Udødelig kærlighed

Camille Dranders er forlovet med Edward Burns, deres forældre havde, på deres børns vegne, besluttet at der skulle indgås ægteskab mellem de to unge, da Camille blot var ti år, og Edward var femten.
Camille havde set Edward til et par baller, som deres forældre havde skiftedes til at afholde, så de to unge mennesker ikke var helt fremmede for hinanden til deres forlovelses fest, der blev afholdt på Camilles 18 års fødselsdag.
Men de få gange Camille havde mødt den fem år ældre Edward, havde hun set hvor pigelysten en ung mand Edward var. han havde tilmed forsøgt sig, at komme under Camilles skørter, til hendes elleve års fødselsdag. Hun havde givet ham en syngende lussing, til trods for hendes unge alder.
Til forlovelses festen møder Camille en ung og smuk mand, på alder med hende selv. Hun forelsker sig med det samme i ham. Marcus Brown hedder han, som også falder for Camille i første øjekast. Men vil denne spirrende kærlighed blive accepteret, Marcus er jo trods alt kun en læge søn.

4Likes
4Kommentarer
534Visninger
AA

3. Kapitel 3

Det var nu en uge siden Camilles atten års fødselsdags- og forlovelses fest, og dermed var det nu også en uge siden hun for første gang, havde mødt Marcus og en uge siden hun havde fået sit første ægte kys.

Hun gik nu i parken, hvilket hun havde gjort meget den sidste uges tid. Hun havde brug for at være alene, for hun vidste at ingen alligevel ville kunne forstå hende. Hun var ulykkelig, for hun ville aldrig kunne få sit hjertes udkårne som ægtemand, hun var dømt til et ulykkeligt ægteskab med Edward.

"Camille!"

Hun vendte sig forskrækket om, uden at tænke på at fjerne de tårer hendes kinder var fyldte med, væk, hvem der end havde talt til hende, ville hurtigt se dem.

"Marcus? Hvad laver de dog her?"

Han var nok den sidste hun havde regnet med at møde, men hvilken glæde hun pludselig følte i hele kroppen. Hun kunne ikke lade være med at smile, og måtte se ned i i jorden for at undgå at stirre dumt på ham.

Hun vidste at hun nu lignede et stort uvidende barn, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde både lyst til at le, men også græde. Hun havde aldrig turdet håbe på, at hun nogensinde ville få Marcus at se igen, men der stod han lyslevende foran hende, med mindst ligeså mange tårer på kinderne, som hun selv havde på sine.

"Jeg gik herned i håbet om, at jeg måske var heldig nok, til at få et glimt af dem. Jeg har ikke kunnet få dem ud af hovedet, siden vores møde. Mine læber, har hungret efter at møde deres igen."

Camille mærkede hvordan rødmen steg, og opvarmede hendes kinder. Men det var den bedste følelse hun nogensinde havde følt, en følelse hun havde savnet i en uge, en følelse hun udelukkende havde haft en gang før, der for en uge siden, da hun og Marcus´ læber havde mødtes i godsets høje tårn.

"Kom, lad os gå ind i skoven, så vi frit kan tale sammen, uden at være nervøse for at kunne blive set oppe fra godset af."

Camille nikkede og fulgte ind i skovens dyb uden tøven, hun stolede blindt på ham, fordi kærlighed gør en så dejligt blind. Hun var i dette sekund, ligeglad med følgerne et møde med Marcus kunne få, hun var sammen med ham igen, og det var det eneste der betød noget for hende nu. Hun mærkede endnu engang den ægte kærlighed, og havde ingen lyst til, nogensinde at give slip på den igen.

Et godt stykke inde i skoven, stoppede Marcus pludselig op og vendte sig om mod Camille, og inden hun vidste af det, havde deres læber endnu engang fundet hinanden. Camille blev helt beruset af den kærlighed hun tydeligt kunne mærke der var mellem dem, kysset blev kun afbrudt når de ikke længere kunne få vejret.

Efter lidt tid satte de sig på en af skovens væltede træstammer, de sad længe og bare så på hinanden for at ind printe sig hver enkelt detalje af den anden, så de til enhver tid, ville kunne fremkalde det indre billede igen.

"Hvor ville jeg ønske mig at vi aldrig nogensinde skulle skilles igen, jeg ved at det lyder mærkeligt, men Marcus, mit liv har været, som jeg vil tro det ville være at leve i helvedes forjættede land. Jeg har været så ulykkelig i troen om, at jeg aldrig nogensinde ville få dem at se igen, mit hjerte har længtes sådan efter dem."

Marcus så smilende på hende, og sagde at det på ingen måde lød underligt, for han havde selv haft det på samme måde i den forgangne uge. Han havde ingen dårlig samvittighed over at sidde alene i skoven med Edwards forlovede, til trods for, at Edward var Marcus´ bedste ven, for Marcus vidste bedre end nogen anden, hvordan Edward i sandhed var.

Edward fortjente på ingen måde en pige som Camille, for han værdsatte hende på ingen måde, han havde mere gang i pigerne fra områdets mange horehuse, en tilværelse, man efter Marcus´ mening ikke kunne byde en så fantastisk og smuk ung kvinde som Camille. Hun fortjente bedre, hun fortjente en mand der ville elske hende, og forsøge at opfylde alle hendes drømme, hun fortjente en der ville tage en kugle for hende, en der ville beskytte hende mod alverdens mange lumske farer, og en der ville gå gennem ild og vand for hende.

