Don't leave me - One Direction *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Hun gemmer sig bag en facade, et smil. Ingen kender til hendes sande jeg, bortset fra to personer: hendes mor og kæreste Harry. Hun gemmer sin fortid væk, og sætter et smil op, men om natten kommer alle minderne frem. Hendes far slog hendes mor og hende. Men han blev afsløret og er nu i fængsel. Men hvad sker der nå han bliver prøveløsladt og hendes mor vil havde at de rejser væk i to måneder? Hvad sker der når Harry savner hende så meget at han ’bruger’ andre piger, bare for at savnet skal blive mindre? Opdager hun det? Vil nogen fortælle hende om det, så de kan få hende for sig selv? Vil hendes far finde hende? *Dette er mit bidrag til et ukendt idol, så sjovt nok er drengende ikke kendte.

9Likes
4Kommentarer
808Visninger
AA

1. The flashback

I'm forced to fake a smile, a laugh everyday of my life, my Heart can't possibly break, when it wasn't even whole to start with - because of you af Kelly Clarkson

 

 

"Sæt den vase ned, og det skal være lige nu!" Råbte min mor, men hendes stemme knækkede over af usikkerhed og fordi at hun var bange, og det var let at høre.Jeg var vågnet op ved at der var kommet et højt brag nede fra køkkenet. Det var ikke nyt, det skete oftere og oftere. Selvom jeg prøvede at ignorere det, så kunne jeg ikke. Min mors råbene stemme der var skrækslagen og usikker, på hvad far kunne finde på. Min fars rasende og hvæssende stemme, de var hele tiden inde i mit baghoved, de ville ikke gå væk. ”Du skal ikke bestemme over mig, det er der ingen der skal. Jeg går hvad der passer mig!” Det var første gang at han havde været så rasende, og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var bange, og så alligevel, jeg var ikke bange mere. Jeg var skrækslagen! Der lød et højt brag som hvis noget gik i stykker, hvilket der vidst også gjorde… ”Nej! Det var en bryllupsgave fra min mor.” Min mors skingre stemme, bekræftede min teori om braget. Det var sikkert den vase hun havde talt om for blot nogle sekunder siden. ”Jeg er sku da ligeglad, det var alligevel bare noget gammelt ragelse, akkurat ligesom dig!” Jeg er sikker på at naboerne kunne høre min fars råbende stemme. Jeg lå helt stille og turde ikke bevæge mig, mens jeg knugede min dyne ind til mig. Han havde aldrig råbt så højt og lydt så vred før. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud, eller kaste mig til gulvet og bryde sammen i gråd. Men jeg havde på sammentid også lyst til at forsvinde, løbe væk og gemme mig, eller løbe ned for at stoppe hele dette galskab. Jeg kunne mærkede en smerte fra mit bryst, og det gik hurtigt op for mig at jeg havde holdt vejret, jeg tog en dyb indånding for at få smerten væk. ”Er du ikke sød at dæmpe dig lidt? Du vækker Felixia!” Hun lød bedende og bange, og man kunne tydeligt høre gråden i hendes stemme. Jeg vidste at hun ikke ville at jeg skulle opleve det her, men jeg gjorde det  

