Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

187Likes
197Kommentarer
30965Visninger
AA

31. 30. "See ya soon. - X"


Nialls synsvinkel:

Hun opførte sig ikke normalt.

 Jeg havde en trang til at spørge hende om hvad der var galt. Og så var der vores forhold, det var slet ikke det samme mere. Når jeg kiggede hende i øjnene så jeg ikke min Jane mere, jeg så en helt anden personlighed. Jeg sank en klump i halsen, og så hende skrive i sin dagbog.

Hvor jeg dog ønskede så inderligt at læse den.

Bare at vide hvad hun ser og føler om omverden.

Og om livet.

Men hvorfor skriver hun overhovedet i den? Jeg mener, hun plejede kun at skrive i den når hun har det dårligt.

Hvor er jeg dum.

Hun har det dårligt, og jeg ved ikke hvad det er der går hende på, så jeg kan ikke gøre det eneste en kæreste har pligt på, nemlig at sørge for ar hans kæreste er glad. Jeg tog mig selv i at kigge ned på hendes håndled.

Nej.

Nej.

Nej.

Ikke igen.

Arene var der. Men de var mere optegnede end de plejede at være. Jeg troede vi var ovre den her fase. Jeg troede hun havde fået det bedre.

Jeg troede...

Jeg observerede imens hun smilede et svagt smil, da hun skrev et par ord, hvorefter hun lagde dagbogen væk. "Er der noget galt Niall? Du stener" sagde hun efterfulgt af grin, som heldigvis var ægte. "Næh" løj jeg "Come on, du kan stole på mig" et øjeblik så hun helt forkert ud, som om nogen havde stukket hende, hvorefter hun smilede et falskt smil. Hvad gik det ud på? "Der er ikke noget" sagde jeg, og klistrede et anstrengt smil op på mit ansigt. "Nå, jeg må hellere ud og øve med drengene." Sagde jeg hurtigt for at afbryde den akavede stilhed det langsomt sneg sig ind over os.

 Hvad skete der mellem os?

Jeg rejste mig og tog tøj på, hvorefter jeg gik nedenunder i køkkenet. Jeg kunne høre Janes stemme efter mig: "kommer om 5 minutter". Da jeg kom nedenunder sad Harry, ved køkkenbordet, med et tomt blik, og stirrede ud i luften. De andre drenge var ikke kommet endnu. "Hey Haz, hvor var du i nat? Jane sagde.." Jeg stoppede op, da han kiggede hen på mig med et sørgeligt blik. "Jeg var.." hans grædefærdige stemme fortalte mig at der var noget helt galt. "Jeg var bare ude at gå en tur.." Afsluttede han og kiggede ned i bordet. "Haz..." Sagde jeg prøvende. "Fortæl mig hvad der er galt" sagde jeg lidt opløftende. "Det.. Det kan jeg ikke" sagde han stille. Jeg mærkede en stikkende følelse i hjertet. "Hvad." Sagde jeg koldt "Ikke noget! Fat det Niall!" Sagde Harry højt. "HARRY! Jeg ved forhelvede godt der er noget galt! Så fortæl det dog til mig! I kan ikke holde det skjult forevigt! " råbte jeg af ham. "I? Hvem I?" Spurgte han koldt. "Dig og Jane forhelved! I er så hemmeligheds fulde og triste, HELE FUCKING TIDEN!" Jeg råbte ikke længere, jeg snakkede kun højt. de andre skulle ikke høre hvad mig og Harry snakkede om. "Niall. Jeg mener det. Der er ikke noget galt. Jeg har bare lidt svært ved at fatte hvorfor Jane cutter." Sagde Harry stille. "Hvad?" Ved han præcis hvorfor? "Jeg mener, hvorfor skulle hun cutte? Sådan en fantastisk, smuk, kærlig og sød pige, cutte? Det hænger ikke sammen..." Sagde Harry stille.

Nej, vent, hvad?

”fantastisk, smuk, kærlig og sød”

KAN HARRY LIDE JANE?

"Kan.. Ka... kan du lide Jane?" Jeg havde svært ved at sige ordene. Det hele passede bare ikke sammen. Harry kiggede bare på mig, hvorefter han kiggede ned i bordet. Han mumlede noget utydeligt.

Åh for helved.

 "Undskyld" "Harry?" "Ja?" "Kan Jane lide dig?" Det kom ud mere koldt end det skulle. Det var for hårdt. Harry kiggede op på mig, med blanke øjne. "Niall, for at være hundrede procent ærlig, så ved jeg det ikke." Jeg tog mig til hovedet og satte mig ned overfor ham. "Nu giver det hele så meget mening!" Udbrød jeg. "Hvad?" Spurgte Harry undrende. "Hun.. Hun er så trist, og-" jeg havde svært ved at fuldføre sætningen. Men jeg havde brug for at fortælle det, jeg havde brug for at fortælle det til ham. "Hun er så trist, og når vi er sammen-" denne gang blev jeg afbrudt af Harry. "seksuelt?"

Hvad?

Nej?

Hvorfor skulle han vide det?

 "Nej, generelt. Når vi er sammen er hun altid fraværende og, det er lidt som om, at vores 'gnist' er forsvundet, og vores forhold er ved at gå i stykker.." Afsluttede jeg stille. "Niall. Jeg mener det her dybt. Jeg er virkelig ked af det. Men min hjerne vil ikke fortælle mit hjerte at det er forkert." Sagde Harry stille. "Det ved jeg Harry, men  jeg ved bare ikke hvad der skal ske med vores forhold." Midt under sætningen var Harry gået i chok, og sad bare og stirrede ud i luften bag mig, underligt? "Altså, mig og Janes forhold.." Sagde jeg stille. Harry sad stadig med samme chokerede udtryk i øjnene, men han satte sig normalt op, da en person bag mig rømmede sig. "Hej Niall." Sagde hun iskoldt da hun passerede mig.

