Don't leave me - One Direction *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Hun gemmer sig bag en facade, et smil. Ingen kender til hendes sande jeg, bortset fra to personer: hendes mor og kæreste Harry. Hun gemmer sin fortid væk, og sætter et smil op, men om natten kommer alle minderne frem. Hendes far slog hendes mor og hende. Men han blev afsløret og er nu i fængsel. Men hvad sker der nå han bliver prøveløsladt og hendes mor vil havde at de rejser væk i to måneder? Hvad sker der når Harry savner hende så meget at han ’bruger’ andre piger, bare for at savnet skal blive mindre? Opdager hun det? Vil nogen fortælle hende om det, så de kan få hende for sig selv? Vil hendes far finde hende? *Dette er mit bidrag til et ukendt idol, så sjovt nok er drengende ikke kendte.

9Likes
4Kommentarer
833Visninger
AA

3. No, you can't mean that?!

Sometimes solutions aren't so simple, sometimes good bye's the only way - Shadow of the day af Linkin Park

 

Jeg forlod Harry inde på mit værelse, og gik ned i stuen, hvor min mor sad og ventede. "Kom og sæt dig søde." Hun klappede på pladsen ved siden af sig, jeg nikkede kort og satte mig ned i sofaen ved siden af hende. "Såh, hvordan går det i skolen? Kan du stadig følge med i timerne?" Jeg kiggede overrasket på hende, da det ikke lige var det jeg forventede var grunden til den alvorlige mine. "Det går helt fint, jeg har lidt svært ved geografi, men ellers kan jeg godt følge med." Hun nikkede, "Det var godt. Men hvordan går det enlig med Harry? Er i stadig kærester?" Jeg begyndte at få på fornemmelsen at det ikke var det her hun ville tale om, men at hun bare talte udenom, men til gengæld vidste jeg også hvor stædig min mor kunne være, og vi kom ikke videre uden at jeg fik svaret på hendes uendelige spørgsmål. "Mor helt ærligt! Du behøver jo ikke at vide alt om mit privatliv, gør du?" Ja okay, det kunne godt være at jeg skulle svare på hendes mærkelige spørgsmål, men der var altså grenser! Jeg er ikke den der deler alt med min mor, det ville virkelig være synd at sige. "Ja, jeg er måske lidt nysgerrig," jeg hævede mine øjenbryn, og kiggede seriøst på hende, hun forsatte dog inden at jeg kunne nå at komme med nogen som helst form for indvendinger. "Ja lidt! Og desuden er jeg din mor, det er min ret at vide sådan nogle ting. Behandler han dig ordenligt?" Jeg var så tæt på bare at flippe skråt ud på min mor, selvfølgelig behandlede han mig ordenligt! Jeg tog en dyb indånding og svarede, med så roligt toneleje som mugligt, "Ja det går fint okay?! Og ja vi er stadig kærester og det har vi været i snart 3 år. Hvorfor skulle han ikke behandle mig ordenligt? Han er der altid for mig når jeg har brug for en støtte." Jeg kiggede på hende og håbede at hendes spørgsmål snart ville stoppe. Da jeg havde svaret hende voksede der et smil frem på hendes læber, og det smittede og blev bare større da jeg tænkte på Harry. "Ej hvor fedt, men hvad med Christin? Det er så lang tid siden at jeg har set noget til hende, er i stadig veninder?" Jeg sukkede og blev lidt trist indeni, for sandheden var at jeg savnede hende, jeg savnede at havde veninder. Da mig og Christin var bedste veninder var vi sammen hver evig eneste dag, og ingen dreng kunne komme imellem os. Men så havde vi et latterligt skænderig, - jeg kan ikke engang huske hvad vi blev uvenner over - og det gik op for os at vi var forskellige, for forskellige. Jeg græd i flere dage efter at vi officielt ikke var venner mere, hun støttede mig jeg støttede hende, vi var sammen om alt, du ved sådan et venskab man ikke kan købe for penge. Men hun blev så den populære pige, og begyndte at starte alle muglige rygter om mig så de andre piger ikke gad at være sammen med mig. Men nu havde jeg Harry og de andre drenge, men det var bare ikke det samme som at havde en veninde. Jeg kan ikke forklare hvorfor, fordi at det bare er så dyrt det venskab man har, og bliver det ødelagt, ødelægger det dig. "Felixia?" Man kunne bare føle sig så forladt, når man havde mistet sin bedste veninde. Mit hjerte var knust da vi blev uvenner, men efter et stykke tid kom Harry og samlede stykkerne op og limede dem sammen. Christin og jeg havde begge et godt øje til Harry, men vi havde besluttet at han ikke skulle komme imellem os. "Felixia, sig noget, vil du ikke nok?" Men da han fandt ud af at vi ikke var venner mere tog han chancen og begyndte at tale med mig. Jeg tænker at han var ligesom alle de andre drenge, der havde et godt øje til os, de vidste at vi ikke ville havde kærester og holdte sig derfor på afstand.

