Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2384Visninger
AA

8. Det var ikke fansene, der svigtede dem.

Louis nikkede, mens han puttede den i lommen. Lægen smilede til os. Han havde fine hvide tænder, der glimtrede i den smukke vintersol, mens jeg rejste mig op. Jeg var stadig svimmel, men jeg prøvede så godt som mulig at lade vær med at svæve rundt. Alt blev ved med at flyve rundt foran øjnene på mig, men jeg kæmpede for at holde mig oprejst. Men jeg mærkede alligevel Louis stærke arm om min ryg, som om han var bange for, at jeg ville falde, når jeg gik. Jeg lod ham gøre det, da jeg ville have, at han skulle hjælpe mig ud. Hvilket også var hans mål. Jeg troede ikke, at jeg selv ville være i stand til at gå selv uden at falde omkuld. Hvilket jeg ikke vil. Det ville være så pineligt, at det næsten gjorde ondt.

Louis gik roligt ved siden af mig, mens lægen holdte døren for os. Jeg lod mærke til, at han havde en bekymret rynke i panden, mens han roligt kiggede på mig. Jeg sendte ham et smil, før vi forsvandt ud af døren. Jeg måtte indrømme, at jeg snart var udmattet og godt træt. Jeg lænede mig mere og mere mod Louis for vær skridt, jeg tog. Louis kunne hurtigt mærke, at han fik mere og mere af min vægt. Det var vidst godt, at jeg ikke vejede ret meget. Jeg var faktisk for tynd, men det var der ingen, der bekymrede sig om. Jeg spiste aldrig ret meget, hvilket Louis ikke var med på. Han prøvede så mange gange få mig til at spise en position mere, men jeg tog ikke mer. Det endte næsten altid med, at han fodrede mig, hvilket altid fik mig til at spise en position mere.

”Skal jeg bære dig?” spurgte Louis stille og stoppede op. Jeg vendte hovedet mod ham, selvom det var svært at se ham. Louis smilede kærligt til mig, mens han allerede stod klar til at løfte mig op til ham igen. Jeg smilede. Han var bare den bedste kæreste, man kunne ønske sig.

”Ja tak, jeg er godt udmattet,” sagde jeg træt til ham. Jeg mærkede hans varme hænder under mine knæhaser og den anden blev placeret ved min ryg. ”Hvor er du dejlig.”

”Jeg ved det,” sagde Louis roligt, mens hans stemme blev overdøvet af noget skrigeri. Det kom som et chok for både mig og ham.

”Hvem er det?” spurgte jeg nysgerrigt, mens jeg stramt grebet om hans nakke, da jeg var bange for, at han ville sætte mig ned.

”Bare fans,” sagde Louis roligt, mens jeg hørte en masse stemmer tigge om en autograf. Jeg hørte, at han smilte. ”Desværre, jeg har hænderne fulde.”

Jeg smilede ved hans kommentar, mens jeg mærkede, at han blidt nussede mig på ryggen. Jeg kiggede op på ham, og han kiggede ned på mig.

”Hvad er der endelig galt med hende?” spurgte en fan, der stod tættest på. Louis flyttede øjnene og opmærksomheden over mod hende.

”Hun har det ikke ret godt,” sagde Louis med en trist stemme, der fik fansene til tie stille og lytte med, så jeg kunne få noget ro til ørene. ”Hun har høj feber og er meget svimmel, så hun har det ikke ret godt med at gå selv, så jeg bære rundt på hende.”

”Hvor er det synd for hende,” lød det fra en anden fan, der trippede lidt rundt sammen med det andre. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over det hun sagde. ”Er hun din kæreste?”

Det fik Louis til at store smile, mens han holdte mig godt ind til kroppen, da han kunne mærke nervøsiteten sprede sig i min krop. Jeg var bange for, at de ikke vil synes godt om mig og Louis’ forhold. Vil de give mig hate? Men lyden af hans hjerte fik mig til at slappe af, mens en ting faldt ind i min tanke gang. Fansene er lige så vilde med dem, som før deres splittelse, så fansene har ikke droppet dem. Hvorfor kom de så ikke til deres koncert? Hvem var så skyld i det.

”Selvfølgelig er hun min dejlige kæreste.” jeg mærkede fansenes blikke mod mig. Men de var ikke, som jeg frygtede. De var venlige og milde, at jeg ikke skulle lytte til Louis’ hjerte for at falde til ro, men jeg lyttede alligevel til den. ”Og jeg kan ikke tænke mig en bedre.”