Ting som Marcus vidste med sig selv, at han ville gøre for hende, han ville gå gennem ild og vand for hende, han ville løfte bjerge for hende, og hente stjernerne ned fra himlen til hende, hvis hun ønskede det.

"Lad os mødes ved dette faldne træ i morgen, lad os sige klokken seksten, hvis det passer dem frøken Camille?"

Camille nikkede, hun havde bestemt ikke lyst til at gå fra ham, hun ville blive i hans arme til evig tid, det kunne bare ikke lade sig gøre, det vidste hun og smerten ved den tanke, at hun måske ville blive opdaget, og holdt tilbage så hun ikke ville kunne mødes med Marcus inde i skoven. Hvis dette skete, ville Marcus sikkert tro at hun holdt sig væk, og ikke ville mødes med ham alligevel, at han alligevel ikke betød noget for hende.

Marcus gav hende et langt kys, og gav modvilligt tegn til, at nu måtte hun bevæge sig tilbage til slottet, hvis hun ikke ville have at folk begyndte at lede efter hende. Heller ikke han ville, at deres veje skulle skilles, men hvilket valg havde de? Han havde kun til trøst, at de igen skulle mødes den næste dag, selvom den pludselig synes at være så uendelig langt væk.

 

"Du ser bedre ud, end du har gjort det i den sidste uges tid min søn, hvad kan dette skyldes?"

Spurgte Marcus´ moder, da han trådte ind i køkkenet, hvor hun var i færd med at bage.

"Det er bare et vidunderligt vejr i dag moder, hvordan skulle man kunne gøre andet end at være i godt humør?"

Hans moder smilede, hun var blot glad for at se sin søn glad igen, det pinte hende, således at det pinte enhver mor, når hendes barn, hendes eget kød og blod være ulykkelig.

"Når blot du passer på dig selv min dreng."

Marcus´ moder havde sine tanker om hvorfor han pludselig var så glad igen, hun havde lagt mærke til hvordan han havde set på frøken Camille oppe fra godset, mister Burns forlovede. Hun havde endda set de to unge mennesker forlade festsalen, for først at komme tilbage en time senere, og hun havde set det sårede udtryk i Marcus´ øjne, da Camille og Edward havde danset sammen, og hvordan han havde haft det siden den aften. Hun vidste dog med sikkerhed, at Marcus ikke havde gjort noget dumt, det var han for klog til, desuden var han opdraget til ikke at tage forskud på ægteskabets goder, før ægteskabet indtraf, højst et kys kunne han dristige sig til.

Hun kunne nu kun håbe på, at de to unge mennesker passede på, hun bebrejdede hverken Marcus eller Camille for at elske hinanden, hun vidste bedre end nogen anden, at man ikke selv var herre over sit hjerte. Selv hun vidste hvordan Edward var, hun havde trods alt kendt ham siden han var spæd.

Hun vidste bedre end nogen anden, hvordan Camille måtte have det, med at skulle ægte en som Edward. Hendes egenægtemand, havde selv kørt ad samme sti, da han i tidernes morgen var ung, og havde været det indtil for ganske nyligt, hvor han mistede sin manddomskræft.

Hun håbede faktisk inderligt på, at Marcus og den unge Camille oppe fra godset, fandt en udvej, så de kunne være lykkelige sammen, for aldrig havde hun set så voldsom en kærlighed, vokse på så kort tid.

 

Camille havde sat sig op foran spejlet, hun måtte finde ud af hvordan hun skulle se ud, når hun skulle i skoven for at møde Marcus den næste dag. Hun måtte ikke være for smuk, det ville vække tjenerstabens opmærksomhed, men ej heller kunne hun se så sjusket ud, som hun havde gjort det denne dag.

"Hvor er det vidunderligt at se dig gøre dig i fint stand igen mit barn, Edward kan jo ikke se dig så sjusket som du har set ud den sidste uges tid, det ville bringe skam over os alle sammen."

Camille nikkede uden egentligt at høre ordenligt efter, hun var ligeglad med alt i dette øjeblik, hun havde jo set sin store, og eneste kærlighed igen, den lykke kunne ingen og intet ødelægge, eller det troede hun i hvert fald ikke.

"Der er snart middag Camille, skift du hellere kjole, Edward vil netop være til stede."

Camille nikkede, en flig af lykken røg nu, hvorfor skulle han pludselig komme? Hun hadede ham mere, end hun hadede nogen anden, kunne hun, ville hun forbyde ham at komme, men det kunne hun af gode grunde ikke.

Hun måtte bide alle følelser i sig under middagen, ellers ville hun hurtigt blive opdaget, og skete det, ville hun end ikke turde tænke på hvad der ville kunne ske hende og Marcus. Hun ville til enhver tid, være ligeglad med sig selv, men Marcus måtte der intet ske med, det var ikke hans skyld at de begge var endt i denne situation, det var hendes, udelukkende fordi det var hende der var forlovet med en anden, ikke Marcus.

