On tour with One Direction - En Harry Styles Fanfiction

Sara er vokset op med altid at være på vejen i en lastbil. Hendes forældre har altid arbejdet som crew for musikere og bands. Sara kender alle rutinerne, hun har lært alt hvad der er værd at vide om at sætte scener op, slæbe ting, stå tidligt op og gå sent i seng. Det eneste problem er bare at hun ønsker at have en helt normalt familie, gå i skole og bo et fast sted. Hendes forældre har lovet hende, at de er færdige med at tournere, så hun er begyndt i normal skole og har sit eget værelse i sine forældres lejlighed i udkanten af London, lige indtil den dag hvor hendes forældre har fået et tilbud de ikke kan sige nej til og Sara og hendes familie er igen på tour. Skuffet og vred følger Sara med. Alting ændre sig dog da hun finder ud af hvem de arbejder for.

94Likes
78Kommentarer
22010Visninger
AA

1. Kapitel 1

1

 

Jeg gik rundt på mit værelse i vores lille lejlighed i udkanten af London. Jeg pakkede mine ting, som så mange gange før. Jeg havde ikke lyst til at tage af sted. Det halve år vi havde boet i London indtil videre havde været fantastisk og jeg havde fået venner, noget jeg aldrig havde haft før. Mine forældre havde lovet mig at de var færdige med at rejse rundt med musikere, men løftet holdte kun et halvt år og nu skulle vi afsted igen. De havde sagt at de ikke kunne gå glip af denne her chance fordi der var mange penge i det og det var der jeg havde stoppet med at lytte efter. Jeg så virkelig ikke frem til at leve endnu et års tid i det lille rum bag førerhuset i en lastbil. Det eneste positive var dog at folkene på sådan en tour ofte var virkelig flinke og der var et godt sammenhold mellem de ansatte. Jeg pakkede mine sidste ting ned i kufferten og stillede den ud i gangen til alle vores ting og gik derefter ind på mit værelse igen og tog min computer taske frem og pakkede computeren ned sammen med mine ynglings One Direction bøger, film og billeder.

”Sara” kaldte mig mor ude fra gangen ”Er du snart klar? Taxaen er her nu”

Jeg sukke et stille suk og gav mit værelse et sidste blik inden jeg gik ud til mine forældre.

Taxaen kørte os til nogen store lastbiler og vi havde en halv time inden vi skulle køre. Jeg kravlede om bag ved hvor vi skulle sove og opholde os. Jeg smed min kuffert ind under en af sengene. Ren rutine. Jeg havde fået besked på at rede sengene op, imens mine forældre ordnede GPS og gjorde førerhuset klar. Da jeg var færdig med sengene tog jeg mit headset og satte mig ud til mine forældre i førerhuset og spændte selen fast. Jeg vidste at jeg kom til at tilbringe mange timer på det sæde. Min far som startede med at køre, tændte lastbilen og vi kørte afsted. Vi skulle først til Paris i Frankrig, så vi kørte sydpå så vi kunne tage toget over kanalen mellem England og Frankrig. Turen ville tage lidt over 5 timer.

”Hvad er det enlig vi køre med?” spurgte jeg efter lidt tid, hvor vi havde kørt i tavshed.

”Højtalere, instrumenter, mixer og andre scene ting. Lys og sådan noget” svarede min mor.

Jeg nikkede lidt. Det var faktisk en ret fed ting at køre med, selvom det jo enlig ikke betød noget. Vi nåede hurtigt kanalen og fik kørt lastbilen om bord på toget. Det var ikke alle lastbiler og busser der kunne komme med første gange. Men heldigvis var vi da en af dem der kom over. Der var masser af sikkerhedstjek og der skulle vises pas fra alle lastbilerne før nogen måtte køre ombord. Selve turen over kanalen og 20min og vi kunne endelig køre videre mod Paris. Nu var der kun 4 timer tilbage. Klokken var omkring 8 om aftenen og allerede mørkt udenfor, men andet kunne men vel heller ikke forvente i slutningen af februar.

