Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29539Visninger
AA

24. 23. What's wrong?


Nialls synsvinkel:

Jeg elskede når hun lå i mine arme. ”Jane, er du sikker på at der ikke er noget galt?” spurgte jeg, og lagde min hånd blidt på hendes baghoved. Jeg kunne mærke at hun nikkede. Jeg kunne høre drengene tale inde fra rummet ved siden af.

”Jane? Er du helt seriøs?”

”Ja, jeg så det selv!”

Jeg rynkede mine bryn, og koncentrerede mig om stemmerne.

”Bogen faldt ud af hendes taske, og hun skyndte sig at ligge den ned igen”

”Og du tror seriøst det er en dagbog?”

”Ja, selvfølgelig gør jeg det”

”Måske er det bare en helt almindelig bog?”

”Helt sort? Og hun skyndte sig jo at ligge den ned i tasken igen… Jeg tror altså det er en dagbog”

Jeg knyttede mine hænder godt sammen.

”Hvorfor fortæller du os dette? Vil du have vi skal læse den?”

Nej… NEJ BARE NEJ!

Jeg sank en klump, og tog en dyb indånding. ”Skat, jeg skal lige på toilettet” sagde jeg, og så Janes hoved vende sig mod mig. ”Selvfølgelig” smilede hun, og satte sig op. ”Bare rolig, jeg kommer tilbage” sagde jeg, svang benene ud over sengekanten, gik hen mod døren, og smækkede den efter mig.

Hun skulle ikke vide at jeg gik ind til de andre drenge..

Jeg havde kun shorts på…

Glem det.

”Hvad så, drenge” sagde jeg, og gik med et stort smil ind på værelset. Alle stoppede med at tale, og vendte deres blikke hen mod mig. ”Ikke så meget” hørte jeg Louis stemme sige, mens han smilede. ”Hvorfor har du ikke mere tøj på?” hørte jeg ham så sige bag efter, mens han grinede over ham selv. ”Fordi jeg lige er stået op” fnes jeg, og satte mig på sengen Zayn allerede lå i. ”Unger, der er morgenmad!” hørte jeg Annes stemme råbe, Jeg skyndte mig at løbe ud af værelset, og ind på vores værelse.

Jeg elsker mad.

Mad er gud.

Jeg gik ind på værelset, og så Janes skræmte ansigt.

Skrev hun nu igen.

Jeg stoppede op, og kiggede hen på hende, mens hun lukkede bogen langsomt i. ”Jeg har nogen gange bare brug for at skrive, okay?” sagde hun, og smilede svagt. Jeg nikkede, og smilede tilbage. ”Hvis du ikke allerede hørte det, råbte Anne der var mad” sagde jeg, og bøjede mig, for at få fat i en bluse. ”Det hørte jeg skam” fnes hun, og lagde bogen på et lille bord ved siden af sengen. ”Måske skulle du ligge den i tasken” røg det pludselig ud af mig, da jeg trak blusen over hovedet.

Dumme Niall.

”Hvorfor?” spurgte hun langtrukket, mens jeg kiggede ind i hendes tomme øjne.

Noget er galt.

Jeg rynkede min pande, og rystede på hovedet. ”Der er noget galt, ikke?” spurgte jeg lavt, og gik omkring sengen, og satte mig ved siden af hende. Jeg kiggede ind i hendes fugtige øjne, der kunne fælde tåre når som helst. ”Jane, du kan altså godt fortælle mig det” sagde jeg, og sukkede. Jeg kunne se hendes læber begyndte at ryste, og hun blinkede meget med sine øjne.

Hvad er der sket?

Jeg kunne høre at hun undslap et lille hulk, som blev ved. Jeg skyndte mig at ligge mine arme omkring hende. Hendes hulk, og tåre, fik mig altid i dårligt humør. Jeg tyssede på hende hvilket ikke hjalp. ”Jane” mumlede jeg ind i hendes øre. ”Du kan jo bare fortælle hvad der er sket, Beautiful” mumlede jeg igen, men hørte pludselig en stemme hende fra døren. ”Kommer i ned og..” nåede Liam at sige, inden han så at jeg sad med Jane, grædende i mine arme. Jeg nikkede, for at hentyde til at han skulle gå ud.

