Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

187Likes
197Kommentarer
30952Visninger
AA

42. 41. Goodbye.


Nialls synsvinkel:

Jeg lukkede langsomt øjnene op igen, og håbede på at se hende glad igen. Hun stod lige foran mig, lige præcis det samme sted som hun stod for 3 sekunder siden. ”Er du døv?” spurgte hun, og kiggede med et hårdt blik ind i mine øjne.
”Jane, hvad er det du laver?” spurgte jeg lavt, og rystede svagt på hovedet. ”Gå nu bare, okay?” spyttede hun, men jeg bed mine tænder hårdt sammen. ”Jane, Jane, Jane kan du ikke bare stoppe” sagde hun med en irriterende stemme, ”Niall, jeg mener det, gå nu” sagde hun, og holdt det hårde blik. ”Men lov mig en ting” sagde jeg, og bed mig blidt i læben af nervøsitet. ”Ikke gør noget dumt”.

Hun sank en klump i halsen, og stirrede koldt på mig. ”Jeg går nu” mumlede jeg, og kiggede ned i gulvet, mens jeg vendte rundt på hælene.

Det var underligt, altså hun havde aldrig opført sig sådan før, i hvert fald ikke for 3 år siden. Måske er det bare en fase hun skulle igennem?


 

Janes synsvinkel:

Han vendte rundt, og få sekunder efter kunne man høre døren blev smækket i. Jeg var ked af at jeg skulle smide ham ud, men alting blev for meget, og det er de stadig.

 

Jeg har taget en masse dumme beslutninger, og det skal sluttes, så jeg bliver nødt til at tænke hurtigt.

 

Jeg tog en dyb indånding, og blinkede nogle gange med øjnene. Nu var det nu, nu skulle det hele sluttes.

 

Jeg fik taget mig sammen til at gå ind på mit værelse. En forfærdelig følelse skød op i mig, da jeg fandt en kasse i mit skab. Jeg sank en klump i halsen, og tog forsigtigt låget af. Der lå Det, det som jeg altid har hadet, som jeg altid har følt mig truet af. Metallet.

Jeg rullede forsigtigt op i mit ærme, og tog metallet op med den anden hånd. Jeg snittede langsomt overfladen af min hud, så nogle få dråber blod trillede ned fra mine håndled. Jeg elskede den forfærdeligt følelse, jeg elskede at jeg snart ville glemme smerten, jeg elskede at det hele snart ville være slut.

 

Tårerne sad i øjenkrogen, og var klar til at løbe når som helst.

Et lille hvin undslap mine læber, da jeg kom til at presse lidt for hårdt. Jeg kiggede ned, og så blodet strømmede ud. Der var ikke noget at gøre. Jeg skyndte mig at ligge metallet tilbage i kassen, og fandt papiret frem, som jeg havde haft liggende i kassen i flere år nu.

Jeg tog den sædvanlige sorte kuglepen, og satte mig på gulvet. Mit hoved var begyndt at snurre. Jeg placerede pennen på papiret, og begyndte at skrive.

 

”Endelig, endelig kan jeg sige farvel.
 

Jeg undskylder hvis du kommer til at savne mig mor, altså nej, for det ved jeg at du ikke gør. Jeg har været den dummeste og klammeste datter, og sådan er det. Jeg er ikke perfekt.
 

Jeg har lidt, og jeg lider stadig. Jeg har grædt, men er endelig blevet stærk nok til at holde tårerne inde. Jeg har det forfærdeligt, og der er en masse grunde til det. Og en af dem er på grund af den fantastiske dreng, Niall.
 

Niall, jeg hader at jeg elsker dig. Du har ødelagt mit liv, og jeg tror at jeg kommer til at ødelægge dit efter du læser dette.

 

Jeg ved at du er en meget følsom dreng, eller burde jeg kalde dig mand? Men Niall, du skal ikke tage dette personligt.

 

Jeg elsker dig, det har jeg altid gjort. Første gang jeg så dit blonde hår, og dine blå øjne, var det eneste jeg tænke ”Wow”.

 

Du er så fantastisk, opbakkende, og jeg har aldrig vidst hvordan jeg skulle gøre noget for dig. Du har altid været der for mig, hjulpet mig, elsket mig.

 

Jeg husker den dag du mødte min far, det forbandede svin. Jeg husker den aften, hvor du og jeg mødtes ude på vejen, og du sagde noget i nærheden af ”Abby og dem er dernede…”. Jeg hadede Abby, og det har jeg altid gjort. Det var så fandens dumt af mig at hænge ud med hende efterfølgende. Se på alle de dumme beslutninger jeg har taget, alt det møg jeg har rodet mig ud i.

 

Jeg husker at du hadede når jeg skrev i dagbog, du hadede at jeg ikke fortalte mine følelser til dig, i stedet for at skrive dem ned.

 

Kan du huske den gang du inviterede mig med til London? Det var fantastisk.

 

Den gang du læste min dagbog?

 

Eller vores første gang?

 

Den gang jeg traf den dårlige beslutning at kysse Harry?

 

Kan du huske det brev du fik fra min far? Brevet med det forfærdelige billede af Harry og jeg?
Jeg håber for resten at i har det godt sammen…

 

Den gang jeg forlod dig ved X-factor huset?

 

En ting jeg altid vil huske er ordet 'Beautiful'. Jeg elsker hver gang du siger det til mig.

 

Men har du lagt mærke til noget? Det var altid mig der tog de dårlige beslutninger. Altså bortset fra en gang, og det var den gang du ledte efter mig, og så fandt du mig, den aften med ham manden Ben.

 

Niall jeg har altid ønsket at du ville glemme mig, glemme mig og leve videre. Finde en ny pige, og have et fantastisk liv med hende. Jeg har aldrig troet at jeg ville have det så godt, men alligevel så skidt med en person.

 

Niall, Jeg elsker di…..”

 

Pennen røg ud af min hånd, mens jeg hev efter vejret. Små hvide prikker begyndte at overtage mit syn. En svimmelhed steg til mit hoved. Jeg kiggede ned på mit håndled, og lår. Blodet strømmede stadig ud.

 

Nu sluttede det.

 

Nu sluttede mit livs eventyr.

 

Mit livs minder blev glemt.

 

Og jeg skulle aldrig have det forfærdeligt igen.

 

”Jeg elsker dig Niall” hviskede jeg, inden mit syn forsvandt, og jeg ikke kunne få vejret mere.

 

Farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...