeg et dårligt menneske? Er jeg overhovedet et menneske? Kan et menneske overhovedet føle så meget smerte som jeg? Kan et menneske overhovedet hade sig selv, lige så meget som jeg gør?

Ja, jeg hader mig selv. Jeg er pisse hamende grim. Lysthår med bølger og brun-grønlige øjne. Mit hjerte formet hoved med venlige træk. En feminin krop. Smal næse. Fyldig underlæbe og smal overlæbe. Hvem er dog interesseret i sådan en som mig? En uduelig tretten årig pige, der er hæsligere end nogen som helst på denne planet.

”Kom så din møgunge,” sagde Kim hårdt til mig, inden han smed mig i retningen mod døren. Jeg landede hårdt på gulvet foran døren. Min krop skreg allerede, og tårerne trillede ned af mine fugtige kinder. ”Op med dig!”

Kim trækkede mig hårdt op og stå på mine svage ben. Jeg vaklede ubehageligt, men det var Kim ligeglad med. Han skubbede bare til mig, som om jeg var lavet af plastisk og kunne ikke gå i stykker. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Det eneste jeg vidste, at det ikke var et sjovt sted. Det var sikkert et sted, hvor han kunne drukne mig eller ligne.

Med nervøse skridt gik jeg ud af døren. Jeg kunne lugte alkoholen helt ud til hoveddøren. Lugten af alkoholen gjorde mig svimmel. Mere end jeg var i forvejen. Jeg vaklede ind i væggen og så ind i den anden også. Jeg hørte, at Kim grinede af mig. Ikke glad latter. Dem insisterede ikke i min verden. Der var intet, der var muntret i mit liv. Kun dårligt, ondt og så videre. Alle de onde og dårlige ting, er mit liv.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg endelig holdt min balance, når jeg gik.

”Holdt kæft din møgunge!” brølede Kim og gav mig en ordentlig lussing, der sved af helvedes til. Jeg ømmede mig. Jeg havde mest løst til at sige mer, men gjorde det ikke. Jeg ville ikke have flere tæsk, end jeg havde i forvejen.

Kim åbnede hoveddøren og skubbede mig udenfor. Jeg faldt over mine egne ben ved den lille sten trappe. Jeg landede pladask ned i den kolde sne, som hobede sig op i mit tøj. Jeg havde ikke en gang overtøj på. Ingen jakke. Ingen sko.

Sneen var kold. Den var så kold mod min hud, at det gjorde ondt. Ondt som resten af min krop. Ikke en eneste del i min krop, gjorde ikke ondt. Det havde Kim søgeret for. Jeg håbede, at politiet tog min melding om mishandling alvorligt. For mindre end en uge siden, havde jeg taget til politigården og fortalt dem alt om Kim. Men jeg tro ikke, at de lyttede til mig.

Selv ikke politiet tog mig alvorligt. Var det ikke dem, som skulle søger for, at alle havde det godt? Dem som skulle stoppe forbryder og voldsmænd som Kim. Var det ikke dem, som folk kunne stole på? Jo. Men jeg kunne ikke stole på dem. De var nogle skvalderhoveder. Nogle idioter til den største guldmedalje i verden.

Jeg rejste mig skælvende op. Både på grund af kulden og alle smerterne, som fór igennem min krop, når jeg bevægede en eneste muskel. Jeg vaklede nogen par skridt mod bilen, som Kim utålmodigt stod lænet opad.

”Kom nu din idiot,” hvæsede han vred, inden han gik hen og tog mig i kraven igen. Han åbnede bagdøren og smed mig ind på bagsædet, som han plejede. Jeg kæmpede med at komme op og side, men han var allerede kørt, inden jeg kom til mig selv. Jeg landede med et bump bag forsædet …

Jeg vågnede med et sæt i min seng. Koldsveden løb ned af mig, mens min krop rustede. Jeg kunne mærke frygten stige op i kroppen på mig. Jeg var bange. Jeg havde haft mareridt. Mareridt om den gang jeg var tretten år, og Kim havde prøvet at drukende mig. Det havde været en af de væreste dage, jeg havde oplevet.

Det var længe siden, jeg havde haft mareridt sidst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg vil ikke vække Louis. Han sov jo. Louis lå ved siden af mig med lukkede øjne og et fredligt ansigtsudtryk. Jeg lagde mig forsigtigt ned ved siden af mig. Jeg lade mig helt hen til ham. Jeg mærkede hans varme, sprede sig igennem min krop.

