Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2388Visninger
AA

5. Det var løse rygter

Jeg stod som lammet til stedet. Havde jeg en tvillingesøster? Det måtte være umuligt. Jeg havde jo ikke mere af min familie tilbage. Men det havde jeg open bart. Hvorfor vidste jeg det ikke? Jeg mærkede vreden stige i min krop. Har folk holdt det hemmeligt i så langtid. Og jeg måtte ikke vide noget. Ikke en pind. Jeg kunne ikke klare det. Jeg kogte over. Jeg ville ikke være her. Jeg ville ikke have en søster. Jeg vil være enebarn. Jeg ville slæbe rundt på en søster. Hun er hel sikker belastene. Men det var ikke det der bekymrede mig mest; vil Louis falde for hende i stedet for mig? Hun var smukkere end mig. Han ville helt sikkert falde hende med det samme. Tanken gjorde mig øger i hovedet. At miste min kæreste ville være det væreste, der ville ske i mit liv. Jeg elskede Louis højre end noget andet. Hos ham følte jeg mig hjemme.

Jeg havde mest løst til at gå ud i køkkenet, men gjorde ikke. Jeg tog en dyb indånding og en til. Tag det roligt Robin, det skal nok gå. Louis ville ikke falde for hende. Han elsker dig, han elsker dig tænkte jeg, men jeg frygtede det stadig.

”Åh – hvad vil du bestille. Jeg er altså stadig væk på arbejde,” tilføjede jeg hastigt, da Lockey hævede spørgerne det ene øjenbryn. Og så grinede hun. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så kunne jeg ikke lide min tvillingesøster. Jeg har det svært ved det. Jeg forstår det jo ikke. Så er jeg familieløs og så dukker mine ukendte tvillingesøster op. Hvordan vidste hun, hvor jeg var?

Jeg havde mest løst til at ringe til Louis og sige, at jeg ville hjem, for det ville jeg virkelig. Jeg kunne ikke ud holde at være her længer. Jeg vil hjem, eller skulle han komme her over. De kom her faktisk ikke ret tit mere, som de havde gjort en gang. Jeg savnede dem faktisk her. Jeg havde brug for dem her. Men jeg kunne ikke tigge dem om det. Det ville være uhøfligt. Så meget uhøfligt.

Lockey bestilte sin mad og gik ned til et bord. Først nu opdagede jeg, at hun havde to tasker med. Tasker til violiner.  Jeg kunne godt spille violin. Jeg kunne spille violin og klaver. Men jeg var nok bedst til at spille violin. Næsten ingen vidste det. Det var kun Frederikke der havde vidst det. Men hun var død nu. Jeg følte sorgen sprede sig i min krop ved tanken om hende. Selvom hun havde dummet sig, savnede jeg hende stadig væk. Jeg huskede hende stadig væk, for det hun havde gjort mod mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke tror på det.

Jeg sukkede dybt og begyndte at tegne ting på blokken. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var. Kruseduller. Mine tanker var det rene kaos, mens folk langsomt begyndte at liste væk. Det var mest om morgnen og om eftermiddagen, der var mest aktivitet. Jeg satte mig op på disken og kiggede ud på parkeringspladsen, hvor fem drenge nærmede sig. Et smil skød over mine læber, inden en person satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede over på min søster.

”Kan du spille violin?” spurgte hun. Hun lød usikker, mens hun nullerede sine egne hænder, som hun kiggede ned på.

”Ja,” sagde jeg kort for hovedet, da drengene trådte ind i butikken. De vinkede alle sammen til mig, men stoppede da de fik øje på min tvilling. De så alle meget nysgerrige ud. De vidste godt, at jeg ikke var på talefod med kunder eller andre mennesker (undtagen dem) siden Frederikkes død. ”Kender du One Direction?”

Et skævt smil skød over Lockey’ læber. Det tog jeg som et ja. Hun nikkede tavs, mens hun blev ved med at betage sine hænder. Ud af øjenkrogen holdt jeg øje med drengene, som lige så roligt nærmede sig. Jeg fandt blokken frem og ventede på dem. Det her skulle jo nok blive sjovt.

Lockey, der havde siddet lige så stille kiggede på og så drengene. Det så ud til ud til, at hun havde fået øje på dem. Hun lignede et stort spørgsmålstegn, mens hun var ved at falde bag over. Jeg måtte kvæle et grin. Jeg bed mig hårdt i tungen, at jeg kunne smage blodet, mens Lockey kiggede forskrækket for dem.

”Hva’ så piger,” sagde Harry, da de var kommet hen til os. Louis sendte mig et smil, og jeg smilede tilbage, inden jeg genert pillede ved mine hænder.

”Hvem er din veninde, Robin?” spurgte Liam tålmodigt, mens han skiftede vægt over til det andet ben. Nu så Lockey forvirret ud. Hun kiggede for mig til drengene. Sådan blev hun ved i noget tid.

