Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
38Kommentarer
2453Visninger
AA

16. Helten.

Louis synsvinkel.

Jeg knurrede Robins lille hånd i min. Farens historie var meget overvældende at høre. Det måtte være hårdt at se sin egen datter blive mishandlet, uden man selv kan gøre noget. Det vil jeg aldrig lade ske, hvis det var min datter. Jeg vil finde hende, så om det var det sidste jeg gjorde.

Jeg kiggede ned på Robin, som næsten var forsvundet i den store dyne. Jeg smilede ned til hende. Jeg var rigtig glad for, at hun endelig var hos mig igen. At se hende, at rører hende, være sammen med hende, gjorde mig glad. Jeg følte underligt nok, at det var min skyld. Men jeg vidste, at det ikke var. Men lige meget hvad plagede tanken mig.

Jeg skubbede tankerne væk, da Robin klemte om min hånd. Hun kiggede op på mig med nysgerrige øjne, der funklede som stjerner lige nu. Jeg kunne ikke forhindre et smil glide over mine læber. Den tøs var simpelthen for dejlig. Den rolige, smukke pige, jeg kunne kalde min. Og hun var kun min og det vil hun for evigt være.

Lockey, der havde stået i farens favn, træk sig lidt væk og sendte et blik over mod Harry. Harry sad i fodkanten af Robins seng og kunne ikke få øjnene fra Lockey. Hans blik var lyste af kærlighed, han prøvede at skjule. Det lignede ham ikke. Han var da den alle pigerne sloges om. Hvad var det han var bange for.

Jeg havde en træng til at snakke med ham om det, men kunne ikke. Ikke når de andre var der. Robin kunne være en undtagelse. Jeg fortalte hende det før eller siden. Hun kunne få alt ud af mig, hvis hun ville. Nogen gange havde jeg bare løst til at give hende alt, hvad hun så på. Men jeg vidste, at hun ville protestere. Hun vil slet ikke have, at jeg skal bruge mine penge på hende. Men en julegave skal hun have. Der kan hun ikke undgå det.

”Men hvorfor er du så i live nu? Du burde være død,” spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på Robins far, Aiden hvis jeg ikke skal huske forkert.

Aidens blik lander på mig. Hans brune øjne studerede mig for top til tå. Jeg kunne ikke lide hans blik. Min mave snøre sig sammen, mens tanker fulder mit hoved. Mine hænder bliver svedige.

Hans blik på mig, plager mig. Jeg var bange for, at han ikke kunne lide mig. Bange for at han ville forbyde mig at være sammen med hans datter. Jeg gad ikke blive rodet ind i ulykkelig kærlighed. Men hvis han forbød mig at se hende, ville jeg ikke tøve et sekund på at se hende igen. Men jeg tror ikke, at Robin vil kunne holde til det. Hun er jo så følsom. Let som en fjer men så nem et knuse som glas.

”Du må være Louis Tomlinson,” sagde Aiden og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg havde mest løst til at kigge væk, men jeg var bange for, at det var en eller anden test. Jeg mærkede, at Robin blive nervøs.

Robin bevægede sig uroligt rundt i sengen, og jeg kunne ikke lade vær med at kigge væk. Jeg slap hendes hånd og lod den op til hendes kind for at beroliger hende en smule. Hun kiggede op på mig med nogle nervøse øjne, som om hun var bange, for at mig og hendes far ville komme op og skændes. Men da hendes øjne mødte mine, faldt hun til ro.

Hun smilede op til mig og lagde det igen i mit skød. Det fine, hjerteformet hoved var behageligt at have i mit skød. Jeg lod en finger løbe over hendes ansigt. Hun lukkede øjnene i nydelse og med et smil på læben.

”Du bestod,” lød det for Aiden. Jeg kiggede overrasket op for Robins hoved, der afslørede, at hun var faldet i søvn. Hun havde ellers sovet længe. Hvilket ikke lignede hende. Jeg kunne godt huske den første morgen hos os. Hun havde vækket mig fordi jeg havde sovet forlænge. Jeg havde så taget hævn ved at kaste hende i vandet.

”Hva’,” sagde jeg overrasket og løftede Robin forsigtigt tilbage i puderne. Jeg lod blikket glide ned over hendes mave, som var kommet til syne under dynen. Der var en blodplet på trøjen, hvor hun var blevet stukket. Jeg mærkede en klump sætte sig i halsen og tårerne begyndte fartruende at hoppe op i øjnene.

