Begær

Hvad gør man, når eleven tilbyder sig selv og sætter ens karriere på spil?
Når man helt ufrivilligt må beskue de mange sure, opstillede forsøg på at få ens opmærksomhed?
Hvad gør man, når man føler sig tiltrukket af sin kollega, men stadig er bevidst om kærligheden til konen derhjemme?
Hvad gør man, når kærligheden kommer i klemme?
Raven er forelsket i sin matematiklærer og gør alle forsøg på at forføre ham, dog han føler sig tætknyttet til skolepsykologen, men benægter alle kendsgerninger, da hans kone alligevel burde være førsteprioritet.

3Likes
3Kommentarer
1057Visninger
AA

5. Kapitel 4

Himlen dryppede let, og de grå skyer træk til. Fra det ene øjeblik til det andet, gik verdenen fra at være lys til dunkel.

Jeg havde trukket den sorte hue langt ned over ørerne og knappet den forede vinterjakke helt op. Jeg kunne umuligt tillade mig at blive syg, ligge hjemme og have ondt af mig selv, når han var på arbejde.
Han ville komme til at savne mig lige så ulideligt, som jeg ville komme til at savne ham, og det var ikke just sådanne kvaler, jeg ville bringe ham, det kunne jeg ikke byde ham. De syv plager skulle ikke være nu og her.

Dog set med andre øjne, så var det med at savne mig nok ikke helt så ringe. Han ville endelig føle, hvordan tilværelsen var foruden mig og vel nok også forstå, at lærererhvervet slet ikke var så betagende, så spændende, udfordrende og som håbet, når nu min person ikke var der til at gøre det det.

Han ville savne mig, og jeg ville savne ham. To sjæle adskilt med kun en fælles ting i tankerne, at blive forenet igen.

Jeg ville nyde, at han for engangsskyld ville være den bedende, den der lagde op og førte ud i livet, i stedet for det altid var mig, der skulle tage initiativet, kæmpe for os. Men professionelt skulle det jo være, det med ikke at kunne, var også lige netop det, der fik mig til at ville.
Selvom tankerne om, at han ville se hen på min tomme plads med et længselsfuldt blik, forsøge at erindre mit altid strålende ansigt i hans nærvær og fantasere sig til, hvor meget bedre det havde været, hvis jeg var mødt op, sad i fulde person med øjnene rettet mod ham, varmede og bragte en svag rødmen over mine ellers helt forfrosne kinder, var det en risiko, jeg ikke kunne løbe, en chance jeg simpelthen ikke ville prøve at tage. For havde jeg trukket det korte strå, valgt lige den forkerte dag, ville alle planer vende. Ragnarok frem for paradis.

Nathalie, den tyvagtige skolepsykolog, kunne tilfældigvis komme spankulerende ind i lokalet i sin alt for nedringede, tætsiddende bluse, der tydeligt skulle få ham til at bemærke den formue, hun havde givet ud; den store og fyldige d-skål af ren og skær silikone.

Det var i de seks måneder, kontoret bildte folk ind, at hun ikke var arbejdsdygtig, at hun fik dem lavet. Thailændere og deres håndværk, billige priser som lavtuddannede skolepsykologer lige har råd til. 
Godt givet ud, ville nogle mene. Hvis bare han kunne se gennem det falske, det som havde snydt så mange, men ikke mig.

Hun kunne med sin skingre, alt for sukkersøde sirenesang tillokke sig hans opmærksomhed og standse hans higen efter mig, ødelægge alt det, jeg så omhyggeligt havde opstillet, påbegyndt.

Han ville løsrive sig fra sine tanker om mig og straks lade sig overvælde af det falske, der gyngede distraherende til hendes gang.

De enkelte dråber gik hen og blev til et helt vandfald. Himlen græd, som jeg græd over, at nogle ville komme mig i vejen.
Gaden flød, som var den en strømmende flod, selv militærets flåde ville få det svært i dette uvejr.