"Felixia!" Nogen begyndte at ruske mig blidt, og jeg kom i tanke om at min mor havde spurgte mig om nået "Øhm... Nej vi er ikke veninder mere, hun ændrede sig og jeg ændrede mig, vi voksede fra hinanden." Okay en kort version af en lang historie, men når alt kommer til alt var det jo det der skete, og så lod jeg være med at fortælle hende at vi hadede hindanden nu. Jeg kiggede ned på mine hænder og begyndte at trille tommelfingre. Ganske langsomt kunne jeg mærke en stikkende fornemmelse i øjenkrogene. "Det er jeg ked af at høre, hvis det er noget du ønsker at snakke om så skal du bare sige til." Jeg nikkede og smilte taknemmeligt til hende. "Men hvad var det enlig at du ville snakke med mig om? Jeg er ret sikker på at det ikke var det her du ville snakke om, ikke med den alvorlige mine du havde da du kom ind på værelset." Min stemme var lille og hæs, og en lille tåre trillede ned af kinden på mig, hvor den endte i min mund så den salte smag blev bredt i munden på mig. "Nej du har ret, men du bliver ikke glad for at høre det jeg har at sige." Jeg rynkede mine øjenbryn sammen, og hvad mente hun så med det? "Jeg lytter." Forsikrede jeg hende da hun ikke sagde noget. "Ser du vi bliver nød til at tage til udlandet i 2 måneder fordi-" Hendes stemme knækkede over og hun kunne ikke fortsætte, sin forklaring på hvorfor, men det gjorde ikke noget jeg havde hørt nok! Min verden gik i stå lige så snart at ordende havde forladt hendes mund. Jeg så tomt på hende, og prøvede at få mig selv under nogenlunde kontrol. "Hvorfor?" Min stemme var lille og hviskede. "Hvorfor?!" Denne gang var det ikke den lille stemme der kom frem, men en høj og skinger stemme. "Hvordan kan du sige det, jeg kan ikke undvære Harry, hvem skal så trøste mig og støtte mig? Jeg... Jeg... Nej jeg tager ikke med, jeg nægter det simpelthen!" Min stemme knækkede flere gange, og jeg var heltude af den. Jeg kunne mærke noget vådt snige sig ned af mine kinder, med en hurtig og aggressiv bevægelse fik jeg tørret tåren væk, men den blev bare erstattet med endnu en, og en til. "Jamen lille skat da. Jeg er ked af det, det er jeg virkelig. Jeg har heller ikke lyst til at tage af sted, men det er for vores eget bedste." Hendes stemme var mild men alligevel fortvivlet. Jeg sad bare og kiggede dumt på hende, 'det er for vores eget bedste', tsk sikkert. Jeg elsker jo denne lille by og Harry, jeg kan ikke undvære byen eller Harry. 2 måneder uden Harry det var ligeså mærkeligt som at forestille sig at havde vinger. 2 fucking måneder nej det kunne ikke passe, det måtte ikke passe, hvis det her var et mareridt ville jeg gerne vågne op nu!

