Udødelig kærlighed

Camille Dranders er forlovet med Edward Burns, deres forældre havde, på deres børns vegne, besluttet at der skulle indgås ægteskab mellem de to unge, da Camille blot var ti år, og Edward var femten.
Camille havde set Edward til et par baller, som deres forældre havde skiftedes til at afholde, så de to unge mennesker ikke var helt fremmede for hinanden til deres forlovelses fest, der blev afholdt på Camilles 18 års fødselsdag.
Men de få gange Camille havde mødt den fem år ældre Edward, havde hun set hvor pigelysten en ung mand Edward var. han havde tilmed forsøgt sig, at komme under Camilles skørter, til hendes elleve års fødselsdag. Hun havde givet ham en syngende lussing, til trods for hendes unge alder.
Til forlovelses festen møder Camille en ung og smuk mand, på alder med hende selv. Hun forelsker sig med det samme i ham. Marcus Brown hedder han, som også falder for Camille i første øjekast. Men vil denne spirrende kærlighed blive accepteret, Marcus er jo trods alt kun en læge søn.

4Likes
4Kommentarer
521Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Camille de første gæster har indfundet sig, du burde have været klar for timer siden, det var meningen at du skulle tage imod dine gæster, og ikke jeg! Du er trods alt dagens fødselar og hovedperson!"

Camilles moder var oprevet, Camille burde have været færdig for længe siden, men alligevel sad hun endnu på sin stol foran sit natbord, og manglede stadig at få opsat håret, og lagt makeup.

"Moder, kan jeg ikke slippe? Jeg vil så nødig forloves med Edward Burns, han er den største kvindebedårer jeg i mit liv har mødt! Alle og enhver i miles omkreds, ved at han har haft omgang med store dele af sognets ungmøer." 

Tårerne trillede ned af Camilles ansigt, hun vidste hvilken form for ægteskab der var i vente for hende. Et ægteskab hvor Edward med største fornøjelse ville besøge horehusene rundt om i byen, og nedlægge hver ungmø sognet havde tilbage. Det ville blive et ægteskab, hvor Camille ville blive hånet, når hun gik igennem gader og stræder, fordi hun måtte og skulle, spille den intet andene hustru, der blindt stolede på sin mand, hvor hele byen, ja hele sognet ville vide hvad Edward gjorde bag hendes ryg.

Hun så for sig hvordan hun, sikkert alene, skulle opdrage en masse børn, som ingenting ville betyde for Edward, der meget sandsynligt også ville have en del uægte børn rundt omkring i sognet, der travede ensomme rundt i gaderne, fordi ingen "ægte" børn ville ses med et barn født udenfor ægteskabet.

Det var det liv Camille havde i vente, hvis hun ægtede Edward Burns, hvilket hun så inderligt håbede nogen ville sætte en stopper for.

"Visse vasse min pige, alt dette er blot rygter! Hører du, ondsindede rygter, skabt af jaloux ramte kvinder i alle aldre, der ikke selv kan få Edward. Du har bare at droppe stædigheden, og indse at du er en heldig kvinde, ikke mange kvinder bliver gift så tæt på egen stand som du gør, når du ægter Edward Burns."

Med de ord efterlod grevinden en grædende Camille, der sad alene tilbage med et blødende hjerte. Grevinden kendte mere end rigeligt til Edwards kærligheds liv, men vidste at hun intet kunne gøre for sin datter, desuden havde mange kvinder overlevet at blive gift med en kvindebedårer, der havde vist sig at droppe sine uvaner, når han efter noget tid, faktisk forelskede sig i sin kone, det kunne også ske for Camille.

Alligevel følte grevinden et stik af smerte, da hun igennem nøglehullet, så en hulkende Camille, opløst i tårer. Men hun måtte være stærk på Camilles vegne, Edwards og Camilles ægteskab var blevet aftalt, da Camille havde fyldt ti, det ville ganske enkelt være at håne Edward og hans familie, hvis Camille og resten af greve familien ophævede forlovelsen, og droppede planerne om ægteskab.

"Du ser bekymret ud min kære, hvad tynger dig?" 

Grevinden havde hverken set, eller hørt greven komme. Hun havde befundet sig i sin egen lille verden, hvor hun var tilbage ved Camilles første år. Der havde hun lovet sin datter, altid at være der for hende, og at grevinden ville beskytte hende mod alverdens skumle ulykker. Men hvad betød det løfte nu?

