Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2383Visninger
AA

14. Den nye gæst

Lugten af hospital gik mig i møde, da jeg slog øjnene op. Idet samme kunne jeg mærke en ubeskrivelig smerte fra min mave. Det var, som om hvidglædende jern blev lagt mod min hud. Jeg måtte kæmpe mod tårerne, der bare ville ud. Men det tilladte jeg ikke. Jeg tog en dyb indånding. Helt ned i lungerne og ud igen.

 Jeg kunne ikke tænke klart. Hvor var det, jeg havde været henne? Var det min underbevidsthed, som legede rundt med mig? Jeg bed mig i underlæben og prøvede at føle min krop. Den var der, og jeg kunne bevæge den uden problemer. Jeg sank en klump, og spørgsmålene spredes igen i mit hoved. Hvor var Louis? Var han okay?

Jeg måtte bide mig i underlæben for ikke at komme til at græde. Hvad hvis Louis var død, og jeg overlevede. Det var langt fra retfærdigt. Hvorfor skulle det gå ud over ham? Han havde slet ingenting med det at gøre. Så hvorfor ham. Hvorfor ville Kim hævne sig på ham, når det hele var min skyld?

Jeg lukkede øjnene igen, da mine øre opfangede et hulk henne ved den anden seng. Jeg blev straks nysgerrig. Jeg vendte hovedet og kiggede over mod sengen. På sengen sad en ung dreng med brunt hår. Han var iført det samme tøj som mig. Han sad med hovedet begravet i sine knæ, og hulkene blev højre og højre.

Mit hjerte blev tungt som bly. Jeg kunne ikke bevæge mig eller sige noget, der kunne få ham til at falde til ro. Det eneste jeg kunne var at se på ham. Se hvordan tårerne trillede ned af kinden, som jeg kunne ane under hans stærke arme. Jeg fik en stor klump i halsen, som jeg ikke kunne synke.

Det gjorde helt ondt i hjertet at se Louis sådan. Han var fuldkommen gået ned med flaget. Han ænsede ikke noget omkring ham. Han blev bare ved og ved med at græde højlydt. Han mumlede nogle gange nogle utydelige ord, som jeg ikke kunne høre. Han lignede ikke sig selv. Udseende nej, men adfærd ja. Nogle lærer eller sygeplejersker kom mange gange hen og lade armen om hans skulder og sagde noget sødt ind i øret på ham. Men han rystede bare armen af sig. Han ville ikke have nogen form for kontakt.

Stille begyndte jeg selv at græde. Jeg hulkede ikke, men tårerne stod i stride strømme ned ad mine kinder. Det hele var min skyld, at han var så ked af det. Hvordan kunne jeg tilgive mig selv for det? Jeg var grunden til, at han var gået ned på flaget med det samme. Hvor længe havde det varet? Hvor længe havde jeg været bevidstløs?

Uden at stoppe tårerne kiggede jeg over på Louis igen. Jeg gad godt at sige noget til ham, men jeg kunne ikke. Vær gang jeg åbnede munden for at sige hans navn, kom der aldrig noget ord ud af munden. Jeg var blevet mundlam. Men jeg vidste, at det ville gå over.

Idet samme greb Louis sin hudpude og kylede den over mod den modsatte væg. Han havde hævet hovedet, og jeg kunne tydeligt se hans ansigt igen. Men jeg havde aldrig set det sådan før. Hvis jeg skulle indrømme det, så var jeg lidt bange for ham.

Hans ellers rar og kærlige øjne var forsvundet. De var afstøttet med nogle alt for trist og røde øjne, som lynede af vrede. Tårerne trillede ustoppeligt ned ad hans bare kinder. Han prøvede ikke en gang at stoppe dem. Han tørrede dem ikke. Han så ud til at være ligeglad med, at alle så hans dybe følelser inde i. Han læber dirrede af noget, jeg ikke vidste.