Jeg mærkede en hånd på min ene skulder. Jeg kiggede op og mødte Aidens omsorgsfulde øjne. Han smilede beroligende til mig, men det hjalp ikke. Jeg kiggede igen ned på Robin. Jeg mærkede hurtigt tårerne glide ned ad mine kinder. Jeg skulle ikke græde nu. Hun var jo i live. Men et eller andet sted i min krop pumpede tristheden rundt i min krop.

”Du gjorde, hvad du kunne, Louis,” sagde faren og gav min skulder en klem. Men det blev værre. Jeg gik snart ned igen. ”Hun skal nok klare den. Det ved jeg. Hun er stærk og har folk omkring hende der støtter hende hele tiden. Du skal bare tro på, at hun klare den. Louis, hun elsker dig. Hun kæmper ikke kun for sig selv, men også for dig. Faktisk mere end du tror.”

Faren kiggede roligt på mig. Han slap ikke min skulder lige meget, hvor meget jeg græd. Efter fem minutter tørrede jeg øjnene. Han havde ret. Jeg skulle tage mig sammen og støtte hende, som jeg plejede.

”Og jeg elsker hende,” sagde jeg og lod blikket glide over Robin. Jeg tog fat i den bløde, varme dyne og lagde den helt over hendes skulder. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende på panden, som var lun. ”Men jeg er bange for, at hun ikke ved, hvor meget hun betyder for mig.”

”Det er jeg sikker på, at hun ved,” sagde faren opmuntrende og tog hånden til sig. Jeg smilede og lod en hånd krybe ind under dynen for at fange Robins hånd. Den lå slap i min. Jeg lod fingrene omfavne hendes.

”Undskyld jeg spøger, men ved du hvem, der ringede efter ambulancen,” spurgte jeg og kiggede rundt i værelset. Det overraskede mig, at vi var de eneste i lokalet. Hvor var de andre henne?

”Louis, jeg ved ikke en pind andet end det var Kim, der gjorde det,”  sagde Aiden med et lille suk. Jeg smilede svagt. Min mave snurrede af nysgerrighed. Hvem havde reddet hende? Jeg skyldte den person så meget. Han eller hun havde reddet min elskede kæreste. Det var noget, jeg umuligt kunne takke.

”Jeg spørger bare,” sagde jeg forsigtigt.

Det bankede blidt på døren. Jeg kiggede nysgerrigt derhen for at se, hvem det var. Døren gik op. De andre drenge kom væltende ind. Jeg smilede stille til dem, men det falmede hurtigt. Alle spørgsmålene og de mærkelige grunde til, at vi ikke kunne komme tilbage belastede mit humør meget.

Jeg følte nogle gange, at jeg ikke kunne være der ordenligt for Robin, som jeg plejede. Men passede det? Eller var det noget, jeg bildte mig ind. Jeg sukkede og kiggede rundt på de andre. De kiggede alle sammen på mig med nysgerrige blikke. Jeg rystede på hovedet og rejste mig.

Jeg gik ud af døren, mens de andre råbte på mig. Men lige meget hvad, stoppede jeg ikke op. Jeg vandrede ned ad gangen, hvor læger gik frem og tilbage mellem de tunge døre. Jeg så mange mennesker ligge i deres seng, mens lægen tog blodprøver eller snakkede med dem.

 Jeg havde det dårligt ved at se på dem. Hvorfor snakkede ingen af dem med Robin? Hun var jo lige så god som de andre. Men de syntes nok ikke om hende. Men heldigvis havde hun nogen til at støtte hende.

Jeg nåede ind i elevatoren, inden den nåede at starte. Jeg lyttede stille med til elevatormusikken. Hvis jeg skulle indrømme det, så kedede det mig. Jeg håbede ikke, at One Directions musik blev til elevatormusik. Hvis det skete, så var der ikke andet end at give op. Give op på det hele.

Elevatoren kom endelig ned og jeg gik ud. Der var ikke ret mange mennesker i lobbyen. Nogen få sad i sofaen og snakkede lavmælt med deres sidemakker. Jeg blev mindet om dengang, jeg selv sad der og ventede. Jeg kunne næsten se det for mig. Sidde der med bekymret ansigt og betagede Harry gå frem og tilbage, mens ens tanker kun drejede sig om Robin.