Hun kunne ikke beskytte sit eneste barn, mod et liv i et forfærdeligt ægteskab. Edward var kun interesseret i Camille, fordi alle andre drenge var det, hvordan ville han blive mod Camille efter ægteskabets start i kirken, når de begge havde sagt ja, og give hinanden løfter derpå, og Edward nu vidste, at Camille kun tilhørte ham?

Hun kunne kun håbe på det bedste, det eneste der kunne hjælpe Camille ud af et ægteskab med Edward, var hvis han selv anmodede om, at få ophævet forlovelsen, af en personlig eller upersonlig grund. Gjorde han ikke det, var Camille bundet til at indgå ægteskab med ham, et ægteskab uden lykke.

"Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor forkert beslutningen vi tog, om at Edward og vores lille Camille skulle ægtes var. Det er forkert at tvinge pigebarnet til noget hun ikke vil, du skulle se sorgen i hendes ansigt, al glæden hun altid har haft i sit blik, er fuldstændig forsvundet. Jeg kan næsten ikke kende hende mere."

Greven nikkede, han havde selv gået med tankerne længe, og den kvælende fornemmelse om at de var ved at svigte deres eneste datter.

"Jeg ved det, men vi kan intet gøre, havde vi bare vidst hvordan Edward var, da vi fik tilbuddet fra hans forældre, om at Edward kunne ægte Camille, havde jeg ikke accepteret. Det piner mig ligeså meget, som det piner dem min kære, at se vores lille pige gå rundt og være så ulykkelig. Det burde være en lykkens dag for hende, hun fylder atten i dag, og hendes forlovelses fest er også i dag, men i stedet for at være lykkelig, går hun rundt og sukker og forsøger at skjule sit vemod. Jeg hader følelsen af at være så magtesløs, det er meningen at en far skal hjælpe og beskytte sin datter. Og her står jeg og ser til, ude af stand til at hjælpe min lille pige, mit eget kød og blod!" 

Greven hævede ubevidst stemmen, og mærkede hvordan vreden boblede inden i ham. En ting ville han dog gøre, en ting alle fædre gjorde for at beskytte deres døtre mod slamberter af unge mænd. Han ville tage en alvorlig snak med Edward, fortælle ham, at greven på ingen måde tollerede utroskab eller vold, og hvis Edward gjorde nogle af delene og greven opdagede det, ville han ophæve ægteskabet, eller forlovelsen, hvis det blev opdaget inden Camilles nitten års fødselsdag, og forvise Edward fra landet, med den store magt han havde som greve.

Han vidste at han ville kunne få problemer, men skete det, ville han være ligeglad, så længe hans datter ikke tabte ansigt for sognets indbyggere. Hun skulle hverken hoveres eller hånes af befolkningen, det skulle han nok sørge for! 

"Lad os gå ned til gæsterne, lad Camille få den tid hun har brug for, vi må ikke tvinge hende mere end hvad der er bedst for hende, for gør vi det, mister vi hende helt."

Grevinden nikkede, og fulgte sin mand ned af gangene, trapperne og ned i festsalen hvor folk allerede var begyndt at indfinde sig. Grevinden kunne ikke koncentrere sig fuldt ud om festlighederne, dels fordi hun tænkte på stakkels Camille, der sad begravet i tårer, og dels fordi hun havde en frygtelig hovedpine der ikke ville gå væk, det ar nu anden dag i træk, og inden midler hjalp. Det må være stress over planlægningen af festen her, ja det må det bestemt være. Tænkte grevinden, og gik med det bedste smil hun kunne formå, med den irriterende hovedpine. 

Det bankede forsigtigt på Camilles dør, hun sad stadig ubevægelig på værelset, foran sit natbord. Hun tørrede hurtigt tårerne bort. 

"Kom ind." 

Svarede Camille lavt, men vendte ikke hovedet den mindste smule, da døren gik op og lukkede i igen. Ind trådte Edward, der nu havde ventet længe på sin forlovede, der end ikke ville vende blikket mod ham, da han trådte ind i hendes private gemakker.

"Du har endnu ikke vist dig til din, og vores fest, er der grund til bekymring?" 

Camille rystede blot stille på hovedet, og sagde at hun kom straks.

"Jeg vil vente dem med længsel, min skønjomfru."

Camille mærkede hvordan kvalmen steg, min skøn jomfru! Hun vidste at han på ingen måde mente ordene, og at hun langt fra var den første han havde sagt sådan til. 

