Broken - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Færdig
Jane, pigen med problemerne, møder drengen med den uimodståelige sangstemme, de fantastiske guitar evner og de smukkeste blå øjne.
De kommer meget tæt på hinanden på meget kort tid. De opdager de fleste af hinandens hemmeligheder og svagheder, men ikke alle.
Vil Niall følge sine drømme eller kærligheden? Og hvad er meningen egentlig med livet?

187Likes
197Kommentarer
29759Visninger
AA

2. 1. The new boy


Hvem tror du, du er kælling?
Ordene sad fast i mit hoved.
FORHELVEDE KOM HER HEN!

Ordene fra dagens skænderier.

KÆLLING LET DIN FEDE RØV, OG KOM HER HEN!

Og det var så der han tog bæltet af.


Jeg vågnede forpustet op, på mit lille værelse, i den lille lejlighed, i den lille by Mullingar. Jeg kiggede mig forviret omkring, og satte mig forsigtigt op.

Har jeg fået nogle nye blå mærker?

Jeg rejste mig, og humpede hen til spejlet der hang på døren.

Endnu en kedelig søndag.

Jeg kiggede utålmodigt efter de blå mærker, der åbenbart ikke var kommet. 

Jeg humpede igen hen til min seng, og håbede inderligt på at der var nogen der havde skrevet til mig. Jeg tjekkede min IPhone som jeg havde fået af min mor.

 Ingen nye beskeder.

Lort også.

Jeg gik langsomt ind i stuen, mens jeg stirrede i gulvet. ”Hvor skal du hen?” spurgte min mor, og tog en slurk, af den stærke sorte kaffe, hun drak hver morgen. ”Bare ned i byen” svarede jeg, og gik ud i gangen, for at tage mine slidte converse på. ”Du ved godt, at du godt må få nye sko ikke?” sagde hun, mens jeg snørede mine sko, jeg trak på skulderene. Jeg gik hen mod døren, før hun lagde sin hånd på min skulder. ”Er du okay, Jane?” spurgte hun, og prøvede at lyde betænksom.

Kælling.

Jeg nikkede, og smilede falskt, og trak derefter ned i håndtaget, og rystede hendes hånd af mig.
Jeg havde ikke rigtig noget at lave nede i byen, det var ikke fordi der var så mange butikker, måske kun en kiosk, og noget. Og for at gøre det hele bedre, havde jeg ingen venner, ikke en eneste sjæl.

Loner life rule…
Jeg slændrede ned af fortovet, og stirrede ud i luften.
Sikke en kedelig by. Hvordan mon man kommer væk fra dette hul?

Jeg kunne høre noget svag musik, men det kunne være lige meget. Jeg så en lille gruppe mennesker, stå på fortovet, som jeg gik på.

Ignorer dem, Jane!

Jeg er en meget asocial type, og folk er ikke meget for at tale med mig. Jeg havde set gruppen en masse gange, men der var et nyt ansigt jeg ikke havde set før. Jeg nærmede mig gruppen, og stirrede direkte på drengen, som allerede stirrede på mig. ”Noget galt Campell?” hørte jeg den velkendte stemme sige, Abby.

Det var ikke fordi hun var ond imod mig, eller sådan noget, men nogen gange kunne hun godt komme med nogle spydige kommentarer.
Jeg rystede på hovedet, og passerede gruppen, uden at sige et ord. ”Hvorfor bliver du ikke og hænger lidt ud, Campell?”, mit hjerte stoppede, det samme gjorde mine ben. Jeg stod bare der i nogen sekunder, før jeg drejede akavet om på hælene, og kiggede Abby i øjnene. Hun så på mig, med hævede øjenbryn, ”Ville du?” spurgte hun igen, og nikkede med hovedet.
Jeg nikkede, og smilede falskt.

Igen.
Jeg nærmede mig gruppen, og gruppens nye hoved. ”Hva’ så Campell, hvordan går det?” spurgte Abby, og grinede lidt hånligt, mens hun lagde sin arm om min skulder. ”Fint nok” mumlede jeg, og kiggede ned i jorden. Jeg kiggede op, og fik hurtigt øjenkontakt med det nye medlem.

Hans blonde hår var lidt uglet, hans blå øjne stirrede på mig, som om jeg var noget helt specielt, han bed sig nervøst i læben. SØDT!

”Campell, er du okay?” spurgte Abby, og fik mig revet ud af mine tanker. ”Campell, hvorfor stirre du på Niall?” spurgte hun igen, og grinede kækt. Jeg rystede på hovedet, og smilede med mine læber klemt sammen. ”Sig det nu bare til Niall-
Niall.
Sikke et sødt navn.

Der sker jo ikke noget”, Jeg kunne mærke alle øjne sad på mig, og de stirrede. ”Sige hvad?” spurgte jeg, og prøvede at få min stemme til at lyde normal, da jeg var ret hæs.
STOP!

LAD VÆRE, AAAAARH!

”Syntes du Niall er flot?” spurgte hun derefter igen, jeg løftede øjnene, og kiggede over mod Niall, som stirrede på mig, et lille smil bredte sig på hans læber.
Forhelvede, hvor ser han dog sød ud.

”Jeg.. Jeg skal altså gå nu Abby” sagde jeg, mens jeg vendte mit hoved, og så på Abby. ”Virkelig Campell? Eller er det bare en ubehalig situation?” fnes hun, og klappede mig på skulderen. ”Så smut” sagde hun, og pustede en lille tot hår væk fra hendes pande. Jeg nikkede, og fik igen øjen kontak med Niall, han smilede til mig igen.
Ikke rødme, Jane.

Jeg vendte rundt, og slentrede derefter tilbage til den lille lejlighed.

Tænk at der ikke er nogen fra lejligheden, der har klaget til os, pga. alt den råben?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...