Heartbreaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2015
  • Status: Igang


Melissa er 17 år gammel er helt vild med justin bieber fra sin klasse, men melissa er usynlig for justin fordi han er klassens populæreste dreng,mog de andre ser Melissa som en særling. Melissa bor sammen med sin mor i cananda, og hendes er udstationeret i Afganistan. Melissa savner sin far og er tit ked af der.

Vil justin nogensinde lægge mærke til Melissa eller vil hun altid være usyndlig for ham?

Find ud af det i min serie heartbreaker

21Likes
3Kommentarer
758Visninger
AA

5. Undskyld!

Melissas synsvinkel

Jeg var stadig rigtigt  ked af det med Justin, så jeg havde egentligt ikke rigtigt lyst til at tag i skole, men det jeg nødtil for vi skulle fremlægge vores stil om vores største helt. Jeg gik ud på badeværelset og tændte bruseren. Jeg tog mit nattøj af og gik ind. Det føltes dejligt at mærke de varme stråler på min bar krop. Da jeg var færdig viklede jeg et håndklæde rundt om mig og gik hen fandt noget tøj. Det blev til de nye slidte jeans og min nye hvide oversize. Jeg føntørrede mit hår og glattede det. Jeg havde tid nok til at spise morgenmad, så jeg gik neden under og ristede noget toast. Jeg gik ud i gangen og tog mine slidte convers på, og så tog gik jeg i skole. Det var ret koldt så jeg havde taget min vinterjakke på. Da jeg ankom til skolen stod Justin udenfor sammen med Chaz og Ryan og de kiggede bare på mig, men de sagde ingen ting. 

Vi havde engelsk i første time, og det var der vi skulle læse vores stil op for klassen. Jeg sad i mine egne tanker da noget sagde mig navn. "Melissa vil du komme her op og læse din stil for os" sagde læren " Nååh, ja, det vil jeg gerne". Jeg tog min stil og gik op til tavlen og begyndte. " Min største helt er min far, for selvom at han ikke er hjemme særlig tit, er han der altid for mig, og han er altid i mine tanker. Min far er udstationeret i Afghanistan, og derfor er han også en helt, for han hjælper med at få ro dernede. Men når han ikke er hjemme, er det som om der mangler en brik i puslespillet, men når han endelig er hjemme er han tit træt, og orker ikke så meget, men alligevel bruger han alt sin tid på mig, fordi han ved at jeg savner ham hver eneste gang han ikke er hjemme" en lille tårer trillede ned af mine kinder, men jeg forsatte " Min far ved godt at han er min helt og han ved også godt at jeg stadig er hans lille pige, selvom at jeg er 17. Han har altid været der for mig, uanset hvad, selvom at mange af jer ikke tror han kan være der for mig, når han aldrig er hjemme, men det kan godt være, men han er der for mig og det vil han altid være uanset hvornår han hjemme og hvornår han ikke er hjemme. Det er svært at beskrive hvor stor en helt han er for mig, for det kan ikke beskrives, for så stor en helt han er. Det var det". Jeg satte mig ned på min plads igen, med tårer ned af mine kinder, for det var svært at holde dem tilbage, når jeg snakkede om ham, fordi jeg savnede ham så uendeligt meget og jeg var godt klar over hvad de andre tænkte. De tænkte at jeg var en "tude marie", men de ved ikke hvad jeg går igennem hver dag, for jeg ved aldrig om han kommer hjem levende eller død, og den tanke strejfer mig hver dag, men det er der ingen der ved, for de snakker nemlig ikke til mig, og det kommer de sikkert aldrig til, for dem var jeg bare en freak, er gik i underlig tøj og hørte mærkeligt musik. Jeg var så langt væk i mine tanker at jeg ikke sansede at klokken havde ringet til pause. Jeg rejste mig og begyndte at pakke min taske sammen da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg kiggede bag ud og så det var Justin der stod med tårer i øjne. 

"Melissa jeg.... Jeg er virkelig ked af det der skete igår, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg synes bare du er så smuk og sød, at jeg mistede besindelsen. Det var virkelig ikke meningen, og da du læste stilen op om din far, blev jeg virkelig ked af det, fordi jeg ikke vidste hvad det er du går igennem hver dag, men det gik op for mig nu, og jeg er virkelig ked af den måde jeg har behandlet dig på. Jeg håber du kan tilgive mig" . Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gik i panik og kyssede ham. Jeg rødmede og løb min vej. 

