Don't leave me - One Direction *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Igang
Hun gemmer sig bag en facade, et smil. Ingen kender til hendes sande jeg, bortset fra to personer: hendes mor og kæreste Harry. Hun gemmer sin fortid væk, og sætter et smil op, men om natten kommer alle minderne frem. Hendes far slog hendes mor og hende. Men han blev afsløret og er nu i fængsel. Men hvad sker der nå han bliver prøveløsladt og hendes mor vil havde at de rejser væk i to måneder? Hvad sker der når Harry savner hende så meget at han ’bruger’ andre piger, bare for at savnet skal blive mindre? Opdager hun det? Vil nogen fortælle hende om det, så de kan få hende for sig selv? Vil hendes far finde hende? *Dette er mit bidrag til et ukendt idol, så sjovt nok er drengende ikke kendte.

9Likes
4Kommentarer
752Visninger
AA

5. Miss you!

 

I never thought through love we'd be, making one as lovely as she, but isn't she lovely made from love - Isen't she lovely af Stevie Wonder

 

Harrys P.O.V

Jeg kiggede efter Felixia, som gik væk sammen med sin mor. Hun vendte sig om en sidste gang og vinkkede til mig. Jeg smilte til hende og vinkkede hurtigt tilbage, før hun forsvandt i mængden af travle mennesker. Jeg følte et stik i hjertet, da hun forsvandt. Jeg ved godt at det er for hendes eget bedste og det, men det gjorde ondt virkelig ondt. Også selvom jeg kommer til at se hende igen, men der går altså lige to måneder! Jeg stod i nogle minutter og prøvede at se om jeg kunne se hende, eller i det mindste bare få et glimt af hende, men det var umuligt med så mange mennesker. Jeg sukkede og vendte mig om og tilbage til min bil da det gik op for mig at det var umuligt at se hende. Da jeg havde sat mig ind i den røde sportsvogn og tændt for motoren, tændte jeg radioen, bare for at se om jeg kunne aflede mine tanker lidt. Jeg rystede mit hoved da hun stadig var i mine tanker, okay jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved. Jeg sukkede og kørte væk fra lufthavnen. Mine tanker blev pludselig ledt over på drengene - Niall, Louis, Zayn og Liam - det var lang tid siden jeg havde været sammen med dem, måske skulle jeg spørge om vi skulle være sammen? Ja, hvorfor ikke.

Mine tanker blev afbrudt af en sang i radioen. Nemlig 'Isn't she lovely' med Stevie Wonder. Mine tanker blev led tilbage på Felixia. Sangen, lige præcis denne sang, var hendes yndlingssang. Jeg kunne ikke lade være med at synge med, det var jo en fantastisk sang! 

"Isn't she lovely, isn't she wonderful, isn't she precious, less than one minute old. I never thought, though love we'd be, making one as lovely as she
But isn't she lovely made from love." Oh den sang er så smuk og den mindede mig så meget om hende!

"Isn't she pretty, truly the angel's best boy, I'm so happy we have been heaven blessed, I can't believe what God has done, through us he's given life to one. But isn't she lovely made from love.

Isn't she lovely. Life and love are the same, life is Aisha, the meaning of her name, Londie, it could have not been done, without you who conceived the one, that's so very lovely made from love."