Hun tog kort bad, efter grevindens anvisninger, personligt kunne hun ikke være mere ligeglad med, om Edward så hende til mudret. Hvis det gjorde til, at han ville føle sig frastødt over hende, ville det kun være en god ting, så lod han hende måske være. Hun måtte finde på en måde, hvorpå det ville få Edward til at ophæve forlovelsen, så Camille frit ville kunne gifte sig med den hun ville, men hvordan hun fik det til at ske, vidste hun endnu ikke.

Hun tog den røde kjole på, hendes moder, grevinden, havde lagt frem til hende. Den røde kjole, der gjorde Camilles barm tydelig, havde Camille selv skulle vælge kjole, havde hun på det bestemteste ikke valgt den kjole. Hun havde der imod valgt en kjole der dækkede så meget som muligt, for ikke at puste til ilden, men hendes moder havde fået den lagt frem, så hun måtte tage den på, valgte hun at tage en anden på, ville der blive bøvl under middagen.

"Der var du, det tog sandelig sin tid."

Sagde Camilles moder hårdt, da Camille trådte ind i den enorme spisesal. Camille havde håbet på at papa tog hende til bords, men moder havde insisteret på, at Edward gjorde det, så de to unge mennesker kunne lære hinanden bedre at kende, inden en helt store dag.

"Der er endnu et år, til at lære min smukke forlovede at kende, men meget vel, hvis grevinden insistere, kom min kære."

Edward rakte galant sin arm frem, så Camille kunne lægge sin der, og de sammen kunne gå hen til det smukt dækkede middagsbord.

Edward trak stolen ud, og skubbede den pænt ind under Camille, så hun blot skulle sætte sig mageligt til rette. Middagen foregik således at alle andre end Camille selv, morede sig. Men for at det ikke blev en stor kedelig affære, sneg Camille sig til at tænke på det lille skov møde med Marcus, og på morgendagens møde med ham. Dog turde hun ikke tænke alt for meget på det, sæt nu hun begyndte at rødme, så opmærksomheden blev rettet mod hende og en masse spørgsmål dermed ville blive stillet, som hun med stor garanti ville få svært ved at lyve sig fra.

"Hvordan er din dag gået min kære?"

Camille mærkede hvordan kvalmen steg, hvorfor skulle han hele tiden være så fandens højtidelig, og hvorfor skulle han hele tiden kalde hende min kære? Det vendte sig i maven på hende, åh gud, og så havde hun jo lige bandet! Dog kun i sine tanker, men hun havde stadig bandet! Det ville hun aldrig have gjort før, hvad ville hendes moder dog ikke sige til det, hvis hun fandt af, at Camille nu var begyndt at bande?

"Jo tak, min dag er forløbet ganske fin, og deres Hr. Burns?"

Hun påtvang sig et smil, og håbede på at det så bare nogenlunde troværdigt ud.

"Den er forløbet ganske glimrende, dog så jeg mest frem til aftenens middag."

Svarede Edward, og forsøgte end ikke at skjule, hvorpå hans blik hvilede. Camille mærkede endnu engang kvalmen stige, og græmmede sig i det skjulte, da hun så sin moders selvsikre smil. Hvordan kunne grevinden være glad for, at Edward belurede Camilles bar så åbenlyst? Og hvorfor havde greven ikke brudt ind, Camille havde da set hans rasende udtryk i øjnene, men alligevel valgte han ikke at gribe ind.

Hvad havde Camille gjort, for at gøre sig fortjent til dette? Hende bekendt havde hun aldrig modsagt sig nogen, og nu hvor hun endelig gjorde, blev hun ikke hørt, alle omkring hende ignorerede hende.

Camille følte sig, mere end nogensinde før, ensom og forladt af alle. Hun fortjente bedre, det var hvad Marcus havde sagt, men hvad nu hvis han ikke havde haft ret, hvad nu hvis hun faktisk ikke havde fortjent bedre?

Måske hade hun været yderst syndig i sit forrige liv, måske havde hun faktisk fortjent et liv i ulykkelig ægteskab, hvis det var således det hang sammen, kunne hun intet gøre ved det, uanset hvor meget hun end gerne ville gøre noget.

 

Hjemme hos Marcus, var stemningen tavs. Hans far var kommet hjem, hvilket altid gav en trykke stemning.

Marcus´ far var læge, kun for sognets fattigste, og for folket med lav indkomst. De rige mennesker havde han intet til overs for, den eneste rige han brød sig bare lidt om, var Edward Burns, fordi han på mange måder lignede Marcus´ far selv, på væremåden.

Camille og hendes forældre var i hans øjne, storsnudede mennesker der så ned på alle andre. I virkeligheden var det lægen selv, der var storsnudet, han var kun læge for de fattige, for at han var højere stillet end sine patienter var det, men det kunne ingen få ham til at indrømme.

Marcus havde for længst regnet den ud, men man modsagde ikke lægen, det havde han lært hel tilbage fra barns ben af, at gjorde man det, blev det værst for en selv.

"Tak for mad mor, det smagte herligt."

Marcus havde spist sin mad hurtigt, så han ikke skulle sidde i samme rum som sin far, længere end højst nødvendigt. Han var glad nu, det skulle hans far ikke have lov at sætte en stopper for, med sit dårlige humør.

