Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
38Kommentarer
2465Visninger
AA

2. Indkøbstur.

Bruserens varme stråler gennemblødte min slanke krop, og mit lyse hår lå fladt ned af min rygsøjle. Mit hår havde vokset ti centimeter siden sidst. Jeg var ikke lige frem stolt af det, men det var en detalje. Jeg rakte ud efter hårshampooen, der stod uden for badet. Jeg stak forsigtigt hovedet der ud og opdagede, at spejlede duggede, og der var en smule tåget. Men ikke så meget.

Jeg proppede det grønne-sæbeagtige-ligne-tingest-di dyt hårshampoo, i mit lyse hår. Jeg macerede det godt og grundigt ned i hovedbunden, før jeg lod de varme stråler rense det ud igen, med noget hjælp med hænderne. Jeg borede altid negle ned i håret, hvor sæben var, fordi så fik jeg rene negle. Jeg elsker rene negle.

”Er du snart færdig der inde,” lød en stemme uden for badeværelset døren. Mit hjerte fløj et slag over, før den fandt tilbage til den normale takt. Jeg kunne aldrig i livet, blive træt af den dejlige stemme, som tilhørte min dejlige kæreste, Louis Tomlinson. Ja ham Louis Tomlinson. Ham fra One Direction. ”Prøver du at drukne dig selv eller hvad. Hvis du gør, så må vi hellere bestille en tid i kirken.

Han var nogle gange ikke for klog. Selvfølgelig ville jeg ikke drukne mig selv. Hvem ville dog gøre det? Ikke mig. Nej tak.

”Hvor morsomt, Louis,” halvråbte jeg sarkastisk tilbage til ham. Jeg hørte hans lavmælte fnisen, inden han sikkert lænede sig op ad døren. ”Skulle du ikke i studiet med de andre drenge?”

I går fortalte han mig, at han skulle i studiet med de andre drenge, for at få tjekket nogle ting op. Men så måtte han være kørt for langtid siden. Hvad var der, der forsinkede ham så meget? Det var vel ikke mig, vel?

”Jo, men jeg skal først have ordnet noget først, som er vigtigere,” sagde han roligt, inden lyden af bilnøgler der fløj rundt i cirkler brød tavsheden. Hvad var det, der var vigtigere end at komme til tiden? Ifølge mig var der ikke noget. Men når de handlede om Louis, kunne man aldrig være sikker. Han kunne have så mange skøre ideer, at de ikke var til at holde rede på.

”Hvad er det er vigtigere, end at komme til tiden, Louis.” jeg kunne ikke lade vær med at lyde irriteret, mens jeg gjorde vaskekluden, der havde hængt over bruseren, våd, før jeg lagde en klat shampoo på den og gned den til den skummede en smule.

”Skal du ikke på arbejde?” selvfølgelig skulle jeg det. Hvad troede han om? Tror han, at jeg pjækker? Jeg hader at pjække. Jeg har aldrig gjort det. Aldrig. Hellere ikke i folkeskolen, selvom det ville være dejligt med en fridag i ny og næ. Men alligevel. Skolen skulle jo passet, ikke sandt.

”Louis,” sukkede jeg irriteret. Jeg vidste udmærket godt, hvor han vil hen med det her. Han skulle ikke spilde tiden på mig. Jeg havde altså ben at gå på. De fungere stadigvæk endnu, ”jeg har altså ben at gå på. Jeg går der over. Tag du nu af sted, så du ikke kommer mere forsendt, end du gør i forvejen.”

Jeg smurte sæben rundt på min krop, inden jeg skyllede det af.

”Hvis du ikke køre med mig, så kommer du selv for sendt, skat.”

Shit. Jeg hader at komme forsendt. Jeg skyndte mig ud af badet, som om der var gået ild i mig. Jeg fandt lynhurtigt et håndklæde og gnubbede håret med det. Til sidst var mit hår nogenlunde tørt, men det var uglet. Det var jeg ligeglad med. Jeg gik ikke sådan op i hår eller sådan noget. Jeg tror ikke engang jeg havde tid til at rede det ud, som jeg plejede at gøre. Måske tvang Louis mig til at gøre det?

