Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

186Likes
196Kommentarer
29478Visninger
AA

12. 11. Madness.


Janes synsvinkel:

Politimændene kom ind ad have lågen, og gik hen imod os. ”Hvad sker der her?” spurgte den ene politimand, og så spørgende på os alle tre. Niall kiggede op på mig, og nikkede en gang. Jeg rystede på hovedet, og løftede mine øjenbryn, og hentød til at han skulle sige det.

”Vi sad hjemme på hendes værelse, da han kom brasende ind, og begyndte at råbe af hende, og ruske i hende, og kalde hende navne som f.eks. misfoster, klam, idiot, møg so. Og så tager han min mobil, og kyler den ned i jorden!...”

Jeg hørte ikke rigtigt efter, jeg stod bare i min egen lille verden, og tænkte på ingen ting.

”Bare vent, Jane!”

Kunne jeg høre en råbe efter mig, hvilket fik revet mig ud af mine tankeløse tanker. Jeg kiggede hen mod politibilen, hvor min far stod, krumrygget og nægtede at sætte sig ind i bilen. Jeg så hen på Niall der sad på hug, og kiggede på sin totalt smadrede telefon, ”Lort…” kunne jeg høre ham hviske, jeg bed mine tænder hårdt sammen, og stod og stirrede ned på Niall. En dårlig fornemmelse skyllede sig over min krop, skyldfølelse. ”Niall, undskyld” mumlede jeg, og bed mine tænder hårdere sammen. ”Du skal ikke undskylde, det var ikke din skyld” sagde han, og sukkede.

En bil blev parkeret i indkørslen, og ud kom Nialls mor, Maura. ”Hej unger, hvad så?” spurgte hun, med et stort smil på læben. Jeg smilede falskt tilbage, fordi der ikke rigtig var sket noget godt inde for den sidste time. ”Har du nu smadret din mobil igen?” spurgte Maura, og så på Niall rejse sig op, han kiggede hen på mig, og blinkede, ”Jeg tabte den, undskyld”.

Lorte skyldfølelse!

Vi sad inde i stuen, på sofaen, og ventede på Nialls mor, som havde lavet te. ”Er du okay?” hviskede Niall, og lagde sin hånd på mit lår. Jeg nikkede, og sank en klump i min hals, og stirrede igen ud i luften, som om ingen ting var hændt. ”Seriøst?” sagde han, og fjernede sin hånd. Og kiggede utålmodigt væk fra mig. han sad, og rystede med sine ben, og lavede nogle utålmodige bevægelser med sine fødder. ”Jane kom” sagde han, uden at kigge på mig, og rejste sig, og gik hen mod de trapper der førte op til hans værelse. Jeg sukkede, og fulgte langsomt efter ham. Han holdt døren åben for mig, og lukkede den langsomt igen, da jeg satte mig på sengen, og kiggede nervøst ned i gulvet, og håbede inderligt på at han ikke ville spørge ind til min far, eller min mor for den sags skyld.

”Jeg ved godt det er hårdt, selvom jeg ikke selv har prøvet det, men fortæl mig det du føler, og hvorfor han gjorde det?” sagde han lavt, og gik med hænderne i lommen, langsomt hen imod mig. jeg rystede nervøst på hovedet, og fik lige pludselig en virkelig dårlig smag i munden. ”Jane, hørte du mig?” spurgte han, og satte sig ved siden af mig. Tårerne pressede sig langsomt på, jo mere han sagde.

”Hvorfor?”

”Jane, hørte du mig?”

Jeg lukkede mine øjne, og vendte mit hoved for at kigge på ham, ”Jeg føler mig ked af det” mumlede jeg, hvilket fik hans opmærksomhed, han nikkede, ”Jeg føler mig forladt” mumlede jeg igen, og kunne mærke en lille tåre trille ned af mine ensomme kinder. ”Jeg føler mig helt tom inden i.. og..” sagde jeg, og rystede lidt på grund af nervøsiteten. ”Og?” spurgte han, og så spørgende på mig, med sine smukke blå øjne, ”Og du vendte ligesom op og ned på det hele. Men jeg føler mig stadig helt tom, og jeg er ked af det hele tiden, og jeg har bare den trang til at tage det..” sagde jeg, og stoppede med at tale, fordi at min stemme begyndte at ryste for meget. ”Det hvad?” spurgte han igen, og stirrede mig ind i øjnene.

Jeg blev så sur og indebrændt lige pludselig, ”DET DUMME STYKKE METAL!” Halvråbte jeg, og faldt sammen i gråd, jeg kunne mærke Nialls hånd ligge sig på min ryg. ”Beautiful..” hviskede han, og prøvede at løfte mit hoved op. Jeg sank en klump i halsen, og bed mig i læben, for ikke at hulke, jeg kunne mærke at han ikke følte sig sikker i denne situation. ”Jeg savner det” sagde jeg med min rystende stemme, og kiggede ind i Nialls sørgende øjne, mens jeg kunne mærke tårerne falde ned på min hånd. ”Jeg savner den fantastiske følelse af ikke at være god nok, den fantastiske følelse af at kunne tage det lille stykke metal..” sagde jeg med min rystende, nervøse stemme, og prøvede at demonstrere det hele.

”Og bore det ind i mine håndled, lår, og hofter, som om jeg var et stykke papir, jeg kunne skære i en masse forskellige vinkler, og former” sagde jeg, og begyndte at smile. Jeg så smilende hen på Niall, men mit smil famlede da jeg så en tåre trille ned af hans kinder, da jeg så hans ulykkelige øjne ligge på mig. ”Undskyld..” sagde jeg langsomt, og bed mine tænder sammen. ”Forhelvede…” mumlede han, og gemte sit hoved i hans hænder, og lod dem langsomt glide ned til hans kinder. Han rystede langsomt på hovedet, hvilket pissede mig fuldstændig af.

”Jeg ved godt det er hårdt, selvom jeg ikke selv har prøvet det, men fortæl mig det du føler.”

Fortæl mig hvad du føler.

Fortæl hvad du føler.

Fortæl.

Jeg tog mig endelig sammen til at sige det, ”Selvom jeg ikke selv har prøvet det” sagde jeg med en lidt dybere stemme, for at hentyde til at jeg sagde den han sagde tidligere. ”Du har aldrig selv prøvet det, Niall” sagde jeg skuffet, og prøvede at få hans opmærksomhed. ”Du har ikke selv prøvet det jeg har været igennem, og du har ikke følt de følelser jeg har haft!” sagde jeg, og rejste mig langsomt op. ”Er det så ikke lidt dumt at dømme mig?” sagde jeg, og trak den kolde facade over mig igen, og sank den sidste nervøsitet ned i en klump i halsen. ”Jeg går nu” sagde jeg, og smilede falskt, og gik med hastige skridt hen mod døren. ”Vi ses, ikke?” sagde jeg, uden at kigge tilbage på ham. Jeg gik hurtigt ned ad trapperne, og ud af hovedøren.

”Skal du ikke have en kop te, Jane?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...