Marcus gik op på værelset, satte musikken i gang og lagde sig på sengen. Han fandt billederne af Camille frem fra sine inderste tanker, fra hans personlige galleri, og bladrede dem igennem igen og igen, imens han tænkte på hvordan de havde siddet på træstammen i skoven. Han huskede stadig følelsen af hendes læber mod sine, og før han vidste af det, så han en fremtid foran sig, med Camille som hovedpunkt i den.

Han så hende komme gående mod sig, med et barn i hånden, og en mave der voksede sig større dag for dag. Han så hvordan hans liv kunne blive, hvis han var sammen med hende, og vidste at uanset hvad der skulle gøres for at få det til at ske, ville han uden den mindste tøven gøre det.

Der var bare en stor hindring, for at Camille og han selv kunne opnå lykken sammen, hindringen hed Edward Burns. Bare tanken om Edward gjorde Marcus rasende, for han vidste ligeså vel som Camille gjorde det, at Edward på ingen måde kunne lide Camille. Det var udelukkende for at alle de andre unge mænd ikke kunne få hende! Han ville til enhver tid have andre piger, han ville på ingen måde stoppe sine besøg i horehusene, blot fordi han var blevet gift.

Den tanke gav Marcus en voldsom trang til at slå Edward, men for Camilles skyld ville han beherske sig. Det ville blive svært, det vidste han, men for Camilles skyld, var alt ham muligt. Han blev forundret over, at hans følelser for Camille allerede var så store, han havde jo kun mødt hende to gange.

Før han havde mødt Camille, havde han ikke troet på kærlighed ved første blik, men nu hvor han havde mødt hende, troede han fuldt ud på det, for det var nu sket for ham også.

 

"I må have mig undskyldt, jeg har en lang dag foran mig i morgen, så jeg må hellere bevæge mig hjem. Men tak for en vidunderlig aften, jeg har moret mig fortræffeligt."

Det var da sandelig også på tide, at han besluttede sig for at tage hjem. Den halve nat er allerede gået, og jeg skulle gerne være lysvågen og frisk til mit skovmøde med Marcus i morgen eftermiddag.

Tænkte Camille, da hun langt om længe skulle sige farvel, det eneste hun nu var tvunget til af sin mor, var at følge ham ud til vognen. Hun vidste at han med garanti ville give hende et afskeds kys, og at hun ikke kunne tillade sig andet, end at kysse tilbage, i tilfælde af, at hendes forældre stod og lurede bag et af gardinerne. Hvis de gjorde det, og hun modsatte sig et kys af sin forlovede, ville hun høre for det, så snart hun trådte indenfor igen.

"Camille vil følge dig ud, jeg er blevet en smule dårlig, og må desværre støttes af greven, men også vi takker for en formidabel aften mister Burns."

Camille kunne tydeligt høre at grevindens ord var en løgn, men det så ikke ud til at Edward gennemskuede hende, eller også ville han det bare ikke. Så længe han fik alene tid med Camille, var han ligeglad med alt andet, og Camille vidste at han endnu engang ville forsøge sig på at komme under hendes skørter, men det skulle de blive to om at bestemme!

Det vidste hun, fordi hun havde kunnet se det på ham hele aftenen, det var også på grund af den nedringede kjole, Camilles mor havde bedt hende tage på!

Havde hun haft en mulighed for ikke at følge ham ud til vognen, havde hun uden tøven grebet den! Hun vidste ikke hvordan hun skulle forhindre Edward i at gøre hende noget, hun ikke selv ville, men hun vidste at hun måtte gøre hvad hun kunne.

At være tilsmudset inden ægteskab, var den største synd der kunne bedrives, specielt hvis man var kvinde. Det var en synd så stor, at hvis man var så troende som Camille var det, ville det være yderst tæt på, at være en dødssynd.

"Tak fordi du ville følge mig ud til vognen, lad mig benytte lejligheden til at rose dig, du ser yderst formidabel ud, så yndefuld som en engel."

Camille lod som om hun var genert, men inderst inde, kæmpede hun en brav kamp for at holde kvalmen nede. Intet af det Edward sagde var sandt, det vidste hun.

"En vært har visse forpligtelser, jeg gør bare min pligt."

Camille forsøgte at lyde så venlig som muligt, om det lykkedes vidste hun ikke, hun var faktisk også bedøvende ligeglad.

"Kan vi ikke sætte os på bænken der? Det er så sjældent at vi ses, g når vi endelig gør, er vi aldrig alene."

Camille rystede på hovedet, og forklarede venligt, at hendes stuepige var i færd med at gøre Camilles aftenbad klart, og at hun ikke kunne fordrage kolde aftenbade, så hun skulle straks ind igen.

"Meget vel, men må jeg i det mindste give dem et afskedskys?"

Camille nikkede modvilligt, hun havde bestemt ikke lyst til at kysse med Edward, hendes læber tilhørte Marcus, ikke Edward. Men i det mindste havde hun, ved at lyve, afværget befamlinger hun ikke ville bryde sig om, eller det troede hun i hvert fald.