Jeg mærkede lykken sprede sig i min krop. Mente han virkelig det? Mente han virkelig, at han ikke kunne tænke sig en, der var bedre end mig? Jeg lod en hånd kærtegne hans kind, hvilket fik ham til at se ned på mig med nogle af de smukkeste blå øjne, jeg havde set.

”Hvor må du føle dig heldig, Louis og hende med,” sagde den ene fans, og de andre gav hende ret, at det fik mig til at føle mig glad og stolt.

”Jeg er glad for, at I kan lide hende,” sagde Louis glad, mens han kiggede rundt på en stor flok af piger, mens jeg fik øje på en dreng henne ved døren. Hvad lavede Dexter her? Han så ikke ud for at have det for godt. Hans blik mødte mit. Hans øjne var fuld med had til mig. Hvorfor? Kunne han virkelig godt lide Frederikke? Jeg mærkede, at jeg igen blev urolig. Jeg skyndte mig at trykke mit øre mod Louis’ hjerte, hvilket han hurtigt opdagede. Han kiggede først ned på mig og så ud over alle fansene for at finde det, som gjorde mig urolig.

”Hvornår spiller I endelig koncert igen, eller skal på tourné,” spurgte en anden fan, der pillede stille ved mit lysehår, som dækkede lidt af Louis’ ene hånd. Jeg mærkede, at Louis strammede grebet om mine knæhaser.

”Louis,” sagde jeg, mens jeg knep mine øjne hårdt sammen, da det begyndte at gøre ondt. Han løsnede hurtigt grebet til det mere mildt.

”Hvad,” sagde Louis hæst og godt forskrækket, mens jeg kunne høre en strejf af vrede. Jeg forstod ham godt, for jeg begynde langsomt at blive hidsig, hvis jeg skulle være helt ærlig. Havde alle andre end fansene droppet dem og givet dem kolde skulder. ”Vi har fået spillet, eller det ville vi have haft gjort, men I kom ikke.”

Vreden var nu meget tydeligt at høre. Fansene kiggede vantro på Louis, der så ud til, at han kunne eksplodere af vrede vær øjeblik, det kunne være. Louis så også meget sur ud. Jeg havde aldrig set ham så sur før. Hans øjne skød lyn, at jeg ikke turde at se på ham. Jeg begyndte uroligt at nusse hans nakke i håb om, at han ville falde lidt ned. Men det gjorde han ikke.

”Vi havde ikke hørt noget,” undskyldte en fan flovt. Først der opdagede Louis, at han var sur nok til at ødelægge hele bygningen. Louis lagde sit ansigt i rolige folder, mens han nussede mig på ryggen, da han kunne mærke, at jeg ikke havde det godt med, at han var så sur.

”Hør her,” startede Louis mildt og så rundt på fansene, der igen turde at se på ham. Hans ansigt var nok blegt, men det lod de ikke til at bemærke. ”Det er ikke jeres skyld. Vi skal nok få fundet ud af det. Vi prøver så godt som muligt at komme tilbage igen, men det lader til, at de ville lade os gøre det.”

Fansene var helt stumme, mens jeg snart var faldet i dvale, hvis fansene ikke begyndte at være godt irriteret på dem, som ikke lod dem komme tilbage. De var nærmest en rasende hob. De var vist allerede klar til at gå rundt med høtyve og fakler. De trampede irriteret væk, mens jeg lod mine hænder slippe Louis’ nakke.

”Hvordan kan de bilde sig det ind,” sagde Louis vredt, da han gik ud mod hans bil. Han havde et godt greb fat om mig, mens han nærmest råbte få at få sin vrede ud. Jeg kunne ikke lide ham på denne måde. Han gjorde mig urolig.

”Louis, er du ikke sød at falde lidt ned. Jeg kan altså ikke li’, at du er så sur, som du er,” sagde jeg og kærtegnede forsigtigt hans kind. Han kiggede ned på mig. Hans vrede øjne forvandlede sig til at blive kærligt blik.

”Undskyld Robin, jeg kan bare ikke lide, at de griner af os,” sagde Louis beroligende og låste bilen op. Jeg forstod ham godt. Jeg ville også have reageret på den måde, men jeg havde gravet vreden ned, så den lå og lugerede i baggrunden. Louis satte mig ned og åbnede bildøren, så jeg kunne smutte ind.