Timerne gik og jeg sad enlig bare og så ud i sortheden og hørte musik. Af og til tjekkede jeg Facebook. Jeg kunne ikke sove, selvom jeg enlig bare havde lyst. Jeg var stadigvæk alt for skuffet og ked af at have taget afsted. Det eneste jeg ønskede var bare at have en normal tilværelse. Jeg havde kun gået få måneder i rigtig skole i hele mit liv og nu stoppede det igen. Jeg hadede at være hjemme skolet. Jeg var simpelthen for vred på mine forældre til at kunne sove. Jeg kunne nu ikke lade væremed at trække på smile båndet da vi nærmede os Paris. Det fantastiske lys fra storbyen var altid et smukt syn uanset hvor ofte man så det. Vi kørte igennem Paris' gader indtil vi nåede til den arena hvor endestationen var.

Jeg vågnede næste morgen ved en høj irriterende lyd. Folkene var allerede gået i gang med dagens arbejde og det første der skulle gøres var at sætte scenen op. Jeg havde altid været ret fascineret af hvordan de kunne bygge en scene på et par timer. Jeg satte fødderne ned på det kolde gulve under mig og trak min kuffert frem, valgte noget tøj og tog det på. Jeg redte hurtigt mit hår, tog min toilet taske og gik ud af lastbilen. Jeg fandt hurtigt et badeværelse hvor jeg børstede tænder, tog mine kontaktlinser i og lagde makeup. Det hele var enlig bare rutine. Inde i lastbilen fandt jeg mit skilt som jeg skulle bruge til at vide vagterne at jeg var med crewet. Ellers ville de nok aldrig lade mig komme ind af dørene til selve arenaen. Det var lidt svært at finde køkkenet, jeg kom til at gå forkert et par gange og endte med at spørge om vej. Efter morgenmaden gjorde jeg det til min mission at finde mine forældre. Eller bare en af dem for at høre om der var noget jeg skulle gøre. Det mest åbenlyse sted at lede, var i selve salen, hvor koncerten skulle holdes. Min mission var hurtigt fuldført. Inde i salen var de ved at bære nogen store dele af scenen ind. Jeg fandt hurtigt min far, som fortalte mig at hvis jeg bare gad at ikke at gå i vejen ville det nok bare være det bedste. Det var nok det nemmeste job der fandtes, så jeg satte mig over på en af sæderne for at se dem sætte scenen op, men efter en times tid, faldt interessen også for det. Gik gik på gangene igen, for at finde rummet hvor crewet holdte til, for at se om der var noget interessant at lave der. Rummet var nemt at finde og fuld af mennesker. Stedet bestod af tre rum. I det ene var der nogen sofaer og et tv som sendte franske nyheder, som jeg ikke forstod en pind af. De andre rum var der ikke rigtig så meget andet end borde og forfriskninger. Jeg tog en flaske vand og ville enlig bare ud igen. Jeg kunne jo altid tjekke det hele ud. Jeg åbnede døren og fik et chok da der kom to personer løbene forbi ude på gangen.

”Harry hurtigere!” Råbte den forreste med en meget velkendt stemme, inden han drejede om hjørnet efterfulgt af ham der blev kaldt Harry.

Jeg så den modsatte vej, ned af gange og så en voksen mand løbe efter drengene. Han så velkendt ud. Da han også havde passeret mig, gik jeg ud af rummet og hen til hjørnet af gangen for at følge med i hvad der skete. Manden havde fået fat i ham der hed Harry, og bar ham på sin nakke med et god tag i ham. De kom alle sammen gående imod mig. Nu hvor de ikke skyndte sig, kunne jeg genkende hvem det var. Jeg var choket. Hvad lavede de her? Jeg stod som frosset midt ude på gangen.

”Hejsa” Sagde Harry, som Poul bar på.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare og gjorde bare plads til at de kunne komme forbi. Louis, som havde været den der var hurtigst kom gående bag ved dem og hilste også på mig. Jeg måtte have set ret lost ud, for han spurgte om jeg var faret vild. Det eneste svar han fik, var bare at jeg rystede på hovedet. Da de alle sammen var ude af syne løb jeg. Jeg nåede ud til lastbilen og ind i rummet bag ved førerhuset. Jeg rystede over det hele. Jeg fik billederne i hovedet af Louis og Harry igen. Jeg tog min Computer frem og blev nød til at tjekke One Directions tour plan. Jeg græd næsten da jeg fandt ud af at den matchede vores køreplan. Det kunne kun betyde at jeg var med på One Directions tour.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...