"Hvorfor bliver vi nød til det? Også 2 fucking måneder!" "Hør nu her musling. Michel er blevet prøveløsladt." Jegtabte min kæbe, og begyndte at ryste mens min mave slog knuder. Michel min fucked up far er blevet prøveløsladt. Nu gav det hele mening. Min mor vidste jo hvor meget Harry betød for mig, han hjalp mig når jeg var nede over et eller andet, han var der altid for mig når jeg havde brug for en støttede hånd til at lede mig igennem de svære tider, som jeg af og til havde. "Er han?" Spurgte jeg med en grødet stemme, selvom jeg inderst inde godt kendte svaret, var jeg nød til at være fuldstændig sikker. Men det kunne ikke passe, det måtte det ikke. Man kunne da ikke bare prøveløslade en sindssyg mand, der havde forvoldt vold mod hans kone og barn. Det var jo helt absurd! "Ja desværre, jeg forstår heller ikke hvad de tænkte på." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg holdte bare min mund. "Men jeg håber nu at du ved hvorfor vi må væk?" Jeg nikkede hurtigt. "Godt! Jeg har bestilt flybilletter til i morgen, der var lige to ledige pladser tillbage. Jeg går ind og ringer til din skoleinspektør." Hun rejste sig fra den bløde sofa, og, vende sig om da jeg stoppede hendes bevægelser. "Hvor skal vi hen?" Hvis vi endelig skulle ud og rejse, - hvilket vi jo skulle - så skulle det være til et varmt land. "Australien." Hun vendte sig om og gik ud af stuen.

Jeg sad og stirrede tomt ind i væggen med tårrede løbene ned fra kinderne, jeg havde for længst opgivet at prøve på at tåre dem væk for de kom alligevel igen. Jeg vidste ikke om jeg skulle råber, skrige eller falde grædende sammen. Jeg forstod godt hvorfor at vi måtte væk herfra, men at skulle forlade sine venner - ikke fordi at jeg havde specielt mange - og kæreste, det var bare ikke fedt! "Hey smukke, hvad sker der?" Jeg kiggede trist over på Harry som kom ind i stuen, da han så hvordan jeg så ud, skyndte han sig hen til mig og slog armende rundt om mig. "Jeg... Jeg...." stammede jeg og begyndte at græde endnu mere. Harry holdte et stramt tag om mig og trak mig op på hans skød. "Rolig, tag en dyb indånding. Det hele skal nok gå." Forsikrede han mig. tårrene begyndte langsom at stoppe, og jeg tryk i Harrys arme. "Okay, vil du fortælle det nu?" Spurte han forsigtigt om, som om at han var bange for at jeg ville bryde sammen igen. Jeg sank en klump som havde sat sig fast i min hals, jeg nikkede og begyndte så at fortælle. "Min far er blevet prøveløsladt." Jeg skar tænder og en voldsom rystelse gik igennem mig. Harry spædte i hele kroppen, og strøg mig blidt over håret. "Er du seriøs?" Han trak sig lidt fra mig og så alvorligt på mig. "Jeg mener desværre hvert et ord." Jeg kiggede trist på ham mens en enkel tåre gled med af min kind, Harry tørrede hurtigt tåren væk, mens han kiggede på mig med et ulæseligt blik. "I bliver nød til at rejse væk i noget tid, gør i ikke?" Hans blik blev i et øjeblik helt fjernt, og