Wauw den passede jo perfekt, det måtte jo næsten være Felixia han sang om. Mine tanker var igen begyndt at kredse om hende igen. Hendes smukke kærlige brune øjne, hendes let lysebrune hud, hendes pæne mærkerede kindben, hendes perfekt formede rosa farvende læber, hendes brune bølgede - for ikke at glemme velduftende - hår, hendes blide stemme. Åh hendes stemme, den var så smuk og kraftig, men på samme tid blid som et lam. Hun kunne dog godt nok ikke selv se, hvorfor alle beundrede hendes sangstemme. Når hun sang var det som om tiden stod stille, og hendes stemme kunne virkelig fortryllede en. Det gjorde den i hvert fald ved med mig, så meget at det eneste jeg kunne gøre var at sidde helt stille og bare lytte. Selvfølgelig kunne jeg godt lave andre ting imens, men jeg havde kun lyst til at sidde og lytte, hvilket var lidt problematisk når man skulle koncentrere sig om at køre bil. Jeg var helt væk i mine tanker, og før jeg vidste af det, havde jeg smidt mig i min seng. Det var et held at der ikke var sket et trafikuheld, for jeg havde ikke været alt for opmærksom da jeg kørte. Jeg sukkede højlydt og lukkede mine øjne for et øjeblik. De 2 måneder var nu officielt begyndt, og jeg savnede hende allerede, og der var kun gået, tja, 30 minutter! Plus minus lidt. Min mobil gav en lyd fra sig, og erstattede mine tanker med et håb, et håb om at det var Felixia der ville mig et eller andet. Jeg var hurtig til at snuppe min mobil, som jeg åbenbart havde fået lagt på mit natbord. Jeg blev en anelse skuffet over at se at det ikke var Felixia, men fik da alligevel et smil på læben da jeg så hvem det var fra.

Fra Boobear:

Hey! Vi savnede dig i dag, hvor var du? O.o

Jeg smilede lidt over beskeden, Lou kan altid få mig til at smile, altid!

Til Boobear:

Det er en lang historie. Men lufthavnen :/

Jeg skulle lige til at smide min mobil på sengen, men stoppede min bevægelse da endnu en sms tikkede ind, og fik mig til at se på den igen.

Fra Boobear:

Why in hell var du ved lufthavnen? :O

Til Boobear:

Lang historie... -.-

Fra Boobear:

Hmm... Whatever. Kommer du ikke over? De andre er der også :)

Jeg tøvede lidt med at svare, måske lidt for lang tid for Louis kom mig i forkøbet.

Fra Boobear:

Eller har du for travlt med 'din elskede' ;)

Jeg kom i tanke om at jeg jo havde tænkt på at besøge dem, men jeg havde så glemt alt om det igen.

Til Boobear:

HAHA. Ikke sjovt -.-' Men er der om fem :)

Fra Boobear:

Jeg tæller ned, og hvis du ikke er der om fem så er du på den! >:D

Jeg grinte lidt af beskeden, og puttede så mobilen i lommen, og gik ud i entreen, hvor jeg tog mine sko og jakke på. Jeg gik ud af den brune hoveddør, og låste den, efter som der ikke havde været nogle andre hjemme. Jeg låste min bil op, satte mig ind og startede motoren. Jeg kørte ud af indkørslen, og imod Louis velkendte hus. Der gik ikke særlig lang tid før jeg var der, og jeg steg ud af bilen efter at havde parkeret og slukket motoren igen. Efter jeg havde låst bilen, gik jeg med lange skridt op mod hoveddøren og bankede på. Jeg stop og trippede lidt imens jeg ventede på at der ville blive lukket op. Jeg skulle til at banke på igen da døren blev åbnet, og Louis kom til syne. "Hey, hva' så?" Jeg smilede til ham og skulle til at trække ham ind i et venskabeligt kram, da jeg blev hevet indenfor og døren lukkede i bag mig med en høj lyd. Jeg kiggede underligt på Louis, som kiggede vurderende på mig, før han vidste mig min besked. Den hvor der stod, 'HAHA. Ikke sjovt -.-' Men er der om fem :)' jeg kiggede afventende på Louis, som endelig besluttede sig for at tage ordet. "Det tog dig syv minutter, og nogle sekunder, - som jeg har glemt - og ikke fem minutter, som du skrev. Du er i knibe Hazz!" Jeg gav ham bare et flabet smil og gik op af trappen og hen til hans værelse, men inden jeg gik ind vendte jeg mig om og kiggede ham i øjnene. "Hvorfor tror du at jeg skrev 'men er der om fem', og ikke 'men er der om fem minutter'?" Jeg kiggede spørgende på Louis, og lagde mit hoved på skrå. Han trak en anelse på skulderne inden han svarede, "det ved jeg da ikke, det var hurtigst at skrive? Det lød bedre? Hvad ved jeg." Jeg sukkede opgivende af ham, og rystede på hovedet af ham. "Fordi at 'er der om fem' kan betyde fem sekunder, minutter, - som du troede det var - timer dage, uger,-" "Ja okay, okay nu har jeg fattet det." Svarede han lidt surmulende, hvilket fik et triumferende smil frem på mine læber. Jeg nikkede tilfredst og åbnede døren indtil hans værelse.

