Lys Fra Et Vindue

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Færdig
Annabell er forældreløs, hjæmløs og hjælpeløs. Hun bor på gaden, i en papkasse, hvor hun hvert år holder jul, kun med sig selv som selskab. Men en dag ser hun noget. Et lys fra et vindue. Og eventyret kan begynde.

0Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

2. Ingen skal være alene juleaften

De flatterende sko klinkede mod de sneklædte brosten, forbi den lille papkasse jeg så omhyggeligt gemte mig inden i. Jeg ventede bare på at det sidste par sko ville forsvinde sammen med lyden af trin og folkestemmer, så jeg kunne kravle ud af mit skjul. Jeg blev nødt til at være her, hvis jeg ikke skulle blive nappet af myndighederne og sat på fattighus. Det ville være enden på mine dage, selvom der ikke havde været så mange. Jeg var kun syv år og min hårde tilværelse havde endnu ikke sat sit præg på min ferskenhud. 

Men nu lå jeg her og studerede flokken af sko, som et karneval af brogede kostumer. Man kunne kende folks rang på deres valg af sko, også deres erhverv, og endda deres personlighed! Lige foran mit altopslugende blik, trådte en rosenrød ankelstøvle med mørkerød snøre. Meget modig farve, så det måtte være en ung pige hvis man lagde mærke til hendes beslutsomme, men lette skridt, som om hun gik på rosenblade og ikke måtte mase dem. Der var et andet par, nogle rustikke, men elegante lædersko, lige pudset fra skomageren. En velhavende mand, med styr på sit, den måde skoen satte i jorden som et mindre tramp, men med fuld kontrol over hvor foden fik mest balance. 

Ja, sko var interessante. Endelig forsvandt det sidste par sko, og lyden af den livlige snak tonede mere og mere ud i intetheden, indtil gaden var tom for lyd. Kun musene der spilede over sneen kunne høres i små knas. Med et lettelsens suk kravlede jeg ud af min ret så kedelige hule, i forhold til hvad der ventede herude, i den lysende nat. Sneen knasede under mine små fødder, som var dækket af nogle sorte snøresko jeg havde fundet i kanten af gyden. Med forsigtige skridt bevægede jeg mig ud mod pladsen, i hjertet af byen. 

Træerne var bare, men istedet for blade var der sat lyskæder, og atter lyskæder rundt i de nu oplyste grene. Som ildfluer sad de dér og oplyste sneen på pladsen.Jeg vidste godt de ikke rigtigt var der, men i julen måtte man vel godt drømme. Da jeg nåede ud på midten af den store plads, åndede jeg befriet op. Det var den eneste dag på året, jeg kunne bevæge mig ud. En hel nat, var gaderne og pladsen min, mens resten af byen var studset sammen i stuerne og nød deres juleaften. Og det her var min juleaften. 

Mens jeg kørte nøddeknækkeren inde i mit hoved, lagde mine fødder sig ud i nogle dansetrin så jeg endte med at danse halv ballet, kun med musikken indefra. Pludselig faldt jeg over noget der var i min øjenkrog. Et oplyst vindue. Ikke mærkeligt overhovedet, men noget sagde mig at det ikke havde været der før. Der var noget magisk over det. 

Mine øjne undersøgte alle detaljer i vinduet, men det var bare lyst op, som man kiggede ind i en enorm kakkelovn. Tøvende rørte spidsen af min lille pegefinger glasset og som om jeg havde tændt for en bombe, sprang vinduet i millioner af lys. Alle regnbuens farver dansede i glasset indtil de langsomt dannede et billede. Tre silhuetter tonede frem i varmens lys så jeg endnu mere intenst stirrede ind i vinduet. Kroppene fik ansigter og tøj, så en fornem familie sad i en stue. Der var en mor, en far og en lille pige. Et juletræ adskilte de tre mens de bøjede sig ind under træet, ledende efter årets højdepunkt. Gaverne. De jublede, krammede og kyssede alt imens de smilede bredere og bredere, jo længere jeg stod og betragtede dem. Uforstyrret dansede de om juletræet, ikke vidende om at en lille pige så på dem, med hjertet revet ud af misundelse. Jeg ville gøre alt for at være en del af den familie, at have nogen at støtte sig til. 

Med frosne kinder vendte jeg ryggen til familien og tørrede tårene væk med mit beskidte ærme. Jeg følte mig ikke tilpas i det glansbillede jeg stod i, med den uberørte sne og den lysende stjernehimmel. Som om jeg var den lille plet i maleriet, som kunstneren havde prøvet forgæves at fjerne, men uden held. Violinerne spillede sørgmodigt i mit lille sind, mens at sorgen næsten havde fjernet alt den glæde jeg før var spækket med. 

Fortvivlet satte jeg mig i sneen og ødelagde endnu et felt af det perfekte billede jeg var en del af. Hvorfor kunne jeg ikke bare passe ind her i julens stund? Denne ene gang om året? Hvorfor ikke?

"Hvorfor sidder du her mit barn?" En rusten stemme lød over mig så jeg hurtigt rettede blikket på den gamle kone der bøjede sig krumrygget over mig. Hendes øjne gnistrede af varme mens et lille smil spillede hendes tørre læber. 

"Jeg er helt alene bedstemor. Jeg har ingen at fejre jul med og alle er så glade på juleaften. Undtagen mig!" Jeg brød ud i gråd igen og maste ansigtet ned mellem mine kolde knæ. Hun lagde sin rynkede  hånd på min rystende skulder. 

"Du skal ikke græde mit barn. Det er så smuk en himmel i aften, den skal ikke se dig græde, slet ikke på juleaften!" Med tårene glidende ned af mine røde kinder, kiggede jeg op på den gamle kone der stadig med et smil som en ung pige, stod over mig. 

"Kom med mig. Jeg bor på fattighuset i den anden ende af byen" Først blev jeg skræmt fra vid og sans ved lyden af fattighuset, men hun lød så oprigtig og glad at jeg ikke kunne styre mit hoved, inden det nikkede. Hun tog min hånd, løftede min lille krop over sneen og tog mig under sin ene vinge. Hun duftede af en blanding af støv og varm kakkelovn. Og trods jeg havde håbet på en velhavende familie, betød det ikke noget. 

For ingen skal være alene juleaften. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...