Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25492Visninger
AA

53. Samtale 3

-*kigger ud af vinduet*

-"Katy?" *går forsigtigt ind* -"Sophia?" *kigger på hende, nervøs* -"Hej" *prøver på at lyde kontrolleret.* -"Hvorfor er du her?" *forvirret* -"Fordi... Jeg ville se til dig. Jeg er bekymret for dig." -"Men hvorfor? Du hader mig jo" *overbevist om hun lyver, tør ikke tro det* -"Katy... Hvis der er nogen her som har ret til at hade nogen... Så er det dig." *knuger sine hænder i nervøsitet.* "Jeg skulle aldrig have sagt de ting. Det var forkert af mig." -"Nej. Det var sandheden. Jeg var aldrig inviteret, ingen af jer gider spile jeres tid på mig. Jeg forstår det godt. Du behøver ikke lade som om mere. Jeg er ligeglad" "Hvis det er fordi Louis har bedt dig om at snakke med mig, så bare drop det. Jeg har det fint. Jeg kan godt leve uden jer. Du og Harry kan hade mig alt det i vil. Jeg er ligeglad. Det betyder ikke noget længere" -"Katy ikke sig sådan... du er ikke dig selv" -"Jeg har det fint. Jeg er ikke sug Sophia. Jeg har ikke brug for en psykolog" -"Du er syg.... har du set hvor tynd du er blevet?" *blive bange* -"Jeg er ikke syg. Ja, jeg har tabt mig, men ikke nok" -"Katy lad nu være." *begynder at græde* -"Med hvad?" *ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv* -"Det du gør imod dig selv.... ved du ikke hvor meget Louis bekymrer sig for dig?" -"Han bekymre sig ikke. Den eneste grund til han ikke har slået op, er fordi jeg ikke har andre. Kan du ikke se det? Jeg er nød til at få ham til at elske mig igen. Jeg er nød til at tabe mig, så jeg er tynd nok" "Han kan ikke en gang kigge på mig længere. Jeg er nød til at ændre det" -"Hvad snakker du om? tror du at han kunne finde på sådan noget?" -"Jeg ved det ikke længere" -"Katy selvfølgelig elsker han dig og vi holder af dig. Vi er dine venner." -"Hvorfor føles det så ikke sådan? I kan ikke snakke mens jeg er i samme rum" - "Men hvad skulle vi sige? Vi ville ikke såre dig." -"Men det er jo det i gør! Jeg ved ikke hvad jeg skal tro længere! I vil ikke snakke til mig, men i kommer alligevel og siger i ikke hader mig!" *frustreret* -*Maskinerne begynder at sige lyde.* "Katy slap nu af" *bange* -"Hvorfor? Det betyder jo ingenting alligevel" -"Katy jeg mener det! Du gør der kun værre for dig selv. Fald nu ned.* -"Hvad er det der er så slemt?! I siger ikke andet, men jeg kan virkelig ikke se hvad det er der er galt!"*irriteret* -"Du er syg! Du spiser intet, du tror ikke på os, du er sikker på at vi faktisk gerne vil af med dig! Vi elsker dig Katy. Jeg indrømmer gerne vi har været strenge overfor dig, men vi ville aldrig af med dig!" -*kigger trist ned, kan ikke se hende i øjnene* -"Katy.... se nu på mig." -*kigger på hende med våde øjne* -"Vil du ikke godt lade os hjælpe?" *på randen til at græde* -*nikker svagt* -"Lyv ikke overfor mig..." -"Jeg vil ikke være syg" -"Så lad os hjælpe dig. Vi vil jo gerne. Vi vil gerne du får det bedre. Kom nu, gør det ikke svært for os." -"Det prøver jeg heller ikke at gøre. Mit hoved bliver bare ved med at sige ar i hader mig" *græder* -"Vi  hader dig ikke...." *går tættere på hende* -"Men det føles sådan" -"Det er vores skyld. Vi var der ikke. Vi lod Harry komme først, selvom du var offeret." -"Jeg kunne ikke styre det" *hvisken* -"Shh.... det er okay." *lægger armene om hende* "Jeg elsker dig.... det ved du godt, ikke?" -"Jeg troede du hadede mig?" *forvirret* -"Jeg vil aldrig hade dig. Jeg vil heller aldrig elske dig mindre. Det betyder du for meget til." -"Men du. Du sagde. Jeg troede.." *gråden gør hun ikke kan snakke* -"Det ved jeg.... jeg er så ked af det..." -*hulker* -"Det skal nok gå.." "Ma petite fleur. J'taime" -"Jeg er så forvirret" -"Det skal nok gå. Vi hjælper dig. Det lover jeg." -"Men hvad hvis i ikke kan? Hvad hvis jeg.. Hvis jeg gør noget dumt, i-inden i. Inden i kan stoppe mig?" -"Søde..... det er en del af