Udødelig kærlighed

Camille Dranders er forlovet med Edward Burns, deres forældre havde, på deres børns vegne, besluttet at der skulle indgås ægteskab mellem de to unge, da Camille blot var ti år, og Edward var femten.
Camille havde set Edward til et par baller, som deres forældre havde skiftedes til at afholde, så de to unge mennesker ikke var helt fremmede for hinanden til deres forlovelses fest, der blev afholdt på Camilles 18 års fødselsdag.
Men de få gange Camille havde mødt den fem år ældre Edward, havde hun set hvor pigelysten en ung mand Edward var. han havde tilmed forsøgt sig, at komme under Camilles skørter, til hendes elleve års fødselsdag. Hun havde givet ham en syngende lussing, til trods for hendes unge alder.
Til forlovelses festen møder Camille en ung og smuk mand, på alder med hende selv. Hun forelsker sig med det samme i ham. Marcus Brown hedder han, som også falder for Camille i første øjekast. Men vil denne spirrende kærlighed blive accepteret, Marcus er jo trods alt kun en læge søn.

4Likes
4Kommentarer
524Visninger
AA

4. Kapitel 4

"Godmorgen Miss Camille, jeg skulle spørge fra deres fader, greven, om de har fået det bedre?"

Camille nikkede, og forklarede at hun havde fået det en anelse bedre, men at hun stadig ikke var helt frisk.

"Jeg giver deres fader besked, badet er gjort klar til dem, og så bringer jeg frøkenens morgenmad med op, når jeg har informeret deres fader om deres tilstand."

Camillede nikkede, og smilte venligt til Marge, der altid havde været så sød ved hende. En ting håbede Camille noget så inderligt, det var at Marge ikke ville ændre sig, som hendes moder, grevinden havde gjort det.

Hun stod langsomt ud af sengen, for ikke at blive svimmel, og gik langsomt ud på badeværelset, der var fyldt med den beroligende og afslappende duft af avendel, Camilles yndlings duft. Hun tog natsjalet og natkjolen af, med langsomme bevægelser, og foldede disse fint sammen, og lagde dem på stolen ved siden af badekarret.

Hun stak storetåen ned i vandet som første del af kroppen, for at langsomt at vende kroppen til vandets vidunderligt varme temperatur. Lidt efter lidt, satte hun sig længere og længere ned i vandet, og lagde sig godt til rette, og indsnusede den beroligende duft, helt ned til bunden af lungerne. Dog kunne hun stadig mærke kvalmen, og følte hvor varm panden stadig var, bare det ikke var en længere varende sygdom, det ville være en katastrofe, hun måtte, og skulle være frisk og rask til hendes næste møde med Marcus, det stod ikke til diskussion.

 

"Hr. Greve, jeg har lige vækket deres datter, og rådført mig hos hende, om hendes tilstand. Hun har fået det en anelse bedre, berettede hun, men hun ser stadig utroligt bleg ud."

Greven nikkede, og befalede Marge til at tilkalde lægen, med besked om, at hun også skulle meddele lægen om, at grevinden også skulle tilses, med henblik på hendes pludseligt ændrede sindstilstand.

"Skal ske Hr. Greve."

Sagde Marge og nejede elegant, inden hun gik ned i køkkenet, for at hente grevedatterens morgenmad, inden hun sendte bud efter lægen. Da hun nåede grevedatteren, Camilles værelse, bankede hun stille på, og gik derefter ind med bakken som hun stillede ved siden af badekarret, så Camille ikke skulle rejse sig op og stige ud, af det dejlige bad endnu.

"Her er deres mad Miss Camille, jeg håber at den vil smage dem."

Smilte Marge, nejede og forlod igen badeværelset, for at sende bud efter lægen. Imens satte Camille sig lidt op i badet, og gav sig til langsomt, at spise af sin morgenmad, til trods for at hun på ingen måde var særlig sulten.

Hun mærkede kvalmen stige, for hver enkel bud hun tog, men det stoppede hende ikke, hun vidste, at hvis hun snart skulle blive rask igen, måtte hun spise, så kroppen havde noget at tage af. Det nyttede ikke at hun ikke havde noget at kæmpe imod med, det ville blot gøre til, at det tog længere tid før hun blev rask, og det kunne hun ikke risikere. Hun måtte og skulle være klar, frisk og rask, til i næste uge, hvor hun igen skulle mødes med Marcus.

 

"Godmorgen sovetryne, du kan da ikke ligge her hele dagen."

Marcus vågnede langsomt, han plejede ikke at blive vækket, end ikke af sin far. Mest fordi faderen for det meste var på sygebesøg, hans mor vækkede ham bare aldrig, fordi hun mente at et ungt menneske havde brug for megen søvn, så de kunne klarer sig friske, og veloplagte i længere tid på jobbet, det var i hvert fald, hvad hun mente.

"Edward? Hvad laver du her?"

Edward stod bøjet over sin ven, med et bredt smil på læben, dog følte Marcus ingen glæde over at se sin såkaldte bedsteven. Han havde allermest lyst til at rejse sig op, og give Edward den omgang prygl han nu engang fortjente, for at have forulempet Camille på den grufulde måde. Han havde skræmt Camille fra vid og sans, og kendte Marcus, Edward ret, var Edward noget så ligeglad, for han vidste at Camille om mindre end et år, ville blive hans brud, og så mente han, at hun skulle gøre hvad han ville have hende til.

"Jeg ville være gået over til Grevens gods, for at se til Camille. Hun blev åbenbart syg i går, så de måtte aflyse middagen. Snobbede tøs, og jeg som var så tæt på at komme under hendes skørter forleden."