 Orh for fuck da også, det her skete bare ikke.

"Jane! Jane! Lad mig forklare!" Sagde jeg efter hende. "Efter hvad jeg har hørt så ved du ikke hvad der sker i vores forhold, og du overvejer åbenbart at slå op med mig!? Og så snakker du forhelvede med Harry om det!? Har Harry fortalt dig noget? Har han fortalt dig noget, siden du lige pludselig fortæller dine tanker til ham?" Hun stod ovre ved døren ud til haven. "Jane, stop dig selv." Sagde Harry koldt. "Nå undskyld! Er det nu mig der har gjort det hele forkert?” spurgte hun irriteret. "Jane. Lad mig forklare!" Sagde jeg bedende. "Jeg tror du har forklaret nok, til Harry!" Hun lød helt kold.

"Hvor er Anne?" Spurgte hun hurtigt. Han pegede hen mod Annes værelse. Jane stormede hen til døren, og kort efter kunne vi høre Annes stemme, der prøvede at berolige Jane. "Wow! Hvad skete der lige her? Og hvem råbte ad hvem?" Spurgte Liam, der lige var kommet ind. "Jane er sur på Harry, og jeg." Sagde jeg irriteret.

Hvorfor helvede skulle hun blive så hurtigt sur?

"Nå.. Hov forresten, Niall, jeg har et brev til dig." Sagde Liam "Hvem er det fra?" Spurgte jeg overrasket. "En eller anden mand, han kom hen til mig i parken, og sagde at jeg skulle give det til dig.. Han så faktisk ret bekendt ud. Jeg kan ikke huske om det var før eller efter showet, men du kan vel bare få det nu." Han fumlede med noget i hans lomme, hvorefter han gav mig brevet. "Hvem kan det dog være?" Spurgte jeg, dog mest mig selv. Jeg havde det ikke helt godt med at åbne brevet. Dog gjorde jeg det. Jeg åbnede det, og det første jeg fik øje på var billedet.

Jane.

Og Harry?

 De stod helt op af hinanden.

De kyssede?

DE KYSSEDE?

 Billedet var dårlig kvalitet, man kunne tydeligt se at det var taget fra et kamera, hvor der var meget zoom på. Man kunne sagtens se at det var Harry og Jane.


”Hej Niall. Tænk, jeg vidste ikke at min datter havde arvet det eneste talent jeg er stolt af? Utrohed. Forresten, tak for sidst. Det var hyggeligt. Specielt, da Jane viste dig hendes beskeder hun havde fået fra mig. Nej, det var da også det sødeste du gjorde bagefter. Krammede hende. Nurh. Lille pussenusse Niall. Vi ses snart. – X”

 Jeg tog mig til hovedet og kiggede på Harry. Det var som om hele min krop gik amok, som om et lyn brasede ned i mig, en krig der forgik i mit hoved, som om mine knogler blev knækket.

 Han kiggede undrende på mig. Jeg rystede fornærmet på hovedet, og bankede billedet ned i bordet.

Forhelvede!

 Jeg rejste mig op og gik hen mod Annes værelse. Jeg kunne høre noget raslen bag mig. Det var sikkert Harry og Liam der gik hen for at se hvad der stod i brevet.

"er det rigtigt, Harry?"

 Jeg åbnede døren til Annes værelse. Jane sad på Annes seng, sammen med Anne der roligt sagde trøstende ord til Jane, der sad og græd. "Anne, gå ud og snak med dig søn. Jeg skal sige noget til Jane." Min stemme var kold, og det gjorde Janes navn også. Anne gik ud af døren og efterlod mig og Jane alene. "Jeg stolede på dig. Jeg troede at vi var 'meant to be', Jeg troede på vores kærlighed, men nu har jeg fået knust mit hjerte af en sølle tøs,der simulerer at hun har det dårligt, mens hun i virkeligheden bare går og kysser med ens bedste ven, bag ens ryg. Hvor lavt kan man synke? Og en sidste ting.." sagde jeg, og tog en dyb indånding, ”Vi er færdige… Helt færdige, og du ødelagde det.” sagde jeg koldt.

Flot…

 Jeg gik ud af værelset, og videre ud af hoveddøren.

 Jeg mente alt jeg havde sagt.

I hvert fald inde i mit hoved.

Jeg kunne ikke hade en person jeg elskedemeget.

Jeg gik bare ude på fortovet, prøvede at slappe lidt af, men jeg havde en trang til at skrige, sparke og ødelægge alt.

Jeg følte mig så tom.

 Jeg havde måske lydt rolig foran Harry, Anne og Jane, men jeg var langt fra rolig. Vreden kogte rundt inde i min krop.

Hvordan kunne man gøre sådan mod sin bedste ven?

Hvordan kunne man gøre sådan mod sin kæreste?

Jeg havde mest af alt lyst til at forsvinde. Lyst til at dø. Men jeg vidste det var umuligt. Nu skulle jeg bare have det her X-factor overstået.

 Måske skulle jeg bare droppe ud?

Simon sagde jo at jeg var uforberedt, og at jeg ikke var så god som jeg troede?

Det passede vel meget godt på mig.

Uforberedt på at Jane og Harry ville kysse.

Ikke god nok til at tilfredsstille Jane.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...