Alligevel tørrede hun hurtigt de nyankomne tårer bort, og begav sig mod festsalen, hvor størstedelen af gæsterne sikker allerede befandt sig, dansende og glade, noget som Camille ikke ville kunne.

Den store kjole fik det til at ligne, at hun svævede ned af trapperne, også fordi hun altid havde haft en engle agtig gang. 

Hun bevægede sig over dansegulvet, med et påtvunget smil på læberne, og hilste venligt på alle hun mødte. Hun stoppede endda ind i mellem for at konversere med nogle af gæsterne. Der var en del af gæsterne hun ikke kendte, de måtte være venner og bekendte af Edward og hans familie. 

"Det må være Edwards forlovede, hvor er hun dog en ganske nydelig ung kvinde."

Camille kunne ikke lade være med at smile oprigtigt, når hun hørte hvordan nogle af de kvindelige gæster hviskede om hende, som hun gik forbi dem. Det gav selvtilliden et boost, at andre end hendes papa og moder, syntes at hun var køn og nydelig.

Hun var kun lige akkurat nået hen til væggen, i den anden ende af festsalen, da Edward kom hen og bød hende op til dans. Hun havde egentligt ikke lyst, men nikkede alligevel ja som svar på hans andmodning. Det var hendes pligt at danse minimum en enkelt dans med sin forlovede, om hun ville det eller ej. Det havde hun strengt fået at vide af sin danselærer, der på det seneste havde været mere striks end normalt.

"Du må aldrig takke nej, til en dans med din forlovede, ej heller når han er blevet din ægtemand, det er tegn må yderst dårlig etikette!"

Var det sidste hun havde fortalt Camille, til dansetimen forleden dag, den sidste danse time Camille nogensinde ville få. Forlovede, og gifter, kvinder fik ikke dansetimer, det var danselærerens pligt, at lære alle danse og trin videre til eleven, inden hun blev forlovet. Havde danselæreren ikke opfyldt den pligt, havde han eller hun, fejlet i sin opgave.

Edward så dybt ind i Camilles øjne, var det bare hende, eller så hun en form for triumf i hans blik?

"Må jeg bede om den næste dans?" 

Den første dans var slut, overstået! Da en ung mand Camille aldrig før havde set, kom over til hende og Edward, og andmod om den næste dans med hende. Camille så op og ind i et par smukke, grønne øjne, så fulde af tillid, venlighed og kærlighed, at Camille fik blussende kinder, og ikke kunne andet end at nikke som svar.

Camille havde pludselig glemt hvordan man talte, hun havde glemt hvilken dag det var, og hvorfor hun havde denne yndige kjole på. Kun fordi hun havde set kort ind i den unge mands, vidunderlige grønne øjne, der havde en bedøvende virkning på hende.

"Du må være Edwards forlovede, han har været heldig ser jeg, at få så yndig en forlovet, er ingen mand lovet." 

Camille blev helt forlegen af de rosende ord, og kom til at sige: "Edward hvem? Åh, ja, jo det er jeg." Inden hun nåede at tænke sig om, heldigvis smilede den unge mand blot beroligende til hende. Hans øjne, fik hende på en eller anden måde til at slappe mere og mere af, jo længere tid hun så ind i dem. 

"Du ser ikke synderlig lykkelig ud, det er da ellers din forlovelses fest, og af hvad jeg har hørt er det også din atten års fødselsdag. Er der nogen specifik årsag til det, eller du blot svær at gøre lykkelig?" 

Mange fornemme unge kvinder, såvel som gamle, ville nok være blevet fornærmet over en sådan kommentar. Men ikke Camille, ikke på den måde han havde sagt det på. Men Camille havde ingen ret til at tale dårligt om sin forlovede, så hun sagde med bøjet hoved, at hun nok bare var svær at gøre lykkelig. 

"Du lyder ikke helt oprigtig, kom, du kan vise mig rundt på godset her." 

Hun vidste ikke hvad hun skulle svarer, men det nåede hun nu heller ikke at tænke over, før den unge mand forsigtigt trak hende med gennem festsalen, og ud på gangen hvor han stoppede op, og afventede hvilken retning de skulle gå. 

"Måske vi bare skulle blive her ved festen, folk får hurtigt forkerte tanker i disse kredse." 

Hun forsøgte at lyde fornuftig, men stemmen skælvede af nervøsitet, for at være alene med denne smukt udseende unge mand, med de himmelske grønne øjne.

