Begær

Hvad gør man, når eleven tilbyder sig selv og sætter ens karriere på spil?
Når man helt ufrivilligt må beskue de mange sure, opstillede forsøg på at få ens opmærksomhed?
Hvad gør man, når man føler sig tiltrukket af sin kollega, men stadig er bevidst om kærligheden til konen derhjemme?
Hvad gør man, når kærligheden kommer i klemme?
Raven er forelsket i sin matematiklærer og gør alle forsøg på at forføre ham, dog han føler sig tætknyttet til skolepsykologen, men benægter alle kendsgerninger, da hans kone alligevel burde være førsteprioritet.

3Likes
3Kommentarer
1066Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg gik med bestemte skridt op ad trappen. Jeg havde afklaret det hele med mig selv og havde aldrig været mere sikker i min sag. 
Jeg knugede sedlen i hånden. Fornemmede den spidse kant mod min flade.
Jeg var på vej til at gøre det igen, og jeg havde det godt med det. 
De første par gange havde jeg været nervøs, spekuleret på om det nu var en dum idé, det rigtige at gøre og på den rigtige måde. Mon han ville kunne genkende min skrift? Vide at sedlen var fra mig og ordene mine? Den tanke havde jeg gjort mig et utal af gange, og for hver gang måtte jeg finde et nyt stykke papir frem og starte forfra. 
Kragetæerne skulle være læselige, men stadig personlige. Det skulle være mine og ingen andres. Han skulle være min og ingen andres.
Ordene skulle være omhyggeligt valgt, betyde det helt rigtige og lige akkurat rumme den hentydning, jeg ville ud med.   
Selvom jeg ikke direkte ville opdages, lade det stå i mit navn, ville jeg alligevel stadig have, at han i det mindste havde en svag fornemmelse af, hvem afsenderen var. Jeg ville have, at et billede af mig skulle dukke op i hans tanker, få hans hjerte til at dunke så hysterisk, at han ville tro, det skulle springe ud af hans bryst, som billedet af ham havde fået mig til at tro, når jeg skrev det.
Jeg forsøgte at holde mig så neutral som muligt. Ikke komme ind på vores timer sammen, på de udflugter vi begge havde deltaget i. Det ville gøre det hele for åbenlyst. Der skulle være noget mystik over det, noget der fik ham til at længes efter mere af det ukendte. Efter mig. Jeg skulle være mysteriet som selv Sherlock Holmes ikke ville være i stand til at løse.
Ulempen var bare den, det der altid fik mig til at tøve en ekstra gang, når jeg skulle til at lægge det i hans indhug på kontoret, om han havde en anden i tankerne. Om han beslægtede mine lidenskabelige ord med en andens ansigt. At det ikke var mig, der var det første udgangspunkt. Bare den tanke om han kunne give en anden æren for mit værk
Men nu var jeg helt roligt, jeg stolede på hans dømmekraft, og med tiden var det jo også bare blevet ren rutine. Dog en rutine jeg stadig nød, en der fik adrenalinen til at suse.
Jeg tog det sidste trin op ad trappen, den havde føltes umådelig lang, og gav mig selv et psykisk klap på skulderen. Jeg var nået langt og en skønne dag, ville jeg også nå hele vejen i mål.
Opgangen lå mennesketom. Ikke et eneste øje var at se, kun de beton grå farver, der fortalte at denne del af gymnasiet var en nyere tilbygning. Så industrielt.
Men selvom det så tomt ud, var lyden ikke død.
Et væld af stemmer lød bag den røde dør ind til kontorgangen. M
ørke, lyse. Feminine, mandige, barnlige. 
Den brændte i mine øjne, skreg på mig; Gå ind! 

På trods af, at jeg efterhånden havde vænnet mig til det, egentlig fandt det ufattelig naturligt, sank jeg alligevel en klump, da jeg tog på det glødende håndtag og træk døren til side.
”Hej, Raven.”
Jeg blev mødt af en stor, langhåret mand, mindst to hoveder højere end mig, der hastigt passerede mig i døråbningen. Han lugtede gammelt af genbrug og med et ekstra lille snært af sved.
Håret slaskede mod hans skuldre og tydede på, at det ikke var blevet vasket den seneste tid. En afdampet rockstjerne.
Det var så typisk, typisk min fysiklærer.

Han lød travl, og jeg nåede heller ikke at svare ham, før han atter var ude af syne. Lige så hurtigt som han var kommet.
Han var mig også rimelig ligegyldig, ordinær som alle de andre lærere, man stødte på på gangen, dog var én i undtagelse.
Han hilste kun af ren indlært høflighed, og jeg havde alligevel også andet for end at lege imødekommende for en, der slet ikke faldt i smag. 

Det var godt, at der var én anden end ham, som i det mindste kunne være en smule anderledes, interessant.
På venstre side af gangen, var døre i forskellige farver, der alle bød på hver sine sekretærer til hver sine afdelinger, en skolepsykolog, der var forpestet pæn; model høj, model slank og havde et alt for godt øje til min kommende mand, og vejlederen Gitte placeret i enden. Gitte havde frataget mig så meget af min dyrebare tid med ham på grund af sine ubelejlige samtaler om fremtiden. Jeg havde ikke direkte noget imod hende, kun noget imod det hun gjorde.
På højre side af gangen var stole og knager, knager fyldt med de triste farver alle gik klædt i, en kaffemaskine, der som regel var det store samlingspunkt for alle lærerne, og for enden, det jeg ledte efter. Reolen med alle deres navne på. Dog det mest tiltalende hans.
J
eg gik beslutsomt med faste skridt.
Hjertet begyndte at galopere og adrenalinen melde sig, men jeg var ligeglad. Det måtte gøres, skulle gøres.  
Jeg møvede mig gennem hoben foran kaffemaskinen, der snakkede om deres banale tilværelse, og holdt mig for næsen for at undgå lugten.
Jeg kunne ikke standses, jeg var en maskine. En kærlighedsmaskine, hvis brændsel var den voksende lyst til ham.  
Jeg havde lært mig selv at huske hans plads, hvor på reolen hans indhug var placeret. Det var heller ikke just det sværeste, da det var det eneste, der skinnede i mine øjne, lyste op og nærmest bedte mig om, tiggende mig ængsteligt om at gøre mit, sætte mit særlige præg.
Jeg gik ned på hug, fulgte midterrækken ned til næstsidste indhug.
Der var mit mål, mit begær. Jeg skulle bare lægge sedlen i for at score.
Jeg følte ophidselsen, hvordan det pirrede og spændte i min krop. Det var en skøn fornemmelse, en jeg havde haft abstinenser efter.
Jeg så en sidste gang på sedlen, glattede lidt ud i spidserne, som jeg ved et uheld havde kommet til at krølle.
Det var hidtil min mest intense, gennemtænkte. Den havde været i tankerne noget så længe, og det var en sand lettelse endelig at skulle aflevere den.
Mine læber mødte det hvide, der havde krævet mig så meget, og skabte en rød afmærkning. En afmærkning fyldt af attrå.
Jeg lagde sedlen ind på sin rette plads, på den plads den var skabt til at ligge på, og en sten faldt fra mine skuldre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...