Jo mere jeg så på ham, jo dårligere fik jeg det. Min mave var snøret sig sammen til en lille kugle, mens det skrig af smerte. Jeg havde følelsen af, at jeg kunne kaste op med det samme.

”HVORFOR? HVORFOR?” råbte Louis af sine lunger fuldes kraft. Hans stemme gyngede i bygningen. Jeg hørte på ekkoet af hans stemme i værelset. ”Hvorfor tog du hende? Hende jeg elsker. Jeg vil gøre alt for at være sammen med hende igen. HVORFOR TOG DU HENDE? HUN VAR USKYLDIG! HUN HAR ALDRIG GJORT NOGET FORKERT! HUN HAR VÆRET IGENNEM SÅ MEGET! SÅ MEGET SOM INGEN VILLE KUNNE FORSTÅ! OG NU TAGER DU HENDE FRA MIG! DU HAR TAGET MIT HJERTE FRA MIG – MIN LIVSGLÆDE! JEG HAR IKKE LØST TIL AT LEVE UDEN HENDE!”

Det som startede med at være en svag hvisken, som jeg knap kunne høre, forvandlede sig med til et trylleslag til en høj råben igen. Jeg så Louis ligge sig ned igen. Han trak dynen op over hovedet, og jeg kunne igen høre de svage hulk fra ham.

Jeg ventede blikket om mod løftet. Jeg havde fundet den person, som prøvede at forstå mig. Den person der prøvede at sætte sig ind i mit liv, var min egen kæreste. Jeg havde siden jeg var tretten år håbet på den person og jeg havde endelig fundet ham. Selvom jeg havde vidst, at han kunne det så længe vi havde været sammen, så overraskede det mig en smule.

Hvordan kunne jeg nænne, at han troede, at jeg var død, eller ville dø? Hvordan kunne jeg være så ond mod ham, når han havde været så sød mod mig? Hvordan kunne det være, at han kunne hjælpe mig, og jeg kunne ikke hjælpe ham? Hvorfor kunne jeg tillade mig at kalde mig for hans kæreste? Der var jo så mange smukke piger i denne her verden, og så bliver det absolut mig, han vælger. Mig som kun skaber problemmer.

”Louis,” hviskede jeg knap hørligt. Men ingen rektion. Han blev bare ved med at græde sig synder og sammen. Kim havde ret; han ville græde sig synder og sammen. Louis kunne ingenting andet end at græde. ”Louis.” Jeg hævede stemmen, at man tydelig kunne høre, at den var svag.

Der blev øjeblikkeligt stille på stuen, der lå i halvmørke. Jeg lå og lyttede spændt ud i rummet. Havde han hørt mig? Eller troede han bare, at det bare var ham selv? Troede han virkelig, at jeg var død? Jeg blev spændt liggende, mens andrealinen pumpede i mit blod. Jeg hørte dynen blev sparket til side. Fødder blev sat på gulvet, og fodskridtene kom tætter på mig.

Jeg løsrev blikket for løftet og kiggede over mod Louis, der nærmede sig. Jeg kunne se på hans ansigt, at han stadig græd, men nysgerrigheden var svagt afspejlet i hans blå øjne. Jeg knyttede hænderne svagt, og han nåede endelig resten af vejen.

Han kiggede ind over sengen. Jeg kunne tydeligt se, hvor overrasket han var. Men hurtigt havde han slået sig ned på min sengekant. Han stirrede på mig, som om jeg var et spøgelse. Langsomt lod han en finger løbe over min hud. Over mine øjne og læber. Igennem mit hår kom de, og til sidst blev de lagt i min hånd.

”Du er i live,” hviskede Louis og tårerne fandt igen vejen ned ad hans kinder.

”Louis, du må ikke græde for så begynder jeg også,” sagde jeg og løftede en hånd op til hans ansigt. Jeg fjernede hans tårer på den samme måde, som han plejede at gøre ved mig.