Nu hvor hun tænkte over det, havde hun endnu engang løjet, hun brød sig ikke om tanken, men hvis hun ville undgå Edwards befamlinger, var det en nødvendighed at lyve.

Edward trak Camille tæt ind til sig, og Camille mærkede snart Edwards grove læber mod sine. Det kys var så langt fra dem hun havde haft med Marcus, der var så afgjort ingen følelser indblandet i dette kys, det var tydeligt at mærke.

Alligevel lod Edward sin ene hånd, glide fra Camilles hals, ned til hendes bare hud, lige over brysterne. Camille forsøgte at trække sig væk, men Edward skubbede hende op af et træ, så hun ingen flugtmuligheder havde.

Hun forsøgte igen og igen at skubbe Edward væk fra sig, men gjorde blot til at Edward strammede sit greb yderligere om hende. Camille så op mod vinduerne, hvor hun hurtigt fik øje på sine forældre, hun så bedende på dem, der kort efter forsvandt, men ingen af dem kom ned for at hjælpe hende.

"Hvad er det han har gang i? Han forulemper jo vores datter!"

Greven var på vej ned for at hjælpe sin datter, men grevinden holdt ham tilbage.

"Gør nu ikke noget forhastet, hun skal nok klarer sig."

Greven så vredt på Camilles moder, forhastet? Hvordan kunne det være forhastet, når man ville hjælpe sin datter ud, af sådan et udyrs arme?

"Jeg vil ikke lade ham gøre Camille noget ondt, jeg advarede ham! Jeg fortalte ham hvad der ville ske, hvis han gjorde Camille fortræd, og han lyttede ikke. Nu skal han få en faders kærlighed til hans eneste datter, at føle!"

Men før han nåede videre, kom Camille løbende ind med ansigtet vådt af tårer.

"Tusind tak for hjælpen papa og moder!"

Mere sagde hun ikke, før hun havde vendt sig, og løb op af trappen op på sit værelse, hvor hun smed sig grædende på sengen. Hvordan kunne hendes forældre bare se på, og lade Edward befamle hende? Heldigvis kunne hun sparke ham over skinnebenet, så han kort slap grebet i hende. Det havde været mere end nok tid til Camille, så hun kunne komme fri, og smække døren i, inden han nåede at indhente hende igen.

"Jeg går op og taler med hende!"

Sagde greven bestemt, men endnu engang stoppede Camilles moder ham. Den moder Camille havde elsket og haft et så tæt forhold til, havde ændret sig fra at være den blide mor, til at være den hårde og kontante mor. Hvorfor hun på kort tid havde ændret sig sådan, var alle en mystisk gåde, som ingen vist fik noget svar på.

Normalt når folk ændrede sin adfærd på den måde, var det fordi de enten havde været udsat for noget slemt, eller fordi de havde en alvorlig sygdom. Men ingen gav en sygdom skylden for grevindens nye adfærd, for hun var lige så frisk som hun altid havde været det, hun havde også sine øjeblikke, hvor den gamle og kærlige mor kom frem igen. Men det var ved at høre til sjældenhederne.

"Vil du da gøre pigebarnet tosset? Alle og enhver ved da, at hvis man pylre for meget om et ungt menneske, bliver de tossede i hovederne. Lad hende klare dette selv, hun er trods alt lige fyldt atten, og det er bestemt ikke for tidligt at hun lære at klarer sine problemer selv!"

Greven så undrende på sin hustru, sådan han aldrig hørt grevinden snakke om Camille på, hende der altid havde været så overbeskyttende overfor pigebarnet. Men han gjorde som grevinden havde befalet, dog modvilligt, men ingen turde modsige grevinden, og da slet ikke nu, hvor hun var blevet som hun var.

"Så lader jeg hende være, når du siger det min kære."

Mut gik greven tilbage til sine private gemakker, undrende over hvad der havde fået grevinden til pludselig at være således, men svaret kunne han ikke komme på, måske hun blot havde en dårlig dag, en sådan dag havde alle jo ind i mellem.

Camille lå grædende på sengen, Edward havde løftet hendes skørter ret så højt op, og befamlet hendes lår. Han havde endda knappet sine bukser op. Hun havde fået et glimt af noget, hun så inderligt håbede på, hun aldrig skulle se igen.

Synet af buksernes indhold, gav hende stadig kvalme ved tanken om det. Hun forsøgte at glemme, men synet vendte hele tiden tilbage, som et af Camilles mareridt ofte havde gjort det da hun var barn. Det eneste hun mente ville kunne hjælpe hende i dette sekund, var at ligge i Marcus´ arme, men det kunne hun jo ikke.

Efter lang tid faldt hun i søvn, men ikke en dyb søvn som hun plejede at gøre, det kunne hun ikke fordi aftenens afsked med Edward spillede sig for hende igen og igen. Men sidst på natten kom drømmen, drømmen om hvor vidunderligt et liv hun kunne få sammen med Marcus, et liv i evig lykke og...

 

"Miss Drander, dagen er allerede begyndt, og der er morgenmad på sengen til dem. Deres yndlings morgenmad, bacon og æg. Jeg hørte fra deres papa, greven, hvad der skete dem i går aftes, og lavede derfor deres yndlings ret. Skal jeg gøre et morgenbad klar til dem? Vi kunne måske også tage et parti skak bagefter, hvis det ville behage frøkenen?"

