Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2397Visninger
AA

9. DET ER LØGN!

Drengene gik mumlende mod døren til lejlighedsopgangen, mens jeg gik forsigtigt med, med Louis arm om min ryg. Lockey gik lidt for sig selv i sine egne tanker, mens hun knurrede Harrys jakke ind til sin drivvåde krop. Jeg havde ondt af hende. Hun måtte fryse forfærdeligt. Søen har aldrig haft det varmeste vand. Men jeg har aldrig faldet i den. Jeg havde heller ikke tænkt mig at falde i den. Jeg var jo allerede syg i forvejen.

Jeg lænede mig lidt ind mod Louis, som lod til at være i sine egne tanker, men jeg vidste, at han ville registrere, hvis der skete mig noget, eller om jeg havde brug for hans hjælp. Jeg kiggede op på ham. Hans ansigt var tydeligt irriteret. Han gnavede stadig over, hvorfor de havde svigtet dem. Var fansene virkelig de eneste, der stadigvæk troede på dem.

Jeg var vær at være øger i hovedet af den tanke, der altid roede rundt i hovedet på mig. Jeg følte mig dårlig tilpas. Ikke på grund af at jeg var syg denne her gang, men fordi jeg synes det var synd for dem. De havde gjort så meget for mig, og jeg kunne ikke gøre noget til gengæld, andet end at høre på, hvad de havde at sige. Jeg havde det dårligt med, at jeg ikke kunne hjælpe dem, når de har hjulpet mig så mange gange. Den følelse var ikke rar at have. Jeg havde det, som om jeg var et dårligt menneske.

Jeg mærkede en tåre presse på mine øjne. Jeg blinkede den hurtigt væk, så Louis ikke nåede at opfange, at der var noget galt. Måske var det taveligt, at jeg ikke vil sige, det jeg følte til ham, men han havde meget andet at tænke på end mig, som har så let ved tåre.

Jeg bed mig i læben, da Louis åbnede døren til lejlighedens opgang, hvor der var en svag summen fra de andres stemmer længere over os. Louis stoppede ved fodenden af trappen, før han vendte sig mod mig med et ansigt, han havde lagt i kærlige folder. Han strammede forsigtigt grebet om min ryg, mens han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg brød skødeløst vores øjenkontakt ved at kigge ned mod gulvet, som om der var noget spændende der.

”Vil du løftes, eller klare du dig med at gå,” sagde Louis blidt, og jeg kiggede op på ham igen. Jeg bed mig kort i underlæben, før jeg begyndte at overveje hans tilbud. Han havde bægeret for meget rundt på mig i dag, at jeg synes, at det ville være synd for ham, hvis han skulle det igen.

”Jeg klare mig,” sagde jeg og støttede mig lidt til ham. Jeg sendte ham et roligt smil, som han gengælde hurtigt. ”Bare du støtter mig, ligesom jeg kom her ind.”

Louis’ smil blev, breder. Han lagde igen hånden om min ryk. Han førte roligt og forsigtigt mig op ad trapperne, som om han troede, at jeg var lavet af plastisk. Bag mig hørte jeg døren smække. Jeg vendte hovedet om mod Lockey, der gik med hovedet mod jorden, som om hun var flov over noget. Hvad var det, hun var så flov over?

”Du skal bare sige til, hvis du bliver svimmel,” sagde Louis, og jeg vendte opmærksomheden mod ham. Jeg smilede til ham og kærtegnede blidt hans kind. Han lukkede tilfreds øjnene, mens han gav en brummende lyd fra sig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

Vi gik den resten af vejen i tavshed. Da vi endelig nåede op til resten af drengene, stod de og kiggede ned på gulvet med opgivende miner. Jeg forstod dem godt. Alt det de havde været igennem og så det her. Hvordan kunne nogen behandle dem sådan her? De havde slet ikke gjort dem noget. De havde altid gjort, hvad der blev sagt. Næsten. Men jeg vidste, at de folk som havde droppet dem ikke havde en god grund til det. De gad bare ikke at give dem en chance. Bare fordi de tog splittelsen alvorlig.