Til mit held havde jeg taget mit arbejdstøj med mig ud på badeværelset. Jeg fik det på i en fart, inden jeg greb hårbørsten i en fart, mens jeg trådte ud i gangen, hvor Louis stod lænet op ad væggen og ventede. Han grinede.

Hvad var der, der var så sjovt? Nogle gange havde jeg løst til at give ham en på lampen, men jeg kunne ikke. Han var alt for sød. Seriøst. Jeg kunne ikke tage øjne fra ham. Jeg var stadig lige så forelsket, som før vi blev kærester. Måske mere? Hvem ved, alt kan ske?

”Nå, så kom der andre boller på suppen,” grinede han, inden han smed min jakke over til mig. Jeg grab den og sendte Louis et irriteret blik. Jeg plejede godt at kunne tåle hans drillerier, men ikke lige for tiden. Jeg har en god grund. Jeg har menstruation. Menstruation gør, at jeg hurtigere kan blive sur. Og med sur mener jeg meget sur. Rasende, hvis det var bedre.

”Har du fået det røde?” spurgte han. Lige nu havde jeg mest løst til at vrisse af ham. Vidste han ikke det? Han vidste udmærket, hvordan jeg var, når jeg havde menstruation. Åh, hvor er det her en dårlig dag. Jeg kunne nærmest mærke alt uheldet ved denne dag. Ah! ”Jeg tror, det er et ja.”

Hurra Louis, godt gættede.

Pjuske stryg hen til os, da vi trådte ud i stuen, hvor hun havde ligget og sovet rævesøvn. Pjuske var ikke længere den søde lille killing, som jeg havde fundet ude ved en gade. Hun havde vokset en del, og hun ville kun det hun selv ville. Det var nogle gange skide irriterende, når hun ikke adlød. Jeg tror bare, at det er noget hun skulle komme igennem.

Pjuske stryg sig over vores ben, mens vi kantede os forbi hende. Vi prøvede så godt som muligt, at hun ikke gik med os uden for lejligheden. Det havde hun en gang gjort. Det havde os taget en del tid. Men da Harry og de andre drenge kom, rente hun over til Harry med det samme. Vi tror alle sammen, at Pjuske har fået et godt øje til ham. Forelskelse. Den eneste hun adlød, var faktisk Harry. Han kunne få hende til at gøre alt mulige ting. Det ender sikkert med, at de bliver gift. Jeg glæder mig allerede til brylluppet. Hvornår frier han endelig? Det er jo det eneste Pjuske venter på. Hallo, se at komme i gang Harry.

Med en hel masse held lykkede de os at komme ud i gangen, hvor der var nogle unge mennesker på vej ned ad trappen. Deres skridt gav ekko, når de trådte ned på et trappetrin.

Jeg kiggede ned på mit armbåndsur, og så at der var ti minutter til, at jeg skulle være der. I noget der lignede tigerspring, var jeg på vej ned af trappen. Jeg kunne høre Louis latter bag mig, som fortalte mig, at han følte trop.

Jeg sprang nærmest ind i bilen, da Louis låste op for den. Det fik bare ham til at grine endnu mere. Jeg rustede irriteret på hovedet, inden jeg lagde min lilla taske på mit skød. Jeg sikrede mig, at jeg havde alt i den, som jeg skulle have på mig. Bind, tjek. Indkøbsseddel og huskeseddel, tjek. Og alt muligt andet, tjek. Jeg faktisk alt for meget i den taske. Men skidt put. Det er vel lige meget.