"Der er han jo!" Lød det fra Niall der løb hen til mig, og nærmest overfaldt mig med et kæmpe bjørnekram. "Ja her er jeg." Sagde jeg da jeg lidt efter havde fået pusten tilbage, da den var blevet slået ud af mig da Niall hilste på mig. "Niall du må ikke kramme livet ud af ham, det ville være forfærdeligt." Lød det fra min side. Niall slap ufrivilligt sit greb omkring mig, og kiggede med skulende øjne på Zayn, der lige havde redet mit liv fra en smerteful død. "Tak mate." Jeg smile til Zayn og trak ham ind i et kram, og klappede ham på ryggen. Lidt efter kunne jeg mærke nogle andre arme omkring mig, og Liams stemme fyldte mine øre. "Vi kan jo ikke havde at du dør, uden at jeg har fået lov at sige hej." Et grin undslap mine læber og fyldte rummet. Vi trak os fra hindanden, og jeg smed mig på skrivebordsstolen, og begyndte at dreje rundt på den. "Så hvorfor var du ikke i skole i dag, George lagde en tegnestift på Mr. Williams stol! Du skulle havde set han ansigt, da han fløj op fra stolen." Grinede Louis, og jeg kunne lige forestille mig hvordan Mr. Williams - vores biologi lære - ansigt så ud. "NO, tænk at jeg missede det." Jeg lavede et sad face, men lyste så op i et smil. "Har i filmet det?" Jeg stoppede med at dreje rundt på stolen, og kvalmen kom straks til mig, mens alt begyndte at snurre rundt. Jeg ignorerede kvalmen og kiggede spændt på Louis, og lod derefter mit blik glide rundt på de andre, som alle rystede på hovedet. Jeg sukkede og begyndte at dreje rundt igen "Såh... Hvad var den lang historie? Og hvorfor var du ved lufthavnen?" Spurgte en meget nysgerrig Niall. Jeg rystede bare afværgende på hovedet. " Som jeg skrev det er en lang-" jeg stoppede mig selv midt i min sætning, og kiggede undrende på Niall. "Sig mig har i læst Lous beskeder?" Det undrede mig meget hvis Lou havde vidst hans beskeder til dem, han vidste jo aldrig sine beskeder til nogen. Medmindre at han havde læst op hvad jeg havde skrevet, men ud fra Louis chorkerede ansigt skrottede jeg hurtigt den tanke. "Ja altså da Lou gik på toilet-" "Niall nej!" Afbrød Zayn hurtigt, men Niall fortsatte bare som om ingen ting var hent. "Tog Zayn hans mobil og begyndte at kigge jeres samtale igennem. Men der stod ikke rigtig noget spændene." Både Zayn og Liam så lettede ud, sikkert fordi at Niall stoppede med at tale. Louis så nu også lidt mere rolig ud, og han lignede en der tænkte 'godt at de ikke så de andre beskeder, den viden ville ikke gøre godt.' "Men det var selvfølgelig indtil det blev kedeligt, og vi tjekkede nogle andre beskeder. Hold da helt op nogle saftige beskeder." "FORTÆL!" Udbrød jeg, man har jo lov til at være nysgerrig, og for at være helt ærlig havde jeg altid gerne ville vide hvad for nogle hemmeligheder der var på den mobil, men jeg havde aldrig nåethavde været nogle andre hjemme. Jeg låste min bil op, satte mig ind og startede motoren. Jeg kørte ud af indkørslen, og imod Louis velkendte hus. Der gik ikke særlig lang tid før jeg var der, og jeg steg ud af bilen efter at havde parkeret og slukket motoren igen. Efter jeg havde låst bilen, gik jeg med lange skridt op mod hoveddøren og bankede på. Jeg stop og trippede lidt imens jeg ventede på at der ville blive lukket op. Jeg skulle til at banke på igen da døren blev åbnet, og Louis kom til syne. "Hey, hva' så?" Jeg smilede til ham og skulle til at trække ham ind i et venskabeligt kram, da jeg blev hevet indenfor og døren lukkede i bag mig med en høj lyd. Jeg kiggede underligt på Louis, som kiggede vurderende på mig, før han vidste mig min besked. Den hvor der stod, 'HAHA. Ikke sjovt -.-' Men er der om fem :)' jeg kiggede afventende på Louis, som endelig besluttede sig for at tage ordet. "Det tog dig syv minutter, og nogle sekunder, - som jeg har glemt - og ikke fem minutter, som du skrev. Du er i stor knibe Hazz!" Jeg gav ham bare et flabet smil og gik op af trappen og hen til hans værelse, men inden jeg gik ind vendte jeg mig om og kiggede ham i øjnene. "Hvorfor tror du at jeg skrev 'men er der om fem', og ikke 'men er der om fem minutter'?" Jeg kiggede spørgende på Louis, og lagde mit hoved på skrå. Han trak en anelse på skulderne inden han svarede, "det ved jeg da ikke, det var hurtigst at skrive? Det lød bedre? Hvad ved jeg." Jeg sukkede opgivende af ham, og rystede på hovedet af ham. "Fordi at 'er der om fem' kan betyde fem sekunder, minutter, - som du troede det var - timer dage, uger,-" "Ja okay, okay nu har jeg fattet det." Svarede han lidt surmulende, hvilket fik et triumferende smil frem på mine læber. Jeg nikkede tilfredst og åbnede døren indtil hans værelse.