Camille slog søvnigt øjnene op, og så på stuepigens morgenfriske ansigt, der som altid smilede venligt og kærligt til Camille.

"Hvis de ønsker det, skal jeg sende bud efter massøren, de ser mig noget anspændt ud, men det ville jeg nok også selv have været, hvis jeg var blevet udsat for noget ubehageligt."

Camille nikkede blot, hun var for søvnig til at kunne sige noget. På denne måde ville hun have noget at lave hele dagen, indtil hun skulle ned i skoven og mødes med Marcus. Stuepigen nikkede, og rakte Camille det lille sengebord. Sengebordet var dækket med friskpresset juice, et runstykke, bacon og æg, og frisk frugt. Da hun havde givet Camille tingene, gik hun ud på badeværelset, for at gøre Camilles bad klart.

Camille spiste med velbehag sin morgenmad, hun havde bestemt sig for ikke at tænke yderligere på aftenens hændelser. I stedet ville hun tænke på eftermiddagens skovmøde med Marcus.

Hun skulle se afslappet ud, men alligevel skulle hun også være pæn, dog ikke for pæn. Folk skulle jo nødigt få det forkerte indtryk, som jo i virkeligheden ville være det rigtige indtryk denne gang. Camille kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne ske hvis de blev opdaget. Hvis det skete, kunne Edward kræve hvad han ville mene var den rigtigste straf, for deres gerninger.

Hvis der skete Camille noget, ville hun i det mindste slippe for et liv med Edward, men hun ville jo på den måde også skulle undvære Marcus, en ting hun vidste hun ikke ville kunne leve med.

"Så er badet klar miss Drander, jeg har dryppet et par dråber af den afslappende duft, jeg tænkte at det nok ville gøre dem godt."

Camille nikkede og takkede endnu engang. Camilles personlige stuepige vidste altid lige hvad Camille havde brug for, hun behøvede end ikke at sige noget.

"Tak Marge, sæt du dig bare og tag dem endelig en kop te, det fortjener du."

Stuepigen Marge takkede mange gange, og nejede elegant for Camille. Marge var nok Camilles eneste veninde, og derfor også hendes den bedste. Det var Marge der altid havde taget sig af Camille, det var hende Camille var gået til hvis hun havde problemer.

Det kunne Camille dog bare ikke denne gang, ingen måtte vide noget om Camilles og Marcus´ hemmelige møder i skoven. Fik de bare så meget som mistanken om noget, ville de straks sætte en overvågning af Camille i gang.

De ville sætte en til at følge hende hvor end hun gik hen, det måtte ikke ske. Hun måtte se Marcus på den ene eller den anden måde, hvis hun ikke så ham, ville hun gå tabt i ensomhedens triste verden.

Hun lagde morgenkåben og natkjolen fra sig, og satte sig så langsomt ned i det varme vand. Hun lod vandet, sæbeskummet og den beroligende duft, kramme hende, i et vidunderligt favntag. Det var som om alle hendes spekulationer, gled ud i vandet og ikke kunne komme tilbage til hende.

"Er de okay miss Drander? De har ligget herude længe, vandet må være koldt nu, kolde tig vil aldrig gøre dem godt."

Camille så op på Marge, hun havde ikke lagt mærke til det, men vandet var faktisk blevet ret koldt efterhånden.

"Jo, det må de undskylde Marge, det var bare så vidunderligt, jeg kommer nu, sæt de bare skakspillet frem."

Stuepigen Marge nikkede, nejede og gik så ind på Camilles værelse for at stille skakspillet frem. I mellem tiden, steg Camille ud af badet, tog sin morgenkåbe på igen og gik ind til Marge, der sad og ventede på hende, ved det lille runde bord.

 

Klokken var nu halv tre, og dermed tid til massagen inden hun skulle mødes med Marcus, hun glædede sig mere end nogensinde før. Men samtidig var hun nervøs for at hun ville blive forhindret i at komme, for de kunne jo ikke sende bud til den anden derom, så ville de jo hurtigt blive opdaget. Alt det med Marcus, skræmte Camille fra vid og sans, men samtidig dragede den evige fare ved at blive opdaget, hende til at fortsætte, og selvfølgelig fordi hun vidste med sikkerhed, at hun ikke ville kunne leve uden Marcus.

"Tak for massagen Hr. det var vidunderligt, Marge gå de bare ned i køkkenet til de andre stuepiger, jeg har nemlig i sinde at gå mig en eftermiddags tur, vejret er jo herligt i dag, og giver det jo sådan en god appetit."

Marge nikkede, og forlod rummet med massøren, for at vise ham ud inden hun begav sig ned i køkkenet til resten af tjenerstaben i køkkenet. Camille tog en simpel, men ganske nydelig kjole på, og begav sig ned mod skoven, til det valgte mødested, den væltede træstamme.

Hun blev trist til mode, da hun nåede træstammen og Marcus ikke var at se nogen steder, der var tomt. Hun vendte sig om for at gå tilbage til godset, da en hånd blev lagt over hendes mund, og vendte hende så hurtigt om, at hun blev en anelse svimmel.