De er blevet splittet og det er der ikke noget at gøre ved. Sket er sket, og de kan ikke give dem tilbage igen. De har taget en beslutning og sådan er det. Lad os give dem en forsmag på det. Lad dem optræde, men giv ingen oplysninger om det. Vi ved, at fansene er lige så vilde med dem som før, men vi skal have dem til at tro, at de ikke gider dem længer, så de dropper det. Bandet One Direction er blevet forældet.” kunne jeg næsten høre dem sige.

Jeg mærkede vreden vokse sig større og større i min mave. Jeg knyttede vredt hænderne, mens jeg kæmpede med at ligge ansigtet i nogle rolige og milde folder. Det lykkes nogenlunde, men ingen lod alligevel mærke til, at jeg var ved at ryge i kog. Alle havde for travlt med deres egne tanker, at de ikke lod mærke til mig.

Bag os dukkede Lockey op. Harry kiggede op på hende. Han fik roligt hen og tog hende i hånden, inden han blidt trækkede hende hen til en væg. Lockey kiggede genert på ham og resten af drengene, men de hvilede lidt på Louis, hvilket fik mig til at se på hende. Måske lyder det dumt, men min mave snurrede sig sammen af frygt. Frygten for at miste Louis til en anden. Men det vidste jeg, at jeg aldrig ville, for jeg elskede ham og han elskede mig, lige så højt som jeg elskede ham. Men alligevel var jeg bange. Vi har kun været sammen i en måned, og det var ikke ret meget.

Jeg mærkede, at Louis strammede grebet omkring mig. Det fik mig til at kigge op. Jeg kiggede ham direkte ind i øjnene. Han smilede, men hans øjne lyste af nysgerrighed. Han havde hurtigt lært mine ansigtsudtryk at kende, og jeg vidste, at han vidste, at der var noget, der gik mig en smule på.

Jeg smilede beroligende til ham, men jeg kunne se på ham, at han ikke troede på, at jeg var okay. Men han lod det ligge for nu. Jeg vidste, at han ville tage det op, når drengene var gået, og Lockey var gået i seng. Om han så skulle vække mig fra den vise død, ville han vide det. Lige siden vi kom sammen, havde han snakket med mig, når jeg havde brug for det. Også når jeg ikke gad at fortælle, men han havde en eller anden egenskab, som gjorde, at jeg kunne snakke med ham om hvad som helst, og det var jeg rigtig glad for. Men det her turde jeg ikke rigtig at fortælle ham. Jeg var bange for, at han troede noget forkert om mig.

Med en blid bevægelse gik Louis hen til lejlighedens dør og låste den op. Der lød en kræssen på døren til stuen. Jeg vidste øjeblikkeligt, at det var Pjuske. Louis tog hans jakke af mig, mens jeg fik skoene af.

Jeg gik uden Louis ind i stuen, hvor Pjuske sad og kræsede op ad døren med sine klør. Jeg puffede hende væk med foden. Hun kiggede surt op på mig, da hun så gerne vil ud til Harry, som hjalp Lockey af overtøjet. Hendes fine bluse med leopardmønster, der plejede være let, klæbede nu sig til hendes krop, som om den var limet fast. Jeg gik hen til sofaen, hvor et fint lilla tæppe hang med pinke blomster. Jeg tog tæppet og gik ud til hoveddøren, hvor jeg gav Harry tæppet, der viklede det rundt om hendes krop, inden han lagde en arm omkring hendes ryg og førte hende ind i stuen.

Jeg stod henne ved døren til hoveddøren og kiggede på Harry, der fik Lockey sat ned i sofaen, mens han varmede hende op ved at gnide sine hænder over hendes ryg. Jeg kunne sagtens forstille mig, at de kom sammen. Jeg ville faktisk godt have, at de fandt sammen som et par. De så ud til at blive et sødt par, ligesom mig og Louis var. Jeg kunne ikke lade vær med at smile ved at se på dem. Og nu forstod jeg, hvorfor de andre smilede, når de så på mig og Louis.

