Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29485Visninger
AA

4. 3. A new scar.


Janes synsvinkel:

”Pis også!” sagde jeg, med sammenbidte tænder, og kæmpede hårdt for at holde tårerne inde. ”Jane!” hørte jeg en mande stemme råbe, derefter hørte jeg hurtige fodtrin bag mig.

Løb han?

Jeg klemte min hånd sammen.

Han skulle ikke se det.

”Jane, hvad har du gang i?” hørte jeg Niall sige, han lød bekymret. Jeg kunne mærke en svigende følelse indre fra min håndflade.

Pis.

Det bløder.

Jeg bed mig hårdt i læben, for at undgå at skrige. Jeg åbnede min hånd, og lod Det falde ned på jorden.

Fedt, nu er jeg helt fucked.

Jeg kunne mærke tårerne klemme sig så meget på, at jeg ikke kunne holde dem inde mere.

Sidder han her stadig?

Jeg kiggede ned på Niall, som sad på hug, og så undrende på mig. ”Jane?” spurgte han forsigtigt, og undrende. ”Du lover ikke at sige det til nogen okay!” prøvede jeg at råbe, men min stemme rystede for meget. ”Jane, jeg lover det! Men hvorfor..?” spurgte han igen, jeg kunne se hans ansigt udtryk, i det meget svage lys.

Skuffet og ked af det.

”Niall bare lad være, du kender mig overhovedet ikke!” Sagde jeg, og tog nogle skridt bagud. Niall bukkede sig ned for at tage barberbladet, men jeg nåede at sige ”Bare lad det ligge”. Han rejste sig langsomt op, og gik hen imod mig. ”Kom med mig” sagde han, og rakte ud efter min hånd. ”Niall, jeg tror bare jeg tager hjem..” ”Nej jeg mener det, kom med mig” insisterede han, og tog fat i min hånd.

Hans hånd var blød, og varm.

Jeg kunne mærke at han kigge på mig i ny og næ. ”Hvad skal vi?” spurgte jeg, og lød ret ligeglad, hvilket jeg også var. ”Hjem” sagde han.

SKRID UD HERFRA MØGKÆLLING!

Det gav et sæt i min krop, jeg standsede op. ”Ikke hjem til mig vel?” mumlede jeg, og så spørgende på ham. Han rystede på hovedet, og så meget mistænkeligt på mig, ”Hjem til mig, min mor kan sådan noget med blod” fnes han, og trak mig hen ad fortovet, og ind af en hvid havelåge. ”Mor? Kan du ikke lige finde noget forbinding?” halvråbt Niall. ”Jo skat! Hvorfor dog?” halvråbte hun tilbage, så han begyndte at rødme.

Hvorfor er det lige at drenge hader at blive kaldt skat af deres mødre? Jeg ville elske det..

Hun kom gående ud i gangen, og fik et lille chok da hun så mig. ”Nå, så du har gæster” smilede hun. ”Mor, har du ikke noget forbinding Campe.. Jane faldt?” spurgte Niall.

Jane… Det kunne jeg godt vænne mig til.

”Nå for søren, må jeg se hvor?” spurgte hun, mens Niall trak min hånd frem. ”Sikke en omgang!” sagde hun, og åbnede forsigtigt kassen, hvor forbindingen lå i. Da hun havde bundet min hånd ind, takkede jeg, og smilte for denne gangs skyld rigtigt, og det tror jeg Niall lagde mærke til. Jeg bed mig derfor i læben, og nikkede.

Fuck hvor er jeg dog dum.

”Nå jeg skal vist hjemad” sagde jeg, og smile falskt. ”Mange tak” sagde jeg en sidste gang, og gik hen mod døren. Jeg kunne høre fodtrin efter mig. ”Jeg følger dig hjem” hørte jeg Niall sige, hvilket fik mig til at smile. ”Nej Niall, det behøver du altså ikke” svarede jeg, og gik nervøst hen til døren, mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og hurtigere, jeg har ingen ide om hvorfor?

”Jammen hvad nu hvis jeg gerne vil” fnes Niall, og åbnede døren for mig. ”Damerne først” sagde han, hvilket jeg åbenbart syntes var virkelig sjovt, jeg grinede, for første gang i meget lang tid.

”Niall?” spurgte jeg forsigtigt, og kiggede over på ham. ”Hvorfor hjalp du mig?”. Jeg stoppede op, og det samme gjorde Niall. ”Jane, det var det eneste jeg kunne gøre”

Hvorfor helvede bliver det lorte tårer ved med at komme!

Jeg vidste virkelig ikke hvorfor tårerne begyndte at presse sig på. Jeg gik tættere på Niall, jeg kunne mærke hans åndedræt, hans ånde dufte underligt nok af tandpasta. Jeg valgte at ligge mine arme omkring ham, og underligt nok krammede han tilbage. Jeg havde knap nok kendt drengen i en dag, og nu føltes det allerede som om at han er min bedste ven… Måske var det vare fordi jeg ikke har nogen venner?

Jeg kunne fornemme at det var ved at blive lyst. ”Tak, fordi du gad og hjælpe mig, og følge mig hjem” sagde jeg, og forsøgte at lyde glad, hvilket var ret svært.

Åbenbart.

Jeg kunne hører en dør åbne sig, min mor. Fedt fedt fedt. Jeg vendte mig forsigtigt om, og kiggede hende i øjnene, og lod den kolde facade ligge over mit ansigt igen, ”Jane, hvorfor gik du bare?” spurgte hun. Niall hviskede mig hurtigt i øret, ”Jeg smutter nu, vi ses Jane”, det var svært at stoppe med at smile, men jeg vandt alligevel over smilet denne gang.

”Kære dagbog.

Det har været en meget underlig dag i dag. Jeg har fået en ny ven, Niall. Han har fået mig til at smile flere gange, og jeg har ikke engang kendt ham i en hel dag. Det er som om mit hjerte banker hurtigere når jeg er sammen med ham. Man kan ligesom godt sige at han redede mig ”Kedelige Søndag”, og jeg er faktisk ret taknemlig over for det han har gjort.

Tak Niall”. Jeg klappede den sorte notesbog sammen, og lagde den og kuglepinden på natbordet, ved siden af sengen. Jeg lagde mig forsigtigt ned, og kiggede hurtigt ned på forbindingen, og slukkede derefter lyset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...