Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29748Visninger
AA

34. 33. Home sweet home.


Janes synsvinkel:

”Lov mig at du venter på mig” lød det fra Niall, hvis kinder var røde.

Var han genert?

Jeg nikkede, og fortrød det med det samme.

Jeg kunne ikke blive og vente, jeg skulle af sted.

Jeg skulle væk.

Niall forsvandt ud af døren, ud til de andre drenge. Jeg havde en trang til at gå efter ham, og fortælle ham at jeg ikke kunne blive, men hvis jeg kender Niall ret, så ville han blive ked af det, og hvis han bliver ked af det kunne han jo ikke synge. Dette var vigtigt, dette afgjorde Nialls liv. Jeg ville bare have at han skulle være glad, og få den succes han fortjente, fordi han havde talent.

“Angie, you're beautiful, but ain't it time we said goodbye? Angie, I still love you, remember all those nights we cried?”

“I hate that sadness in your eyes but Angie, Angie, ain't it time we said goodbye?”

“But Angie, I still love you, baby. Everywhere I look I see your eyes. There ain't a woman that comes close to you. Come on baby, dry your eyes.
But Angie, Angie, ain't it good to be alive?”

Sangen blev spillet inde i mit hoved. Sangen Niall havde sunget for mig.

Vores sang.

Angie.

En tåre trillede ned af min kind, en jeg tørrede den hurtigt væk, da en gruppe piger kom gående. Jeg hørte dem fnise. ”Øhmm” hørte jeg en af pigerne sige, ”Du kan ikke være her, dette er for deltagere, og så vidt jeg kan se er du heller ikke medlem i en gruppe”, de andre piger fnes.

Kællinger.

Jeg gik hen til en stol hvor min taske lå, trak den over skulderen, og gik hen mod døren. Jeg kunne hører pigerne begynde at grine, da jeg forsvandt ud af døren. Jeg stoppede op, og kiggede ud på drengene.

Der stod han.

Og udlevede sin drøm.

Et lille smil gled frem på mine læber da han begyndte at gå frem mod Harry.

Jane, stop dog.

Niall tog mikrofonen op til sin mund, og begyndte at synge sammen med de andre drenge. Det lød fantastisk.

Niall var skabt til dette.

Skabt til at underholde folk.

Jeg så hen mod udgangen, og kiggede langsomt tilbage på Niall.

Jane, bare gå.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, og forsvandt ud af døren. Uden at sige farvel.

”Dette er det sidste fly til Irland, da en storm trækker over sig senere på aften” sagde piloten, inden et sikkerheds program blev vist på de fjernsyn der var rundt omkring.

Nu var de forsent.

Ingen chance for at sige farvel til Niall.

Jeg sad med mine høretelefoner i ørene, og min IPhone på skødet, da den begyndte at vibrere.

Niall ringer.

Afvist.

En forfærdelig følelse skød op i min krop. Jeg kunne jo ikke ringe tilbage, jeg ville græde, og jeg hader at græde. Det eneste jeg ville have lige nu, var at han ville glemme alt om mig, og udleve sine drømme.

Flyet lettede, og nu var jeg på vej tilbage til Irland. Tilbage til lorte livet. Musikken spillede lavt i mine øre, mens jeg kiggede ud af vinduet. Skyerne var grå, og kedelige. Ligesom mit liv uden Niall. Det var egentligt underligt at tænke på at jeg ikke ville se ham mere. At jeg ikke ville se mit livs kærlighed nogensinde igen. Men jeg vidste at jeg traf den rigtige beslutning.

En prikken på mit skulder fik mig til at vågne op. ”Miss? Vi er landet” hørte jeg en dame sige. Jeg blinkede et par gange, før jeg allerede havde taget min taske ned fra hylden, og kastet den over skulderen. Jeg takkede stewardessen for at vække mig, inden jeg tog et skridt ud af flyet. Jeg gned mig i øjnene, og fandt udgangen.

Now I just need a taxa.

Jeg trak min IPhone op ad lommen, og låste den op.

16 missede opkald.

Niall.

Et suk undslap mine læber, mens mine øjne var ved at løbe i vand.

Ring tilbage eller ignorer?

Mine vejrtrækninger blev tungere og tungere, for hvert sekund jeg kiggede på hans navn.

Ringer til Niall.

Jeg tog mobilen langsomt op til mit øre. En masse tanker fløj rundt i mit hoved, jeg vidste ikke engang hvad jeg havde gang i.

”Hallo?”

”Jane, er det dig?”

”Jane, snak nu!”

Jeg skyndte mig at lægge på. Et hulk undslap mine læber, som blev efterfulgt ad en masse andre. Tårerne strømmede ned af mine kinder, endnu en gang.

Jeg gav nogle penge til taxachaufføren, og steg ud af bilen. Tasken hang ned over min skulder, mens jeg gik op ad trapperne op mod lejligheden.

Så er jeg hjemme.

Eller hvad man nu siger.

Jeg hev ned i håndtaget, og gik ind i gangen. ”Hvem der?” hørte jeg den bekendte kvinde stemme sige, mens hun kom gående ud i gangen. ”JANE!” råbte hun, og løb hen imod mig. Hendes arme viklede sig omkring mig, mens hun snakkede om hvo meget hun havde savnet mig. Jeg skubbede hende langsomt væk, uden at sige et ord gik jeg ind mod mit værelse. Sengen var redt, og gulvet var støvsuget. En skyldfølelse skød op i min krop, men forsvandt hurtigt da den irriterende kvindestemme lød i mine øre igen. ”Hvor er Niall?” spurgte hun, mens jeg drejede om på hælene. ”Han er med i X-factor, han kommer ikke hjem” sagde jeg koldt, og kiggede ind i hendes sørgende øjne. ”Hvor er han?” spurgte jeg, og blev ved med at holde den kolde facade oppe. ”Far?” spurgte hun, og lænede sig op ad dørkarmen. Jeg nikkede svagt, og sank en klump i halsen. ”Det ved jeg faktisk ikke” mumlede hun, og pillede lidt ved sine fingernegle.

Ved du det ikke?

”Nå, du kommer bare hvis der er noget” sagde hun, forsvandt ud i køkkenet, og lod døren stå pivåben. Jeg satte mig på sengen, og begyndte at pakke ud. Dagbogen lagde jeg ved siden af mig, mens jeg lagde noget tøj hen i en kurv. Et suk undslap min mund, da jeg satte mig ved siden af bogen. ”Here we go again” hviskede jeg, og åbnede bogen.

”Kære dagbog.

Jeg er nu hjemme igen, og min far er her heldigvis ikke. Endnu.
Jeg forlod Niall, og jeg ved at han er synderknust lige nu. Men på et tidspunkt vil han indse at jeg tog den rigtige beslutning. Han vil glemme mig, og finde en pige der vil elske ham lige så højt som mig. Han vil blive succesfuld, og udleve sine drømme.

Jeg har en forfærdelig følelse indeni, og jeg ved, jeg inderligt ved at jeg aldrig vil glemme Niall.

Jeg smutter, vi ses”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...