Det gav et lille grip i mig, da jeg mærkede Louis arm om min ryg igen. Jeg hørte, at han grinede, inden han blidt kyssede mig i håret. Jeg smilede let og lagde hovedet mod hans skulder.

”Hvor er de søde,” hviskede han i mit øre, og jeg kiggede op på ham.

”Ja, ik’.” jeg kiggede ham dybt i øjnene, før Louis førte mig hen til en lænestol, som han satte sig i, og jeg blev løftet op på hans skød. Jeg lænede mig tilfreds mod hans bryst, mens han lagde sine trygge arme omkring mig.

Jeg betagede lidt drengene komme ind og sætte sig rundt på gulvet. De så alle sammen meget oprørt ud, mens de langsomt kigge rundt i lejligheden. Pjuske så også bedrøvet ud, mens den forsigtigt lagde sig til rette i Harrys skød, som stadig sad og strøg Lockey over ryggen, der hang lidt med hovedet. Jeg kunne tydeligt se, at hun var ved at falde i søvn. Jeg var heller ikke bedre selv. Jeg havde det bare ved håret. Hvis man sad og nussede mig i håret, faldt jeg i søvn på et tidspunkt. Det havde Louis benyttet sig af, når jeg ikke kunne falde i søvn om natten, eller hvis jeg havde haft mareridt.

Louis strammede grebet, at mig hoved lagde sig ved siden af hans. Han vendte forsigtigt hovedet mod mig. Hans øjne lyste af kærlighed, og jeg begyndte at føle mig mere elsket end nogensinde før, bare ved at se ham ind i de blålige øjne. Jeg gengælde hans blik, som jeg håbede lyste lige så meget som hans.

Hans ene hånd gled op og kærtegnede min kind, at jeg lukkede øjnene i et øjeblik, mens en eller anden tændte for fjernsynet for at få jaget tavsheden væk, der havde lægget sig over os, som en stor tyk dyne. Jeg gad ikke rigtig at se tv, for jeg var faret vild i Louis øjne. Igen, igen. Det skete så mange gange, at jeg ikke kunne tælle det på mine finger, men jeg var ligeglad. Jeg elskede at fare vild i hans øjne næsten lige så højt, som jeg elskede at være i hans overtrygge favn, jeg aldrig ønskede at komme ud af igen.

Louis kiggede ind i mine. Han så også ud til at være faret vild, mens hans stadig lyste af kærlighed, at en total fremmed som ikke kendte noget til ham ville kunne se, at jeg var hans og ingen anden, og det var jeg også tilfreds med. Jeg ville ikke have nogen anden af Louis. Ingen anden. Lige meget hvem det var. Ingen på denne her blå planet, ville nogensinde kunne hamle op med Louis. Louis var fantastisk i mine øjne.

Vi brød først vores øjenkontakt, da vi hørte nyhedernes kelingsmelodi. Vi vendte begge opmærksomheden mod tv’et for at se, om der kom noget spændende. Jeg så ikke ret meget nyheder, men når jeg faldt over det, så jeg det. Jeg vil nok ikke sige, at det er det spændende ting at se.

En høj mand med buske øjenbryn og skarpe øjne dukkede op på skærmen. Han havde et firekantet ansigt med svage ansigtstræk. Han stod foran et lille bord, hvor hans papir lå. Bag ham på en stor aflang skærm dukkede en jeg kendte op. Billedet af ham fik mit hjerte til at stoppe, mens jeg kigge med store øjne og åben mund på ham. Det var en buttet mand med skæg. Det var … Kim. Og på teksten stod der: Alkoholikeren Kim, løsslat.

Jeg mærkede, at Louis strammede grebet om mig, mens jeg kunne mærke tårerne prikke i mine øjne. Jeg fattede det ikke. Havde de løsslat ham, som havde gjort hele mit liv til at mareridt? Ham som havde slået mig vær dag.

Jeg mærkede panikken og angsten sprede sig i min krop. Vil han komme efter mig, eller har han fuldstændig glemt mig? Han havde for håbelig ikke bærret nag lige så længe, han havde siddet i fængsel. Jeg var rigtig bange for, at han ville gøre mig ondt i igen. Jeg kunne næsten allerede mærke smerten rundt i min krop.