Men jeg kunne ikke sove. Hver gang jeg lukkede øjnene vendte jeg tilbage til Kim. Jeg blev mere urolig, for hver gang jeg så ham slå mig. Hver gang han slog mig vågnede jeg op med et sæt. Og det gjorde ikke bedre, at jeg var svimmel. Alt omkring mig kørte rundt. Jeg følte mig, som om jeg sad inde i en kausal, der drejede rundt forevig tid. Til sidst sov jeg ikke. Jeg holdte mig vågn, mens jeg betagede Louis’ fredlige ansigt.

I flere timer lå jeg og nussede ham. Jeg håbede på, at han vil vågne af sig selv, så han ville opdage, hvor træt jeg overhovedet var. Men det viste jeg bare at være et ønske. Jeg lå vågn resten af natten. Jeg var træt, da jeg så solens stråler strække sig over den blå himmel om morgnen.

Jeg havde et dårligere end i går. Ondt i hovedet. Maven gjorde ondt. Jeg havde følelsen af, at jeg kunne kaste op. Og det gjorde ikke bedre, at jeg var så træt, at jeg kunne sove i hundrede år.

Uden for døren lød der fodskridt, og jeg vidste, at Lockey havde overnattet her. Jeg hørte, at hun lige så stille listede forbi døren, da hun troede, at vi stadigvæk sov trygt i vores seng. Lockey nynnede den gudmodige vise, mens hun havde kurs mod køkkenet.

Jeg sukkede dybt og vende mig om på den ene side, så jeg havde ryggen til Louis, der bevægede sig omme bag ved mig. Jeg vidste, at han var vågn. Jeg kneb mine øjne halvt lukkede, så han troede, at jeg sov. Det håbede jeg værtifald, at han gjorde.

Han satte sig op, og jeg mærkede hans blik mod mig. Jeg mærkede, at han lænede sig over min spinkle krop, mens han blidt kærtegnede min kind.

”Du ser smadret ud,” sagde han og plantede et kys på min kind. Jeg åbnede øjnene og rullede om på ryggen, så jeg så op i Louis’ smukke blå øjne. ”Du ser ikke ud, som om du har sovet ret længe.”

Jeg sukkede dybt.

”Jeg kunne ikke,” svarede jeg træt, mens Louis lagde sig halvt oven på mig. Han kiggede dybt ind i mine trætte øjne. ”Jeg har haft mareridt.”

Jeg brød vores øjenkontakt, da jeg var bange for, at han ville blive sur over, at jeg ikke vækkede ham, som han sagde, at jeg skulle. Men han smilede bare og tvang mig til at se på ham. Han smilede og rustede på hovedet.

”Du skal jo vække mig. Det har jeg allerede sagt til dig, har jeg ikke,” sagde han. Jeg sukkede endnu en gang, før jeg hævede mig op på albuerne. ”Hvordan går det med feberen?”

Der kom det. Jeg vidste, at han ville spørger om det før eller siden. Jeg smilede svagt til ham, da jeg vidste, at han ikke ville brude sig om min tilstand. Jeg havde fået det være. Meget være.

”Skal jeg virkelig sige det,” sagde jeg og lod en hånd glide igennem hans brune hår. Han nikkede opmuntrende. Pokkers også. Jeg bed mig i underlæben, mens jeg nervøst pillede ved dynebetrækket. ”Dårligere.”

Som forudsagt blev han ikke tilfreds. Han begravede hovedet i ved siden af mit øre. Jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham. Jeg havde aldrig set ham opføre sig sådan før. Og jeg håber, at jeg ikke vil se det igen.

”Kan du ikke bare få det bedre. Jeg kan ikke li’, at du er syg. Bliv dog rask kvindemenneske.” det tror jeg værtifald, at det var det han sagde. Hans sætninger var næsten uhørlige, at jeg måtte gætte mig til, hvad han sagde til mig.

”Desværre Louis,” sagde jeg, da han igen dukkede op.

”Jeg bestiller tid til en læge. Det kan jo ikke gå, at du render rundt og har det dårligt,” sagde Louis med et smil, inden han gav min hånd et klem. ”Se at få noget søvn.”

                                                                                       ***

I nogle timer sov jeg. Det var dejligt at få søvn igen. Der kom ingen mareridt væltende ind i min underbevidsthed. Jeg sov trygt. Jeg var okay frisk, da Louis blidt ruskede mig vågen. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede på ham. Han havde fået sat sit hår og han smilede muntret til mig.

”Vi skal af sted,” sagde han og kærtegnede min kind, inden han hjalp mig op af sidde. Det hele svingede for mig. Alt kørte stadig væk rundt for mig. Jeg tog mig til hovedet og jeg turde ikke gå. ”Er du svimmel?”

Han lød bekymret, mens han hjalp mig op og stå. Jeg støttede mig helt ind til ham, at han næsten havde alt sin vægt mod sig.