”Kender I hinanden?” lød det fraværende fra Lockey, der så ud til, at hun kunne bruge noget vand. Drengene kiggede smilende på hinanden, inden Louis tog ordet:

”Hun er min kæreste.”

Da han sagde kæreste, tog han min hånd i sin. En varme gled for hånden og op til hjertet, og jeg glemte helt at være irriteret over at have en søster. Varmen var normal. Den kom vær gang, Louis rørte ved mig. Det var ikke spor irriterende, som det havde været i starten. Nu var følelserne en normal ting i hverdagen. Nu kiggede Lockey med store øjne på mig, som om hun havde set et spøgelse.

”Kærester. Er I kærester,” sagde Lockey overrasket. Hun så meget forskrækket ud, og jeg blev bange for, at hun ville benægte det. Tanken om det fik min mave til at snøre sig sammen. Jeg fik det dårligt. Louis bemærkede det og nussede blidt min hånd, som han stadig havde i sin. Men efter nogle sekunder lyste Lockey op i et kæmpe smil. Hun omfavnede mig, som jeg aldrig var omfavnet før. ”Tillykke.”

”Jamen, det er ikke noget. Jeg var bare heldig,” sagde jeg og grinede.

”Heldig,” fnøs Louis og trætte hen til mig. Jeg kiggede nervøst op på ham. Men så løftede han mig op i hans arme og svingede mig rundt, mens han sagde: ”Du har ikke været heldig. Det har jeg. Jeg var så heldig, at du ikke var optaget, da jeg mødte dig.”

Han satte mig ned, og jeg lænede mig op af ham, da jeg var godt rundtosset af alt hans drejeri. Han lagde armene om mig og lod mig rykke helt ind til ham, så jeg kunne høre hans hjerter.

”Louis, der var ingen der ville have mig. Min eneste ven var Frederikke,” sagde jeg og lod en finger glide over hans skulder, mens jeg lagde alt min vægt mod ham.

”Så vidste de ikke, hvad de gik glip af. Og for det andet faldt både jeg, Harry og Zayn for dig, det er da ret godt gået,” sagde Louis og nussede mig på ryggen, mens han kyssede mig i håret. Jeg gav et dybt suk fra mig, inden jeg lukkede øjnene i nydelse. ”Du skal ikke være så hård ved dig selv. Du er så smuk, at ingen kan slå dig. Værtifald ikke mine øjne.”

Jeg smilede stille, inden jeg løftede hovedet, så jeg kunne se Louis op i øjnene. Han mente det. Det kunne jeg se. Han gengælde mit smil, inden han bøjede sig ned og kyssede mig. Da han trækkede sig lidt væk, udbrød dem der var i butikken; Norh. Louis smilede, inden han tog fat under mine knæhaser og løftede mig op i brydestilling. Jeg kunne ikke lade vær med at smile som en tosse, mens mine arme viklede sig om hans hals.

”Kom drenge, og pige jeg ikke ved hvad hedder, vi skal hjem,” sagde Louis og satte kurs mod døren. De andre drenge kiggede på hinanden, inden de trækkede på skulderen og fulgte med. Harry fik lokket Lockey med. Hun så meget nervøs ud, mens hun traskede af sted. Jeg så godt, at Harry sendte hende et elevator blik, da Louis bar mig ud af døren.

”Louis, jeg kan da ikke stikke af fra arbejde. Det er jo … uhøfligt,” sagde jeg og kiggede op på ham. Han grinede bare.

”Og hva’ så, jeg savnede dig,” sagde Louis og satte mig ned, da vi nåede hen til bilen. ”Ingen skal forhindre mig i at se min pige.”

Varmen steg i mine kinder. Jeg rømmede og kiggede genert ned i jorden, inden jeg hoppede ind på forsædet ved siden af Louis.

”Norh, du rødmer,” sagde Louis blidt, mens jeg så, at Harry holdt døren for Lockey, så hun kunne komme ind. Louis sænkede stemmen. ”Jeg tror, vi har fået os en gentleman.”

Jeg kunne ikke lade vær med at smile over hans kommentar. Harry havde været lige sådan, første gang jeg havde mødt ham. Jeg tror, at han er forelsket igen. Harry Styles er forelsket i min tvillingesøster.

”Tror du, at han er forelsket. Forelsket i min tvillingesøster?” spurgte jeg. Det så ud til, at Louis havde slugt en hel citron, da jeg nævne min tvillingesøster.