Jeg mærkede, at Louis kiggede på mig, mens han nussede mig blidt på armen. Jeg mærkede tårne presse på, og jeg kunne ikke holde dem tilbage. De trillede hjælpeløst ned ad mine kinder. Louis prøvede forgæves at fjerne dem, men der kom for mange.

Jeg blev ved med at stirre på skærmen, og det gjorde de andre også. Harry, Liam, Niall og Zayn så på skærmen med frygten og bekymringen lysende ud af øjnene. Lockey var forvirret, da hun ikke vidste, det hele om Kim. Jeg gættede på, at de ikke i Danmark havde uddybet sig så meget som her i England. Hun kiggede på os alle, men stalde ingen spørgsmål til det. Alle var tavse og ventede på, at værten skulle sige noget.

Alkoholikeren Kim blev i dag løsslat for fængeslet, som han har siddet i, i de sidste par måneder,” sagde tv værten og så op fra sit papir for at fange seerne. Hvorfor i helvede løsladte de sådan en idiot? Vreden overtog hurtigt. Mine øjne lynede af had og vrede. Politiet var nogle kæmpe idioter. De har lige løsslat, ham som havde ødelagt mit liv. Hvis det ikke havde været for Louis og de andre drenge, var jeg sikker på, at jeg allerede var færdig med livet nu.

Jeg rejste mig hurtigt op, at jeg nærmest havde revet Louis’ arme af. Igen faldt tårerne ned ad mine kinder, mens jeg stormmede ind på soveværelset. Jeg hørte, Liam stoppe Louis.

”Lad hende være i fred, hun har brug for at tænke. Vi ved begge to, hvordan hun har det nu,” sagde Liam roligt til Louis. Der var lidt tavshed, før Louis svarede med en bekymret stemme.

”Jeg ved det,” sagde han mega bekymret. Jeg kunne næsten se han øjne lyse af bekymring. ”Men jeg er så bange for, hvad han ville gøre ved hende. I ved jo, at jeg elsker hende så højt, at det næsten er umuligt. Jeg kan ikke klare, at ham som har gjort hende så sårbar, nu er på fri fod igen. Jeg vil ikke se hende græde og være bange. Jeg vil se en glad, tryg pige, men det vil aldrig ske, når han er ude. Det gør hende så – så utryg.”

Louis sukkede, før lyden af, at han satte sig ned nåede mine øre. Jeg stod helt frossen inde på det køgelige soveværelse. Louis havde ret i, alt det han sagde. Jeg var utryg og kunne ikke færdes rundt i byen uden at være bange, eller have nogen til at beskytte mig mod ham. Og jeg ville græde af angst og utryghed. Hvis jeg ikke skulle være utryg, skulle jeg konstant være i Louis’ favn. Jeg var faktisk overrasket over, at Louis forstod mig så meget, som han gjorde.

”Jeg er så bange for at miste hende,” lød det stille fra Louis, der lød en smule ked af det.

”Det er forståligt, Louis,” lød det fra Liam, der sikkert sad ved siden af ham. ”Alle her ved, hvor meget du holder af, Robin. Hun er jo sådan en sød pige, der har brug for din omsorg.”

”Er jeg overhovedet en god kæreste,” sagde Louis med stemmen fuld af gråd. Jeg vidste øjeblikkeligt, at han græd. Det kom faktisk som et chok for mig. Jeg havde aldrig hørt eller set ham græde før. Jeg har faktisk aldrig set en dreng/mand græde før, men jeg blev stående. Jeg ville vide, hvad de andre havde at sige til det. ”Jeg føler mig nogen gange ikke god nok til sådan en smuk pige som hende.”

”Helt ærligt, Louis,” udbrød Liam overrasket. ”Du er en god kæreste. Jeg ved, at hun elsker dig. Du er god nok til hende. Man kan tydeligt se på hende, at du er hendes eneste ene og omvendt. Du skal lade vær med at tænke sådan. Hun elsker dig højre end noget andet, ligesom du gør ved hende.”

