On tour with One Direction - En Harry Styles Fanfiction

Sara er vokset op med altid at være på vejen i en lastbil. Hendes forældre har altid arbejdet som crew for musikere og bands. Sara kender alle rutinerne, hun har lært alt hvad der er værd at vide om at sætte scener op, slæbe ting, stå tidligt op og gå sent i seng. Det eneste problem er bare at hun ønsker at have en helt normalt familie, gå i skole og bo et fast sted. Hendes forældre har lovet hende, at de er færdige med at tournere, så hun er begyndt i normal skole og har sit eget værelse i sine forældres lejlighed i udkanten af London, lige indtil den dag hvor hendes forældre har fået et tilbud de ikke kan sige nej til og Sara og hendes familie er igen på tour. Skuffet og vred følger Sara med. Alting ændre sig dog da hun finder ud af hvem de arbejder for.

94Likes
78Kommentarer
22026Visninger
AA

10. Kapitel 10

10

 

Jeg så ikke drengene før om aftenen. De skulle bruge deres eftermiddagen ude på en radiostation. Jeg tunede ind på radiostation på min Ipod, så jeg kunne lytte med. De snakkede om hvordan touren havde været indtil videre og hvad de havde gang i ud over touren. Drengene fortalte at de var i gang med at lave et nyt album, men mere ville de ikke afsløre. Så skulle de svare på fans spørgsmål. Det første var self. og meget typisk.

”Det her spørgsmål er til Harry. Hvem er den pige du er blevet set med på det sidste?” Spurgte radioværten.

Drengene grinte lidt kunne jeg høre.

”Det er en af crews datter” Svarede han.

”Er i kærester?” Spurgte værten meget direkte og igen grinte drengene.

”Nej, vi er venner” Svarede han.

”Jeg tror at der er mange der gerne vil vide om du så er vild med nogen?” Spurgte værten så.

”Det er jeg” Svarede han.

Det gjorde ondt at få afvide, eftersom han havde kysset mig og altid holdte om mig eller i hånden. Jeg blev bange for at han bare legede med mine følelser. Men hvad havde jeg enlig tænkt på? Han ville aldrig kunne lide mig. Jeg slukkede min Ipod og lagde den på min seng og gik ud af lastbilen. Det var ret koldt udenfor og begyndt at blive mørkt. Det var omkring 3 grader, men jeg var ligeglad, jeg ville gå en tur og få noget luft. Jeg gik ned i Bern. Jeg havde været i byen før, men aldrig gået rundt. Da jeg havde gået lidt, begyndte det self. at regne voldsomt og jeg ville gå tilbage, men jeg blev i tvivl om hvilken vej det var. Jeg ville tage min mobil frem for at bruge min GPS, men i al min hast, lå den stadig inde i lastbilen og gjorde ikke meget nytte. Der var ikke andet for, end at jeg måtte prøve at finde vej selv. Det resulterede i at jeg bare farede endnu mere vild og var totalt gennemblødt. Jeg kunne godt mærke at jeg begyndte at panikke. Der var stort set mennesketomt hvor jeg var og det så ikke ud som om at der boede nogen i nærheden. Det lignede et industri område. Jeg begyndte at løbe, jeg skulle finde en vej hjem! Det var efterhånden blevet helt mørkt og gadebelysningen var tændt. Jeg frøs virkelig meget og havde for længst opgivet at holde tårne tilbage. Jeg blev bare ved med at gå i noget der føltes som timer. Jeg havde ikke set mig for, og stødte ind i en lille flok drenge, eller mænd var det vel nærmere.

De sagde noget til mig på tysk, som jeg ikke helt forstod. Jeg tror de måtte have kunnet se det på mig, for ham der snakkede, slog over i gebrokken engelsk.
”Du ser ud til at være faret vild” Sagde han og de andre dannede en ring omkring mig.

Jeg vidste at jeg ikke skulle lade dem vide at de havde ret.

”Nej, det er jeg ikke” Svarede jeg og så på manden der snakkede. Han var høj, havde skæg og var lidt kraftig.

