Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24975Visninger
AA

52. Samtale 2

-*tager en dyb indånding* "l-Louis?"

-*kigger op fra computeren .* "ja?" -"Kan vi. Kan vi snakke?" *nervøs, anspændt, bange for han afviser hende* -"Selvfølgelig. Hvad er der?" -*leder efter noget at sige* "undskyld. Bare glem det" *mistede modet* -"Er der noget galt?" *rejser sig forsigtigt* -"Louis. Du behøver ikke lade som om. Jeg er træt Af det. Jeg kan ikke klare det mere" -"Hvad?" *helt forvirret.* -"Jeg kan holde ud at du opføre dig som om intet er sket, når jeg ved du ikke elsker mig mere. Bare sig det. Det er bedre en at lade som om" *lidt trist, fortryder inderligt hun sagde noget* -"Hvorfor tror du jeg ikke elsker dig mere?" -"Jeg kan se det. Så snart jeg er i nærheden holder du op med at grine, eller bare snakke! Som om jeg dræber dit humør, og jeg kan ikke klare det mere" -"Katy det vidste jeg slet ikke." *skyldfølelse rammer ham.* "Selvfølgelig elsker jeg dig. Mere end noget andet. Men jeg ville aldrig stoppe med det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal... Nej jeg ved det ikke. Men-" *tom for ord* -"Hvorfor afviser du mig så? Det er jo svært for dig at kramme mig. Jeg kan godt se hvor svært du har ved at røre mig. Hell, næsten bare se på mig. Hvorfor er det svært hvis du stadig elsker mig?" *har svært ved ar tro på ham* "Er det fordi jeg tog på? For jeg kan sagtens tabe mig mere" *desperat* -"Fordi... Jeg prøver... Men uanset hvad jeg gør. Så bliver det kun værre for dig. Det er min skyld du skal psykolog nu." -"Jeg har ikke brug for en psykolog. Jeg har det godt. Men jeg kan ikke leve med at du holder dig på afstand. Jeg kan ændre mig. Jeg vil gøre alt for at du elsker mig igen" -"Katy jeg har altid elsket dig!" -"Men hvorfor kan du så ikke kigge på som du plejede? Du har jo ondt af mig, men der er intet galt med mig. Hvis jeg skal ændre noget, så sig det. Jeg kan godt blive ligesom Eleanor, hvis det er det der skal til" -"Jeg vil ikke have du skal ændre dig! Jeg elsker dig og det var min skyld du endte hvor du gjorde! Jeg kan ikke se på dig, fordi hver gang jeg ser på dig er du allerede på vej væk fra mig." * går lidt tættere på hende* -"Jeg er ikke på vej væk fra dig. Jeg er bange for at du hader mig, som de andre. Jeg kan ikke miste dig, så jeg går inden jeg kan irritere dig" *er hårdt for hende ar sige* -"Jeg elsker dig. Jeg hader dig ikke. Du går mig ikke på nerverne. Det gør du aldrig." *tager hendes hånd* -"Hvorfor kan jeg ikke tro på dig?" *fortvivlet, vil gerne tro ham* -"Fordi... Jeg har intet gjort for at vise det." -"Jeg kan gøre det nemmere. Jeg kan gøre det nemmere for dig at holde af mig. Jeg kan tabe mig, blive pænere. Jeg begynder at bruge makeup" *tænker højt, hendes hoved siger det er nødvendigt at tabe sig* -"Hvorfor ville du gøre det? Katy der er intet galt med dig! Forstå det nu!" -"Jeg er ikke tynd nok. Jeg har deller. Du kan ikke se mine ribben." *har er forvrænget syn på sig selv, lyder syg* -"Hvad? Nej du har da altid været normal." -"Det ved du godt ikke er sandt. Harry havde jo ret. Jeg er ikke normal" -"Du er normal. Du er en helt normal pige!" -"Hvorfor var jeg så til psykolog? Det er ikke normalt! Det er heller ikke normalt ikke kunne leve uden en person!" -"Du sulter dig selv!" *flår hendes trøje af. Lægger kraftigt sine hænder på hendes ribben* "kan du mærke det?!" -*skærer ansigt* "stop! Det gør ondt!" -"Se på mig!" *råbt* -*kigger skræmt op på ham. Har lydt til at kigge ned, flov over sin krop* -"Kan du ikke mærke det? Dine hofteknogler stikker ud." *lader sin ene hånd køre ned* -"Men ikke nok!" *våde øjne* -"Katy... Sig ikke sådan." -"Hvordan? Jeg er ikke tynd nok Louis. Jeg vejer alt for meget" -"Nej du gør ej. Katy mærk dig selv." *fører hendes hænder over ribbenene.