Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29480Visninger
AA

29. 28. Green vs. blue


Janes synsvinkel:

Jeg pressede mine læber ind mod Harrys uden faktisk at vide hvorfor.

Men jeg nød det..

Og det skulle jeg ikke!

Det var et langt lidenskabeligt kys, som jeg plejede at have med Niall.

Fuck.

Harry trak sig ud fra kysset.

Det var dumt, Jane.

Du ved godt at du elsker Niall.

Men der var noget med ham der Harry?

Jeg kiggede ned i jorden, og skammede mig. ”Du Jane?” spurgte han pludseligt, ”Jeg tror jeg kan lide dig” sagde han, og fangede mig opmærksomhed, med sin hæse stemme der klingede perfekt i mine øre.

Mig?

”Kan du lide mig?” spurgte han, mens jeg kiggede i hans skinnende grønne øjne, der sad perfekt, på det smukke hoved med de fantastiske mørkebrune krøller.

Hvad fanden skulle jeg svare?

”Det ved jeg ikke Harry, jeg er lidt splittet..”

”Ja, men jeg kan også godt lide Niall..”

Oh gud…

Jeg åbnede munden let, men havde svært ved at sige et ord. Jeg sukkede tungt, og havde egentlig bare lyst til at skrige.

”Der er i!”

”Fuck jeg blev bange!”

Jeg kiggede hurtigt op på Harry, han så på mig med et undrende blik. ”Undskyld” mimede jeg, og tog en dyb indånding.

Niall.

Jeg så Niall kom løbende, og besluttede mig derfor at løbe hen til ham. De få sekunder hvor vi bare kiggede på hinanden mens vi løb, var fantastiske. Det var som om jeg ikke havde set ham i lang tid, og han heller ikke havde set mig. Han lukkede sine arme omkring mig, og kyssede min pande.

Tryghed.

Han lagde derefter sine hænder på mine hofter, og smilede svagt til mig. ”Jeg er glad for at du er okay, Beautiful” hviskede han, og smilede sødt.

Han er sød.

”Harry kommer du?” råbte Niall, og fik svunget mig over på hans højre side af kroppen, hvilket fik mig til at smile, men mit smil famlede da jeg så Harrys forbavsede ansigtsudtryk.

Der stod han.

På en grussti helt alene.

Undskyld…

Harry nikkede svagt, og kiggede mig i øjnene.

De grønne fantastiske øjne.

Niall og jeg valgte at gå tilbage. Da vi gik ned af grusstien i den lille park, kiggede jeg mig hurtigt over skulderen, og så Harry med sit hoved begravet i sine hænder. ”Jane?” spurgte Niall med en hæs stemme, og gav min hofte et klem. Jeg nikkede, og kiggede op på ham.

Hans blå øjne så sørgende på mig.

”Harry øh… Hvordan vidste han at du øh…” sagde Niall, og kiggede ned i jorden. ”At jeg havde cuttet?” spurgte jeg, og smilede falskt for at få ham i bedre humør. ”Det gør jeg jo ikke mere, du” sagde jeg drillende, og prøvede at lyde opmuntrende.

Hvilket faktisk gik fint!

Han spurgte i hvert fald ikke om mere.

Han stoppede op, og fik hurtigt trukket min spinkle krop ind mod hans. Han lagde sit hoved lidt på skrå, og smilede skævt. ”Og det er jeg virkelig glad for” sagde han, og placerede sine læber, på mine ”Harry aftrykte” læber, og gav mig et hurtigt kys. En forfærdelig fornemmelse blev skyllet over min krop.

Du skulle aldrig have gjort det, Jane.

”Skal vi se at komme tilbage?” spurgte Niall, og smilede svagt, og kiggede på mig med sine intense øjne. Jeg nikkede, mens han fjernede sine hænder fra mine hofter, tog i stedet fat i min ene hånd, og flettede sine fingre ind i mine.

Tryghed.

Vi var kommet hjem til huset, uden mine sko, dem kunne vi ikke finde. Vi trådte ind ad døren, og hørte hurtigt nogen løbe ned af trapperne. En bekendt skikkelse kom løbende hen imod mig, og gav mig et kram.

Louis.

”Undskyld undskyld undskyld!” sagde han, og krammede mig hårdt ind til sig. ”Louis det er okay” sagde jeg, og trak efter vejret da han gav slip på mig, hvilket fik Niall til at grine.  ”Er du sikker, du blev bare rigtig sur?” sagde han, og kiggede på mig med et anstrengt udtryk. ”Jeg får bare sådanne ture engang imellem” svarede jeg, og kløede mig i nakken. Han nikkede, og smilede svagt. Og så underlig som han er tager han en tot af mit hår, og begynder og børste det rundt i mit hoved.

Underlige barn.

Vi gik ind i stuen, hvor de andre drenge havde sat sig. ”Hvor er Anne?” spurgte jeg, og kiggede hen på Liam, som kiggede ud på terrassen, hvor hun sad, og kiggede ud på græsplænen. ”Er hun okay?” spurgte jeg, og bed mine tænder hårdt sammen, og satte mig i en sofa overfor Liam, Zayn, og Louis der hoppede ned ved siden af Liam. Zayn rystede på hovedet uden at sige et ord.

Akavet stilhed.

Klokken var omkring midnat, og drengene skulle optræde om nogle få timer.

Eller hvad man nu siger…

Jeg lå og kiggede op i loftet, og blev varmet af Nialls kropsvarme.

Vent lige lidt.

HVOR FANDEN VAR HARRY?

Jeg satte mig hurtigt op, og gispede højt. ”Hvad sker der, Beautiful?” spurgte Niall med en hæs stemme. Jeg stirrede ud i luften, ”Harry” mumlede jeg, og rejste mig langsomt op. ”Jane?” sagde Niall, og satte sig op, ”Hvor skal du hen?” spurgte han, og fik min opmærksomhed.

Hvad havde jeg egentlig gang i?

Jeg rystede på hovedet, og kiggede ind i Nialls øjne, som kiggede undrende på mig. ”Øh… Jeg skal finde Harry…” sagde jeg, og undrede mig over min sætning. ”Nå ja forhelvede!” sagde Niall ret højt, og stillede sig hurtigt op. ”Nej Niall, jeg gør det selv” sagde jeg lavt. ”Du kan ikke alene, Jane. Du ved ikke hvem der kan være derude lige nu”

Jo.

Min far.

”Så hjælper det jo stadig ikke at der er 2 af os” sagde jeg, og kiggede ind i hans spørgende øjne. ”Så tager jeg Liam med?” sagde jeg, hvilket fik ham til at sukket lettet. Han nikkede, og smilede svagt. Jeg gik ud af værelset, og gik ind på det andet. ”Liam” hviskede jeg, og stak mit hoved ind af døren. ”Vil du ikke hjælpe mig med noget?” spurgte jeg lavt, og fik hans opmærksomhed. ”Hvad?” mumlede han, og kløede sig i øjet. Jeg nikkede med hovedet, for at få ham ud på gangen. Han rejste sig langsomt op, og slentrede ud på gangen. ”Hvad ville du?” spurgte han venligt, og kiggede på mig med sine store bambi øjne. ”Vi skal ud og finde Harry” sagde jeg, og så hans overraskede ansigts udtryk. ”Er han stadig ikke kommet tilbage?” spurgte han, mens jeg rystede på hovedet.

Mon der var sket noget?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...