”Hvordan ved det det,” røg det ud af Louis. Jeg listede tætter på døren for at bedre at kunne høre. I et øjeblik glemte jeg alt om Kim. Jeg var mere interesseret i deres samtale.

Jeg hørte, at Liam smilede.

”Kan I huske den gang, at alle fansene var rasende på, Robin?” spurgte Liam de andre drenge om.

”Ja da, det er svært at glemme. Jeg kan huske, at du kom hjem med hende med hår, der var snasket til af kaffe. Ej, hvor var det synd for hende,” sagde Niall tankefuldt.

”Jeg reddede hende ud den gang,” sagde Liam, der lød til at skulle give en hel historie, og det gjorde han også. Han fortalte om vores lille tur i byen, hvor jeg indrømmede overfor ham, at jeg havde kæmpe følelser for Louis. Jeg kunne sagtens huske turen, og hvordan Liam havde været så god at snakke med. Jeg vidste, hvis jeg fik et kæmpe skænderi med Louis (hvilket jeg ikke håbede), så var han den første, jeg ville gå til.

”Fik hun virkelig kaffe i håret,” lød det fra Louis, som var blevet en smule mere opmuntret af Liams historie.

Jeg smilede og åbnede stille døren til en smal gang som førte ud i stuen. Jeg listede ud i stuen, hvor drengene sad og snakkede, mens Lockey var faldet i søvn. Hun sov uvidende op af Harry, der havde armen omkring hende. Niall, der sad i lænestolen kiggede op og så ned igen, som om han aldrig havde set noget. Stille og uden en lyd listede jeg mig om bag Louis, der sad ved siden af Liam i sofaen.

”Ja, det gjorde jeg.” jeg lagde armene om hans hals, og han fik et chok, der fik mig til at grine. Han kiggede tilbage og så mig op i øjnene.

”Og hvis jeg virkelig skal indrømme det, så er du den bedste kæreste nogensinde også den første jeg har haft, men jeg ved, at ingen fyr nogensinde ville kunne slå dig,” sagde jeg og kiggede ham dybt ind i øjnene med et forelsket blik i øjnene.

”Synes du virkelig det?” sagde han og et smil pillede over hans læber.

”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde jeg, og Louis løftede mig over sofaryggen. Han satte mig på hans skød. Jeg lænede mig ind mod hans bryst, med mit ene øre hvilende på hans brystkasse, hvor jeg lyttede til hans hjerte. Louis lagde armene omkring mig, mens vi kiggede på hinanden. ”Du har altid været der for mig. Lige meget hvor jeg var. Hjemme hos … Kim. Du reddede mig ud af hans klør, og vi skal nok overleve nu, hvor han er fri.”

Min stemme knækkede over, da jeg blev mindet om, at han var fri. En tåre trillede ned af min kind, og den blev hurtigt efterfuldt af flere. Der var helt stille i stuen. Det eneste man kunne høre var vindens lyde udenfor vinduerne, mens sneen dalede ned.

”Shh, Robin,” sagde Louis blidt og begravede sit ansigt i mit hår. ”Det skal nok gå. Du får ikke lov til at gå udenfor uden mig. Jeg vil ikke have, der skal ske min prinsesse noget, vel. Kan du forstå det.”

Jeg nikkede tavst, mens jeg mærkede Louis’ hånd i mit hår. Jeg lukkede stille øjnene. Og ikke ret længe efter, var jeg faldet i en dyb søvn.

_______________________________________________________________

Nyt kapitel det kan da ikke blive bedre. Ja og nu kommer en af mine selvvanelige dårlige undskyldninger. Undskyld at det tog så langtid og bla bla bla. I kender vist godt resten af den sætning :) Men se på den lyse side, der kom et kapitel. Jubii.

Nå, så blev Kim vist sluppet ud. Sikke nogle politi betjente. Mindre snak her fra. Og husk nu at have en god dag eller nat. Vær nu sund og rask som alle andre, der lever på denne her kolde blå planet, som tilfældigvis bliver kaldt for Jorden. :)

MVH Stjerneskud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...