"Der er han jo!" Lød det fra Niall der løb hen til mig, og nærmest overfaldt mig med et kæmpe bjørnekram. "Ja her er jeg." Sagde jeg da jeg lidt efter havde fået pusten tilbage, da den var blevet slået ud af mig da Niall hilste på mig. "Niall du må ikke kramme livet ud af ham, det ville være forfærdeligt." Lød det fra min side. Niall slap ufrivilligt sit greb omkring mig, og kiggede med skulende øjne på Zayn, der lige havde redet mit liv fra en smerteful død. "Tak mate." Jeg smile til Zayn og trak ham ind i et kram, og klappede ham på ryggen. Lidt efter kunne jeg mærke nogle andre arme omkring mig, og Liams stemme fyldte mine øre. "Vi kan jo ikke havde at du dør, uden at jeg har fået lov at sige hej." Et grin undslap mine læber og fyldte rummet. Vi trak os fra hindanden, og jeg smed mig på skrivebordsstolen, og begyndte at dreje rundt på den. "Så hvorfor var du ikke i skole i dag, George lagde en tegnestift på Mr. Williams stol! Du skulle havde set han ansigt, da han fløj op fra stolen." Grinede Louis, og jeg kunne lige forestille mig hvordan Mr. Williams - vores biologi lære - ansigt så ud. "NO, tænk at jeg missede det." Jeg lavede et sad face, men lyste så op i et smil. "Har i filmet det?" Jeg stoppede med at dreje rundt på stolen, og kvalmen kom straks til mig, mens alt begyndte at snurre rundt. Jeg ignorerede kvalmen og kiggede spændt på Louis, og lod derefter mit blik glide rundt på de andre, som alle rystede på hovedet. Jeg sukkede og begyndte at dreje rundt igen "Såh... Hvad var den lang historie? Og hvorfor var du ved lufthavnen?" Spurgte en meget nysgerrig Niall. Jeg rystede bare afværgende på hovedet. " Som jeg skrev det er en lang-" jeg stoppede mig selv midt i min sætning, og kiggede undrende på Niall. "Sig mig har i læst Lous beskeder?" Det undrede mig meget hvis Lou havde vidst hans beskeder til dem, han vidste jo aldrig sine beskeder til nogen. Medmindre at han havde læst op hvad jeg havde skrevet, men ud fra Louis chorkerede ansigt skrottede jeg hurtigt den tanke. "Ja altså da Lou gik på toilet-" "Niall nej!" Afbrød Zayn hurtigt, men Niall fortsatte bare som om ingen ting var hent. "Tog Zayn hans mobil og begyndte at kigge jeres samtale igennem. Men der stod ikke rigtig noget spændene." Både Zayn og Liam så lettede ud, sikkert fordi at Niall stoppede med at tale. Louis så nu også lidt mere rolig ud, og han lignede en der tænkte 'godt at de ikke så de andre beskeder, den viden ville ikke gøre godt.' "Men det var selvfølgelig indtil det blev kedeligt, og vi tjekkede nogle andre beskeder. Hold da helt op nogle saftige beskeder." "FORTÆL!" Udbrød jeg, man har jo lov til at være nysgerrig, og for at være helt ærlig havde jeg altid gerne ville vide hvad for nogle hemmeligheder der var på den mobil, men jeg havde aldrig nået at tjekke dem før Louis kom tilbage. "Det har i bare ikke!" Louis kiggede skulende over på Liam, Zayn og Niall, inden han rejste sig op og gik trugende hen mod dem. Det var nok til at få de tre drenge op og stå, og løbe ud af værelset med Louis lige i hælende. "Kom tilbage i kujoner!" Blev der råbt, og man kunne hurtigt gætte at det var Louis. Jeg rejste mig op og gik ned af trappen og ind i deres store stue, hvor de lige nu løb rundt. "Haz, hjælp mig lige her!" Lød det forpustet fra Liam der var ved at blive indhentet at Louis. Jeg grinte bare og rustede på hovedet. "Det var jeres egen skyld, og dermed jeres eget problem." Grinte jeg bare, og skulle til at gå hen og smide mig i sofaen, - ja jeg elsker at smide mig i ting! - men stoppede hurtigt da jeg var ved at gå ind i Zayn. "Shit!" Udbrød han og hoppede til siden og, nåede ikke at kigge sig om inden han lå på gulvet, og ukontrollerede grin fyldte rummet fra alle muglige steder. "Av for helvede!" Udbrød Zayn og tog sig til hovedet, og grinene blev højere og højere. Zayn var løbet ind i væggen, da han ville undgå at ramle ind i mig. "Karma in your face!" Råbte Louis og gik hen og hjalp Zayn op. Vi fik et dræberblik af Zayn der nu, med hjælp fra Louis, var kommet op og stå.