gang på gang, og det var forfærdeligt! ”Hun kan rende mig, hun er den sidste der betyder noget lige nu!” Min mave krøllede sig sammen sig sammen da ordene nåede mine øre, tænk at han kunne sige det om sin egen datter. Det var først nu at jeg lagde mærke til de store våde tåre der gjorde mine kinder helt våde, og svækkede mit syn. Jeg vidste ikke hvor lang tid tårende havde løbet ned, og gjorde mine kinder helt våde. ”Det mener du jo ikk-” ”Jo, og ved du hvad jeg vil gå op og fortælle det til hende lige nu!” Afbrød han hende. Min krop stivnede, nej han må ikke komme herind, det må han bare ikke. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at berolige mig selv. Det var sikkert bare noget han sagde for at skræmme mor, han kommer ikke, det ved jeg bare. Et skrig fandt sin vej op til mit værelse, og lidt efter kunne man høre fodtrin. ”Lad hende være hun er kun 11 år!” Jeg gemte mig under dynen, som jeg nu havde trukket over hele vejen over mig selv, det eneste der ikke var dækket var et lille kighul. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og bankede så højt at jeg var bange for at det kunne ses og høres. Fodtrindende kom tættere og tættere på, de blev højere og højere. Lysstriben under min dør afslørede nu to fødder. Da håndtaget blev trukket ned, begyndte min krop at ryste så voldsomt at jeg var bange for at det kunne ses på sengen, for det kunne i hvert fald ses på min dyne. Døren blev langsomt åbnet, med en uhyggelig knirkene lyd. Jeg sank en klump, da jeg så min far komme gående ind i rummet. Det løb mig koldt ned af ryggen og mine håndflader blev svedige. Min far tornede sig op ved min seng. Han satte sig på hug foran min seng, og kiggede igennem det lille kikhul, jeg havde ladt stå åben. ”Jamen hun sover jo ikke.” Sagde han med en uhyggelig stemme. Hans øjne borede sig ind i mine, de var mørkere end de plejede. Der gik få sekunder hvor vi bare stirede på hinanden, og i et lille øjeblik kunne jeg se den søde side af ham, men hans øjne ændrede sig hurtigt da min mor kom ind med et skrækslagent blik plantet i hendes øjne. ”Lad hende være, hun er din egen datter!” Hun skreg ordene ud så de næsten var helt utydelige, men han grinte bare og rev dynen af mig. ”Så jeg må ikke gøre det her?” Sagde han med en ond latter og lod det første slag ramme mig. Han ramte mit venstre skuldreblad med en sådan kraft at jeg næsten faldt ned af sengen, og et skrig fandt vej ud igennem mine læber. Jeg prøvede at rejse mig fra sengen, men blev sendt tilbage med endnu et slag som denne gang ramte mig i maven, og et støn af smerte kom ud imellem mine læber og tårende sprang frem i mine øjne. Jeg skreg at han skulle stoppe men han var fuldstændig ligeglad. ”Stop, lad hende være!” Råbte min mor og løb hen til min far og begyndte at slå ham. Irriteret skubbede far mor væk med sådan en kraft at hun ramte væggen. Han blev derefter ved med at slå mig, mens jeg følte af jeg skreg mine lunger ud. Det var forfærdeligt. Tårende sprang ud af mine øjne, som om at de ville væk fra alt hvad der foregik lige nu. ”Stop, hvordan kan du gøre det her imod m-” Mere nåede jeg ikke at skrige op om, da min far ramte mig på siden af hovedet og fik alt til at sortne.

 

”Felixia, Felixia vågn op!” Jeg åbnede mine øjne meget langsomt, da søvnen nærmest klistrede mine øjenlåg sammen. Jeg kunne næsten ikke få vejret, mens jeg prøvede at overbevise mig selv om at det bare var et mareridt. Men det var det jo ikke, det var et flashback, fra da jeg var 11 år. Den første gang min far udførte vold på mig, og det var ikke den sidste gang han havde slået mig. Han havde gjort det gentagende gange, indtil naboerne fandt ud af det og tilkaldte politiet. Nu sad han i fængsel, og jeg var faktisk lidt ked af det selvom det lyder mærkeligt, men jeg elskede ham jo.