livet at lave fejl. Det skal nok gå. Vi hjælper dig. Du har jo også Louis ved dig, hele tiden. Han vil aldrig opgive dig." -"Er jeg virkelig syg? Har jeg virkelig så meget brug for hjælp?" *er begyndt at indse at hun måske er syg* -"Desværre..." -"Hvorfor kan jeg ikke se det?" *gemmer ansigtet væk i hænderne* -"Det er sådan livet er en gang imellem." -"Kan man se det?" *kigger op på hende* "at jeg er syg?" -"Ja." *hvisken* -*nikker stille* "jeg kommer til at tro du stadig hader mig. Jeg vil ikke tro på det, men jeg ved det kommer til at ske. Lov mig du hjælper mig alligevel! Lige meget hvor meget jeg skriger, eller slår, eller andet. Bare hjælp mig!" *har et "klart" øjeblik* -"Selvfølgelig. Men du må forstå at det vil blive hårdt for os alle. Specielt Perrie." -*forvirret* "h-hvad er det med Perrie?" -"Hun er jo gravid." -*nikker lettet* "bare ikke ignorer mig igen" *bedende* -"Det lover jeg." -"Tak" *svag hvisken* -"Det var så lidt. Vil... vil du ikke snakke med Louis? Det var lige før han ikke ville jeg kom herind." -"Jo" *snøfter, får styr på sig selv* "jeg vil genre snakke med ham" -"Jeg sender ham ind.... okay?" -*nikker*  -*går ud og finder Louis* -*banker let på døren* -"Kom ind" -"Hey." *smiler lettere nervøst* -"Hej" *stille* -"Er du... Okay?" -"Lige nu er jeg" *kigger nervøst på ham* -*sætter sig hos hende.* "Vi skal nok få dig hjem. Så hurtigt som muligt." -"Det ved jeg" -"Det er jeg glad for at du ved" -"Jeg vil ikke være syg, Louis" *våde øjne* -"Det er jeg klar over. Det skal nok gå. Vi hjælper dig." * holder om hende* -"Selv når jeg ikke vil have jeres hjælp?" *usikker* -"Selvfølgelig. Jeg elsker dig" *kysser hende* -"Jeg elsker dig. Virkelig. Det må du ikke glemme, selvom jeg måske gør det" *trist, bange* -"Det skal nok gå. Det lover jeg." -*nikker, knuger sig ind til ham* -"Jeg elsker dig så højt." -"Men jeg glemmer det. Mit hoved fungere ikke ordenligt. Jeg kan ikke lide det" -"Det er derfor du skal til psykolog, ikke sandt?" -"Men hun får mig til at føle mig sindssyg" -"Ja øhm.... det er faktisk meningen Katy..." -"Nej. Du burde ikke føle du burde være låst inde når du snakker med nogen. Jeg kan ikke lide det. Jeg er ikke så syg" *svært for hende at sige* -"Katy.... du har en spiseforstyrrelse, og du kan ikke engang se hvor tynd du er blevet." -"Behøver jeg tage derhen igen?" *let rystende stemme* -"Ja. Hør... der er noget der plager dig, som ikke vil væk igen. Det er enten den psykolog, eller du bliver her og får det bedre." -"Okay. Jeg tager derhen igen" -"Kun en gang i ugen. Men du skal også på hospitalet hver uge." -"Skal jeg også være her?" *forvirret* -"Kun en gang i ugen en time eller to. Jeg er her selvfølgelig også med dig." -*nikker* "selvfølgelig" -"Godt. Der er forresten noget... jeg gerne vil snakke med dig om." -"Hvad er det?" *let utryg* -"Da de opdagede hvor tynd du har blevet... havde de også opdaget noget andet. Du har ikke haft menstruation nu... i en måned.." "Den er forsinket, en del, ikke?" -*tænker efter* "jo. Men. Hvordan?" -"Det er Øhm... Kan du huske vi snakkede om... Børn, meget kort?" -"Ja?" -"Du kan ikke. Få børn." -"Men. Jeg ville genre have børn. Ikke lige nu, men på et tidspunkt" *trist* -"Men. Jeg ville genre have børn. Ikke lige nu, men på et tidspunkt" *trist* -*tager hendes hænder og trygge dem forsigtigt* -*tårer falder, klemmer hans hænder* -"Jeg ved det.." *mumlen...