Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29741Visninger
AA

28. 27. "Sorry"


Nialls synsvinkel:

”Nej, det troede jeg heller ikke” sagde Jane stille. Hun drejede rundt på hælen og smækkede døren hvorefter man kunne høre skridt på trappen. Så kunne vi høre hoveddøren smække.

Hun var gået ud.

"Hvad skete der lige der?" spurgte Louis stille. Han gjorde det vel for at hæve den akavede stilhed der sneg sig ind over os. "Har hun haft en dårlig barndom?" spurgte Liam efterfølgende. Han lignede en der var i chok.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Skulle jeg fortælle alt om Jane eller skulle jeg holde det hemmeligt?

Jeg besluttede mig hurtigt. "Ja, hun har haft en forfærdelig barndom, okay?" Svarede jeg stille og kiggede ned på mine lår, og tog en dyb indånding. Jeg var stadig i tvivl om jeg skulle have fortalt det til dem eller ej.

"Hun cutter også" indskød Harry.

Hvad?

Hvor fanden ved han det fra?

Og hvorfor helvede fortalte han dem det, bare sådan lige?

Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg huskede tilbage på første gang jeg havde set Det.

 

”Jeg løber altså efter hende” mumlede Harry pludseligt, rejste sig hurtigt, og forsvandt ud af værelset.

Harry?

Hvorfor?

Jeg sank en klump i halsen, og rynkede mine bryn. Jeg besluttede mig efter få sekunder at løbe efter hende. Jeg løb hurtigt ud af hoveddøren, uden sko og jakke.

Hvor ville hun løbe hen?

Jeg stoppede op, og kiggede rundt.

Ingen mennesker, ingen biler.

Hvor helvede er hun?

Jeg besluttede mig for at løbe til højre. Mine vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere. Og mit tempo blev langsommere og langsommere. 


Harrys synsvinkel:

JANE!” råbte jeg, da jeg så hende midt på en grussti. Hun stod bare og stirrede ud i luften, som om hun var i chok. ”Jane!” råbte jeg, og spurtede resten af vejen hen til hende. ”Jane?” sagde jeg forpustet, og stoppede op foran hende. ”Han… Jeg…” stammede hun, mens en tåre trillede ned af hendes kind. Jeg førte langsomt min hånd op til hendes ansigt, tørrede tåren væk med, og lod min hånd ae hendes kind. Jeg lagde mit hoved lidt på skrå, og prøvede at fange hendes opmærksomhed. ”Jane…” hviskede jeg endnu en gang,

og fik endelig hendes opmærksomhed. Jeg smilede svagt, og lagde mine arme langsomt omkring hende. Jeg kunne mærke et lille hulk fra mit bryst, da jeg lagde min hånd på hende baghoved.

Wow.

Jane er…

Wow.

Jeg snoede noget af hendes hår om min finger, og smilede svagt.

Nej Harry, nej.

Jeg trak mig langsomt ud fra krammet, og søgte efter Janes øjne. Jeg fik endelig øjenkontakt med hende. ”Undskyld Jane, for tidligere i dag, jeg dummede mig virke..” nåede jeg at sige, inden hun plantede sine bløde læber mod mine, i et langt lidenskabeligt kys. Jeg lænede mit hoved til på skrå, og lagde igen mine hænder på hendes kinder.

Hvorfor gjorde hun dette?

Hvorfor gjorde jeg dette?

Det var forkert af mig!

Burde jeg stoppe.

Jeg trak mig hurtigt ud af kysset, og denne gang var det mig der kiggede undrende på hende. Jeg kunne fornemme at hun fortrød det, da hun rystede svagt på hovedet, og kiggede ned i jorden. Jeg sank en klump i halsen, ”Du Jane?” spurgte jeg lavt, og bed mig blidt i læben. ”Jeg tror jeg kan lide dig” sagde jeg, og beundrede hendes rødmende ansigt.

Hvorfor rødmede hun?

Jeg kunne i holde et lille smil igen, det kunne hun heller ikke.

Men hvad føler hun for mig?

”Jane?” spurgte jeg lavt, og kiggede ind i hendes fantastiske, blå øjne. ”Kan du lide mig?” spurgte jeg, og pressede mine tænder hårdt sammen.

Hvorfor helvede spurgte du også om det, idiot?

Jeg kunne se at hun havde svært ved at svare. Hun fugtede sine læber med sin tunge, og sukkede tungt. Jeg var bange for svaret, bange for om hun over hovedet følte noget for mig.

”Der er i!”

”Fuck jeg blev bange!”

Jeg kiggede ind i Janes øjne, som nærmest skiftede farve, og personlighed. Hun sank en klump i halsen, mens jeg holdt blikket mod hendes øjne. ”Undskyld” mimede hun, og fjernede blikket fra mig, hen på Niall som kom løbende.

Undskyld?

Hun løb hen imod ham, mens jeg drejede rundt på hælene, og så hende falde i hans arme, i et kærligt kram. Han kyssede hendes pande en masse gange, som om han ikke havde set hende i 100 år. Jeg fik en dårlig fornemmelse inden i.

Hun kan ikke lide mig.

Hun kan lide en af dine bedste venner, så stop med at ødelægge det for dem.

”Harry! Kommer du?” råbte Niall, og fik trukket mig ud af mine tanker. Han holdte hende tæt ind til sig. Mit blik gled hurtigt hen på Jane, hvis smil famlede, da jeg kiggede ind i hendes øjne. Jeg nikkede svagt, ”Lige om lidt!” råbte jeg tilbage, og smilede falskt. Jeg så dem vende sig om, og gå hånd i hånd op ad grusstien, og hjem til mit lille hjem.

Hun er jo glad Harry.

Hun er med Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...