Begær

Hvad gør man, når eleven tilbyder sig selv og sætter ens karriere på spil?
Når man helt ufrivilligt må beskue de mange sure, opstillede forsøg på at få ens opmærksomhed?
Hvad gør man, når man føler sig tiltrukket af sin kollega, men stadig er bevidst om kærligheden til konen derhjemme?
Hvad gør man, når kærligheden kommer i klemme?
Raven er forelsket i sin matematiklærer og gør alle forsøg på at forføre ham, dog han føler sig tætknyttet til skolepsykologen, men benægter alle kendsgerninger, da hans kone alligevel burde være førsteprioritet.

3Likes
3Kommentarer
1149Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg tog mig selv lige på stedet, tog mig selv i at gentage de tidligere syndere. Herre bevares.
Hvorfor jeg fortsatte på denne vis, var for mig stadig en gåde. Jeg kunne jo kun tillade mig at være taknemlig. Mit liv var alt det, jeg nogensinde havde ønsket det til at være og at bede om mere ville være urimeligt. Dog jeg blev som et barn i en slikbutik, hver gang jeg så, at en ny var lagt på sin plads, og erkende måtte jeg vel også, at hver gang jeg tog stakken med papirer op, og der ikke lå en i blandt, blev jeg fyldt med skuffelse, en vis bitterhed. Æblet var ikke altid lige sødt.

Den lille, sammenkrøllede seddel brændte i lommen. Den var fra helvede og havde ført mig baglyset, bragt mig djævlens flammer, der som intet andet fik mit begær til at blusse. Jeg stod i flammer.

Det gav et knæk i min ryg, da jeg rettede mig op fra gulvet. Et erhverv som skrædder ville umiddelbart ikke passe til mine kompetencer.

Jeg vred mig lidt på stedet for at få ryggen i orden. Kvasimodo var ikke ligefrem mit største forbillede.

De tandskærende og nervepirrende hule lyde fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen, men ligeså gjorde tanken om, nogen skulle fatte mistanke om det, der havde stået på de sidste pågældende uger.

Jeg gik tjept, holdt et fast tempo, så pulsen steg. Blev jeg opdaget i denne ugerning, kunne det have enorme følger med sig, følger der kunne ændre hele min nøje planlagte fremtid, men slap jeg uset gennem, formåede at bane mig vej ud af junglens tæt voksende krat, foruden alt for mange skræmmer, opsynsvækkende sving med sablen, ville alle mine sluser stå åbne. Jeg ville kunne lefle mig i sødmen over at blive beundret, bedåret, og ikke skulle stå til kende for konsekvenserne. Jeg ville modtage offerkvæget, hele udbyttet af dette saftige stykke kød og ikke være påtvunget de mange formaninger om rigtig og forkert. Selvom jeg ganske vel var klar over, at denne lyst, denne nysgerrighed efter sedlernes indhold, deres afsender, udelukkende, på alle tænkelige måder, var noget så ufattelig forkert. Det var et terræn, jeg ikke burde færdes ude i.

Jeg lukkede øjnene stramt i, rullede en ekstra gang med skulderne og træk vejret dybt ind. Fattet skulle jeg være, fattet var jeg, for jeg havde jo egentlig ikke gjort noget galt.

Jeg pustede ud og vendte mig for at stå ansigt til ansigt med dagligdagen. En dagligdag jeg egentlig holdt ufattelig meget af, jeg ligefrem elskede, men til tider, så var et pusterum behøvet, måske rettere velfortjent, til tider var en lille gul seddel lige det, der skulle til, for at få mit humør op, gøre at jeg kunne føle mig magtfuld, som kongen på tronen.

 Hånden kørte gennem håret rutinepræget, vanedannet, helt foruden, at jeg bed mærke i det, da jeg krydsede den matrøde dør. 

Jeg kunne ikke dy mig, et stød blev sendt gennem kroppen. Jeg var den kastrerede hantyr bag stødhegnet.

Jeg standsede brat og løftede på hovedet. Mon hun var derinde? Sad omgivet af mapper og protokoller som sædvanligvis. Alle de papirer, der detaljeret fortalte om hver enkelte elevs problemer, lidelser, behov. Spændende var de, men hun dog mere.   

Jeg kneb øjnene sammen for at tyde om en skikkelse sad gemt bag stakkene ved skrivebordet gennem det slørede, ovale glas i døren.

Mit hjerte skippede et slag eller to under jagten efter hendes silhuet. Hun var byttedyret.

Det var svært at finde et fast fokus. Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv i, om hun virkelig sad derinde, eller om det blot var kontorstolen, der fik det til at se ud som om. Dog var der andet, jeg kunne blive enig med mig selv i, netop det, at hun var noget af det kønneste, smukkeste, mine øjne endnu havde set. Et menneskeligt bevis på timeglasfiguren.

Havde man spurgt det lille spejl på væggen, hvem der var den smukkeste i landet her, ville selv det ikke kunne benægte hendes skønhed.