* -"Den her dag bliver jo bare bedre og bedre" *mumlen* -"Jeg ved det... jeg ved det." -*hulker* "kan jeg. Kan jeg komme hjem? Jeg vil ikke sove her" -"Jeg kan se hvad jeg kan gøre... hvis det er, overnatter jeg her." -*holder bedre fast i ham* -"Jeg elsker dig... jeg elsker dig virkelig!" -"Jeg vil. Jeg vil ikke være alene" -"Det jeg.. det ved jeg." -"Du må ikke gå" *desperat* -"Jeg bliver nødt til at gå, hvis jeg skal høre om du kan komme hjem." -"Men jeg er bange" -"Det skal du ikke være." -"Men jeg tænker når jeg er alene. Jeg kan ikke styre det når jeg er alene" *skræmt* -"Bare rolig... jeg skal nok være hurtig." *Kysser hende og går ud* -*har en kamp med sig selv* -*åbner døren* "Katy?" *urolig* -*kigger op* -"Du kan godt komme hjem. Der kommer en sygeplejerske og tjekker op på dig hver dag klokken tolv indtil en gang i næste uge." -*nikker fraværende* -*sætter sig straks hos hende* "Hallo Katy?" *panisk* "Katy se på mig." *klapper hende på kinderne* -*kigger på ham* "hvad?" *hvisken* -"Du er ikke okay..." *trist, han vidste han ikke skulle have ladet hende være alene* -"Jeg har aldrig sagt jeg var" -"Nej.. men du var ikke.... ikke lige før..." "Katy se på mig" -"Jeg kigger allerede på dig" *mumlen* -"Sophia kommer med noget af hendes tøj. Vi tager bagindgangen ud til bilerne." -"Jeg har mit eget tøj. Der er ingen grund til at gøre sophias beskidt" -"Du er nøgen under det stykke bomuld" -"Men hvad hvis hun bliver vred på mig?" *skrøbelig* -"Det gør hun ikke. Jeg lover det." *sophia kommer ind * -"Jeg stoler på dig" *hvisken* -"*Sophia giver tøjet til Louis* "Kører I selv?" *stilhed* "vi kører selv" -*nikker anspændt* -"Vi ses Sophia" *Sophia går ud* -"Hader hun mig?" *hvisken?* -"Nej. Selvfølgelig ikke. Har du brug for hjælp?" -"Nej, jeg skal nok klare mig" *flov over sig selv* -"Sikker?" -"Mm-hmm" *nervøs, grædfærdig* -"Shh... Rolig." -"Jeg er bare. Tankerne" *forvirret* -"Allerede?" *rolig sagt* -"Mm. Det kommer når jeg er alene" -"Okay. Sig til når du er klædt på og klar." *smiler kærligt til hende* -*nikker, får tøj på* "sådan" -"Klar?" *rækker sin hånd ud* -"Det er jeg vel" -*kysser hende. Følger hende ud* -*sætter dig ind i bilen* "du må ikke lade mig være alene igen" *ulykkelig* -"Jeg skal gøre mit bedste. Det lover jeg." -"Jeg vil ikke være alene, Louis. Det skræmmer mig. Jeg har ingen kontrol over mine tanker. Så snart en af jer er der er det nemmere" *dybt seriøs* -"Okay. Hør... Hvis det er... Så har jeg altså en der gerne vil komme og... Underholde dig. Når jeg ikke kan. Et familiemedlem. Ikke min, men en du vil elske med garanti." -"Det ville være rart" *nikker* -"Harrys mor vil komme." -"Harrys mor? Ved hun at jeg. Slog ham?" -"Hun ved det ja. Men hun kan ikke være sur på dig. Tro mig, du vil elske hende. Anne er noget af det dejligste og roligste man kan opdrive. Hun... hun arbejder med unge som har problemer. Værre end dig faktisk." -"Så hun kan også hjælpe mig?" *forhåbningsfuld* -"Ja hun kan. Men du må forstå at hendes metoder kan vre ubehagelige nogen gange." -"Ubehagelige? Hvordan?" -"Du skal tage medicin, og du skal spise hver dag. Ellers bliver det kun værre." -"Hvor mange gange om dagen?" *nervøs* -"Tre." -"Det kan jeg vel godt overleve" *usikker* -"God pige." *parkere bilen* -*går ud af bilen, opdager hvor stort tøjet enligt er* -"wow..." *en smule forskrækket* "Du ved... du må godt gå rundt i mine trøjer indenfor hvis du vil." *drilsk smil* -*smiler let* "jeg vil elsker at gå rundt i dine trøjer" -"Og jeg elsker at se dig i dem." -*klar i hovedet, vil gerne gøre ham glad* "Louis?" *går ind i huset* -"Ja?" *tænder for lyset* -"Jeg vil gerne spise noget. Et eller andet. Et stykke frugt?" -"Øhm... jeg har en kiwi." -"Kiwi er godt" *usikker på om hun kan spise en hel* -"Men vær nu forsigtig" *skræller og skær den ud for hende* *kysser hende i håret* "Kan du undvære mig mens jeg går på toilettet?" -*nikker, begynder langsomt at spise* -*kommer hurtigt tilbage igen* -*kæmper med det sidste stykke* -"Du skal ikke spise det, hvis du ikke kan." -*får den spist, stolt af sig selv* -"Pas nu på... ikke? Jeg vil ikke du bliver dårlig. Specielt når du ikke har spist så meget i dage." *kysser hende kærligt* "Min pige" -"Men jeg spiste den" *stolt* -"Det kan jeg se. Bare hold det nede." * smiler* -*smiler tilbage* -"Men jeg er glad for at du spiser."
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...