* -*skidt tilpas, har lyst til at stikke af* "du kan mærke dem, men ikke se dem" -"Jeg vil ikke se dem eller mærke dem Katy. Jeg ved hvor farligt det vil være hvis du bliver ved." -"Jeg har styr på det. Jeg ved hvad jeg laver. Det er ikke farligt" *kan ikke selv se det* -"Katy du dør langsomt hvis du fortsætter." -"Ville det være så slemt?" *skrøbelig* -"Jeg vil ikke leve uden dig." -"Men jeg vil ikke leve" -"Hvorfor? Hvad har jeg gjort?" -"Intet. Det er mig der er problemet. Det har det altid været" -"Men der er så meget du ikke har set endnu," -"Det er ligegyldigt. Det er ikke værd at leve for. Jeg kan ikke leve hvis det er svært for dig at kigge på mig" -"Katy... Lad vær." *desperat* "Jeg elsker dig." -"Men hvorfor kan jeg så ikke tro det?" *tåre falder* -"J-jeg ved det ikke.." *kigger på hende* "men hvis du dør. Så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre." -"Louis, er jeg syg? Har de ret i at jeg er syg?" *bange for svaret* -"Det..." *bange for at sige sandheden.* -"Er jeg? Nej, jeg kan ikke være syg. Jeg er ikke syg" *er begyndt at føle sig sindssyg* -"Katy du spiser aldrig." -"Jeg prøver bare at tabe mig. Intet andet end en slankekur" -"Du har en impulsiv spiseforstyrrelse." -"En hvad?" *stemme ryster* -"Du spiser aldrig. Det har knap taget en måned. Du taber dig bare du trækker vejret." -"Men hvorfor kan jeg ikke se det? Jeg vil ikke være syg?" * tæt på at græde* -"Så lad os hjælpe dig. Katy vær nu ikke så stædig." -"Men de vil jo ikke hjælpe mig. De hader mig. Alle hader mig" *synker sammen på gulvet* -*når at løfte hende* "Katy... Da jeg fortalte det til Sophia og Harry... Opdagede de hvad de havde gjort dig. De hader dig ikke." -"Men.." *hulker* -"Ikke noget men." *holder hende ind til sig.* "vi løser det her. Det lover jeg" -"Han vil ikke tage imod min undskyldning" *stemme knækker* -"Den er lige meget nu... Okay? Vi kommer over det. Gør vi ikke?" -"Men jeg har brug for ham som min ven" *lukker hårdt øjnene* -"Det ved jeg... Men slap af... Det skal nok komme." -"Det dræber mig indefra" *første gang hun fortælle ham det* -"Hvad gør det?" *overrasket.* -"Dræber mig. Hver dag bliver det værre. Som jeg eksplodere" -"Jamen... Hvorfor har du ikke sagt noget?" -"Jeg troede du var ligeglad" -"Jeg er ikke ligeglad. Du er min kæreste. Jeg ville da foretrække du fortalte mig ting." -"Jeg troede du hadede mig" "Jeg troede. Jeg ved ikke hvad jeg troede. Jeg kan ikke. Mit hoved. Jeg kan ike tænke klart" -"Det er derfor vi prøver at hjælpe dig. Psykologen er en del af det." -"Jeg vil ikke være syg" *græder* -"Så lad os hjælpe dig med at blive rask." -"Bare ikke ignorer mig" -"Jeg vil ikke ignorer dig. Jeg lover det" -"Kan jeg snakke med Harry?" *bedende, hjælpeløs* -"Det kan du. Hvis han tager telefonen. Men, en halv time. Okay? Slap lige af en halv time, inden jeg ringer. Okay?" -"Okay" *har opgivet at sige ham imod, udmattet* -"En lur?" *forslag* -"Jeg laver jo næsten ikke andet end at sove" *nægter at sove igen* -"For min skyld." -"Men kun en halv