Jeg sank en klump. Den gang var det næsten lykkeligt og gled på skinner til den dag, vi fandt ud af, at tre af os elskede den samme pige. Det blev til et kæmpe skænderi endda to gange. Og nummer to skænderi skred vi for hinanden. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at enkel pige ville udløse så meget ballade.

Jeg blev langsomt mindet om, dengang jeg fandt Robin ude foran min lejlighed. Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg blev, da jeg så hende. Mit hjerte havde galopperet af sted som en vild hest på flygt.

Jeg rystede på hovedet, at de dejlige minder blev rusket ud af mine tanker. Jeg forsatte igennem den oplyste lobby og videre udenfor.

Jeg mærkede den bølgende kulde slå mig i møde. Jeg kunne mærke den kolde blæst lige igennem den tynde trøje, jeg havde fået på. Mine tænder klaprede irriteret mod hinanden, at det næsten gjorde ondt. Men alligevel forsatte jeg lige ud.

Den kolde sne under mig omfavnede mine bare føder hjerteligt. Jeg mærkede mit blod fryse til is. Selvom jeg hundefrøs forsatte jeg. Jeg vidste ikke en gang, hvorfor jeg gik. Jeg havde en underlig træng til at komme væk.

Jeg drejede til venstre, da jeg nåede fortovet længere fremme, hvor sneen var skovlet væk i store dynger. Jeg gik med øjnene rattet mod jorden.

”Louis,” råbte en ukendt stemme bag mig. Jeg kendte ikke stemmen. Jeg vendte mig ikke om, for at se hvem det var. Jeg orkede ikke at snakke med nogen og især ikke fremmed lige nu.

Men personen gav ikke op. Jeg hørte hurtige fodskridt bag mig. Og pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg blev nærmest tvunget rundt for at se på personen. Personen var høj og muskuløs med et gudmodigt ansigt. Hans brunehår sad nu pjusket. Drengens øjne brorede sig ind i min. Og hurtigt huskede jeg, at det var Dexter.

”Dexter,” sagde jeg og lagde armene overkors. Jeg kunne sagtens huske, at Robin havde fortalt mig, hvad han havde gjort ved hende. Ladet hende føle smerte. ”Hvad laver du her.”

”Louis, jeg ved du er sur over dengang,” sagde Dexter roligt. Jeg skulle lige til at sige noget, men han løftede hånden op. Jeg kiggede lidt olmt på ham, men lod ham tale videre. ”Men det var fordi jeg var bekymrede for Frederikke …”

”Som du var utro,” sagde jeg vredt. Det var halv delen af hadet til ham. Jeg fatter ikke, at man kan være ens kæreste utro med vilje. Sådan skal kærlighed slet ikke være på nogen måde.

”Jeg ved, det var forkert,” sagde Dexter og kiggede væk. ”Men jeg fik følelserne i klemme for hende. Jeg fik dårlig samvittighed, over det jeg ville have gjort. Og jeg fortryder nu. Det er min skyld, at hun tog sit liv. Alt sammen min skyld.”

Jeg kiggede overrasket på Dexter, der kiggede ned i jorden, som om han ikke gad at se mit ansigtsudtryk. Som om han troede, at jeg ikke troede på det. Jeg var faktisk i tvivl om det. Jeg vidste ikke, om det bare var, noget han sagde for at formilde mig, eller om det virkelig var rigtigt. Rigtigt at han havde fået følelserne i klemme.

Jeg mærkede modvilligt følelsen af, at jeg stolede på ham. Jeg sank en klump og lagde en hånd på skulderen af dig.

”Jeg tror dig, men næste gang: Lad for helvede vær med at lege rundt med en piges følelser,” sagde jeg og prøvede at smile. Dexter kiggede op på mig med hel blanke øjne. Han nikkede hurtigt og smilede tilbage.

”Hvordan har Robin det,” spurgte han efter en lille pause, hvor vi bare stod og betagede hinanden. Jeg kiggede med store øjnene på ham.

”Hvor ved du fra, at der er sket Robin noget?” spurgte jeg overrasket og kiggede endnu en gang over hans krop. Han var iført en stor jakke og nogle grå cowboybukser.

”Louis, det var mig der reddede hende.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...