Jeg høre min ringe fra min lomme, og tog den op og kiggede på hvem det var. Felixia! Det kunne ikke gå for hurtigt med at tage, faktisk var jeg så ivrig at jeg nær havde tabt den på gulvet. Drengene gav mig bare et mærkeligt blik, men jeg ignorerede det blot og trykkede 'besvar'. "Hey søde hvordan går? Jeg savner dig vildt meget!" Jeg gik ud i entreen så de andre ikke kunne lytte med, hvilket de sikkert ville gøre alligevel. "Hejsa. Tja det går vel fint men savner dig ubeskriveligt meget!" Lød det lidt skrattende da der ikke var bedste forbindelse, men jeg kunne stadig ikke lade være med at smile som en idiot, bare ved lyden af hendes stemme. "Hvordan gik flyveturen?" Spurgte jeg oprigtigt interesseret, jeg kunne høre et lille suk forlade hendes læber før hun svarede. "Det 0ik enlig meget godt, men der var en lille dreng der blev ved med at sparke til mit sæde og skrige op." "Når men det var da godt at turen gik nogenlunde, for vi kan ikke havde at du er skræmt for hvid og sands, og ikke tør komme hjem igen." Sagde jeg halvt alvorligt og halvt for sjov. Hendes klokke klare latter skar sig igennem den ellers så ringe forbindelse. "Bare rolig jeg er ikke så skræmt, men hans mor var skræmmende! Da jeg bad hende om hun ikke kunne sige noget til hendes dreng, Kiggede hun bare ondt på mig og begyndte at skælle mig ud. Men spørg mig ikke om hvad hun sagde for jeg lyttede kun i otte sekunder, og så tog jeg musik i ørene. Men hvad går du og laver lige nu?" Jeg kiggede ind mod stuen og så fire hoveder stikke ud og stirrer på mig, men jeg nåede ikke at se dem i lang tid før at de var væk igen, jeg kunne dog godt regne ud hvem det var. "Jeg er hjemme hos Louis sammen med de andre drenge, og Zayn løb ind i en væg." Svarede jeg hurtigt og grinede lidt, da tanken om Zayn dukkede op i mit hoved igen. Man kunne nu også høre Felixia grine, og hvis jeg ikke tog meget fejl så grinte drengene også. "Det var Harrys skyld han stod i vejen!" Råbte Zayn inde fra stuen af, som blot fik os til at grine endnu mere. "Det lyder som om at i har det veldigt hyggeligt, men jeg bliver altså nød til at smutte nu, vi skal havde pakket ud nu. Vi ses Haz." Sagde hun og lød rigtig trist, hvilket jeg enlig også var. Jeg sukkede lidt før jeg svarede, "I orden jeg giver dig et kald over Skype når jeg er kommet hjem. Ses Love." Da ordene havde forladt min mund, blev opkaldet afbrudt, og jeg gætter på at det var hende som afbrød det.