Jeg kunne mærke tårende bane sig frem, mens et hulk slap ud igennem mine læber, men det blev til en mærkelig hivende lyd, da jeg stadig havde problemer med at få vejret. ”Så, så babe. Det skal nok gå, vil du tale om det?” Harry blide stemme trængte igennem mine dybe tanker og mærkelige hulk. Jeg prøvede at stoppe med at græde, men det blev bare værre. Jeg kunne hurtigt mærke nogle varme arme omkring min krop, der trak mig ind i et varmt kram, og straks kunne jeg mærke trygheden som lagde sig over mig. Han kyssede mig forsigtigt i hovedbunden, og det lille smil der langsomt kom frem, kunne jeg ikke skjule, men hvorfor skulle jeg også det? Mine hulk blev svagere og svagere, for til sidst helt at stoppe. ”Tag en dyb indånding, og prøv at slappe helt af.” Sagde han med et blidt og lidt bestemt tonefald. Han var efterhånden god til det her, men han havde selvfølgelig også prøvet det nogle gange. Jeg gjorde hvad han sagde, og følte mig lidt bedre tilpas. Harry trak sig lidt fra mig og studerede mig, jeg var sikker på at mine øjne var helt rød sprængte og at jeg havde store sorte rander under mine øjne. Han tog lige så stille sin hånd op til min kind og tørrede en tåre væk, imens han kiggede mig dybt ind i øjnene. Hans hænder gled ned af mine sider, for til sidst at lande på mine hofter, jeg tog forsigtigt mine hænder op til hans nakke og trak ham helt tæt på så vores læber kun var få centimeter fra hindanden. Harry tog det sidste skridt og pressede sine bløde læber blidt mod mine, jeg begyndte hurtigt at kysse med. Fyrværkerierne eksploderede, og sommerfuglene vågnede op og begyndte straks at flakse rundt i min mave. Det hele var så intimt og fantastisk, indtil vækkeuret begyndte at bibbe højlydt så jeg forskrækket hoppede nogle skridt tilbage. Jeg kiggede op på Harry og kunne ikke lade være med at grine lidt da det var ret morsomt. Harry kunne heller ikke lade være med at grine. ”Vi må nok hellere gøre os klar til at tage i skole.” Sukkede han, og sendte mig et skævt smil. ”Jeg orker det ikke.” Klagede jeg og kiggede med bedende hundeøjne op på ham. ”Ikke denne gang.” Jeg sukkede og gik hen for at finde noget tøj som jeg kunne tage på. Nej, mig og Harry bor ikke sammen, suk, men han havde sovet her i nat, da han synes at jeg ikke skulle være alene om natten. Min mor kom først hjem ved 8 tiden, da der var meget travlt på hendes arbejde ligefor tiden. Jeg fandt hurtigt nogle sorte skinny jeans frem, sammen med en hvid t-shirt. Jeg gik ud på toilettet for at skifte og ligge min make-up. Jeg tog hurtigt tøjet på og smed min nattrøje til vask, og kiggede mig hurtigt i spejlet. Oh shit, jeg ligner virkelig en der ikke har sovet i flere dage! Nej, nej, nej, når det er hurtigt fikset med lidt make-up. Håber jeg.

”Så er jeg nogenlunde klar til skole.” Sagde jeg med en halv træt stemme, og skulle til at tage mine converse på, da nogle tog fat i min arm og trak mig tilbage, ”glemte du ikke lige noget?” Lød en stærk britisk accent, hvilket fik mig til at vende mig om og kigge spørgende på Harry. ”Som hvad?” Jag lagde mit hoved på skrå og smilte sødt til ham. ”Morgenmad.” Var det eneste der kom ud mellem hans smukke læber, før han trak mig med sig. Jeg sukkede og rullede øjne af ham også selvom at ikke kunne se det. ”Men jeg er ikke sul-” ”jo du er, her.” Han stak et æble op i mit ansigt, og jeg greb tøvende ud efter det.

”Tilfreds?” Sagde jeg mens jeg smed æbleskroget ud, jeg vendte mig om og kiggede afventende på Harry som bare stod og smilede som en idiot. ”Ja ja, lad os bare komme af sted.” Jeg fik et lille drillene smil på læberne da jeg sagde, ”nå der en der er ivrig efter at komme i skole, hva?” Jeg grinte svagt da Harry rystede på hovedet af mig. ”Hvis du skulle være interesseret, så er det fordi at jo får du kommer derhen, jo før kan du forlade der fra.” Han stod og så på mig med et stolt smil malet på hans læber, mens jeg over gloede ham med et ansigt der sikkert var formet som et kæmpe spørgsmålstegn. Ej okay, måske lidt urealistisk men alligevel, det kunne være lidt nice. Har jeg ret, eller har jeg ret? Hmm det tænkte jeg nok. ”Men Harry-pus, hvis du kommer tidligere så kommer du bare til at være der længere tid, du kommer jo ikke til at gå før.” Jeg lavede minstemme om så den lød ligesom hvis du skulle tale til en hundehvalp, eller noget i den stil. ”Lad os nu bare komme af sted.” mumlede han og gik ud i entreen.

 

Det var så første kapitel af don't leave me, håber at i kan lide den. Jeg ved godt at det ikke er så spændende endnu, da den jo først lige er startet.

I må gerne like, sætte på favorit liste, skrive hvad i syndes ind til videre, eller bare lade være, der er frit valg på alle hylder :D

Håber at der er nogle der vil følge med Adiós amigos xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...