 

Louis’ synsvinkel

Undskyld mig, men sagde hun lige min tvillingesøster. Jeg troede, at hun havde mistet sin familie. Det forklarede, hvorfor de lignede så meget hinanden, som de gjorde. Jeg kiggede over på Robin, som sad ganske stillet. Hendes blik sagde mig, at hun var lige så overrasket som mig. Men hvordan kunne det være muligt? Hendes forældre er forsvundet, og så dukker hendes ukendte tvillingesøster op. Altså hvis hun ikke tager gas på mig. Det har hun bare at gøre. Jeg frygtede, at hendes tvillingesøster vil forkorte, mig og Robins tid sammen. Hvilket jeg ikke ønskede. Jeg elsker Robin, som jeg aldrig har elsket en pige før. Jeg elsker hende så højt at vær gang jeg ser hende, har jeg en trang til at kysse hende eller bare røre hende. Jeg skulle bare mærke hende. Mere var der ikke nok, før en varme lagde sig om mit hjerte, og min mave ville snøre sig helt sammen. Tanken om, at vores tid måske ville blive forkortet, stak i mit hjerte og gjorde mig øger i hovedet.

”Din – din – din søster,” udbrød jeg forskrækket, og Robin kiggede uroligt ud af vinduet. ”Hey, Hey, Hey, Hey Robin. Det var ikke sådan ment.”

Jeg kærtegnede hendes kind, mens jeg lænede mig lidt over hende. Jeg kunne mærke de andres blikke mod mig, mens jeg så en tåre trillede ned over Robins kind. Jeg spændte hende hurtigt løs og tog hende over på mit skød, som om hun var et lille barn. Hun var ikke et lille barn. Hun var min pige. Og min pige måtte ikke græde. Jeg kunne ikke tåle at se hende græde. Derfor trøstede jeg hende så hurtigt som muligt. Jeg lagde armene omkring hende. Jeg nussede hende på armen, mens hendes arme lagde sig om min nakke. Hun lagde hovedet mod min skulder. Hendes gråd blev højre og højre, og jeg prøvede at få hende tysset ned. Efter nogle minutter var hun rolig igen. Rolig nok til, at jeg kunne finde ud af, hvad der var galt.

”Hvad sker der med dig fortiden,” sagde jeg roligt og begravede mit ansigt i hendes hår. Jeg indåndede hendes dejlige lugt af kirsebær. De andre drenge og tvillingesøsteren sad helt stille, mens de ventede på, at jeg fandt ud af, hvad der var galt.

”Det hele har været så svært på det sidste,” hulkede hun, og flere tårer banede sig vej ned ad hendes kinder. Jeg tørrede dem hurtigt væk, men opgav til sidst, da der kom alt for mange.

Jeg begyndte selv at føle mig dårlig inden i. Hvad var det, der var så svært? Var det noget med mig og gøre? Var jeg en dårlig kæreste? Jeg kunne snart ikke klare tankerne, men jeg forblev stærk, for Robins skyld.

”Hvad er der, der er så svært. Vil du ikke nok sige det. Jeg vil jo så gerne hjælpe dig, jeg elsker dig jo. Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan her,” sagde jeg kyssede hende i hendes smukke lysehår. Jeg mente det virkelig med, at drengene der ikke gad at have hende, gik glip af noget.

”Alt det med Frederikke,” hulkede hun mod min hals. Jeg mærkede hendes tåre trille ned på min bluse, som var våd af alle hendes tåre.

”Det skal du ikke tage dig af. Det er sikkert bare en løgnehistorie, hende veninde havde fortalt. Jeg tror slet ikke, at Frederikke kunne finde på sådan noget. At udnytte andre folk. Nej. Jeg tror, hun har været der for dig hele tiden, også selv den gang hvor fansene gik amok på dig. Jeg ved, at hun havde det dårligt. Hun kom mange gange over til os på det tidspunkt. Ej, hvor hun græd. Hun græd og hun græd. Vi prøvede selvfølgelig at trøste hende, men hun blev ved med at have ondt af sig selv. Du skal huske hende, som du selv har oplevet hende, for det er sådan hun er. Det andet er bare løse rygter,” sagde jeg kærligt. Det lod til at trøste hende. Kort efter græd hun ikke længere, men hun blev siddende lidt på mit skød, hvor jeg blev ved med at nusse hende.

”Tak Louis, du er en god kæreste, den bedste man kan ønske sig,” sagde hun hæst, inden hun kyssede mig på kinden, og jeg løftede hende over på hendes plads. Jeg smilede til hende, inden jeg startede bilen og bakkede ud.

”Hvad hedder din søster så?” spurgte jeg Robin, da hendes tvillingesøster virkede meget genert. Mere end Robin den gang.

”Lockey,” svarede Robin, der havde fundet sit gamle jeg tilbage. Den glade muntre Robin, som jeg bedst kunne lide. Selvom jeg kunne lide hende lige meget hvad. Jeg ville alt tid elske hende.

_________________________________________________________________

Så kom kapilet endelig var.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...