Jeg fandt min hætte frem, jeg skulle have taget den på for længe siden. Den var vædet til og gjorde nok ikke de store mirakler, men hellere være på den sikre side, heller sørge for, at Nathalie ikke fik én fod til jorden.

Den førhen trafikerede vej var så småt dødende, kun enkelte biler passerede og slyngede de store pøle af himlens tårer op over fortovets kant. Det sejlede, og snart ville Alantis ikke blot være en harmløs myte. 

Jeg så kort mod himlen. Der var intet lys, ingen klar blå himmel at hente. Et stort tæppe af gråt havde omhyllet den, erobret og overtaget.
Den havde ellers været så glødende i morges, set så smuk ud, da solopgangen tog affære.
Den havde været lidt som i et uddrag fra en romantisk film, og jeg havde siddet og beskuet den fra mit vindue, drømt mig til illusionen om ham og mig hånd i hånd. Vi gik mod det gule, mod lyset og led ingen kvaler, for ingen kvaler var til i en verden, hvor vi var sammen.

Han havde endelig erkendt sin forbudte lyst, sit dulmende begær. Han indså endelig, at konen derhjemme ikke var noget sammenligneligt med mig. Jeg var usammenlignelig. 

Ingen af os var længere indebrændte, ingen af os var længere adskilt.

Selvom jeg var helt polstret til, knap nok kunne få vejret på grund af indpakningen, gennemblødt og gik med raske skridt for at nå hjem, før det hele blev værre. Havde jeg det på ingen måde dårligt. Jeg frøs ikke, selvom alt tydede på, at jeg burde.

Jeg havde lukket mig selv inde i en lille isolerende boble.

Himlens mange forsøg på at skade mig udeblev, pralede blot af på ydersiden. Jeg havde fundet udødeligeheden. 

Den eneste, der havde mulighed for at skade mig, var sikkert nu i færd med at læse min seddel, blive fanget i mit spind. Det ville ikke vare længe før, at jeg som hunedderkoppen ville vikle fluen ind. 

Han havde lige trukket sin kaffe i maskinen. Cappuccino med ekstra mælk. Det var noget andet, når det var ham, der drak det. Det virkede meget mere eksotisk, specielt, og ikke blot som en brunlig, lummer og bittervæske man drak for at få tilført ekstra energi.

Den var hed, ligesom vi ville være sammen.

Lidt frem og tilbage havde han snakket med de andre lærere, ikke af høflighed, men fordi han helt inderligt var et varmt og imødekommende menneske, der interesserede sig for andre. Varmblodet.

Han havde kørt hånden igennem sit hår, så det strittede. Det så påtaget uglet ud. Som om han kunne skjule, at han havde brugt både shampoo, balsam og voks.     

Med kaffen i højre hånd og sin læderbetrukket mappe i venstre, smøg han sig ud af mængden med et beskedent ”vi ses”.
Han måtte bukke sig helt ned og stille kaffen fra sig for at komme til sit indhug. Lige der var det en ulempe for ham at være så charmende høj, for mig havde det dog aldrig været.   

Han strakte sin arm for at få fat på den lille hob af papirer, der lå gemt længst inde. Så dem alle an. Det sædvanlige; 2.gs håndskrevne matematikopgaver, ikke alle afleverede, men dog alligevel en forbedring fra sidst, et par sedler om næste uges koncert, som skulle foregå i den store sal og til sidst, størrelsesmæssigt mindst, men bestemt ikke betydningsmæssigt, en lille, lidt krøllet seddel.

Han kiggede forbavset på den, som om han ikke helt forstod, hvad den lavede der, selvom han inderst inde alligevel var bevidst om, hvad det var, bare ikke helt nøjagtigt hvad det indeholdt.  
Han kiggede fluks til begge sider, for at sikre sig at der var frit, og stak den derefter kvikt i lommen. Den skulle gemmes til det helt rigtige tidspunkt.  

 Jeg havde lukket mig selv inde i boblen med et smil på læben

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...