Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2391Visninger
AA

15. Farens Historie

Jeg faldt langsomt ned i sengen igen. Jeg mærkede forvirringen og chokket suse rundt i min lamslåede krop. Det havde ikke været det svar, jeg havde håbet så meget på. Det måtte have været derfor, han havde været så bekendt. Jeg havde set ham på det stamtræ, Lockey havde vist mig.

Jeg følte næsten det samme, som den gang jeg fandt ud af, at Lockey var min tvillingesøster. Jeg var både vred og chokeret. Hvorfor havde han ikke opsøgt mig for længst? Hvor lod han mig blive hos Kim? Han kunne have reddet mig ud af hans klør ligesom, Louis havde gjort.

Men hvad var det, Lockey havde fortalt mig om ham. Skudt. Men hvordan. Hvordan kunne min far være her, når min far var død? Han kunne umuligt have overlevet det skud. Han blev skudt i brystet så tæt på hjertet, at han burde være død på stedet? Hvorfor blev han overhovedet skudt? Var det virkelig min far, eller drømte jeg stadigvæk.

Nej, jeg drømte ikke. Smerten for min mave var brutal og hård, at jeg umulig vil kunne lukke øjnene igen. Også selvom lærerne havde givet mig stærk smertestilene, kunne jeg stadigvæk mærke den voksende smerte, der fik tårerne frem i mine øjne. Jeg gad godt at side op, men jeg kunne ikke. Hvis jeg satte mig op, skrig min mave are endnu mere, end den gjorde i forvejen.

Jeg kiggede undrende på min far, som om han var et spøgelse. Forsigtigt og rystende rakte jeg en hånd ud efter ham og prikkede ham i maven. Jeg skulle lige være sikker på, at min hånd ikke fløj igennem ham. Men det gjorde den ikke. Jeg kunne mærke hans hud under den tykke sweater, han havde på.

Min far kunne ikke lade vær med at smile sit trætte smil. Han lagde sin store hånd, og det føltes helt underligt at have den i sin. Jeg var kun van til Louis’ blide hænder, der blidt flettede sig ind i mine. Jeg var slet ikke van til andre at holde i hånd med end ham. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var han den eneste, jeg havde holdet i hånd med.

Jeg accepterede hans hånd i men, selvom jeg fortrak Louis’. Måske var det fordi hans var så bekendte at holde ved, mens min fars var helt ukendte. Jeg kiggede forbi min far og kiggede over på Louis, der sikkert ikke kunne lade vær med at følge med i vores samtale. Men han vidste ikke følelser for det. Han sad bare og smsede med en eller anden.

Jeg vendte igen opmærksomheden mod min far, der kiggede ned på mig med de trætte grønne øjne.

”Så, hvordan har du det?” spurgt far og gav mit hånd et beroligende klem. Selv ikke det var normalt. Jeg plejede at falde til ro, hver gang Louis gjorde, men ikke ved min far. I stedet for at blive rolig, mærkede jeg et raseri gnave i min mave.

”Elendigt,” svarede jeg hårdt tilbage. Det var ikke med vilje, jeg talte sådan. Jeg gad godt at kunne tage godt imod min far, som jeg kunne med Lockey. Men det var, som om jeg ikke kunne. ”Du ved ikke en gang, hvad jeg har været igennem.”

Jeg lagde armene overkors af ren hidsighed. Vreden boble inde i mig, som kågende vand. Min far kiggede chokket ned på mig og lænede sig tilbage i stolen. Han havde vist ikke regnet med den rektion for mig af, og det havde jeg heller ikke. Jeg plejede ikke være sur på nogen. Men hvorfor var jeg så nu?

Jeg forsatte rasende med at tale til ham, men ikke i den højde jeg ville. Denne gang råbte jeg det, så højt jeg kunne også selvom det gjorde ondt i min mave.

”HVOR HAR DU VÆRET I ALT DEN TID, JEG HAVDE BOET HOS KIM? VED DU OVERHOVEDET, HVAD DER SKETE MED MIG? ELLER IGNOREREDE DU BARE ALLE OPSLAGENE OM DET! JEG BLEV TÆSKET HVER DAG SIDEN, JEG VAR TI ÅR GAMMEL. DEN ENESTE VEN JEG HAVDE I DE FØRSTE NITTEN ÅR VAR FREDERIKKE, DER HJALP MIG IGENNEM DET. OG SÅ KOM LOUIS OG DE ANDRE FORBANDET IND I DET HELE, OG DE HJALP MIG RESTEN AF VEJEN. PLUS AT JEG FANDT KÆRLIGHEDEN, SOM JEG ALDRIG VILLE TRO, JEG VILLE FINDE. ISÆR IKKE SÅ STÆRK SOM MIG OG LOUIS’. MEN HVOR VAR DU I DET HELE? INGEN STEDER. DU HAR VÆRET ALLE MULIGE STEDER, UDEN AT TÆNKE PÅ DIN EGEN DATTER.”