time. Jeg kan ikke blive ved med at sove hele tiden" -"Sandt." -"Hvorfor er jeg så træt hele tiden?" *gaber* -"Fordi, det  er du..." *forvirret over sit svar* -*smiler let af ham* "Jeg elsker dig" *sukker* -"Jeg elsker også dig." *lægger tæppet om hendes skuldre* -"Læner sig ind mod ham, har mere ro inden i end før* -"Du ved... måske ville du ikke være så træt hvis du spiste lidt mere?" -"Men jeg er aldrig sulten" *gaber igen* -"Du har bare vænnet dig til det. Det skal vi nok løse. Sov nu." *putter hende ind til sig * -"Jeg kan ikke sove hvis du bliver ved med at snakke" *mumler med lukkede øjne* -"Heheh" -"Tak" *lav mumlen, falder i søvn*   *en halv time senere* -Louis "Hey... jeg er glad for at du gad komme" - Harry "Selvfølgelig. Hvordan har hun det?" -"Skidt..... psykologen.... jeg tror ikke det hjalp ligesom vi havde regnet med" -"Det bliver nød til at hjælpe. Vi bliver bare nød til at give det lidt tid" -"Har du tænkt på at snakke med hende?" -"Om hvad?" *lettere forvirret* -"Dig." -"Hvad mener du, Lou?" -"Hun har ligesom ikke forstået din undskyldning" -"Har hun ikke? Men jeg troede" -"Hun... Hun tror ligesom ikke på det. Hun tror stadig du hader hende og Sophia med" -"Hvorfor ville hun dog tro det? Vi har aldrig hader hende. Vær sød og sig at det ikke er fordi hun er syg, men bare fordi hun har misforstået noget" *bedende* -"Beklageligvis ikke..." -"Hvordan blev det så slemt" *dybt bekymret* -"Jeg ved det ikke.." -"Louis, hvor skidt er hun? Hvor langt ude er vi?" *har brug for svar* -"Hun har tabt sig næsten ti kilo på en uge..." -"Ti?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?" -"Det ved jeg ikke. Hun har enten brækket det op, eller unggået det -"Har hun sultet sig selv? Hvorfor ville hun dog gøre det? Louis, hvordan kunne vi ødelægge hende på den måde? Hvorfor stoppede vi hende ikke?" -"Det ved jeg ikke. Men snak nu med hende. Hun har det elendigt over det hun gjorde." -"Jeg snakker med hende. Jeg kan ikke lade hende blive ved. Vi skal hjælpe hende" -" godt nok." *går ud af stuen* -Harry *Sætter sig overfor Katy* "Ehm... Katy?" -Katy "Mmh" -"Katy??" -"Jeg er vågen." *sætter sig op, åbner øjne* "h-Harry?" -"Hey" *smiler nervøst* -"Jeg.. Undskyld. Jeg ville ikke slå dig! Jeg prøvede virkelig at lade vær, men jeg kunne ikke kontrollerer mig selv. Undskyld, undskyld!" -"Det er okay, det er okay. Jeg tilgiver dig." -"Hvad? Men. Jeg slog dig. Hvordan kan du vare tilgive mig?" *kæmper med sig selv* -"Fordi... jeg var et fjols og jeg fortjente det ligesom." -"Nej. Du sagde sandheden. Jeg ødelagde det hele, du har ret til at hade mig. Du behøver ikke tilgive mig, bare fordi Louis beder dig om det" *den "dårlige" side overtager* -"Katy nej det er slet ikke sådan! Det var mig som udnyttede din respekt!" -"Men. Hvorfor ville du tilgive mig? Efter det jeg gjorde? Efter alt det jeg har ødelagt?" *dybt forvirret* -"Fordi at nogen mennesker fortjener det. Desuden, så er det ikke din skyld. Det har det aldrig været." -"Hvorfor siger mit hoved så det er?" -"Det ved jeg ikke. Men det er ikke din skyld." -"Så du hader mig ikke?" -"Nej. Du er min veninde!" -*bliver lettet* "så du tilgiver mig virkelig?" -"Ja. Selvfølgelig." -*rejser sig hurtigt for at kramme ham, svimler* -"wow unge dame." -*besvimer, falder ned på gulvet, slår hovedet mod sofaen* -"KATY!" *Louis kommer straks ind*  -
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...