Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

187Likes
182Kommentarer
31843Visninger
AA

38. 37. Did you miss me?

Janes synsvinkel:

Jeg skulle aldrig have sagt det. Han skulle ikke vide jeg var lige her, lige ved siden af ham. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og så ind i hans blå øjne. Jeg fik hurtigt rejst mig op, men blev stoppet da han tog fat om mit håndled. Jeg vendte mit blik ned mod ham. Han rejste sig langsomt op. Jeg rystede igen på hovedet, og sank en klump i halsen. ”Niall, du skal give slip på mig nu” sagde jeg lavt, mens en tåre trillede ned af mine kinder, ”Og så skal du glemme mig”.

Jeg ville virkelig gerne have at han skulle være glad, han skulle ikke have haft tænkt på mig de sidste 3 år, han skulle endda ikke engang have kommet hjem for at lede efter mig. Jeg blev ved med at kigge ind i hans øjne, mens han rystede svagt. ”Jeg lader dig ikke gå denne gang” sagde han lavt, og tog et skridt tættere på mig.

Mit hjerte sad oppe i halsen, mens han kiggede mig i øjnene. ”Du er ikke glad” hviskede han, og tog sin anden hånd op til mit ansigt, og tørrede tåren væk. ”Niall, jeg har ingen nytte i dit liv” sagde jeg lavt, og kiggede ned i asfalten. ”Du er faktisk den eneste der fik mig til at blive ved med at kæmpe” kom det fra ham, mens han lod sine fingre flette sig ind i mine. ”Hver morgen nå jeg vågnede op, manglede jeg dig ved min side” sagde han, mens hans stemme knækkede af nervøsiteten, ” Fordi jeg mangler dig”. Endnu en tåre gled ned af mine kinder, mens jeg sank en klump i halsen. ”Jeg mangler den glade Jane, den rigtige Jane”.

Den rigtige?

Hvad mener han dog med det?

”Den rigtige?” spurgte jeg lavt, mens jeg holdt blikket ned mod asfalten. ”Den glade Jane, og jeg har set dig glad, og jeg elsker det. Det er som om du glemmer omverden, og du kun koncentrerer dig om de små ting der kan bringe et smil frem på dine smukke læber” svarede han, og klemte lidt i min hånd. ”Niall, det hjælper ikke noget, jeg vil ikke have noget med dig at gøre, jeg vil ikke ødelægge mere” sagde jeg endnu engang, mens jeg forsøgte at få min hånd ud af hans greb. ”Stop nu, du har ikke ødelagt noget”.

Niall, du ved godt jeg har ødelagt alt.

Alle andres liv.

Og ikke mindst mit eget.

”Kan du ikke i det mindste bare fortælle mig hvordan du har det?” hviskede han, og tog et skridt tættere på mig, så vi stod helt tæt. Drengen var jo vokset! Han var et halvt hoved højere end mig. ”Det… Det kan jeg ikke” svarede jeg, og kiggede op på ham. Han så undrende på mig, mens han nikkede svagt på hovedet. ”Jane, fortæl mig det nu” sagde han, kiggede på mig med hans blå øjne. ”Kan du ikke selv se det?” spurgte jeg denne gang lidt hårdere, ”Det hele går ned af bakke, og det kunne du jo også godt selv fornemme”.

Tag det roligt, Jane.

Jeg lukkede mine øjne, og tog en dyb indånding, mens flere tårer gled ned af mine kolde kinder. ”Jeg er her for at rede dig” sagde han, og få sekunder efter kunne jeg mærke nogle arme lagde sig omkring mig.
Jeg følte mig faktisk tryg i denne position vi stod i. Jeg havde faktisk ventet i flere år, på at føle mig tryg, på at føle mig elsket igen. Men jeg var stadig sur på mig selv, jeg var sur over at jeg ikke bare gik fra ham, i stedet for at lade ham vide at jeg var her, jeg ville jo have at han skulle glemme alt om mig, alt om det lille deprimerede vrag.

”Jeg har savnet dig, Niall” mumlede jeg ind i hans bryst, mens jeg lagde mine arme om hans liv. Han lagde sin ene hånd på mit baghoved, og snurrede en tot hår om hans finger. ”Jeg har også savnet dig, Beautiful” sagde han, mens en varm følelse skød frem i min krop, og sommerfuglene i min mave endelig blev vækket til live igen. Det var som om farven på min kolde hud endelig kom tilbage, og mine døde øjne blev levende igen, jeg havde alligevel ikke mistet ham.

”Men hvorfor?” sagde jeg lavt, og trak mig ud af krammet. ”Fordi jeg savnede hende der betød mest for mig” svarede han, og smilede svagt. ”Jeg elsker dig stadig, Jane” sagde han, mens han pressede sin pande mod min. ”Kun dig” et lille fnis undslap mine læber, og få sekunder efter kunne jeg mærke Nialls læber mod mine, i et langt, lidenskabeligt kys. Det var som om jeg glemte alt om alle, og alt om omverden, og kun fokuserede på hans kys, på hans bevægelser, på ham. Det var fantastisk endelig at have ham tilbage, det var ufatteligt hvor dårligt man kunne have det i 3 hele år, og så få det godt igen efter et enkelt kys? Det gav bare ikke mening.

Jeg lagde mine kolde hænder, op på hans varme kinder, hvilket gav ham et lille gys. Han lod sine hænder ligge på mine hofter, mens jeg bevægede min hånd op i hans hår. Jeg kunne fornemme et smil blev formet på hans læber, mens vi stadig var i gang med vores langvarige kys.

Niall trak sig ud af kysset, men lod sit hoved være få centimeter væk fra mig, så han kunne kigge direkte ind i mine øjne, og jeg ind i hans. ”skal du ikke sige nogen søde ord til mig?” spurgte han, og lod et fnis efterfølge sig. ”Hvad mener du?” sagde jeg, og smilede skævt, mens jeg lagde mine arme om hans nakke. ”Så som du har fantastiske øjne?” sagde jeg lavt, og kiggede ned på hans mundvige som svagt løftede sig. ”Du dufter godt” fnes jeg, og smilede svagt. ”Og jeg har savnet dig helt ubeskriveligt meget, Niall” sagde jeg, og pressede mine læber ind mod hans igen. Han trak sig ud af kysset, ”Har du kun savnet ’mig’” jokede han, og fik mine kinder til at rødme.

Frække dyr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...