Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29480Visninger
AA

30. 29. We gotta find him.


Liams synsvinkel:

Jane havde trukket mig ud på gangen, midt om natten. ”Hvad ville du?” spurgte jeg med en hæs stemme, og kløede mig lidt i håret. ”Vi skal ud og finde Harry” svarede hun koldt, og kiggede spørgende på mig. ”Er han stadig ikke kommet tilbage?” spurgte jeg dumt.

Nej Liam, for ellers skulle vi jo ikke ud og finde ham, vel?

”Men altså, jeg skal lige have noget andet end nattøj på” sagde jeg, og kiggede ned af mig selv.

Boxers og T-shirt.

Hun nikkede, og smilede akavet.

Vi gik ud af hoveddøren i al stilhed, så Anne ikke ville opdage os. ”Hvor var han sidst?” spurgte jeg nervøst, og kiggede mig omkring. ”Henne ved en park” svarede hun, og kiggede ned på sin mobil.

Hun skal jo ikke skrive sms’er nu…

”Jeg ved hvor han er” sagde hun pludseligt, lagde mobilen i lommen, og begyndte at løbe. Det var svært at se hvad man trådte på pga. de dæmpede gadelygter. Vi var endda løbet forbi et par sko.

Underligt.

”JANE!” råbte jeg, og stoppede op og hev efter vejret. ”Jeg kommer om lidt Liam!” halvråbte hun tilbage.

”HARRY!”

”HARRY!”

”LIAM SKYND DIG!”

Hvad sker der?

Jeg tog en dyb indånding, og gav mig til at løbe. Mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at få krampe i lårene. Jeg stoppede op, og så en skikkelse havde lænet sig ind over en anden.

Harry?

Jeg gik langsomt hen imod skikkelserne, og hørte nogen udstøde et hulk.

Hvad er der sket.

Jane havde fundet Harry ligge alene op ad et træ. ”LIAM HJÆLP!” råbte hun, men hendes stemme knækkede.

Hvad skulle jeg gøre?

Jeg sank en klump i halsen, og så Jane slå på Harrys kind. Harry fik et lille chok, og åbnede hurtigt sine øjne. Hans vejrtrækninger var hurtige. Han stirrede ind i mine øjne, som om et eller andet var hændt. ”Liam, må jeg ikke lige tale med ham?” spurgte Jane lavt, og satte sig ned ved siden af ham. Jeg nikkede, og begyndte at gå ud af parken, og så en anden skikkelse nærme sig. Jeg valgte at ignorere personen, men han gik direkte imod mig.

Hvad sker der?

”Du må være Liam?” sagde manden med det lyse hår, og de blå øjne, som mindede mig om et eller andet. Jeg nikkede, og kiggede undrende på ham. ”Er du sød at give dette til Niall? Han skal først åbne efter i har sunget for dommerne i morgen” sagde han lavt, og stak et brev i hånden på mig.

Noget er helt galt.

Jeg nikkede, kiggede på manden der drejede rundt på hælene, og forsvandt.

 


Janes synsvinkel:

Jeg havde sat mig ved siden af Harry, som stadig var i chok. ”Harry?” hviskede jeg, og lagde mit hoved op ad hans skulder. Han rystede svagt på hovedet. ”Hvad skete der?” hviskede jeg igen, og satte mig til rette. ”Jeg…” mumlede han, og stirrede ud i den kolde natteluft. ”Jeg kan huske at du og Niall gik, og det samme gjorde jeg. Jeg gik som sædvanligt rundt om den lille sø, for at køle lidt af, og så kunne jeg bare føle stor smerte i hovedet.. Jeg husker ikke mere” svarede han chokeret. Og kiggede undrende ned på mig. ”Men det kan være lige meget, fordi jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål” sagde han lavt, og bed sig blidt i læben.

Oh nej.

”Jeg ved det virkelig ikke Harry…” tøvede jeg, ”Jeg elsker virkelig Niall, og det er dumt at have noget med hans bedste ven” sagde jeg, og sank en klump i halsen. ”Men hvad nu hvis jeg stadig holder af dig… Er det fint nok?” sagde jeg, og beundrede hans overraskede ansigtsudtryk. Han nikkede, og smilede skævt.

Han var fandme sød.

”Undskyld” hviskede jeg, og lagde min hånd i hans, mens han lagde sit hoved på mit. ”Lad være med at undskylde hele tiden, det er dit valg, Beautiful”

Beautiful?

Jammen det kalder Niall mig.

Jeg tror bare jeg ligger mig til at dø.

Jeg vågnede op, ved en kold hånd der lagde sig på min mave.

Niall.

Jeg mumlede lidt, og vendte mig om, og åbnede mine øjne, og så ind i de fantastiske blå øjne. ”Godmorgen Beautiful” sagde han, og smilede svagt.

Beautiful?

Ja, i er velkommen til at dræbe mig.

”Niall?” spurgte jeg hæst, og blinkede lidt med øjnene, for at vågne op. Han nikkede, og rynkede sine bryn. ”Må jeg ikke godt skrive i min dagbog?” spurgte jeg bedende, og satte mig langsomt op. ”Selvfølgelig må du da det, hvorfor dog spørge mig?” spurgte han, og bed sig blidt i læben. Jeg trak på skuldrene, og hev bogen frem.

”Kære dagbog.

Undskyld jeg ikke har skrevet så meget i løbet af denne uge, jeg er ligesom bare spæret inde i et hus med 5 drenge. Min far var her også, men lad os starte fra starten.
Harry opdagede at jeg har cuttet, og han fortalte mig at han også havde cuttet. Hvilket var ret mærkeligt fordi Harry virkede slet ikke sådan.
Og så fortalte drengene det til hans mor, som nu er helt fortabt, og aner ikke hvad hun skal gøre af sig selv.
Og det værste ved det hele er at jeg har kysset ham 2 gange, den ene gang var den hans skyld, den anden gang var det min skyld… Jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort… Jeg har fucked det hele op…
Og det værste ved det hele er at jeg tror jeg er ved at få følelser for Harry…

Men det bedste ved alt, er at jeg har glemt alt om
det, og jeg har glemt alt det det har gjort ved mig. Jeg håber på at starte et nyt liv med Niall, og et nyt liv hvor min far bare kan rende mig…

Wish me luck”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...