”Jeg vil selv have reageret på den måde, Louis,” sagde jeg for at opmuntre ham lidt op. Men det lod ikke til at opmuntre ham. Det gjorde det bare værre.

”Nej, du ville ej,” halvråbte han. Jeg blev overrasket, at jeg kunne mærk tårerne presse på. Han havde aldrig råbt af mig før. Jeg lænede mig mod vinduet, mens jeg prøvede at få tårerne blinket væk, men de slap fri. ”Undskyld Robin, det var ikke meningen, at jeg skulle råbe af dig.”

Han lænede sig frem mod mig. Han lod sine hænder glide over mine kinder, så han tørrede de lumske tåre væk fra mine kinder. Han begyndte forsigtigt at kærtegne min kind, mens han prøvede at få mig i tale, men jeg sagde ingenting. Jeg forholdt mig tavs. Jeg var bange for, at han ville råbe af mig igen.

”Kør nu bare,” fik jeg endelig sagt, men ikke i det tonefald, jeg ville have haft det i. Jeg ville have haft det roligt og blidt, så han forstod, at jeg klarede mig og at jeg havde tilgivet ham. Men i stedet for blev det hårdt og irriteret.

”Fint,” sagde Louis vredt og trak sig væk for mig med en rasende grimasse. Jeg fortrød det allerede. Jeg sank en klump. Han var vred på mig, det kunne jeg se. Hans knoer var helt hvide, da de knurrede hårdt rettet, mens hans ansigt var vredt og hårdt. Jeg mærkede en urolighed sprede sig i min mave, mens Louis kørte roligt af sted.

Jeg begyndte at savne hans tryghed omkring mig, som jeg altid havde, når han var til stede, eller når han holdte mig ind til sig. Den tryghed var væk. Dens plads var blevet afstøttet af en følelse af utryg. Jeg vidste, at det var på grund af, at han var sur på mig. Når han var sur, var trygheden forsvundet, da jeg var bange for, at han ville gøre noget ved mig. Men inderst inde vidste jeg, at han aldrig ville kunne finde på det. Jeg var bange for, at han ville gøre det på grund af, at Kim altid gjorde det, når han var sur eller så sur ud.

Jeg krummede mig sammen til en lille bolt i sædet, da Louis parkerede foran lejligheden. Jeg mærkede, at han kiggede på mig. Jeg kunne ikke bedømme, at det var et hårdt og vredt blik, eller om det var et milde, bekymrede blik, som han altid havde, når jeg var ked af det.

”Er du stadig sur på mig?” spurgte jeg grådkvalt uden at se på ham. Jeg ville ikke se hans hårde ansigt igen. Jeg ville ikke se de blå øjne skyde lyn.

”Robin, kig på mig,” lød det blidt fra ham, mens han roligt kærtegnede min kind. Jeg vendte mig bange om og kiggede på hans rolige ansigt. Det var fuldt af bekymring og flovhed. Han førte sin tommeltot op under min hage og tvang mig til at se op på ham. Han smilede undskyldende til mig. ”Ik’ længere … jeg var bare sur over, at du ikke gad at tage imod min undskyldning. Jeg kan ikke li’, at du ikke vil tage imod min omsorg, som du plejer at gøre med velbehag. Undskyld, at jeg har sagt sådan noget til dig. Kan du tilgive mig, skat.”

Jeg lagde mine hænder om hans nakke, mens han kiggede mig direkte ind i øjnene. En enkel tåre gled ned af hans kind. Jeg lænede mig frem, og lod vores læber mødes i et kys. Louis kyssede hurtigt med. Han lagde hænderne ved siden af mine ben, mens han lænede sig mere over mig. Han udviklede det til et snav, og jeg fulgte bare med. Jeg mistede hurtigt fornemmelsen af tid og sted, mens jeg nød Louis blide berøringer, der fik mig til at koge over.

Lyden af nogen der bankede på ruden, fik os til at trække os for hinanden med et sæt. Louis faldt tilbage til sit sæde, mens jeg krummede mig sammen, da jeg havde fået et chok. Der gik langtid, før jeg turde at kigge ud af bilruden igen. Der stod Harry helt fredligt og vinkede. Jeg kiggede flovt ned på mine hænder. Havde han virkelig set, det vi havde gang i? Var han pervers nok til at tro, at vi lige skulle til at have sex?