Jeg sukkede, og tog en dyb indånding. ”Jane” hviskede jeg, og trak mig ud fra krammet. Jeg løftede hendes hoved blidt op, men hun nægtede at se mig i øjnene. ”Skat…” hviskede jeg, og sank en klump. Hun trak vejret dybt. Med en rystende stemme fik hun sagt ”Bare gå ned og spis.. Jeg kommer om lidt”, og smilede. ”Prøv at hør…” ”Gå ned og spis… Jeg har brug for at være lidt alene” sagde hun, og så på mig, med sine røde, trætte øjne. Hun nikkede, og det samme gjorde jeg. Jeg rejste mig langsomt, og gik hen mod døren, så jeg hen på Jane, som sad med sit hoved gemt i sine hænder.

Fuck hvor jeg hadede at forlade hende lige nu..

Men alt for min prinsesse.

Jeg tog en dyb indånding, og gik ned af trapperne, mens jeg hørte nogle stemmer. Jeg gik ud i køkkenet hvor de alle sad, og smilede til dem alle. ”Godmorgen” sagde jeg, og gik hen til en af de tomme pladser. Jeg kiggede hurtigt hen på Liam, der allerede stirrede på mig. ”Er hun okay?” mimede han, og kiggede på mig med et undrende blik. Jeg trak på skuldrene og rakte ud efter et stykke toast.

Hvorfor var jeg lige pludselig ikke sulten?

Janes synsvinkel:

”Kære Dagbog.

 

Denne morgen kunne ikke blive værre. Jeg skulle til at tage tøj på, da Harry vækkede mig. Og han så mine ar… Og så fortalte han mig at han også cuttede, og jeg havde bare lyst til at give ham det største kram. Han er den eneste der kender mine følelser, men det ville jo være forkert at tale med ham om det...”

Døren ind til værelset blev åbnet, og ind kom Niall. Jeg lukkede langsomt bogen, og kiggede ind i hans øjne. Jeg lagde bogen på bordet, ”Måske skulle du ligge den i tasken” hørte jeg Niall sige, ”Hvorfor?” spurgte jeg, og kiggede på ham. ”Der er noget galt, ikke” spurgte han pludselig, og gik hen og satte sig ved siden af mig. ”Jane, du kan altså godt fortælle mig det” sagde han, og kiggede på mig. ”Jane?” spurgte han lavt, og kiggede ind i mine øjne. Jeg kunne i holde tårerne inde mere, de røg bare ud. Dem alle sammen.

Hvis du hader at græde, så stop det dig idiot.

”Du kan jo bare fortælle hvad der er sket, Beautiful”

”Kommer i ned og..”

”Skat…”

Niall trak sig ud fra krammet, og prøvede at kigge mig i øjnene. Jeg var for bange for at sige noget lige nu, min stemme rystede, og tårerne kunne begynde at trille igen når som helst. ”Bare gå ned og spis.. Jeg kommer om lidt” sagde jeg med en rystende stemme, og smilede. ”Prøv at hør…” ”Gå ned og spis… Jeg har brug for at være lidt alene” protesterede jeg, og løftede mine mundvige lidt. Han sank en klump, og smilede falskt tilbage. Han rejste sig og gik hen mod døren.

Hvorfor er det så svært..

Det hele..

Hvorfor gør du det ikke bare på den nemme måde, Jane?

Hvorfor stopper du ikke smerten med det samme?

Tankerne inde i mit hoved kunne få mig til at skrige. Da Niall var gået ud af værelset, begravede jeg mit hoved i mine hænder, og hulkede færdig.

Hvorfor stopper du det ikke bare?

Jeg tog mig sammen, og tog dagbogen op i mine hænder. Jeg nikkede lidt for mig selv, og åbnede den langsomt.

”… Niall var her lige, og jeg græd igen. Jeg græd over ingenting, men alligevel alting…

Det er fandme ikke det nemmeste at være mig lige pt… Jeg er fanget i et hus men 5 drenge, og en dame, jeg ikke engang har snakket med. Min far er garanteret derude lige nu, og venter… Hvad han venter på ved jeg endnu ikke, men jeg tror at han venter på mig…

Jeg bliver nødt til at slutte af her.

Vi ses”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...