Jeg genhørte min egen stemme, og min far kiggede chokket på mig. Louis, der havde siddet og kiggede overraskende på mig med bekymrede øjne, lagde telefonen på sit natbord og rejste sig op. Jeg kiggede lidt på ham, inden han satte sig på min sengekant på den anden side. Jeg mærkede hans velkendte og dejlige hånd smutte ind i min. Han flettede vores finger sammen og gav mig det beroligende klem, som fik mig til at slappe af.

Louis bøjede sig over mig og lagde læberne så tæt på mit ene øre som mulig.

”Rolig nu, Robin,” hviskede han blidt ind i mit øre. Det kilede i min øregang, og gåsehuden krøb op ad mine arme. Han klemte igen om min hånd, inden han snakkede videre. ”Du ved jo ikke, om han har prøvet at lede efter dig, men måtte give op, da han ikke kunne finde dig.”

”Men hvorfor opsøgte han mig ikke, da han vidste det,” hviskede jeg tilbage og førte en pegefinger over hans bløde pande. Louis trækkede i det ene smilebånd.

”Måske vidste han, at du var i gode hænder,” sagde Louis og stoppede min finger i at løbe rundt i ansigtet på ham. I stedet gav han det et lille kys og lagde den ind under dynen igen. ”Giv ham en chance og lad ham forklare. Hvis du vil have det, skal jeg nok blive ved din side.”

Jeg smilede taknemmeligt til Louis, der kunne læse mine tanker. Jeg ville helst have ham ved min side, hvis jeg nu skulle blive sur igen. Så havde jeg da en til at få mig til at falde ned igen. Og det var noget Louis var god til.

Jeg vendte opmærksomheden mod min far, der stod og kiggede for Louis og til mig med et forvirret, men stadig chokket, ansigtsudtryk. Jeg vidste, at det var uhøfligt at hviske, når andre var tilstede. Men den samtale var altså privat.

”Har du noget, du vil sige. Det er måske bedst at starte med begyndelsen,” tilføjede jeg hastigt og lagde ansigtet i venlige folder. Min far smilede træt, men det så ikke ud til, han havde noget i mod at fortælle sin historie.

”Først vil jeg sige tusind gange undskyld, at jeg ikke ledte efter dig. Jo jeg ledte efter dig, da jeg fandt ud af, at du var kommet til England. Jeg kan stadigvæk huske, hvor glad jeg blev, da jeg fandt ud af det. Jeg havde aldrig i mit liv fået dig af se. Jeg blev skudt inden. Jeg fortæller dig den historie senere,” tilføjede han, da han så mit nysgerrige ansigtsudtryk. Jeg sukkede og lagde hovedet tilbage i Louis’ skød. Også Louis så meget overrasket ud, men han lod vær med at kommentarer. Han strøg jeg bare over håret.

”Jeg vidste, at du skulle på børnehjem et sted i Londons gader. Så det første jeg gjorde var at tage derhen. Men uden held. En kvinde fortalte mig, at du aldrig nogensinde kom med i bilen. Hun sagde, at du forsvandt sporløst. Jeg ved ikke om du ved det, men der blev skrevet atikler om dig. Du kom i fjernsynet og det hele. ’Den forsvundet børnehavepige’,” forsatte han.
Jeg havde aldrig i mit liv vidst, at jeg var blevet efterlyst og kommet i fjernsynet. Men jeg havde luret, at Kim havde læst noget om en eller anden, der var forsvundet. Og at den pige var mig, kom helt bag på mig. Jeg knyttede Louis’ hånd i min, der stadigvæk var flettet sammen med hans.

Jeg kiggede op på Louis, der så helt lamslået ud. Havde han virkelig læst den artikel og set det i fjernsynet uden at vide, at det var mig? Jeg var godt overrasket over det.

”Det kan jeg godt huske,” sagde Louis og strøg mig blidt overpanden. ”Jeg havde været tolv-tretten år den gang. Jeg kan huske det, som om det var i går. Jeg fik lov til at læse artiklen og se fjernsynsudsendelserne om det. Jeg kan huske, at min mor var meget oprørt over det. Hun synes, det havde været så synd for den lille pige, som hun kaldte hende. Jeg så endda et billede af hende. Men jeg må indrømme, at hun ikke ligner Robin, som jeg kender hende nu. Der var ingen bølger i håret. Du var heller ikke så langhåret, Robin. Det gik dig til skulderne. Men jeg kan nu bedst lide dig med langt hår.”

Jeg smilede op til Louis, som bukkede sig ned og kyssede mig på munden. Jeg var godt overrasket over, at medierne havde gjort så stort ud af det. Og det jeg havde været mest overrasket over var, at ingen vidste, at det var mig. Mange mennesker fik lov til at se mig, da jeg havde fået langt hår og bølgerne var kommet til.

Faren forsatte sin historie.