”Jeg var så bange for at miste dig,” hulkede Louis. Han brød fuldkommen sammen, som jeg plejede at gøre, når jeg fik det for svært. Det var, som om rollerne var byttet rundt.

”Lig dig ned,” sagde jeg blidt og rykkede lidt, så han kunne være der.

Først kiggede Louis på mig med nogle forsigtige øjne. Men efter et halvt minut lagde han sig ind under dynen. Jeg mærkede øjeblikkeligt hans kropsvarme mod min. Han var varm i forhold til mig. Forsigtigt lagde jeg panden mod hans. Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene, som var røde. Jeg lagde en hånd på hans bryst og nussede den blidt.

”Louis, jeg vil aldrig nogensinde forlade dig,” sagde jeg blidt og plantede et lille kys på hans næse tip. Et blegt smil pillede over hans læber. ”Jeg elsker dig, Louis. ”

”Jeg elsker dig højre,” sagde han og fjernede blidt et tot hår, som havde fundet vej foran mit ansigt. Langsomt lod han sine læber ramme mine.

Jeg nød kysset så længe det varede.

Han trækkede sig fra mig. Tårerne trillede stadigvæk ned af kinderne på ham, men hans ansigt var anderledes. Hans smil var endelig kommet på plads på hans læber. Hans øjne lynede ikke længere af vrede. De lyste nu af glæde. Jeg kunne ikke lade vær med at gengælde hans smil.

Louis lagde armene omkring mig. Han trækkede mig forsigtig ind til sig. Jeg skar en grimasse, da jeg mærkede hans mave mod mit sår. Forsigtigt nussede Louis mig på ryggen, mens han holde øje med, om jeg kunne klare det. Jeg ignorerede smerten og lagde mig ind til ham. Men jeg holdte et lille mellemrum i mellem vores maver. Jeg lagde hovedet mod hans bryst. Louis begravede næsen i mit hår.

”Hvordan er jeg havnet her? Hvem tilkaldte ambulancen?” spurgte jeg lavmælt om, mens jeg lod en finger glide over Louis’ bryst.

”Jeg må være dig svar skyldig,” sagde Louis forsigtigt tilbage. Jeg nikkede sagte og lukkede forsigtigt øjnene igen. ”Godnat, skat og sov godt.”

”Tak og i lige måde,” mumlede jeg søvnigt tilbage. Jeg mærkede, at Louis kyssede mig i håret, før jeg faldt ned i søvnen.

                                                                           ***

Jeg vågnede sløvt den næste morgen af, at nogen bankede på døren. Jeg rettede mig op i sengen og åbnede mine øjne. Louis lå ikke ved siden af mig. Hans plads var tom. Jeg kiggede nervøst rundt efter ham. Han sad i sin egen seng og kiggede på sin telefon. Jeg satte mig op og kiggede over mod døren, der igen blev banket på.

Jeg rynkede lidt på næsen. Hvordan kunne det være, at Louis ikke hørte det? Jeg kiggede igen over på Louis. Jeg kiggede grundigt på ham, indtil jeg så, at han havde høretelefoner på. Typisk. Jeg gættede på, at han hørte noget musik. Hvad, det vidste jeg ikke.

”Louis,” sagde jeg højt til ham, men han hørte mig ikke. Han blev bare ved med at kigge ned på den åndsvage telefon. Jeg sukkede dybt.

Jeg greb min hovedpude og kastede den mod ham. Den ramte ham i maven. Det gjorde selvfølgelig ikke ondt. Det var jo bare en åndsvag pude. Louis kiggede forskrækket i min retning. Han rystede på hovedet med et lille smil og kastede hovedpuden tilbage til mig. For helvede Louis!

