Løb!

jeg ved godt jeg ikke skriver tit på min fanfic men denne her er anderledes den har jeg tænkt længe på. jeg håber i vil læse med.
hovedpersonen er Alexander(alex)
som er på flugt fra Dem! sammen med hans bedsteven sebastian(seb eller sebber) og sebbers lillesøster Mirantina(mira eller ranti)
pliiiiz kommenter og like favorit det vil betyde verden!

3Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

2. fanget

Jeg vågner, mit tøj klæber til min krop og klistre til mine mange sår. Det svir. Mine muskler er ømme og jeg tror jeg har forstuvet min hånd. Mira, skønne,skønne Mira jeg vil aldrig fortælle dem hvor du har gemt dig. Jeg drejer hovedt over mod Seb, han sover stadig. Jeg tager langsomt min ødelagte T-shirt af, for at til se mine sår. Det ser ikke godt ud og mindst to af dem er betændte og nogle af dem er begyndt at bløde igen. Et grynt lyder fra Seb "ser jeg lige så slem ud som dig?" spørger han og hoster så det runger gennem rummet. Jeg kigger på ham, går langsomt derhen. Jeg sætter mig på hug foran ham, og tager fat i hans trøje. Ham skære en grimasse i smerte, men jeg fortsætter. Hans sår er meget betændte, et par af dem skal syges. "Yeah, det ser sådan ud" siger jeg, og smiler anstrengt til ham. Jeg har ikke løst til at fortælle ham hvor slemt det egentlig er. Vi får langsomt vasket vores sår, det gør ondt når jeg rører dem. Vi har intet mad fået, vi er ikke vigtige. De råber. De mener de kan finde hende. Jeg håber De tager fejl. "Er I klar til at tale?" lyder en stemme på dem anden side af døren, "aldrig" hvæsser Sebber og hostr højlydt. "fint så sult" siger stemmen og vi kan høre skridt der forsvinder væk fra døren. Jeg kigger for første gang, eller nej ikke for første gang. Men jeg kigger rundt i værelset, der er et bord, en stol, en vandhane og... ikke mere ingen seng eller noget. Jeg har ondt i alle mine muskler, og jeg har mest lyst til et varmt bad men det kommer ikke til at ske. I hanen er vandet iskoldt og lidt beskidt, vi får ikke varmt vand ind såå. Jeg er beskidt og sidder med en ven der er tæt på døden med sine betændte sår. Eller døden? Overdrivelse! Big time.

Jeg er bange. Jeg hader at indrømme det, men det er jeg. Sebastian er også bange, han siger det ikke men jeg ved det. Vi har ikke spist hele dagen, og han ryster. Jeg tror han dør, hvis han ikke får hjælp. Min bedsteven må ikke dø! "Kom. Skynd jeg at komme" råber jeg mens jeg hamre løs på døren, "hvad?" lyder en forsigtig stemme. "Du må hjælpe min ven jeg tror han er døden nær" råber jeg paniks. Tårene fare ned af mine kinder, "lov mig," siger stemmen "at I ikke nare mig" "jeg lover! Jeg lover" siger jeg højt. Jeg hører lyder af en tung lås der bliver åbnet, jeg stiller mig som om jeg vil flugte. Jeg husker hurtigt mit løfte, og stiller mig normalt. Det er en lille buttet pige med ildrødt hår der kommer ind. "det ser slemt ud" siger hun og åbner hendes taske med lægeting. Seb giver sig pluslig bare til at skrige...

 

så kom kapitel 2.. jeg er helt stolt af mig selv:') håber i kan lide den!:-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...