Vreden boblede indeni Marcus, men han måtte holde sig i skindet, for Camilles skyld, og for hans egen. Det var ikke til at sige, hvad der kunne ske med ham og Camille, hvis nogen fandt ud af deres forhold.

"Hvorfor er det, det eneste du tænker på Edward?"

Edward så forundret på sin ven, sådan plejede Marcus da ikke at være, men måske det bare var fordi han var morgen gnaven, til trods for, at man ikke længere kunne kalde det for morgen.

"Det gør jeg da heller ikke Marcus, hvad er der med dig? Du plejer da bare at grine af det?"

Marcus kunne godt hører at han havde trådt lidt i spinaten, men hans vrede var kogt over. Ingen skulle tale sådan om Camille, hendes som Marcus allerede elskede så højt, og nu vidste at hun i dette øjeblik, lå oppe på sin families gods, og var syg. Måske skulle hans far tage derop og se til hende? Men hvordan skulle han kunne overtales til det? Marcus vidste jo, at hans far ikke brød sig om at føle sig mindre vigtig end andre, han havde det bedst, hvis han var højest stillet, i de kredse han befandt sig i.

"Ja, det gjorde jeg måske nok, men nu har jeg altså fået et andet syn på det. Mennesker ændre sig, og bliver ældre Edward, det burde du også gøre, nu hvor du snart skal giftes og alt det."

Sagde Marcus med et smil på læben, selvom det var påtvunget, virkede det ægte nok. Bare at sige ordene at Edward snart skulle giftes, og vide at det var med Marcus´ store kærlighed Camille, fik kvalmen til at stige, og vreden frem igen. Edward var på ingen måde Camille værdig, det var Marcus måske heller ikke, men han ville i det mindste ikke blot bruge Camille, til at få stillet sine dyriske lyster, og så alligevel begive sig ned i byens mange horehuse, fordi han ikke mente han havde fået nok.

Bare tanken, fik det igen til at boble i Marcus af vrede, hvorfor kunne Edward ikke se alt det gode han havde foran sig? Hvorfor skulle han ødelægge alt det, som Camille ville kunne give ham, men som hun nu ikke turde give nogen, på grund at Edwards dumheder forleden aften? Fordi han endnu engang ikke havde kunnet kontrollere sig selv, og sine dyriske lyster.

"Ja det er måske rigtigt nok, på det punkt, håber jeg at jeg aldrig nogensinde bliver voksen. Allerede nu kan jeg se hvor kedeligt voksenlivet vil blive, at skulle gå på arbejde, passe et stort dumt gods, og komme hjem til en fed kone, der venter endnu et snottet barn. Hvad skal jeg bruge alt det til? Det er ikke sådan jeg vil leve, jeg vil have et liv i friheden, hvor jeg kan gøre som jeg selv vil, uden at være bange for de konsekvenser der måtte komme som følge deraf. Kender du den følelse Marcus?"

Marcus nikkede, den følelse kendte han udmærket godt, det var jo præcis sådan han ønskede, så han kunne være sammen med sin Camille, og gøre hende lykkelig. Men som det så ud nu, var det ikke noget han ville komme til at opleve, foreløbig, med mindre han kunne få Edward overtalt til at ophæve forlovelsen. Men hvordan skulle han gøre det, uden at blive nød til at forklarer Edward, hvad han følte for hans kommende hustru?

"Hvilken frihed drømmer du om?"

Spurgte Edward interesseret, hvilket Marcus jo egentligt havde forudset, han havde dog bare ikke lige tænkt over, hvad han skulle svarer til det, uden at afslører sig selv og Camille.

"Jeg drømmer bare om at kunne gøre som jeg vil, være venner med dem jeg vil og sådan. Nok det som alle drømmer om."

Edward nikkede tankefuldt, men spurgte så, om hvad Marcus dog ikke kunne, som han gerne ville. Det kunne Marcus jo ikke svarer på, i hvert fald ikke uden at lyve, for sandheden ville være ilde hørt, og kun gøre skade på ham selv, og med garanti også på Camille.

"Men kan du i virkeligheden ikke gøre præcis det du vil? Du bliver vel ikke tvunget til at gifte dig med en eller anden grevedatter, bare fordi hun har mange penge. Du kan vel vælge præcist den kvinde, du gerne vil have?"

Marcus rystede på hovedet, og sagde at hans far ikke ville lade ham vælge hvilken som helst kvinde, og at han var bundet til at blive læge, fordi hans far regnede med at Marcus gik i hans sko, og ikke accepterede et andet valg.

"Ja, så er vi i samme båd kammerat, men nu hvor du studere til læge, kan du så ikke tage et kig på Camille?"

Marcus så op på Edward, for at se om han mente det i spøg, men mødte et dybt seriøst blik.

"Det tror jeg ikke er så godt, jeg er jo ikke uddannet, og jeg betvivler at en greve og hans familie, vil lade deres datter tilse af en lægestuderende ung mand."

Men håbet om at se Camille, og få et indblik i, hvor slemt det stod til med hende, var nu tændt.

"Lad mig ride derop, og høre om det kunne være en mulighed, med ordene at det vil kunne hjælpe dig meget i dine studier?"

Marcus nikkede, han turde ikke håbe på noget endnu, men inderst inde, gjorde han det jo nok alligevel.

"Hvis du vil, men jeg betvivler det stærkt Edward, de vil sikker meget hellere have en fuldvoksen, færdigudannet læge, med mange år på bagen, til at tilse deres datter."

Edward nikkede, og sagde at han ville være tilbage inden længe. Det gav Marcus tid til at falde ned igen, både med vreden mod Edward, men også med håbet om at få sin Camille at se igen, inden den aftalte møde dag. Måske det også ville gøre hende gavn, hvis hun var syg, og ikke blot lod som om, for at slippe for Edward, og hans lumske forsøg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...