Jeg  puttede min mobil i min lomme og, efter at havde kigget lidt på den, og gik så ind til de andre som alle så nysgerrigt på mig. "Var det derfor at du var ved lufthavnen? For at aflevere Felixia?" Spurgte Louis nysgerrigt, efter at der havde været en lille stilhed, ikke en akavet stilhed, bare en... ja stilhed. Jeg nikkede lidt og kom så med et lille 'jep'. "Hvorfor?" Kom det fra Liam, der nu fik hele min opmærksomhed. Jeg tøvede lidt med at sige noget, for jeg kunne jo ikke fortælle dem den rigtige grund, også selvom jeg gerne ville. "Hun skulle bare ud for at rejse lidt, det havde hun brug for." Sagde jeg med en trækken på den ene skulder. Liam lignede en som tænkte som en gal, men købte den så. Heldigvis!

 

1000 gange undskyld for at jeg har været så lang tid om at opdatere!

Men jeg har bare stresset helt vildt, før juleferien havde vi en projektopgave, som tog alt min tid, og i ferien skulle vi nå en helt masse og min storebror - som er på efterskole og jeg ikke ser særlig tit - kom hjem, så ham ville jeg godt være lidt samme med.

Efter ferien har vi så haft prøve terminsprøver. Men nu håber jeg at jeg før lidt tid til at skrive!

Men igen undskyld, undskyld, undskyld, undskyld...

Jeg håber at i har haft en god ferie og har hygget jer med, venner og familie osv.

Hvad syndes i om historien? Dårlig? God? UH, i må meget gerne komme med forslag/ideer til hvad der nu kan ske :D :D

Ses! <3 :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...