Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29493Visninger
AA

3. 2. Who's that girl?


Nialls synsvinkel:

Jeg stirrede på pigen der kom gående.

”Noget galt Campell?” hørte jeg Abby sige.

Campell?
Hun rystede nervøst på hovedet, og gik videre. ”Hvorfor bliver du ikke og hænger lidt ud, Campell?” spurgte Abby, og kiggede på mig. Hun stoppede op, og drejede en smule kejtet om på hendes hæle, gik hen imod os. Abby lagde sin arm til at hvile på hendes skulder.

Hun havde jo ikke en dårlig krop.

Hun kiggede på mig, men kiggede hurtigt væk igen.

Var der noget galt?

”Campell, hvorfor stirrer du på Niall?”. Det var først nu det gik op for mig, vi kiggede på hinanden. Abby grinede kækt, og snakkede. Jeg gav mig tiden til at studere hende, fra top til tå.

Hun havde i hvert fald nogle flotte blå øjne, hendes næse var sød, hendes læber var fyldige, og hendes hår var blond, og langt. Hendes ben var flotte, og lange, og hun havde ikke specielt store føder. 

”Syntes du Niall er flot?” Hørte jeg en person sige, Abby. Jeg så op på ”Campell”, og kunne ikke holde et lille smil inde.

Jeg syntes hun var flot.

”Jeg… jeg skal gå nu Abby” sagde hun, og derefter vendte om.

Ja, du kan da også bare smutte midt i det mest spændene spørgsmål!

Jeg studerede hvert et skridt hun tog.

Hun humpede?

”Jammen det var så Campell!” sagde Abby, og prøvede at få opmærksomheden, da jeg så hen om ”Campell”. ”Niall?” sagde en af drengene ved siden af mig, og ruskede lidt i mig. Jeg blinkede med øjnene et par gange, og smilede. ”Hvorfor kalder i hende Campell? Hvad hedder hun rigtigt?” spurgte jeg, ”Vi gider ikke være ”Venner” med hende, så derfor hedder hun Campell” svarede Abby, ”Jammen, hvad hedder hun rigtigt?” ”Hun hedder Jane for pokker! Hvorfor er det så spændene?” halvråbte hun, og løftede sine øjenbryn. ”Det er ikke spændene, jeg ville bare gerne vide det” svarede jeg, og smilede falskt.

Det var alt for spændene, en ny mystisk pige.

Der var lidt akavet stilhed, mens vi hørte musik. Jeg er faktisk ikke den store Dubstep type, hvilket vil sige at vi hørte Dubstep. Nogle fra gruppen sad med deres mobil i hånden, og begyndte lige pludeslig at fnise, de sendte mobil rundt, og lod de andre grine.

Hvad er det der er så sjovt?

Abby rakte mig telefonen, og kæmpede hårdt for at få vejret. Jeg kiggede på billedet, hun så bekendt ud, Jane. ”Hvorfor er det så sjovt?” Hviskede jeg til Abby, som straks stoppede med at grine. ”Niall, det er Jane?”, ”I know that, men hvad helvede er det der er så sjovt ved hende?” Spurgte jeg, og så spørgende på hende. ”Det er Jane, okay? Jane er den største taber, hun har ingen venner.. Derfor griner vi af hende, og desuden er hun helt vildt grim!” svarede Abby, og grinede videre.

Det var blevet ret mørkt uden for. Jeg rejste mig op fra den lille græsplæne, og begyndte at gå. ”Niall vent! Hvor skal du hen?” hørte jeg Abbys irriterende stemme råbe. Jeg standsede op.

Fake smile, here we go.

”Hjem, jeg har lovet min mor at være hjemme” svarede jeg, ”Nurh skal Nallermanden hjem til mor” grinede Abby, og vinkede.

Hun er møj irriterende.

 Jeg gik hen ad fortovet, og så en bekendt skikkelse nærme sig. Jeg havde lidt svært ved at se hvem det var, da det kun var de svage gade lygter det belyste fortovet. ”Camp.. Jane?” spurgte jeg, og så hen på personen, som nærmest fik et chok.

Hvad laver hun ude så sent?

”E.. Er du okay?” spurgte jeg, og gik langsomt tættere på hende. ”Jeg har det fint” hørte jeg en hæs, og rystende stemme sige. Jeg kunne se, at hun trak hænderne op foran sit ansigt, og derefter hørte jeg et lille hulk.

Græd hun?

”Jane, kom lige ind i lyset.. Jeg kan ikke se dig” sagde jeg, og satte hovedet lidt på skrå, og bed mig nervøst i læben. Jeg kunne fornemme at hun rystede på hovedet, ”Jane kom nu” sagde jeg, og smilede. Hun rørte sig ikke. Jeg gik hen til hende, væk fra det dæmpede lys, ud i mørket. ”Jane, seriøst? Er du okay?” spurgte jeg, og lød forhåbentlig meget alvorlig.

”Niall, jeg har det fint” sagde hun, og trådte forbi mig, og begyndte at gå. ”Abby og dem, de er dernede…” halvråbte jeg, efter hende. Og hun standsede op igen, ”Pis.. Pis pis pis pis..” kunne jeg hører fra hende, hun lød ikke sur, nærmere ked af det. Hun faldt ned på knæ, og begyndte at slå hænderne ned i jorden. Der gik ikke lang tid før, jeg var løbet hen til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...