"Blæse da være med hvad folk vil tænke, bare vi kender sandheden selv. Kom, lad os gå denne vej." 

Camille så sig om, men nikkede så. Hun måtte bare sørge for, at der ikke skete noget, at det kun blev til en rundvisning. Til trods for at Camille havde en uudholdelig følelse af, at ville droppe etiketten, og kysse livet ud af den unge mands læber.

"Men jeg vil kende deres navn Hr.?" 

Den unge mand nikkede, med et vidunderligt, bredt smil på læberne. Hun havde også i den grad lyst til at kysse disse fantastiske læber, det var som om de kaldte på hende. Men det kunne hun ikke, hun kunne ikke, og hun måtte ikke. Men fristelsen for at bukker under for lysten, var enorm, hans læber så så bløde, og indbydende ud.

"Mit navn er Marcus, Marcus Brown, men de kan til enhver tid nøjes med at kalde mig Marcus."

Camille blev revet ud af sine forræderiske tanker, hun var en af de største syndere, hun i sit liv havde mødt! Hun rømmede sig, fandt stemmens brug igen, og svarede Marucs så venligt hun havde lært.

"Meget vel Hr. Marcus, lad os starte med at gå op i tårnet, udsigten der, er usædvanlig smuk." 

Marcus nikkede, og fulgte Camille med et smil på læben. Han smilte en hel del, havde Camille lagt mærke til, og inden hun nåede at tænke sig om, røg det ud af munden på hende.

"De smiler meget har jeg lagt mærke til, de må være en meget livsglad person." 

Hun rødmede mere end hun nogensinde før havde gjort, det var dumt af hende at bemærke det, men hvordan skulle hun kunne undgå det? Hans smil, nærmest dragede hende til ham. Det var svært at kontrollere sig selv, sådan havde hun aldrig følt før, det rasede voldsomt i hende, hvad mon det var? 

"Jeg smiler ellers sjældent, men der er noget ved dem frøken Camille, der gør det svært at lade være. Det ville være mig umuligt at forklare, hvad ved dem der får mig til det, for jeg har ingen forklaring på det selv." 

Hun nikkede blot, andet kunne hun ikke få kroppen til, slet ikke når hun så ind i disse enggrønne øjne. Der var et eller andet ved ham, der fik det til at boble så skønt i hendes mave, hvad det var ved ham, vidste hun ikke. Og hvad det var for en underlig boblen hun følte, vidste hun heller ikke noget om, det eneste hun vidste var, at hun ønskede den aldrig ville gå væk igen.

"De havde ret frøken Camille, udsigten er yderst smuk og formidabel." 

Camille mærkede igen rødmen røre på sig, for Marcus så slet ikke på udsigten, hans blide øjne, hvilede forsigtigt på hende. Følelsen blev bedre og bedre, jo længere han så ind i hendes øjne. 

De satte sig på bænken, i tårnets top så de kunne snakke uforstyrret sammen, en ting der pludselig ikke virkede så skræmmende endda, snarere tillokkende. 

"Fortæl mig så lidt om deres og Edwards forhold, hvorfor er de ikke lykkelig i dag? Det er jo i stor grad, deres store dag, mere end det er hans." 

Camille følte sig yderst godt tilpas i selskab med Marcus, så uden at tænke videre over, at hun faktisk først lige havde mødt ham, og derfor ikke kendte noget som helst til ham, ud over hans navn.

"Jeg ved hvor stor en kvindebedårer Edward er, og jeg ved at han kun er interesseret i mig fordi mange andre unge mænd er det, ikke fordi han bryder sig om mig på nogen måde." 

Mcus nikkede, og som den første nogensinde, ud over Marge, lyttede han til hende. Han lod hende tale ud, og så blot følsomt og forstående på hende. Hun gjorde end ikke modstand, da han trøstende og kærligt lod sin hånd hvile på hendes ene knæ.

"De fortjener bedre Miss Camille, fortæl mig om hvordan deres fremtid ville se ud, hvis de helt selv kunne bestemme den."

Camille rødmede en anelse, hun havde længe haft tanker om hvordan hun ønskede sin fremtid kom til at se ud, nu vidste hun endda hvem prinsen på den hvide hest var.

