Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29488Visninger
AA

41. 40. "I'm broken"


Nialls synsvinkel:

Abby kom løbende hen imod mig. Hun lagde hurtigt sine arme om mig, og begyndte at fnise lavt. Jeg var virkelig bange for at alt hendes makeup ville smitte af på min bluse. ”Hvor har jeg dog savnet dig” sagde hun med en kvalmende, tøset stemme. ”I lige måde” svarede jeg, mens jeg kiggede undrende hen mod Jane, som stod og smilede falskt. Abby lagde sine varme håndfalder på mine kinder, og trak mit hoved hen til hende, så hun kunne se mit ansigt. ”Dine øjne er stadig lige så smukke som for 3 år siden” sagde hun, og smilede til mig. ”Tak” svarede jeg koldt, og nikkede.
”Nå, men kommer du ikke med ind i stuen, og snakker” spurgte hun, og gik hen imod sofaen. Jeg kiggede hurtigt over på Jane, og rynkede panden. Jeg lavede nogle armbevægelser hvilket fik hende til at ryste på hovedet.

Hvorfor skulle Abby ødelægge alt.

Jeg satte mig ned i sofaen, og kunne hurtigt mærke Abby satte sig ved siden af mig.

Altså, var det virkelig så svært at sidde overfor mig?                  

Jeg lod min tunge fugte mine læber, mens jeg beundre hvert skridt Jane tog, hen mod sofaen, inden hun satte sig. Jeg smilede til hende, og hun smilede falskt igen.

Hun nød det ikke.

”Nå Niall, hvordan er livet” spurgte Abby, og fik min opmærksomhed. Jeg vendte hoved, og kiggede ind i hendes øjne. ”Altså, lige nu er det faktisk rigtig godt" sagde jeg, og kiggede hurtigt hen på Jane med et smil, men blev hurtigt distraheret af små host. Jeg sukkede, og kiggede hen på Abby igen.
Hendes irriterende smil gav mig kvalme, for ikke at tale om hendes makeup.

Poptiden er ovre, søde skat.

”Slet ikke noget der går dig på?” spurgte hun, og skubbede underlæben ud. ”Ikke noget du skal vide…” svarede jeg langtrukket. ”Orh C’mon Nallermanden, vi er jo venner” sagde hun, og satte sig tættere på mig. ”Det er lang tid siden” svarede jeg, og udstødte et falskt grin. Og kiggede hen på Jane, som sad og kiggede surt på Abby.

Oh gud fader i himmelen.

”Fint nok” sagde hun, og kiggede hen på Jane. ”Du kom ellers rigtig godt ind på Ben i går, ikke Jane?” spurgte hun irriteret, og smilede skævt til hende. Jane rynkede sine øjenbryn, mens hendes læber skillede sig langsomt fra hinanden. ”Jeg kan tydeligt huske de små kys i gav hinanden på danse gulvet” lød det fra Abby, som rettede sig lidt op. ”Og den måde du bevægede dig op ad ham” sagde hun lavt. Jeg sank en klump i halsen, mens en følelse af raseri skød igennem min krop. ”Og til sidst den måde du kiggede på ham” jeg kiggede hen på Jane, som også kiggede på mig. Jeg kunne se tårerne i hendes øjne, som nægtede at glide ned af hendes kinder. Hendes hænder var knyttet, og pande let rynket.
 ”Det var så… Magisk?” lød det fra Abby, som stadig kiggede hen på Jane.

Men…

”Jo, der var jo også den gang med ham der blondinen! Kan du huske ham Jane?” lød det fra Abby. Mit blik var hele tiden klistret på Jane. Det var som om hun pludselig var blevet en helt anden person, sådan lige pludselig. ”Men der er jo gået 3 år Niall, du må vel også have haft det lidt sjovt”, jeg rystede på hovedet, mens jeg kiggede koldt på Jane. ”Nå” sagde hun efter lidt tid, og rejste sig. ”Det var rart at se dig igen Nallermanden, vi ses, ikke?” sagde hun, og forsvandt hurtigt ud af hoveddøren.