jeg kunne ikke fange hans øjne da de hele tiden undveg mit blik, jeg opgav at prøve på at fange hans blik da det alligevel ikke ville lykkes. "Jo, vi tager af sted i morgen, jeg ved ikke hvad klok men i morgen." Jeg kiggede ned i jorden, og tørrede mine øjne med min arm, da de var blevet helt våde igen. "Men jeg vil ikke af sted! Jeg vil blive her hos dig, der er alligevel ikke såh stor chance for at han finder os." Harry rystede hurtigt på hovedet, og kiggede på mig med store øjne. "Nej, det er for farligt for dig at blive her, vi tager ikke unødvendige chancer! Jeg vil simpelthen ikke tillade dig at blive her, han kan sikkert godt huske hvor i bor, og så kommer han og finder jer." Jeg kunne godt se at han havde ret, der var stor sandsynlighed for at han ville finde os. Jeg snøftede lidt, men fastholdt stadig mit blik på mine hænder. "Men jeg vil være sammen med dig, her, i Cheshire." Harry tog to fingre under min hage, så jeg kiggede ham i øjnene. "Men du kommer jo tillbage igen, og der er noget der hedder facebook, Skype og sms'er." Han gav mig et charmerene og sødt smil, så man rigtig kunne se hans smilehuller. "Det ved jeg, men det er bare ikke det samme." Klagede jeg, og inden han kunne nå at sige noget, 'snuppede' jeg ordet fra ham. "Og så er det 2 måneder, 2 fucking måneder! Så lang tid kan jeg ikke undvære dig." Jeg kiggede bedrøvet på han. Han kyssede mig blidt i panden, og jeg kunne ikke lade være med at smile, han var så sød, kærlig, venlig og alt det en perfekt kæreste skulle være. Jeg knugede mig ind til han og lagde mit hoved på hans skulder. "Vi klare det her sammen, det vigtigste er at du kommer i sikkerhed, så der ikke sker dig noget." Mumlede han inden han kyssede mig på munden. Hans bløde læber mod mine fik mig til at smile i kysset, og det var jeg da heller ikke ene om. Der var en der rømmede sig bag ved mig, og vi trak os hurtigt fra hindanden og kiggede i retningen af lyden. "Forstyrre jeg?" Min mor stod der med et kæmpe smil, mens hun over gloede os, okay måske ikke helt, men altså overdrivelse fremmer forståelsen. "Hvor... Hvor lang tid har du stået der?" Hun rystede bare på hovedet. "I nok tid til at få hele med." Jeg kiggede med store øjne og tabte min kæbe, og havde det her været en tegnefilm så var min kæbe nok røget helt ned til jorden. "Luk munden søde." Men kunne høre grinet i Harrys stemme. Farven steg hurtigt op i mine kinder, og jeg lukkede munden med det samme. "Når men altså, jeg fik talt med inspektøren, og han sagde at det var helt i orden og ønskede os en rigtig god tur. Så op og pak noget tøj. Af sted med dig, vi tager af sted klokken 2.30 am i morgen." "Ok." Kort og enkelt sådan skal det være, ej okay sidespor. Jeg tog fat i Harrys arm og trak mig med op på mit værelse. "Du skal hjælpe mig med at pakke" Sagde jeg med beslutsomhed i stemmen. "Øhh, okay." Han trak på skuldrene, og sammen fik vi pakket mine ting sammen.