"Jeg drømmer om et storslået bryllup, med en masse vidunderlige og velduftende blomster, en stor kage, og hvor mit yndlings band synger deres fantastiske sange, som jeg danser til med min ægtemand.
Jeg drømmer om en storslået bryllupsrejse til de varme lande, hvor min ægtemand og jeg hver aften, ville spadsere ned langs strandene i den smukke solnedgang. Og jeg drømmer om at gå gennem godsets gange, ventende på det fjerde barn der endnu ikke er kommet til verden, men trygt ligger i sin moders mave. Hvor jeg ved et vindue ud til haven, stopper op og betragter min ægtemand, der lykkeligt springer rundt på den store plæne, med vores tre fantastiske børn, der har træk fra begge sine forældre. Børnene er fem, fire og to. Men ingen af disse drømme er mig muligt at opleve, de vil til evig tid forblive som drømme, det vil ikke være muligt at opnå dem med Edward, ham som jeg end ikke elsker som en kvinde burde elske sin forlovede. Med Edward skal jeg prise mig lykkeligt med et enkelt barn, en bryllupsrejse i Las Vegas, hvor han hver aften spiller poker, eller besøger byens hore huse. Og et bryllup hvor jeg knapt kender halvdelen af gæsterne, og hvor jeg skal høre de mange unge piger hviske om, hvor uvidende jeg er om hans liv i horehusene og med sognets ungmøer." 

Marcus så på Camille med blide, sørgmodige øjne mens hans fingre fortrøstningsfuldt aede hendes ene knæ, uden helt at vide hvad han skulle sige, hvad han kunne tillade sig at sige. Camille følte sig forlege og dum, her havde hun fortalt en fremmed, om sine inderste drømme og tilmed tilsmudset Edwards gode navn. Hun havde være usømmelig på alle mulige måder, blot fordi hun havde set ind i hans grønne øjne, og følt den kærlighed han ville kunne give sin tilkomne. 

"De fortjener bedre end det skvat, han er ikke mand nok til dem, og han indser ikke at han med dig, har alt det bedste i vente, med sognets smukkeste og kærligste kvinde i hele sognet, ja nok endda i hele verden." 

Marcus tav, og i lang tid sad de blot og så ind i hinandens øjne. Enhver der måtte se dem, ville kunne se hvor tykt kærligheden flød imellem dem, og omgav dem som en lyserød og violet boble.

"Jeg har kendt dem i en time Miss Camille, men det har været mig rigeligt med tid til at forelske mig hovedkulds i dem, og til nu at vide at jeg på ingen måde vil kunne leve et anstændigt liv, med en anden kvinde ved min side, ikke andre end dem. Jeg ved at det er meget at bede dem om, og jeg ved hvor forkert det er af mig at spørge dem om det, men må jeg driste mig til et eneste ægte kærligheds kys, inden vore veje igen må skilles?" 

Camille blev forbavset over sig selv, aldrig havde hun troet at hun, grevedatteren, ville lade en ung mand hun lige havde mødt kysse hende! Og det endda til sin egen forlovelsesfest, hvor hendes forlovede nu nok gik hele festsalen igennem, for at finde hende, men det gjorde hun, og hun nød det. Af den eneste grund, at hun blot en eneste gang ville føle hvordan ægte kærlighed var, og fordi hun ikke kunne stå imod længere, hendes barriere var nede, de var væk og hun var nu i Marcus´ fulde magt. Et ægte kærligheds kys ville hun aldrig opleve med Edward, fordi hun ganske enkelt aldrig ville komme til at elske ham som hun burde. 

Hun vidste at hun allerede elskede Marcus, til trods for at det lød vanvittigt, selv i hendes egne ører. Men det var nu engang sådan hun følte og havde det, i dette sekund, med visheden om at den følelse hun følte for Marcus, aldrig ville forsvinde igen.

Marcus´ læber rørte forsigtigt Camilles, og begge mærkede de hvordan en voldsom susen gik igennem kroppene, det var tydeligvis sådan her, ægte kærlighed føltes som. En følelse man ikke kunne forklare, eller vise hvor sad.

"Jeg må nok være den værste bedste ven der findes i verden, når jeg forelsker mig og tager mig den frihed, at kysse min bedstevens forlovede." 

Lød Marcus´ stemme forpustet, de de modvilligt havde stoppet kysset for at få vejret. Bedste ven? Havde Camille fortalt en masse dårlige ting om Edward, til hans egen bedsteven? Det var vel hvad man kunne forvente, når man skubbede al fornuft til side, og lod følelserne tage over.