Jeg kiggede ned i gulvet, og sukkede tungt. Efter nogle sekunder rejste jeg mig, og gik ud mod gangen. ”Niall!” hørte jeg Jane halvråbe med en græde færdig stemme. Jeg stoppede ved døren fra stuen, til gangen. Jeg vendte mig om, og så Jane rejse sig. Hun tog nogle få skridt tættere på mig. Jeg bed mine tænder hårdt sammen.
”Jeg var fuld” sagde hun lavt, og kiggede på mig, ”Jeg havde drukket alt for meget, jeg drak for at glemme smerten”. Hendes blå øjne skiftede farve, mørkere, sorget. ”Og jeg vil bare glemme det hele” sagde hun, og kiggede ned i gulvet. ”Men jeg har altid gerne ville starte et nyt liv, men det hele gik ned af bakke for 3 år siden”, et snøft lød fra hende, ”Det var ikke med vilje, og det mener jeg seriøst. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det… Jeg savnede dig”.

Vent.

Jeg kiggede undrende på hende, og bed mig hårdt i læben.

Hvorfor siger hun det samme som vores samtale…

Dengang?

”Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan blive ved med at undskylde, og hvordan du kan blive ved med at tilgive mig. Niall, jeg er jo et monster” sagde hun, og kiggede op på mig med et koldt blik. ”Se mig? ødelagt, helt igennem ødelagt” hviskede hun, og fnes koldt efter det. ”Hvordan kan du elske mig, jeg er jo et monster”.

Mine øjne blev langsomt fyldt med tårer, for hver gang hun sagde dårlige ting om sig selv. Jeg hadede det, men hun havde jo ret med hensyn til det med at elske, og tilgive.

Min brystkasse steg langsomt, og lagde sig langsomt ned igen, mens jeg kiggede ind i hendes mørke øjne. ”I’m broken” sagde hun, og holdt det kolde blik. ”Jeg kan ikke mere Niall”.

Endnu et falskt grin undslap hendes læber.

”Jeg kan ikke mere Niall”

”Vent…” sagde jeg, og sank en klump i halsen, ”Jane?”. Et lille smil hoppede frem på hendes læber, men hendes øjne var stadig mørke, stadig anderledes. Det var virkelig ubehageligt at stå foran hende lige nu. ”Nu, nu kan du gå” hviskede hun, og smilede svagt til mig. ”For din egen skyld…” sagde hun med en rystende stemme, mens hendes smil famlede.
Jeg rystede svagt på hovedet, og kiggede ind i hendes øjne. ”Niall, gå nu” sagde hun lavt.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, hvad jeg skulle sige, og hvad jeg skulle gøre. Det hele var bare forvirrende.

”Niall” sagde hun koldt, mens hendes vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere. Hun gik tættere på mig så vi stod helt tæt. ”Er det så svært at gå” spyttede hun nærmest ud, mens hun holdt øjenkontakten. ”Jane, stop nu” hviskede jeg, og lod min hånd køre ned af hende skulder. Hun fik hurtigt slået den væk.

”Gå” sagde hun hårdt.

Men…

”Gå” sagde hun igen, denne gang lidt lavere end de andre gange. Hendes pande rynkede sig svagt, mens hun fugtede sine læber med sin tunge. Jeg vidste at hun gjorde det når hun var nervøs, hendes facade holdt ikke længere, et løbet af nogle få sekunder ville hun knække. Jeg talte ned fra 3 inde i mig selv, og lukkede langsomt mine øjne.

3…

Hendes læber mødte mine, ligeså bløde som sidst.

2…

Hendes arme lagde sig om min nakke, mens hendes kinder blussede op, af de komplimenterende ord jeg hviskede i hendes øre…

1…

Hendes glade smil, som lyste verden op, smilet som var lysere end stjernerne på nattehimmelen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...