”Vi vil ellers gerne hjælpe dig med at finde vej” Sagde manden og de kom tættere på mig.
”Ellers tak” Svarede jeg med en ikke overbesviende rystende stemme.

Mændene stod nu så tætte om mig at jeg kunne mærke ham der stod bagers mod min ryg. Jeg tænkte hurtigt og kastede mig med skulderen mod han foran mig og fik skubbet mig fri. Jeg løb alt hvad jeg kunne og jeg hørte at de løb efter. Jeg turde ikke se tilbage. Jeg løb og løb bare. Jeg kunne næsten ikke få luft, men jeg turde ikke stoppe. Mændene var dig hurtigere end mig og havde halet så meget ind at de kun var et par meter bag mig. Jeg så et par forlygter foran mig og bilen bremsede hårdt op. Det var lige før at bilen ikke engang nåede at holde helt stille før døren gik op og Harry nærmest sprang ud af bilen. Han så vred ud, ikke på mig men på mændene der var stoppet op.

”Hvad fanden har i gang i?” Råbte han og gik truende over mod dem.

”Bland dig udenom dreng” Svarede ham som havde snakket til mig.
”Sara, har de gjort dig noget?” Spurgte uden at tage øjnene fra dem.
”Nej, men de fulgte efter mig efter at have omringet mig” Svarede jeg.

Harry slog ud efter den ene, men ramte ikke.

”Pas nu på dreng, du lægger dig ud med de forkerte” Grinte manden.

”Harry, stop” Bad jeg.

Harry var vred, tæt på at springe i luften.

”Skrid, eller jeg ringer til politiet” Næsten hvæsede han.

Det fik mændene til at tænke i andre baner. Og de begyndte at gå væk. Harry vendte sig mod mig.
”Hvor har du været henne?” Spurgte Harry i en vred tone.
”Jeg fór vild” Svarede jeg og blev nervøs over Harrys vrede.

”Hvorfor ringende du ikke til nogen?” Spurgte han og gik over mod mig.

”Min mobil ligger i lastbilen” Svarede jeg.
Jeg havde ikke glemt hvorfor jeg var gået, men det føltes ligegyldigt nu. Det var som om, at så længe Harry var der, betød mine bekymringer ikke noget.

”Jeg var så bange for at der var sket dig noget” Sagde han så og krammede mig ind til sig. Jeg knugede mig ind til ham og lod mine tåre få frit løb. Jeg var kold, træt og sulten.
”Hvordan fandt du mig?” Snøftede jeg.

”Der er mange der leder efter dig, det var helt tilfældigt” svarede han og trak sig lidt væk fra mig og lagde hænderne på mine kolde våde kinder.

”Du må aldrig gå ud alene på denne tid af døgnet igen. Lover du det?” Sagde han alvorligt og så ned på mig.

Jeg nikkede enigt og så ham i øjnene.

Harry bøjede sig ned og kyssede mig på munden. Hans varme læber brændte på mine iskolde, imens regnen skylede ned. Pludselig følte jeg mig ikke kold længere, men varm inden i. Harry trak sig lidt væk og så på mig et øjeblik. Han var selv blevet ret våd og hans hår dryppede ned i hans ansigt.

”Ind i bilen og få varmen” Kommanderede han.

Jeg gjorde som han sagde og satte mig ind på pasagersædet.

Vi blev nød til at skynde os tilbage. Koncerten ville begynde snart og Harry skulle nå at gøre sig klar. Jeg ringede til min mor fra Harrys mobil og jeg kunne høre hvor letter hun blev.
”Harry har fundet hende!” Råbte hun til min far.

Vi nåede hen til arenaen og Harry kyssede mig i panden inden han løb over og gjorde sig klar. Jeg selv gik over i lastbilen og modtog en varm velkomst af kram af mine forældre. Jeg havde regnet med en stor skideballe, men de var ikke sure, bare letter over at jeg var blevet fundet og at jeg var okay. Imens drengene spillede koncerten gik jeg i bad og havde spist aftensmad, lagde jeg min under dynen for at få varmen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...