Jeg var blevet så forgabt i min søgen efter hende, min higen, blot et enkel snært af hendes fantastiske og stadig så fuldt ud igennem naturlige ydre, at jeg helt og aldeles havde ladet tiden løbe fra mig.

”Burde du ikke være inde i nummer 20, Dennis?”

En slank og yderst velplejet hånd strøg mig ned langs ryggen. Hun måtte være franskmand.

Straks føltes det som om, at der på intet tidspunkt havde været problemer med den, smertefrit. Hun var saften fra aloe vera planten.

Det friske åndedrag af mint kom tættere på mit øre, kildede mine nakkehår med sin kulde, der dog alligevel var så yderst hed.

”Taget på fersk gerning,” sagde jeg og overgav mig selv. Det indebar to betydninger, at jeg rent faktisk burde have været i nummer 20 for længst, men også det, at hun nu stod ved siden af mig lige ude foran sin egen dør, mere oplagt kunne det umuligt være.

Jeg vendte mig om til hendes milde og skrøbelige englelatter.

”Jeg skal virkelig vende mig til tiderne,” erkendte jeg og forsøgte at lyde flov for at dække over mig selv. Jeg kunne ikke tabe ansigt og blotte mig selv på denne måde, lidt selvrespekt havde jeg da.

”Det kommer vel nok efterhånden. Det er slet ikke så indviklet, som man umiddelbart skulle tro.”

Hendes ansigt formede sig til et stort smil, og tvang mig til at synke en klump.   

”Du skal jo også være her længe endnu, så det bliver vel nok bedre. Det håber jeg i hvert fald, du skal, Dennis. ”

En sveddråbe løb fra min pande og ned mod min næsetip. Hvilken sauna.

Hun havde lige fra starten af været så venlig over for mig, givet mig komplimenter og hjulpet mig ind i fællesskabet. Hun havde hele vejen igennem, fra første øjekast - introduktionsmødet, hvor vi havde siddet ved siden af hinanden. Hun var kommet for sent, i hast trukket stolen ved siden af min ud, og kun efter hun havde sat sig, benovet spurgt, om der egentlig var optaget - virket interesseret i mig, og selvom jeg forsøgte at benægte det, gøre mig selv blind for sandheden, kunne jeg vel ikke helt udelukke, at jeg også selv havde gjort det samme. 

Fluks kom jeg i tanke om sedlen, der lå i min lomme. Det havde slået mig før, denne gang var ingen undtagelse. Jeg havde ikke ligefrem tænkt videre over det, vel rettere forsøgt at aflede mig selv fra at tænke på det, men kunne det passe? Dog skriften var en smule sjusket, ikke helt og aldeles skønskrift, som man umiddelbart ville gå ud fra, var sådan hun skrev, når nu man tog i betrækning af udseendet. Men det stemte så godt overens, passede så forbløffende godt til mine forhåbninger og ikke mindst hendes person. 

Jeg havde altid haft et godt øje til hende, og det virkede jo helt inderligt også til, at hun ligeså også havde det på samme måde med mig.

Ordene beskrev så præcist, hvordan jeg havde det med hende, så kunne det ikke være det samme for hendes vedkommende?

Tankespindet rev i mit indre. Jeg ville jo ikke gøre noget ved det, jeg kunne jo ikke gøre noget ved det, eller jeg måtte jo ikke gøre noget ved det. Jeg havde alt, hvad jeg kunne bede om, forlange, ønske mig til. Jeg havde det perfekte liv, på trods af, at jeg dog ikke havde hendes perfekte ydre, hendes blide træk, berusende stemme.

Hvad var det, jeg havde gang i? Mit hjerte skabte anarki, nægtede at lytte til hjernen. På den ene side var hun alt, på den anden side intet.

Jeg rystede frustreret på hovedet for at få tankerne til at aftage. De skulle væk, om jeg så måtte tvinge dem. Hvad skulle de gøre godt for? Hjælpe mig ud på dybt vand, så jeg kunne drukne mig selv?

”Er du okay, Dennis?” Stemmen lød ængstelig og bekymret.

Jeg så på hende, det smukke porcelænsdukkeansigt foruden en flig, den mindste skræmme. Mit hjerte satte i galop. En præmiehingst i sin bedste form.

”Jeg må vist se at komme af sted!” jeg sagde det i sådan en hast, at ordene kom oveni hinanden og blev til en stor vælling, en vælling af dårlige undskyldninger, der skulle aflede min lyst til hende.

Hun havde nok stået tilbage med et forbavset og undrende blik, men jeg var der ikke til at se det, jeg var væk, havde trykket på navlen og var nu blevet usynlig.

Furiøst så jeg hen over skulderen og klappede derefter diskret på lommen, for at sikre mig, at den ikke var faldet ud under den kilometer lange spurt, stadig lå fordækt og gemt.   

Mon det var Nathalie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...