                                                                                     ***

 Bilen standsede ude foran en firekantede bygning, hvor der var et stort skilt på taget med tydelige sorte bogstaver. Cafe møllen stod der. Jeg kiggede ind af vinduerne, efter en lang køretur. Jeg var kommet for sendt, det vidste jeg. Kunderne sad allerede inde ved de runde cafe border og drak kaffe og spiste lune boller. For en gangs skyld havde jeg ikke løst til at komme på arbejde. Men jeg vidste, at jeg skulle. Der var ingen vej udenom. Bare der var, så kunne jeg tage med Louis, i stedet for at tage i mod bestillinger og vandre frem og tilbage i mellem bordene med bakker.

Men på den anden side var jeg glad for mit arbejde. Selvom det var så trist ikke at have nogen at snakke med. Jeg havde haft nogen at snakke med. Men person var død for to måneder siden. Jeg savnede stadig Frederikke, selvom der var så langtid siden. Jeg fik det dårligt vær gang, jeg tænkte på hende. Og jeg forstod stadig væk ikke hvorfor, hun skulle have dræbt sig selv. Hun havde hængt sig selv ude i skoven ved det store egetræ.

Jeg havde faktisk mange minder ved mit arbejde. For det meste gode. Tror jeg nok? Det var der inde, jeg mødte Louis og de andre forbandet første gang. Jeg smilede ved tanken.

Jeg sukkede dybt og rakte ud efter bildøren, men blev standset af Louis’ hånd, der prikkede til min skulder. Jeg vendte mig en smule små irriteret mod ham, men kunne til sidst ikke lade vær med at smile.

”Du mangler noget,” sagde han. Jeg smilede til ham. Jeg vidste udmærket godt, hvad han mente. Jeg kyssede ham hurtigt ham på munden, inden jeg skulle til at åbne bildøren, men blev igen forhindret af Louis. Helt ærligt vil han ikke lade mig gå? ”Jeg kommer sendt hjem i dag. Drengene kommer og spiser med, hvis det ikke gør noget?”

”Selvfølgelig, gør det ikke noget, at de kommer. Det er jo altid hyggeligt Louis. Og vi har mad nok,” tilføjede jeg, da Louis skulle til at spørger om det.

”Det er godt du har styr på madlavningen, for det har jeg ikke.” han lænede sig frem mod mig, og gav mig et blidt kys på læberne.

”Må jeg nu gå?” sagde jeg, mens jeg var parat til at åbne bildøren. Han nikkede med et lille grin på læberne. Det er ufatteligt, hvor meget han kan grine.

Uden at sige mere, sprang jeg ud af bilen som en eller anden vanvigtig. Louis bakkede ud, da jeg havde smækket bildøren og var på vej over mod cafeen. Jeg var så ivrig med at nå der hen, at jeg ikke lod mærke til mine omgivelser. Hvilket resulterede til, at jeg kom til at gå ind i døren. Det måtte have set sjovt ud, for folk omkring mig begyndte at skraldgrine. Hvis jeg ikke havde haft menstruation, ville jeg have grinet med. Men nu hvor jeg havde det, blev jeg mere arrig.

Jeg skyndte mig at gå ind i cafeen, hvor der var stillet rundeborder op, og gæster sad på behagelige sorte stole. Disken var placeret henne ved den hvide dør til køkkenet. Bag disken stod Lene. Hun så rasende ud, da hun fik øje på mig. I et kort øjeblik havde jeg lyst til at sige: ”Har du fået det røde lige som mig.” Men jeg lod vær. Det vil sikkert gøre hende mere rød i hovedet, end hun var i forvejen.

”DU KOMMER FOR SENDT ROBIN FLETCER,” brølede hun. Alle kunderne som var i butikken kiggede forskrækket op på Lene. Jeg stod som neglet til stedet, som om nogen havde smurt lim under mine sko. Jeg ville gerne sige hende imod, men vidste, at det var en dårlig ide. For sidste gang jeg havde sagt hende i mod, kom vi kom i en bitch-fight. Jeg ville nådig have sådan en igen.

