Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29751Visninger
AA

13. 12. In love.


Janes synsvinkel:

”Kære Dagbog.

 

Mit liv har været lort her for tiden. Jeg sidder nu hjemme på mit værelse, og skriver til dig, da jeg ikke kan falde i søvn. Det er nu 3 dage siden at jeg råbte af Niall, og jeg har det virkelig dårligt med det.. Jeg skulle aldrig have råbt ad ham, og især ikke når jeg vidste at han bare ville hjælpe. Og det værste ved det hele er at han vender hovedet, ligesom alle andre henne i skolen, når jeg går forbi ham, jeg troede han var anderledes.

Jeg begyndte at smile da jeg talte om Det, og jeg kunne se sorgen i hans øjne.

Nu er jeg alene igen, Dagbog. Hvad skal jeg forhelvede gøre? Jeg åbnede mig op for en ny fremmed person, og nu kan jeg ikke få ham ud af mit hoved, jeg elsker den måde han griner, og den måde han får mig til at smile, og den måde at han bare er sig selv omkring mig.

Men jeg ligger mig til at sove.

Godnat Dagbog.”

Det var lang tid siden jeg sidst havde skrevet i min dagbog, det var ligesom ikke blevet en afhængighed siden Niall blev blandet ind i det hele. Jeg lagde igen bogen, og kuglepinden på det lille natbord, og slukkede lyset, og lukkede mine øjne.

Jeg så en tåre trille ned af hans kinder.

Hans ulykkelige øjne.

”Niall?”

”NIALL!”

Jeg så mig selv, midt i mit værste mareridt. Jeg sad på min seng, græd, og pressede Det Ned i mine håndled, jeg lod blodet dryppe ned på gulvet, og de saltede tåre dryppe ned på de nyfødte sår. Jeg rejste mig og gik hen mod døren, hvor mit spejl var. Jeg kiggede mig i spejlet, og for hver gang jeg tørrede de nye, trillende tåre væk, blev mit ansigt ændret. Jeg turde ikke kigge mig i spejlet, fordi jeg vidste hvem der ville dukke op.

Niall.

Jeg vågnede forpustet op endnu en morgen, med den kvalmede lugt af den sorte kaffe. Jeg satte mig langsomt op, og fik en trang til at ligge mig ned igen. Men jeg fik alligevel overbevist mig selv om at rejse mig, og gå i skole.

Fuck.

Det var jo lørdag.

Hvad skal man lave på en kedelig lørdag, med dejligt solskin udenfor? Ikke en skid.

”Jane, kommer du ikke lige?” råbte den kvinde jeg hadede allermest lige nu, min mor. Jeg trak langsomt ned i håndtaget, og humpede langsomt ud i køkkenet, og så på min mors ensomme, tomme øjne. ”Far, er blevet anholdt, vi ved endnu ikke hvor lang tid han skal sidde i fængslet” sagde hun, med en sørgende stemme.

Yes!

Jeg måtte finde Niall.

Jeg nikkede, og gik med hurtige skridt ind på mit værelse, og tog noget tøj på. Jeg gik ud i gangen, og repeterede morgenen ved at tage mine slidte converse på.

Sikke en rolig morgen.

Jeg lynede min tynde jakke, og tog min skoletaske, og gik ud ad hoveddøren.

Jeg savner Niall.

Og hans hånd i min.

Jeg gik ned af fortovet, og stirrede ud i luften, og bare gik. Da jeg var nået hen til skolen, var Han den eneste jeg tænkte på.

Jeg gik hen til indgangen, og trak i håndtaget.

Forhelvede Jane, det er lørdag!

”Jane?” hørte jeg en velkendt, genert stemme sige, ”Hvad laver du her?” spurgte stemmen der tilhørte drengen, der ikke havde talt til mig i de sidste par dage. ”Niall?” spurgte jeg rystende, og vendte mig meget langsomt om, og så ham i øjnene. De så helt sørgende ud, sørgende og ensomme.  Jeg rystede på hovedet, men kunne ikke få mig selv til at løbe.

Jeg var skuffet?

Over mig selv?

Jeg sank en klump, og fugtede mine læber, og åbnede munden langsomt, og prøvede ihærdigt på at sige noget. ”Er du okay?” spurgte Niall, med en rystede, nervøs stemme. Jeg lukkede munden, og kiggede ned i jorden, og nikkede.

Selvfølgelig var jeg ikke det.

”Undskyld” mumlede han pludselig, og kiggede spørgende hen på mig. ”Jeg skulle aldrig have ignoreret dig, det var ikke i orden” sagde han, og smilede falskt. Jeg kiggede ham dybt i øjnene, og rynkede min pande, og rystede igen på hovedet. ”Jeg skal gå nu” sagde jeg, og gik hen imod ham, og prøvede at komme forbi ham, men da han tog fat om min hofte, blev det hele lidt sværere.

Oh gud.

”Jane, jeg sagde undskyld” sagde han, og smilede skævt, mens jeg holdt min kolde facade klistret fast på mit ansigt. Jeg nikkede, og sank endnu en klump i halsen.

Det er noget lort at være nervøs.

Han bed sig blidt i læben, og lagde sit hovedet lidt på skrå.

Hvor er han dog charmerende.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, ”Jeg hader at være sur på folk, og jeg hader når folk ignorere en, så jeg undskylder, jeg inderligt undskylder” mumlede Niall, og smilede, med han søde smil. Jeg nikkede igen, ”Det er helt fint” sagde jeg, og smilede falskt tilbage. ”Stop nu med det der” sagde han, og tog sin hånd op for at ae min kind, ”Med hvad?” spurgte jeg, og lagde min hånd, ovenpå hans. ”Med at virke så ligeglad, for det er du nemlig ikke, og det ved jeg udmærket godt” sagde han, og så mig dybt i øjnene, hans øjne var stadig fyldt med sorg. Vi kiggede hinanden i øjnene, hvorefter jeg smilede, og trak hans hoved hen til mit, ”Tak” sagde jeg, og pressede blidt mine læber ind mod hans. Det føltes rigtigt, vi føltes rigtigt. Jeg elskede følelsen af ham ved min side, følelsen af at jeg har en der støttede mig, lige meget hvad, og selvom vi kun har kendt hinanden i lidt tid. Sådan en som ham findes der ikke mange af.

Han trak sig langsomt ud af kysset, og så spørgende på mig, ”Jeg tager til London, i aften” sagde han, og smilede, ”Vil du med?”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...