 

Justins synsvinkel. 

Wow! Hvad skete der lige. Jeg havde lige sagt undskyld til Melissa og så kysser hun mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg løb efter hende, men jeg kunne ikke finde hende nogen steder, så jeg gik ned til mit skab og fandt mine biologi ting og gik ned mod biologi lokalet. Da jeg kom der ind sad Melissa nede bagerst som hun altid gjorde. Jeg gik ned og satte mig ved siden af hende, for jeg havde virkelig ondt at tøsen og alt det hun gik igennem. "Melissa?" sagde jeg og ventede på et svar. " Undskyyy.... Undskyld" fik hun frem stammet. " Det gør ikke noget, jeg kunne faktisk godt lide det" Sagde jeg og smilede sødt til hende. Jeg kunne se hendes smukke brune øjne lyse op, og der kom et lille smil frem på hendes læber, men om det var falsk eller ægte, det kunne jeg ikke tyde. Da timen var slut, skyndte hun sig ud fra klassen. Vi havde fri så hun skulle nok hen til bussen, så jeg fulgte efter hende. Men hun var ikke ved bussen. Hvor var hun så? Jeg kiggede rundt efter hende og så hende komme gående med et trist ansigt. Hun gik direkte forbi mig og sagde ingen ting, og så kom hendes bus og steg på. Jeg blev helt ked af det, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for mine følser var begyndt at blive stærke for hende, men hvad ville de andre ikke sige hvis jeg kom sammen med hende. Nu havde jeg lagt mærke til at der faktisk ikke var nogen der havde sagt noget grimt til hende, efter hun havde fået en ny stil, men at de mere kiggede mere efter hende og måbede. Jeg havde lyst til at tage hjem til hende, men turde ikke, for hvad nu hvis ikke ville se mig mere, eller endnu være ikke gad snakke med mig eller noget som helst, men at jeg bare blev usynlig for hende, så jeg valgte at lade være og tog bare hjem til mig selv i stedet for. Da jeg kom hjem tændte jeg min computer og loggede på Facebook, for at se om hun var på. Det var hun ikke så jeg loggede af igen, og slukkede min computer. Jeg lagde mig over i min seng og fandt min mobil frem, jeg tastede Melissas nummer ind og ringede op. Den ringede og ringede, og så blev den taget " Det er Melissa" " Det er Justin" svarede jeg og så blev der lagt på. Det var som om mit hjerte gik i stå. Ville hun virkelig ikke snakke med mig? Hvad med det det der skete tidligere idag? Hun havde jo kysset mig, og nu ville hun ikke tale med mig. Der bippede en sms ind på min mobil. Det var fra Melissa. " Undskyld Justin. Det kys idag. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, jeg mente det slet ikke, du har virkelig såret mig, ved at du ikke lyttede til mig da jeg sagde nej. Jeg synes ikke vi skal ses mere eller snakke sammen. Ja jeg kan virkelig godt lide dig, og omvendt, men du ville jo nødig have dit rygte bliver ødelagt, ved at du kommer sammen med mig. Undskyld!" øh hvad skete der lige her? havde hun lige afvist mig, og hvordan vidste hun at jeg kunne lide hende? Ja jeg havde godt nok et rygte om at jeg var en kold skid og jeg bare var sammen med en pige, for at få noget, men sådan var det ikke med Melissa. Jeg fik lyst til at være sammen med hende hele tiden. Jeg vidste godt jeg ikke kunne styre mine lyster når jeg var sammen med hende, men det kunne jeg ikke gøre for, for hun var så fandens lækker, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare tilbage, så jeg lod vær. Imorgen ville jeg fortælle hende, hvad jeg følte og så var jeg ligeglad med hvad de andre tænkte, for det var Melissa jeg ville have. Og kun hende. 

Det var ved at være ret sent, så jeg ville gå i seng, men jeg kunne ikke rigtig sove, for jeg lå og tænkte på hvad jeg skulle sige til Melissa og hvordan hun ville reagere. Endelig faldt jeg i søvn                                            

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg undskylder for at der ikke er kommet flere kapitler, men jeg har haft travlt i julen, men nu skal der nok komme en masse :)

Håber i havde en god jul og smid da lige et like og del også gerne med jeres venner

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...