Mig og Lenes forhold havde ændret sig meget, siden Frederikkes død. En gang havde vi været gode venner, eller retter sagt kammerater. Men på det sidste havde vi mere blevet rivaler. Man kunne godt kalde os fjender. Vi modarbejder hinanden.

Vi sendte hinanden dræberblikket, før hun forsvandt ud i køkkenet, og jeg trådte bag disken og fandt en notesbog frem og en blyant med hviskelæder.

                                                                    ***

Klokken blev fire, og jeg havde fri. Jubii. Jeg tog min lilla taske og tvang den over skulderen, inden jeg gik hen mod cafedøren. De andre på arbejdet (der iblandt Lene), skulle søger for at gøre cafeen i orden til næste dag. Jeg var så heldig, at jeg bare skulle smutte.

Jeg satte kurs mod strøjet, hvor jeg skulle handle madvare ind og købe en fødselsgave til Louis. Det var december i morgen, og sneen faldt allerede. Jeg træk en strikket hue over ørerne, mens jeg krydsede vejen og gik ned til strøjet.

Der var som regel mange mennesker der nede. Men i dag var der kun få mennesker, som vandrede ud for butikkerne med indkøbsposer. Nogen af dem havde endda købt gaver ind til jul. Det var faktisk mange der gjorde. For så skulle de ikke stresse rundt om julen. Det samme gjorde jeg. Jeg havde fået købt gaver til de andre drenge, men jeg manglede Louis, som faktisk havde fødselsdag juleaften.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, så vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle give ham. Jeg havde overvejet nogle stribede bluser, men dem havde han så mange af. Hans klædeskab var nærmest fuldt med dem. Åh, hvorfor skulle det også være så svært at købe han en gave? Tænk hjerne, tænk.

Skulle jeg give ham et ur? Nej det vil være for åndsvagt. Han havde jo en mobil, han kunne tjekke tiden på. Hvad med noget deodorant? Det fik Kim mange gange til fødselsdag. Nej, det er en dårlig gave er det ikke. Hvad med et smykke? Er det ikke det de giver til piger? Oh, hvor jeg hjælpeløs til gaver.

Jeg lod irriteret en hånd glide igennem mit hår, inden jeg besluttede at gå ind i supermarkedet, før jeg købte en gave til ham.

Jeg fik hurtigt handlet ind til aftensmaden. Pizza.

Jeg gik forbi forskellige butikker, mens jeg spekulerede over, hvad jeg skulle give Louis. Jeg var fuldstændig blank. Jeg vidste ikke en gang, hvordan en mand tænker eller ønsker sig. Jeg kunne jo spørger en. Men ville det ikke være lidt få pineligt? Jo. Til sidst besluttede jeg mig for at gå ind i Matas. De havde sikkert en god ide, hvad man kunne give ens kæreste til fødselsgave.

”Hvad kan man give ens kæreste til fødselsgave?” spurgte jeg ligeud til medarbejderen, da jeg stod foran disken, hvor en blondine med mørkegrå øjne stod og tyggede på tyggegummi.

”Deodorant og parfume,” sagde kvinden fraværene. Jeg nikkede kort og prøvede at skjule et suk. Jeg vidste ikke en gang, hvad han godt kan lide, andet end striber.

Jeg gik mellem hylderne, mens jeg lugtede til nogen af dem. Nogen af dem lugtede dårligt og andre gange mega godt. Til sidst endte med, at han fik en deodorant, der duftede mandigt.

Jeg betalte hurtigt og gik ud af butikken. Jeg blev nærmest chokket, da jeg trådte udenfor. Sneen lå ud over strøjets fliser. Det lignede store hvide dyner, og nogle børn var allerede i gang med en sneboldt kamp. Jeg elskede sne, men havde ikke tid til at pjatte rundt. Jeg greb godt fast om indkøbsposerne. Den ene var for supermarked og den anden fra Matas.

Jeg begyndte langsomt at vandre op mod cafeen. Jeg dukkede mig flere gange, for de snebolde som fløj over hovedet på mig.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...