Jeg kastede igen hovedpuden efter ham. Den ramte ham igen i maven. Louis kiggede en smule irriteret op. Jeg kiggede undskyldende på ham. Louis tog høretelefonerne ud af ørne. Han hoppede ned fra sengen og satte sig ned ved siden af mig. Han lod en hånd glide igennem mit hår. Han gav et lille suk fra sig, mens han kiggede mig ind i øjnene.

”Hvad er der, skat,” sagde han kærligt og nussede mig blidt på kinden.

Jeg nåede ikke at svare, før der blev banket på døren. Bare endnu hårdere end før. Det gjorde næsten ondt i ørerne. Jeg holdte mig for ørerne. Imens mærkede jeg frygten stige i mig. Hvad hvis det var Kim? Ville han gøre det af mig for en gang for alle? Vil han virkelig dræbe mig nu?

Louis rejste sig op og gik hen til døren. Jeg kiggede spændt på ham. Jeg prøvede at sætte mig op. Men en smerte skød igennem min krop, at jeg blev nød til at falde sammen.

Jeg så forsigtigt til, da Louis forsigtigt åbnede døren. Udenfor stod der en mand. Det var lægen. Hans brune hår var uredt og strittede ud i luften. Han så træt ud. Der var sorte rander rundt om de grønne øjne. Lægen smilede træt til Louis. Ved synet af ham, fik jeg fornemmelsen af, at der var noget, jeg havde glemt. Jeg havde glemt noget vigtigt. Men hvad?

”Må jeg komme ind?” spurgte han træt, mens han prøvede at holde det trætte smil.

Louis kiggede sig over skulderen og så på mig. Jeg nikkede med et smil, og Louis trådte til side. Lægen trådte ind og sendte Louis et taknemmeligt smil. Lægen forsatte hen til mig og lod sig dumpe ned på stolen ved siden af. Louis kiggede nysgerrigt på lægen, men satte sig i sin seng. Han proppede igen høretelefonerne og begyndte hvor han slap.

Jeg begyndte straks at blive nysgerrig. Hvad var det han lavede? Skrev han med nogen? Hvem? Snakkede han bare med en af drengene? Et ubehageligt spørgsmål dukkede op i mit hoved. Spørgsmålet fik min mave til at vende sig. Jeg blev ked af det inden i, hver gang jeg tænkte spørgsmålet igennem.

Havde Louis fundet sig en anden? En han bedre kunne lide end mig. Jeg vidste, at det var en fjollet tanke. Jeg havde selv set med mine egne øjne, hvordan han var, da han troede, at jeg var død. Men alligevel følte jeg mig dårlig tilpas med den tanke.

Jeg rev mig løs fra mine tanker og vendte mig mod lægen. Jeg begyndte igen at blive nysgerrig om ham. Hvem var han? Hvorfor virkede han så bekendt? Jeg vidste, at jeg havde set ham før. Men hvor? Jeg havde tænkt mig at finde ud af det.

”Hvem er du?” spurgte jeg efter nogen få minutter.

”Jeg er læge,” smilede manden træt og lod en hånd glide igennem hans hår.

”Det ved jeg,” sagde jeg en smule utålmodigt og rettede mig lidt op i sengen, så jeg bedre kunne se ham. ”Hvad hedder du?”

”Du vil ikke bryde dig om at høre det.” lægen undgik med omhu mit kritiske blik. Hvorfor ville jeg ikke bryde mig om det? Jeg havde været igennem så meget. Hvorfor kunne jeg så ikke klare det her.

”Jeg kan godt klare det?” sagde jeg igen utålmodigt. Jeg sendte ham et sigende blik, og han sukkede irriteret.

”Fint,” sagde han træt. ”Det slipper vel ud en dag, så hvorfor så ikke gøre det nu.”

Jeg rettede mig spændt op på albuerne. Jeg smilede opmuntrende til ham.

”Mit navn er …” lægen holdte en lang spændings pause. Det var, som om han tøvede med at oplyse sit navn. Hvorfor. ”Mit navn er … Aiden Fletcher.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...