”Jeg var sønder knust, at jeg følte mit hjerte kunne eksploder af sorg. Jeg kunne ikke længere holde ud at tænke på dig, så jeg valgte at gå tilbage til mit arbejde som læge,” sagde han og smilede ned til mig, der lå behageligt i Louis’ skød. ”Men så mange år efter, så jeg nyhederne om en pige, der var blevet mishandlet og boede hos det kendte boyband, One Direction.”
Jeg kunne se på Louis, at han smilede ned i gulvet, mens han gav min hånd et stille klem. Han troede vist ikke, at min far vidste, hvem han var. Jeg var faktisk også let overrasket over det.

”Det fik mit hjerte til slå nogle knuder i brystet på mig af glæde. Så havde jeg endnu et håb på at få min egen datter at se. Men jeg vidste, at jeg ikke bare kunne vade ind i det hele. Og så vidste jeg, at du havde noget kørende med en eller anden.” min far kiggede over på Louis med et venligt glimt i øjet.

 ”Jeg ville jo heller ikke ødelægge det romantiske, så jeg besluttede mig for at vente. Vente på at du kom til mig. Så da jeg hørte, at du skulle til læge på grund af, at du havde det dårligt, fik jeg lavet det sådan, at du kom ind til mig. Jeg kunne genkende dig med det samme, da jeg så dig sidde i en beskyttende favn. Den første tanke der løb inde i mit hoved var: Hun ligner sin mor.”

Han stoppede med at fortælle, da han gættede på, at jeg havde fået svar på de fleste spørgsmål, og det havde jeg. Mere end nok. Men der var stadigvæk et spørgsmål, der krøb rundt inde i mig. Men før jeg nåede at stille spørgsmålet, blev døren åbnet og fem personer hoppede ind.

Jeg blev faktisk glad, da jeg så Lockey komme smilende ind efter fulgt af Harry. Alle fire drenge smilede, og Lockey kiggede med store øjne på sin far. Jeg kunne se, at hun fik tårer i øjnene.

De fire drenge kiggede forvirret for Lockey til hendes far. Men staks blev de glade igen, da de lande på mig.

Jeg kunne ikke nå at reager, før de alle næsten sad i min seng og stirrede på mig. Jeg kunne tydeligvis se på dem, at de var glade for at se, at jeg lå her. Jeg kunne ikke lade vær med at smile til dem. Jeg kunne se glæden afspejle sig i deres øjne.

”Hvor er jeg glad for at se dig,” sagde Liam med et smil. Jeg gengælde smilet og kiggede rundt på de andre drenge. De nikkede sig hurtigt enig med Liam. ”Hvem er det endelig?”

Jeg prøvede at skjule mit smil, så godt som jeg nu kunne. Jeg måtte samle alt mit mod. Alt det jeg havde fået fortalt var alligevel ret overvældene. Jeg troede ikke en gang, jeg kunne gengive det.

”Min far,” sagde jeg knap hørligt og lod en hånd glide ned over min smertefulde mave.
Drengene kiggede med store øjne på mig, og Louis grinede sagte. Jeg kunne ikke lade vær med at grine med. Drengene kiggede bare uforstående på mig og Louis.

”Ja, det er rigtigt, mine herrer,” sagde jeg og lagde mig tilbage til puden igen.

”Jeg er overrasket,” sagde Liam og sendte mit far et blik. Han stod og krammede den grædende Lockey ind til sig. Jeg fik et stik i brystet at høre hende græde.

”Jamen, var du ikke død,” jamrede hun, og jeg lyttede opmærksomt efter. Jeg trak dynen godt op til kroppen som et lille barn, der ventede på en godnathistorie.

”Din søster er lige så nysgerrig,” sukkede faren og strøg en hånd over Lockey’ slanke ryg.

”Ja, det skete et år, inden I blev født. Jeg var på vej hjem for arbejde. Jeg gik den aften, da jeres mor, Grace, altid havde længere til arbejde end mig. Vi boede i Danmark den gang, men jeg kommer oprindeligt fra England. Jeg gik forbi banken, som jeg plejede på min gå tur. Jeg kendte bankdirektøren godt, og jeg havde lovet ham at kigge efter udbrydende gæster. Lysene var tændt, og jeg vidste hurtigt, at der var noget galt. Som den ven jeg er, kiggede jeg ind, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg husker tydeligt de to banditter jeg så. De var begge to høje og slanke. De havde elefanthuer på og brækjern i hånden. Den ene af dem havde en pistol. De var jo helt alene og hørte, at der kom nogen ind. Jeg nåede ikke at reager, før jeg mærkede en bølgende smerte fra mit bryst og mere husker jeg ikke. Alt omkring mig blev sort.”

Jeg kiggede lamslået på min far sammen med resten af os. Ingen af os kunne rigtig fatte, det han havde sagt. Var han bare blevet skudt ned fordi han kiggede ind? Det var jo ikke hans job at sørger for sikkerhed. Det var dem der ejede banken og ikke min far. Men han svarede ikke på, hvorfor han stadig var i live. Han burde være død.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...