Løb!

jeg ved godt jeg ikke skriver tit på min fanfic men denne her er anderledes den har jeg tænkt længe på. jeg håber i vil læse med.
hovedpersonen er Alexander(alex)
som er på flugt fra Dem! sammen med hans bedsteven sebastian(seb eller sebber) og sebbers lillesøster Mirantina(mira eller ranti)
pliiiiz kommenter og like favorit det vil betyde verden!

3Likes
1Kommentarer
677Visninger
AA

4. mira

Miras synsvinkel

Jeg er øm i kroppen da jeg vågner op, under de svagt brune bregner. Jeg sætter mig langsomt op, da svimmelheden overtager mig hurtigt. Jeg lukker øjnene og prøver at få verden til at stå stille. Da verden endelig står stille, kommer jeg vaklende på benene for at finde ud af hvor jeg ca. befinder mig. Omkring mig skifter de grønne blade til gule og rødlige farver, jeg kan høre vand. Rindene vand. Jeg følger lyden, og kommer frem til et lille kilde fremspring med skovroser omkring. Jeg ved præcis hvor jeg er, jeg bukker mig ned for at drikke det klare kildevand. Efter at have slukket min tørst koncentrer jeg mig kun om at finde hulen. Hulen ligger godt og vel 15 km herfra, jeg burde kunne være der snart. Men først må jeg finde noget mad, min krop er blevet svag af ikke at have spist i lang tid. Jeg får hurtigt fanget en kanin, og tændt et bål. I tænker sikkert hvordan kan jeg tænde et bål midt i skoven? Og svaret er... Jeg lærte meget hurtigt at have en ligther med mig overalt. Jeg steger kaninen og spiser den langsomt, så min krop kan vende sig til at have noget at arbejde med igen. Jeg slukker bålet og sletter alle spor efter mig. Løbe. Det er hvad jeg må, jeg må løbe hen til hulen. Mig og Sebber har altid været på flugt fra Dem, det var rent tilfældigt at Alex fik det at vide. Jeg husker det tydeligt. Det var en varm sommerdag, og jeg kom til at tale over mig. Ved at sige at jeg havde marridt om Dem. Alex blev ved med at plage mig, og spørge hvem De var. Jeg overtalte Seb til at dele hemmelgheden med Alex og siden har han været på flugt med os. Alexander har opgivet alt for mig og min bror. Hele idéen om et normalt familie liv, smed han på hylden for at hjælpe os.

Jeg er selvfølgelig vildt taknemlig for hvad han har gjort, men hvorfor han mon gjorder det? Spørger jeg tit mig selvom. Jeg kan godt lide Alex altså virkelig lide! Men jeg har aldrig fortalt ham det, for hvad nu hvis han ikke føler det samme? Så har jeg gjort det totalt akavet mellem mig og ham til hvad? Ingen verdens nytte. Jeg savner drengene, jeg savner Seb der siger at alt nok skal gå, jeg savner Alex der lade mig græde ud ved hans skylder når jeg savner min familie for meget. Jeg savner alt ved dem, simpelt hen. Jeg savner end da deres platte jocks. Jeg mener alle børnene gik op i rundetårnet undtagen marie for un kunne ikke lide jordbær! Hvad fuck er der sjovt ved det? Jeg forstår det ikke. Jeg når frem til hulen på lidt over et par timer, jeg er udkørt. Jeg vil bare gerne sove, så jeg finder de gamle møl ædte tæpper frem som altid ligger her. Jeg ligger mig så godt tilrette så god jeg kan, på den hårder jord og falder i søvn... med drengene i tankerne.

 

okay så kom der et kapitel mere, pliiiz like favorit og kommenter Xx

-annesofiestavad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...