"Ikke skrig min skønne, det er mig Marcus."

Camille slappede igen af, og tog forsigtigt hans hånd væk fra sin mund.

"Du gjorde mig rædselsslagen Marcus, jeg troede at jeg var alene, og hvem ved hvilke farlige væsener der befinder sig herude?"

Marcus så undskyldende på hende, og kyssede hende blidt og kærligt på panden, imens han mumlede en masse utydelige ord, som Camille ikke hørte. Hun var som i en lykkerus, da hans læber langt om længe rørte hendes igen, i et kys hun havde ventet på siden sekundet, hvor hun havde forladt ham dagen før.

"Jeg undskylder min blide kærlighedsdue, men jeg hørte nogen komme, og eftersom jeg ikke kunne vide mig sikker på at det var dig, måtte jeg gemme mig bag et af træerne, i tilfælde af at din familie skulle have fundet ud af noget."

Camille nikkede forstående, hun ville helst droppe snakken, og bare mærke hans læber mod sine, igen og igen. Hun ville knapt nok have pauser, hun kunne ganske enkelt ikke blive mæt af Marcus, heller ikke han synes at kunne mættes.

De vidste at de snart måtte skilles igen, og ville derfor mærke så meget til hinanden som muligt. De var indprintet i hinandens indre billedgalleri, nu skulle de indprintes i hinandens fingre, læber, i hinandens alt, men tiden dertil var kort.

"Hvorfor skal vi skilles? Hvorfor skal vi straffes for den kærlighed vi føler, det er ikke retfærdigt! Vi burde være lykkelige som alle andre forelskede par er det, men hvordan skal vi kunne det på afstand?"

Beklagede Camille sig ulykkeligt til Marcus, der på alle punkter forstod Camille, fordi han havde det på nøjagtig samme måde.

"Vent på lykken min due, den vil komme. Hvordan ved jeg endnu ikke, men jeg ved at den vil komme til os, det skal jeg nok sørge for. Jeg skal nok finde en måde at gøre dig lykkelig på, det lover jeg dig."

Hviskede Marcus blidt ind i Camilles øre, men det forhindrede ikke et par tårer i at trille ned af hendes røde kinder, med et par svage snøft til følge.

"Så, tør nu dine tårer bort, du må tilbage til godset, det er ved at blive sent, og du kan jo umuligt komme tilbage, med et ansigt fuld af tårer."

Marcus tørrede tårerne bort fra Camilles blide ansigt, og kyssede blidt hver af hendes øjenlåg, efter tur.

"Jeg vil blæse på dem fra godset, de er ligeglade med min lykke, selv min moder er ligeglad. Du skulle have været der i går aftes og set, nej, glem at jeg lige sagde det min kære."

I sin forbitrelse, tænkte Camille ikke over, at Marcus ikke burde få afskeden fra aftenen før at vide, hvem ville vide hvad han kunne finde på at gøre Edward? Og sig selv?

"Fortæl hvad der skete!"

Beordrede Marcus, da han så angsten i Camilles ansigt. Hun forsøgte at bortforklarer det, men Marcus så hårdt på hende, så hun blev nød til at forklarer ham aftenens hændelser. Til trods for, at hun helst ville glemme det grufulde syn der havde mødt hende, under Edwards benklæder.

"Jeg flår ham levende! Hvordan kunne dine forældre lade ham gøre dig fortræd? Hvordan kunne de bare stå og se til? Hvor er han? Jeg skal slagte ham med mine bare næver, som det ækle svin han er!"

Camille så forskrækket på Marcus, det var svært at tro at et så rent og fint menneske, kunne rumme en sådan vrede, den skræmte hende mere end hun ville indrømme.

"Lad være, for min skyld Marcus, jeg beder dig, der må for alt i verden ikke ske dig noget. For hvis der gjorde, ville jeg ikke kunne overleve dette mareridt."

Marcus så på hende, og så hendes skræmte ansigt, og det var ham der havde skræmt sin egen, blide kærligheds due, med de voldsomme, og grove ord han lige havde brugt om Edward.

Men hvordan kunne han reagere anderledes, når den han på kort tid, var kommet til at elske så højt, var blevet forulempet, og ingen havde grebet ind for at hjælpe hende, til trods for at de havde set det hele oppe fra et vindue.

"Jeg undskylder, tilgiv mig min due, der løb en djævel i mig, men den er forsvundet igen. Du må for alt i verden ikke være bange for mig, du ved vel at jeg aldrig ville gøre dig noget ondt ikke? Vreden tog blot overhånd, det vil ikke ske igen, det har du mit løfte på!"

Camille nikkede, stadig bange for hans pludselige vredes udbrud, men lod ham trække sig ind i et fortrøstningsfuldt kram.

"Jeg må tilbage nu Marcus, jeg skal skifte til middagen, men hvornår vil jeg få dig at se igen?"

Marcus så blidt ind i hendes øjne, han var stadig ked af at han havde skræmt hende, det var også den pokkers vrede!

"Vi må ikke ses for tit, gør vi det, vil folk hurtigt fatte mistanke."

Camille nikkede, han mente vel ikke så lang tid, som en hel måned, vel?