”Meget. Men skal jeg ikke skifte tøj? Jeg kan, da ikke komme rendende i nattøj.” jeg var iført silkeblødt nattøj.

”Det gør ikke noget,” sagde Louis beroligende, da han hjalp mig ud mod stuen, hvor der ikke var en levende sjæl. Hvilket undrede mig meget.

”Hvor er Lockey?” spurgte jeg svagt, da sofaerne doblede sig og fløj rundt for øjnene af mig. åh, hvor er det irriterende. Når jeg går, føltes det, som om jeg flyver rundt. Jeg tror ikke, at jeg kan gå ret meget længere.

”Hun er i byen. Bare rolig hun fare ikke vild, Harry er med hende,” sagde han med et smil. Han havde den samme mistanke som mig. Harry var faldet for min søster. Men var min søster faldet for ham? De fleste piger falder for ham, når de ser hans smil eller hans krøller.

Jeg nikkede kort.

”Louis,” sagde jeg tamt, mens jeg prøvede at finde ud af, hvem af dem var den rigtige Louis. Ren seriøst der var to af ham. Næsten lige ved siden af hinanden. Louis kiggede ned på mig. ”Vil du ikke nok bære mig, det hele køre rundt for mig.”

”Selvfølgelig, min pige.” han smilede kært, inden han løftede mig op i brudestilling. Jeg sukkede fredfuldt, da jeg endelig kunne hvile mig og lytte til hans hjerte.

”Tak,” mumlede jeg mod hans bryst.

                                                                                 ***

Da vi nåede over til lægen parkerede han bilen og hjalp mig ud. Han løftede mig op i brudestilling uden, at jeg bad ham om det. Men det var lige meget. Jeg elskede, når han holdt mig sådan her. Jeg følte mig så tryg. Så tryg, at der aldrig ville ske mig noget, så længe jeg var her oppe. Han må aldrig slippe sit tag om mig igen. Men det blev han nød til. Jeg måtte selv gå hen til disken. Men han slap ikke for det meste af min vægt. Jeg stod konstant lænet opad ham. Det lod ikke til, at han havde et problem med det, for han lod mig gøre det og han lagde en beskyttende arm omkring mig.

Vi blev vist til et lille venteværelse, hvor nogle ældre mennesker holdt til. Nogen af dem host en del, og andre så svage og trætte ud. Jeg gættede på, at jeg så dårlig ud. Ligbleg med mat uldet hår mens jeg sad og hvile mig på Louis’ skød.

”Vil du selv gå ind?” hviskede Louis i mit ene øre. Havde han ikke selv opdaget, at jeg er for svimmel til gå selv? Jeg åbnede øjnene og kiggede op på ham. Han fjernede en hårtot og lagde den roligt bag mit ene øre.

”Hvad tror du?” hviskede jeg roligt tilbage til ham.

”Jeg skal gå med, ik’. Men det gør ikke ret meget. Jeg vil gerne med, men det er også på grund af, at det er dig.” han prikkede mig på næsen, da en mand med brunt overskæg og grønlige øjne kom ind i venteværelset. Havde jeg ikke et ham før? Det er sikkert bare mig.

”Robin Fletcher,” sagde han højt ud i rummet. Men han kiggede på mig. Hvordan kunne han vide, at det var mig. Jeg sank en klump, inden Louis fik mig rejst op.

Vi fulgte forsigtigt med ham. Det endte med, at Louis måtte bære mig, for jeg havde snart ikke mer energi tilbage, for den søvn jeg fik. Mine øjenlåg var tunge, da Louis gik ind i et lavt rum med masser af læge udstyr. Louis satte sig ned på en stol med mig på skødet.

”Hvad er der så galt med dig,” spurgte han. Jeg kunne høre på ham, at han prøvede at skjule sin bekymring i sin stemme, når han talte. Jeg skubbede nysgerrigheden væk og fortalte ham, hvordan jeg havde det.

”Hmm,” lød det fra ham, da jeg havde fortalt færdigt. Han rejste sig op og gik hen til et skab. Han roede i forskellige skuffer, inden han fandt, det han ledte efter. En hvid lille dåse med piller. Han rakte Louis dåsen, mens han sagde: ”To om dagen – en om morgnen og inden hun går i seng. Det skulle være nok til at holde feberen og svimmelheden nede.”

Der var altså et eller andet underligt ved den læge. Jeg synes, jeg havde set ham før. Men hvor? I en butik eller sådan noget. Lige meget han er helt sikker ikke vigtig.

_________________________________________________________________________

Endnu et kapitel :) Hej hvordan har I det? Jeg håber, at I får nogle gode gaver i år eller i aften. I ved, hvad jeg mener. Pas nu godt på hinanden.

Glædelig jul og godt nytår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...