Frozen - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2014
  • Status: Igang
Som 13-årig bliver Violet bortført, fra sin hjemby Doncaster og frosset ned, uden noget håb, om at leve videre. Ti år senere, beslutter en bagerdreng at undersøge hans arbejdsplads til fulde, og finder Violet frosset ned i kølerummet.
Efter ti dages hårdt arbejde, er Violet fri. Men hun er ikke længere 13. Hun er 23, og den verden hun kendte engang, er i hendes øjne ødelagt. Violet ved intet om at være voksen, eller de mange beslutninger hun kommer til at tage..
Kan drengen, mens hans følelser for hende, bliver større og større, hjælpe hende med at forstå den verden, hun ser gennem et barns to øjne ? eller bliver presset for stort ?


>> Violets krop har (selvom det er umuligt) udviklet sig, mens hun har været frosset ned. <<

11Likes
6Kommentarer
1091Visninger
AA

3. 2004

Onsdag - 2. Marts - 2004

Violet Dennery Hopes synsvinkel 

 

De kolde gader, virkede endnu koldere, da mørket faldt på. De tunge plateausko, klangede tydeligt, specielt over brostenene. Hvorfor havde jeg også lige valgt de sko idag ? Jeg sukkede, mine sko klangende endda højere end før. Jeg passerede kirken, og drejede ned af den lille sidegade, ligesom jeg havde gjort, hver dag, de sidste fem år. Doncaster var ikke ligefrem en speciel by - ret normal faktisk. Brostensbelagte gader, små, forfaldne huse, et bageri, en kirke, en skole, du ved... de normale ting. Jeg vidste allerede hvad jeg ville - når jeg engang kom på gymnasiet, skulle det ikke være i Doncaster. Jeg ville væk, ud at se verden. Doncaster var en meget beskyttet by. Ingen misfits, ingen der ikke passede ind. Alt var snorlige og.. kedeligt. Hver eneste dag var den samme. Vi var kun i starten af 2004 og stadig, var det ingen forskel fra 2003. Mens jeg var I mine egne tanker, var jeg gået for langt og hastede tilbage ad gaden, mod det lille bageri. 

 

"Hvad skal det være?" Amma smilede stort til mig og gav mig hendes allerbedste 'spørgeblik.' "Øjeblik, jeg er elev." Et smil bredte sig over hendes læber og hun nikkede anerkendende. "Ada sagde at du nok ville være her idag." Jeg svarede hende ikke, rodede bare i min pung og fandt endelig kortet. Jeg rakte Amma det og bad om to solsikkebrød. "Violet Dennery..?" Jeg nikkede, og hun fortsatte: "Du går i 7.A ikke ? Med Ada ?" "Jo, det gør jeg," svarede jeg og undrede mig over hvor at hun kendte mig fra. Alle kendte Amma, - men Amma kendte helt sikkert ikke alle. Hvad mon Ada havde sagt ? Jeg betalte og forsvandt hurtigt fra butikken, endelig rettet mod Eastminister allé igen. Hjem, kære hjem. 

 

Det var endnu mørkere end før - hvis det da overhovedet var muligt. Det virkede da i hvert fald sådan. Gaderne i Doncaster havde ikke gadelamper, da kommunen skulle 'spare.' Rend mig, om de ikke skulle spare hele tiden, den kommune. Jeg tror ikke der havde været en eneste ny bygning, siden 1950. Jeg kunne spørge Amma - hun var vist født i 30'erne. Jeg havde efterhånden indlært vejen hjem i min krop, så selv da min hjerne slog fra, fulgte min krop ligesom bare af sig selv vejen hjem. Jeg drejede ind ad endnu en lille sidegade, allerede klar til at springe på hovedet ned i sofaen og slå benene op. Der var blevet kulsort, og selvom at min krop kunne vejen, behøvede den alligevel synssansen. Jeg greb fat i min mobil, slog flashlight på. Jeg lyste lidt rundt. Dér! Jeg hastede mod døren til opgangen, da to kolde hænder greb fat om mine skuldre og jeg skreg. Jeg blev lagt ned, bundet, jeg skreg som aldrig før. Der var ikke noget at gøre. Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg kiggede fortvivlet rundt. Der gik to sekunder, alt var sort. 

 

*

Kulden omfavnede min, det der føltes som nøgne, krop. Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt. Der var mørkt - helt mørkt. Hvorfor var det så koldt ? Jeg strak mine arme halvt ud, før min hænder ramte is. Frosset is. Jeg prøvede at rejse mig op, men mit hovede stødte mod isen. "LUK MIG UD!" skreg jeg, forvirret, fortvivlet... bange. En tanke strejfede mit hovedet, men jeg lukkede den ude, det kunne ikke være sandt. Jeg var blevet frosset ned. 

Timer, døgn, jeg vidste det ikke. Alt jeg vidste var at jeg snart ikke kunne holde til mere - jeg måtte indse det, der var ingen der kunne redde mig nu. Jeg kiggede på mit ur - der var gået to minutter. Åh gud. Kulden ramte min krop som stød, der til sidst slog mig helt ud - denne gang, vågnede jeg ikke igen.

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...