Jeg kiggede opgivende på min overfyldte kuffert og sukkede, Harry kom hen til mig og stilte sig bag mig, for at lægge hans arme omkring min talje og hans hoved på min skulder. "Kan du ikke lukke den for mig, for jeg kan ikke." Det kom ud lidt mere opgivende end det enlig skulle. "Sener." Mumlede han og kyssede mig under min øreflip. "Jeg orker ikke mere lige nu." Jeg begyndte at grine af ham. Hvordan kunne han være så udmattet når han alligevel kun havde siddet på min seng, og sagt ja og nej til hvad jeg skulle havde med og hvad jeg ikke skulle havde med. Jeg vendte mig om i hans arme og kiggede undersøgende på han, den var god nok han så faktisk lidt udmattet ud. "Så lægger du dig over i sengen mens jeg så finder en film vi kan se, hvad siger du til det? Du er ikke for træt til at lægge dig over i sengen vel?" Det sidste sagde jeg med en drillende stemme, som han bare skar grimasse af, men rystede så voldsomt på hovedet så hans krøller næsten ramte mig i hovedet, og fik mig til at grine. "Nej, og du vælger bare en film, men jeg er ikke i humør til en romantisk-komedie, eller noget lignende. Jeg håber der er i orden?" "Det er helt fint, det er heller ikke det jeg har lyst til lige nu. Godt så jeg finder en film, og imens lægger du dig hen i sengen krøltop." Jeg skulle til at gå ned i stuen da det var der vi havde filmende. Men så langt kom jeg aldrig, jeg nåede nok at gå ca. et halvt skridt før en stor hånd greb om mit håndled. "Hvad var det lige at du kaldte mig? Krøltop ikke sandt? Du ved da at jeg ikke vil havde at folk - og da slet ikke dig - skal kalde mig det." Jeg vendte mig om og smilte flabet til ham. I dette øjeblik, virkede tanken om at min far var blevet prøveløsladt så langt væk. Før jeg vidste af det havde Harry løftet mig op over hans skulder, og smidt mig i min dejlige seng, Frækt, ej okay styr dig Felicia, du er ikke sådan... Eller jo nogle gange, men det taler vi ikke om! Damn, nu havde jeg en eller anden weirdo samtale med mig selv igen, det skete bare jeg svæver! "Hævnen er sød, når den ikke går ud over mig." Hviskede Harry i mit øre og lod sine hænder glide ned langs mine sider, og begyndte at kilde mig. Et højt hvin, kom fra mig efterfuldt af et ukontrolleret grin. jeg prøvede ihærdigt at komme væk fra Harry men han skulle åbenbart være stærkere end mig. Uretfærdigt! Harry stoppede et øjeblik med at kilde mig og tog fadt om mine håndled, og holdte dem nede langs mine sider, mens han svang det ene ben over mig, så han havde et ben på hver sin side af mig. Han begyndte igen at kilde mig i siden og på min mave. Jeg sprællede som en gal, men lige meget hjalp det. "Har du fået nok? Har du lært at man ikke skal kalde mig for krøltop?" Han kiggede afventende på mig, men da jeg med vilje ikke sagde noget, begyndte han at kilde mig igen. Jeg begyndte straks at skrige, hvine og grine på samme tid, og hold kæft det lød sjovt, Harry var i hvert fald ved at få totalt grineflip, men genvant snart kontrollen i modsætning til visse andre. "Okay, okay jeg har forstået det nu!" Fik jeg endelig ud af mig. "Det var godt." Han smilte lumskt til mig, og begyndte igen at kilde mig. "Hvad... Nej troede...Stoppe?!" Min sætning blev fuldstændigt spoleret af mit grin, så det var ikke alle ord der kom med. "Fint, men så skal du også sige, 'Harry er den bedste kæreste og han er totalt sexy og er den klogeste i hele verdenen.' Sig det" Jeg overvejede at lade være med at sige det for at drille ham lidt, men hans hænder nærmede sig mine sider igen ombestemte jeg mig hurtigt. "Harry er den bedste kæreste og han er totalt sexy og den klogeste i hele verdenen. Var det godt nok?" Han nikkede tilfredst og hans hænder gled ned på mine hofter hvorefter at han lænede sig ned over mig så vores læber var få centimeter fra hindanden. Han smilte charmerene til mig, og ventede på at jeg skulle fjerne luften mellem vores læber. Mine hænder fandt vej rundt om hans nakke, og trak ham så ned til mig så hans bløde læber ramte mine. Igen eksploderede alt inde i mig og sommerfuglene kom igen. Harry udviklede kysset til et snav og vores tunger begyndte at lege med hindanden. Jeg trak mig lidt fra han og så frækt på ham, skulle jeg ikke hente den film?" Han sukkede tungt, men nikkede så, vi var vidst begge to lidt for trætte til at udvikle det yderligere.

 

Så fik i lige et til kapitel. Jeg håber at i kunne/kan lide det, er måske ikke selv så tilfreds men ja i fortjente et nyt kapitel :D

Når hvad synes i så om den nu? er Den god? Eller er den helt til rotterne? :O Lad mig høre jeres mening :D

UHH ( kunst pause ;) ) og kom gerne med både ris og ros, da jeg gerne vil blive bedre, og havde at historien falder i jeres smag.

Ses der Siff <3 :D

ps. hvis i vil, må i meget gerne tjekke min venindes og min movella ud, den hedder New beginning og er også en fanfiktion ;D Der eringen tvang, men hvis i ville gøre det så ville vi da blive glade hæhæ :D <3 xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...