"Det ville være det bedste, men nej, så længe kan jeg ikke gå uden at se dig min due, det ville være for smertefuldt for mig, og sikkert også for dig. Men en uge må, og skal vi kunne klarer. Så næste onsdag eftermiddag, samme tid og sted?"

Camille nikkede, og kyssede sin elskede Marcus farvel, imens hun tænkte på hvordan hun dog skulle kunne klarer en hel uge, uden at se ham, det var jo ved at gå galt sidst. Men for Marcus måtte hun i det mindste forsøge sig, hvem ville dog have en kvinde der på ingen måde kunne styrer sig selv?

Hun vendte sig, og begav sig tilbage til godset, hun så på det lille ud der sad fastnet til hendes halskæde, der var endnu en time at gøre sig klar i, men hun havde alligevel travlt. Hun håbede blot, at Edward ikke kom, gjorde han det, ville hun lade som om hun var blevet syg og dårlig på gåturen, ligeglad med hvad moder så måtte finde på at sige til hende.

"Middagen vil blive serveret om en time, så vær klar præcist! Edward kommer forbi igen, o du har bare at tage godt imod ham!"

Camille havde nu alligevel ikke brug for at lyve for grevinden, for pludselig fik hun kvalme, uden mulighed for at holde den tilbage. Maveindholdet lå på kort tid ude på gangens flisegulv, og havde ramt grevindens sko.

"Men barn dog, se hvad du har gjort, ødelagt mine fineste sko!"

Hun stak Camille en syngende lussing, i det samme kom greven ud, for at se hvad der skyldtes påstyret, i rette tid til at se grevinden slå Camille.

"Camille, gå du op og læg dig, du får maden bragt op på værelset."

Camille nikkede, og gik med svimlende skridt op af trappen alene, indtil Marge kom og støttede hende.

"Vil du lade hende gå ustraffet fra dette?"

Greven så vredt på sin grevinde.

"Ja, barnet kan jo ikke gøre for, at hun blev syg så pludseligt! Og ser jeg dem slå hende igen, skal jeg personligt give grevinden igen, af samme kaliber! Jeg sender bud til Edward om, at middagen i aften er aflyst!"

Grevinden så forbløffet på greven, ingen havde modsagt hende før, og da slet ikke greven selv! Fornærmet gik hun op i sine private gemakker.

"Gretel, rid over til familien Burns gård, og lad Edward vide at middagen er aflyst. Jeg giver personligt besked i køkkenet."

Den unge tjenestepige Gretel nikkede, og gik ned af gangene, ned til sine små gemakker, for at får overtøjer og ride dragten på.

I mellemtiden gik greven selv, ned i køkkenet for at sige at middagen var blevet aflyst, og at greven selv, grevinden og grevedatteren skulle have middagen bragt op, i deres private gemakker. Grevedatteren skulle have en skål hønsekødsuppe med op, da hun var blevet dårlig.

Køkkenpersonalet nikkede, kokken bukkede og køkkenpigerne nejede. Da greven var gået igen, begyndte snakken straks mellem køkkenpigerne.

"Jeg ville også blive syg og dårlig, hvis det var mig der skulle giftes, med en som Edward Burns."

Sagde den ene køkkenpige, til de to andre.

"Ja, især efter hvad Hr. Burns gjorde mod grevedatteren, da de skulle tage deres afsked i aftes."

"Ja, men alligevel burde hun prise sig lykkelig, det siges udenfor godsets mure, at hans manddomskraft bestemt er noget, der er værd at prale af, og at han bruger den som guden selv."

Sagde den anden, og tredje køkkenpige. Den tredje køkkenpige, fik endda de to andre til at rødme voldsomt.

"Så piger, i burde ikke løbe rundt med den slags sladder, i burde vide bedre! Se bare at få dækket bakkerne, maden er klar om tyve minutter."

Greven havde bevidst valgt en mandlig kok, så nogen kunne sætte køkkenpigerne lidt på plads. Så de ikke rendte rundt med al den hæslige sladder, han vidste der fandtes næsten alle steder i verden.

 

Oppe på værelset, lå Camille under dynen og havde det utroligt dårligt. Heldigvis havde Camille, Marge ved sin side, der sprang rundt og gjorde så behageligt som muligt, for grevedatteren.

Camille var stadig lidt i chok over hvordan grevinden havde reageret, da Camille uheldigvis havde kastet op på moders sko. Moder der ellers plejede at sørge for Camille når hun var syg, hvorfor havde hun pludselig ændret sig sådan?

Maden blev spist, og Camille blev puttet længere under dynen, hvor hun snart faldt i søvn.

I mellemtiden sad Marcus hjemme på værelset, og holdte sig tilbage. For ikke at fare ud og slå Edward til blods. Han måtte holde sig i skindet, for Camilles skyld. For Camille var han i stand til at gøre alt, specielt nu hvor han havde skræmt hende ved at fare sådan op.

Det havde smertet ham voldsomt at se hendes skræmte ansigt. Det værste var at vide, at det var ham der havde gjort hende så bange. Nu måtte han gøre alt for at det aldrig skete for ham igen. For kunne han ikke styre sit temperament, var han ikke god nok til Camille, så det gjaldt i den grad om at beherske sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...