Løb!

jeg ved godt jeg ikke skriver tit på min fanfic men denne her er anderledes den har jeg tænkt længe på. jeg håber i vil læse med.
hovedpersonen er Alexander(alex)
som er på flugt fra Dem! sammen med hans bedsteven sebastian(seb eller sebber) og sebbers lillesøster Mirantina(mira eller ranti)
pliiiiz kommenter og like favorit det vil betyde verden!

3Likes
1Kommentarer
632Visninger
AA

3. såret

Miras synsvinkel

Jeg løber stadig. Jeg har løbet næsten uafbrudt de sidste 2 dage. Jeg er bange, Sebber har altid været der til at passe på mig. Men nu er han måske, nej sådan må jeg ikke tænke! Der er stadig håb. Mine ben gør ondt og jeg er fandens sulten. Jeg må hen til hulen. Jeg vælter, slår hul på knæet, en gren laver en lang ridse i min kind. Det svir. Vaklende kommer jeg på benene, mens de samme tanker køre i mit hoved: hulen, jeg skal nå hulen. Pluslig knækker jeg sammen, smerte skyder gennem min krop. Jeg er lige nået til skoven bare lidt længere, jeg slæber mig selv det sidste stykke. Jeg gemmer mig under bregnerne, det er begyndt at blive klodt. Iskoldt.

Alexanders synsvinkel

Sebbers skrig har lydt i over en time nu, den rødhåret pige har været ved at syg hans sår sammen. "Hvordan går det?" spørger jeg igen og igen. Hver gang jeg har spurgt har jeg intet svær fået. "Klare han den" råber jeg til sidst, "sssssh" tusser hun på mig "han klare den hvis du forbliver rolig" svare hun roligt. "Jeg kigger på dine sår bagefter" siger hun bestemt, så jeg kan ikke andet end bare at nikke. Pigen bliver færdig, og kommer hen mod mig. "dine sår er betændte og jeg bliver nød til at syg flængen du har ned af ryggen" hvisker hun, jeg nikker til svar. Smerten sprænger nærmest rundt i min krop da hun sætter nålen i huden på mig, jeg bider smerten i mig. Men jeg kommer med et enkelt smerte støn, pigens latter lyder i rummet. "Jeg har aldrig haft en patient der stønner af smerte" hvisker hun i mit øre. "Jeg synes bare det gør ondt intet andet" siger jeg og kigger ind i væggen med de sort mugpleter. Jeg havde lyst til at græde, men nej jeg kunne ikke drømme om at græde foran nogen jeg ikke kender. Jeg har en stolthed, der siger spar 5. Jeg ved godt det hedder spar 2 men spar 5 lyder ligesom mere alvorligt. "Så det var så det" siger den rød håret pige og rejser sig, "husk at tjekke dem imorgen" siger hun og går hendes vej. Lyden af dem tunge lås høres tydeligt. "Alex" siger seb hæst, jeg skynder mig der hen. "Ja seb hvad er der?" spørger jeg ser fortvivlet på ham "Jeg er træt" siger han og lukker øjnene. "Sebber nu dør du ikke vel?" spørger jeg panisk, jeg får intet svar. Jeg begynder og ruske i ham. Han grynter utilfreds og SOVER vidre. Pyha! Troede lige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...