Løb!

jeg ved godt jeg ikke skriver tit på min fanfic men denne her er anderledes den har jeg tænkt længe på. jeg håber i vil læse med.
hovedpersonen er Alexander(alex)
som er på flugt fra Dem! sammen med hans bedsteven sebastian(seb eller sebber) og sebbers lillesøster Mirantina(mira eller ranti)
pliiiiz kommenter og like favorit det vil betyde verden!

3Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

13. HVAD?!

Sebbers synsvinkel:

Katrine trækker mig tilbage til min "celle", "Jeg får jer snart ud" hvisker hun. Hun kysser ig blidt og lukker så døren. "Hvad fanden? Har du fået noget på den dumme" hvæser Alex da jeg vender mig om, "Ja og hvad så?" spørger jeg flabet og smiler provokerende. "For helved Seb, hun er squ da fjenden" råber han højt. Alex vender rundt og smadre en knyttet næve ind mod træ væggen. "Hvad helved" lyder en ru råben lige uden for døren. "I er vist kommet jer nok nu, hva?" En stor muskuløs mand kommer frem i dør åbning, han griber fat i mig. Manden træker så hårdt i min arm, at jeg vælter rundt. "Sæt dig!" råber han og pger på stolen i hjørnet. Forhørs lokalet. "Nååårh er du klar til at fortælle om din søster" spørger han, og finder et knojern frem. "Jg kan ikke" hvisker jeg, "og hvorfor så ikke?" spørger manden og kigger indgående på mig. "Jeg lovede min mor det" hvisker jeg og tårene falder. Min salte tårer rammer munden, jeg undslipper et enkelt hulk. "Lille skat, fortæl ham nu det hele" lyder en blid stemme, jeg kigger op. Nej! Nej det kan ikke passe!!

Miras synsvinkel:

Jeg kan ikke fatte det, tårene forlader hurtugt mine øjne. Far! Det er virkelig min far. Jeg kan sagtens kende ham, selvom hans ansigt er mere vejr bidt end nogensinde. "Far?" hvisker jeg gennem tårene, og rækker hænderne frem. "Mira min skat" siger han og falder på knæ. "Er det virkelig dig?" han tager mine hænder, kigger op på mig med tårer i øjnene. Jeg nikker, jeg føler mig stum. Jeg falder på knæ, og lader mig trække ind i hans favn. Jeg har aldrig følt mig så tryg! "Mira? Hvor er Sebastian?" min far holder mig ud fra sig i strakt arm. Jeg ryster hurtigt på hovedet, "ham og Alex er fanget" siger jeg og hulker. Situationen virker pluselig så håbløs. "Fanget af hvem?" min far ser indtrængende på mig. "Af dem som og var efter også var efter os for så længe siden" siger jeg og kigger uforstående på min far, da han nærmest flyver op fra gulvet. "Mira jeg er ked af det, men anføren af den bande er..." han stopper og kigger mig i øjnene. "Jaah hvem er det far?" Spørger jeg nervøst. Min far ryster på hovedet. "Mira det er din mor"

 

Undskuld det korte kapitel, og undskyld jeg først skriver nu... Men jer der læser det her pliiiz smid en kommentar. Og tjek min anden movella Min mors største fejl = mig

så er I bare dejlige <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...