Lidt bag Harry stod Lockey og trippede lidt rundt med en jakke på, der ikke tilhørte hende. Hun så plask våd ud, mens hun skuttede sig i Harrys vinterjakke. Louis, der sad ved siden af mig og nussede blidt min hånd, rakte irriteret tunge af Harry. Harry rakte roligt tunge tilbage, mens jeg fik øje på de andre drenge i baggrunden.

Min dør blev åbnet af Louis, som jeg ikke havde hørt var gået ud. Han løftede under mig op i sin varme favn, hvor jeg følte, at jeg hørte hjemme.

”Hva’ så Louis, hvordan gik det hos lægen!” råbte Niall og vinkede til Louis, der kiggede på Harry, og Harry kiggede på hinanden. De brød til sidst ud i grin, mens jeg holdte øje med min søster, der hele tiden hoppede for at holde varmen.

”Harry, hvad har du gjort ved min søster?” spurgte jeg ham om, mens de andre drenge sluttede os til os. ”Hun ser da våd ud, du har da ikke skubbet hende ned i søen i parken, vel.”

”Rolig nu Robin, tror du, jeg kan finde på det,” sagde Harry og kiggede over mod Lockey, der kom skælvende af kulde hen mod os.

”H-h-hvor-d-dan g-gik d-det h-hos l-l-lægen,” stammede Lockey, mens hun holdte godt Harrys jakke. Harry kiggede på hende. Ikke bare de normale blikke, men et forelsket blik, som alle drengene og jeg så.

”Hun faldt i søen. Og jeg skubbede hende ikke i,” sagde Harry og holdte hænderne op over hovedet. ”Hvordan gik det så hos den doktor, siden I kan lave sådan en scene?”

Jeg vidste øjeblikkeligt, hvad han mente, og Louis vidste det også, da han undgik drengenes nysgerrige blikke. Jeg lagde hovedet helt hen til hans brystkasse, da jeg var bange for, at Harry ville sige det.

”Hvorfor en scene? Hvad er det vi ikke ved, og Harry gør?” lød det nysgerrig for Niall, der lagde armene overkors.

”Shit,” mumlede jeg mod Louis’ brystkasse. Han nussede igen mig beroligende på ryggen, mens han holdte blikket mod mit ansigt, som jeg næsten skjulte i hans T-shirt.

”Kom nu, sig det,” plagede Zayn og lagde hundeøjne. Jeg kneb øjnene sammen, mens Louis flovt fortalte det, som Harry havde afbrudt. Han fortalte også alt det henne ved lægen. Drengenes hud farve forandrede sig til hvid, da Louis fortalte, at det ikke var fansene, der var noget gal med men de andre.

”HVAD!” råbte Harry, der så ud, som om han kunne rive sit krøllede hår ud. Lockey kiggede forskrækket op på ham, mens jeg så, at hun nervøst greb hans hånd, hvilket fik ham til at se ned på deres hænder. De andre drenge kiggede på hinanden, og jeg kiggede bare op på Louis, som havde sat mig ned igen. Jeg stod derfor lænet opad ham, mens han havde en beskyttende arm omkring mig. ”DET KAN DE IKKE MENE. VI HAR KNOKLET OG GJORT SOM DE SAGDE I FLERE ÅR, OG SÅ STIKKER DE OS RYGGEN!”

Drengene så irriteret ud, mens sneen dalede ned fra himlen, hvilket fik mig til at ryste, da jeg ikke havde nogen jakke på.

”Tag min jakke, Robin, du skal ikke fryse, når du allerede er syg.” Louis tog sin jakke af og lagde den om mine skulder, inden han lynede den op. Jeg lod mine hænder komme ud af ærmerne, der gik over mine hænder. Louis var både højre og ældre end mig. Han var et hoved højre end mig, mens vi havde en aldersforskel på cirka tre år.

”Tak, Louis,” sagde jeg, og han lagde endnu en gang en beskyttende arm omkring mig. Jeg elskede hans varme tryghed sprede sig i min krop, mens jeg kan sige, at han er min. ”Skal vi ikke gå indenfor, der er altså så koldt.”

________________________________________________________________________

Så kom der endelig et kapitel, hva'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...