"Vi må hellere gå tilbage, de er nok begyndt at lede efter mig." 

Sagde Camille pludseligt, Marcus så forvirret på hende, havde han  sagt, eller gjort noget forkert? Men inden han nåede at spørge, havde Camille rejst sig, og løb ned af tårnets snoede trappe, hun kunne ikke være alene med ham mere, det ville ikke ende gudsfrygtigt, og tænk hvis de blev opdaget? Hvad var det hun havde rodet sig ud i?

Hun var forlovet med Edward Burns, kysset havde været mere end syndigt! Det var tæt på at være det samme, som hvis hun havde bedroget hor.

"Hvor har du været? Jeg har ledt hele festsalen igennem, uden at få så meget som et glimt af dig?" 

Camille undskyldte sig med, at hun blot havde pudret næse, og om de ikke skulle danse? Hun forsøgte at smile oprigtigt, men kysset med Marcus sad fast i hendes tanker, og hun mærkede hvor varm bare tanken gjorde hende. Hun vidste hvor forkert det var, men hun kunne ikke lade være med, inderligt at ønske Marcus´ læber mod sine igen. Hun vidste at Marcus var hendes prins på den hvide hest, at det var ham hun burde gifte sig med, og ikke Edward. Men hvad kunne hun gøre ved det? Ingenting, absolut ingenting! Hun kunne ikke ophæve forlovelsen, det kunne kun Edward gøre. 

En kvinde havde ingen rettighed til at bede om skilsmisse, eller om ophævelse af en forlovelse, det blev betegnet som at hun havde bedroget hor og utroskab fra hendes side, hvis hun anmodede derom.

"Vil du have mig undskyldt? Jeg har fået en voldsom migrene, jeg håbede at den ville forsvinde i løbet af aftenen, men den er tvært i mod blevet værre." 

Hun havde fået øje på Marcus i mængden, og vidste at det ville blive hende en umulighed at skjule den følelse hun nærede for ham, og besluttede sig for, at det var bedst at stikke Edward og hendes forældre en lille hvid løgn.

"Meget vel, der er ingen grund til at være her, hvis du er utilpas. Skal jeg følge dig op min kære?" 

Camille takkede nej, hun ville helst selv gå op til sine privat gemakker, og at hun ikke ville afholde ham fra festlighederne. Men sandheden var, at Edward gav hende kvalme med de falske ord, og fordi hun var bange for at han ville gennemskue hende.

Hun fandt sine forældre i mængden, og gav dem den samme forklaring som hun lige havde givet Edward. Camille havde det ikke godt med at lyve for sine forældre, men i dette tilfælde var det det bedste valg.

Hun satte sig foran spejlet ved sit natbord, tog smykker og makeup af, og gjorde sig klar til aftenbadet, hun aldrig gik glip af, hun ville gå ren i seng. Hun havde bedt stuepigen Marge om at gøre et boblebad klart, med afslappende dufte da hun havde migrene, og trængte til afslapning, uden forstyrrelser fra nogen.

"Så er deres bad klart Miss Camille, skal jeg gøre sengen og en varmedunk klar til dem også?" 

Camille nikkede, og sagde at det måtte hun meget gerne, hvis hun ville være så venlig. I badet lå Camille og tænkte på den tid hun havde tilbragt alene med Marcus i godsets tårn, og mærkede igen den kriblen hun havde haft i sine læber, da hans rørte hendes i et vidunderligt kys, hun ønskede aldrig var afsluttet.

Men tanken om at Marcus måske besluttede sig for at fortælle Edward om dem, nagede hende også. Hvad nu hvis Edward blot havde sendt Marcus, for at tjekke om Camille var loyal, eller om hun blot var en skøge der tog enhver given chance hun fik? 

Men til trods for angsten hun følte for at blive opdaget, kunne hun mærke hvordan kærligheden voksede i hende, hendes kærlighed til Marcus. Badet gav hende ikke afslapning som hun havde håbet, tvært imod havde det den modsatte virkning på hende, det havde sat tankerne i gang hos hende. 

Hun måtte se Marcus igen, men hvornår? Og endnu vigtigere, hvordan?  Hun måtte finde en måde, uanset hvad det kunne komme til at koste hende. Hun var villig til at betale prisen, så længe hun fik sin elskede Marcus at se igen. 

Det var således, at Camille kom ind i en svær, og ekstrem hård periode i sit liv, men hvor hård perioden for hende ville blive, vidste hun endnu ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...