Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24921Visninger
AA

48. Epilog 1

*Louis*

”Hvad vil du være når du bliver stor, Louis?” Spurgte den flinke lærerinde. Hun lugtede ækelt af ost! ”Jeg skal være storebror!” Den bedste af slagsen!

Anden klasse var ikke meget sjovere end første klasse. Jeg sad altid og kedet mig, hvis ikke jeg kedet mig, lavede jeg sjov og fik de andre til at grine.

”Synes du virkelig jeg er smuk?” Spurgte hun genert og tørrede noget af sin mascara af, med sit mørke ærme. ”Eleanor… jeg har aldrig set nogen smukkere. Du er helt perfekt på din egen måde. Du er klog, du er sød, du er ligeglad med… med alt det lort jeg indtil videre har lavet. Jeg er forelsket og jeg er forelsket i dig.” Jeg vil altid være forelsket i dig. ”Jeg forstår ikke jeg fortjener dig.” Snøftede hun og kiggede væk. ”Du må ikke skamme dig.” Sagde jeg stille og løftede hende op, så hun sad i mit skød.

”Det er bare underligt… ingen har før bare sådan sagt sådan til mig, på den måde.” Indrømmede hun det? Mente hun det? ”Hey… jeg forstår ikke hvad du ser i mig.” Indrømmede jeg. ”Jeg ser dig, Louis.” Det var vores første kys.

”Louis, du bliver aldrig til noget. Du lytter ikke i skolen og du gør absolut intet for at deltage. Du er lige netop grunden til at mange unge ikke bliver til noget!” Jeg rettede mig roligt op og kiggede på manden foran mig, som var min rektor. ”Jeg er en studerende, som ikke hører til i en skole. Jeg tror ikke den er længere.”

”Hey… hvordan gik det med Eleanor?” Spurgte Harry nysgerrigt. Han havde lidt røde øjne igen, måske var det bare den der allergi igen. Jeg burde bede ham om at tage nogle piller. ”Hun kyssede mig.” Sagde jeg lidt for glad. ”Jeg er glad på dine vegne, mand. Hold kæft, hun er sku da også heldig!” Sagde han og klappede mig på skulderen. ”Jeg forstår ikke jeg er så heldig.”

”Hej Louis.”

Katy lå med sit hoved på min mave imens jeg stadig væk strøg hende over hendes hår. Hun lå helt stille med munden halvt åbent hvor hendes åndedræt kildede min mave og lod gåsehuden rejse sig overalt på min krop.

”Louis?”

”Godmorgen.” Smilte hun og kravlede lidt længere op til mig. ”Godmorgen.” Svarede jeg tilbage og hun kyssede mig i panden.

”Er han på vej til at vågne op?”

”Hvad vil du have? Bananpandekager?” Spurgte hun og tog en af mine skjorter på, så hendes krop ville være dækket en smule til. ”Jeg vil hellere blive i sengen.” Sagde jeg og trak hende mod mig og hun satte sig på mit lår.

”Måske tog de fejl. Måske vågner han aldrig.”

”Louis vi bliver nødt til at stå op.” Sagde Katy. ”Nej… bliv her hos mig.” Tiggede jeg. ”Louis, du bliver nødt til at vågne op.”

Et underligt lys. Et underligt mørke. Måske kom den underlige mørke først og så kom lyset, men det blev mørkt igen derefter.

Jeg kunne høre en masse små biblyde. Det bibbede, ikke på en ubehagelig måde, men på en takterende måde. Det var en tone i det. Jeg var meget kold. Jeg synes selv jeg var meget kold. Måske havde jeg feber, men havde vænnet mig til at have en feber.

”Louis?”

Den stemme kan jeg godt huske. Den er blid, meget blid. Helt uskyldig, tror jeg. Det gik ikke rigtig op for mig, før jeg begyndte at røre på mine fingre, at jeg havde lukkede øjne. Da jeg åbnede dem, var det aften. Måske var det eftermiddag, slutningen af eftermiddagen i hvert fald.

Lydene, de uendelige bippelyde forsvandt. Der var helt stille. Jeg kiggede omkring mig og så at der sad en skikkelse i en stol og sov. ”H-hallo..” Peb min stemme. Jeg havde næsten ingen og min hals gjorde virkelig ondt. Den var helt tør.

Skikkelsen bevægede sig straks. Rejste sig op og pludselig var den genkendelig. Håret var været lidt længere, men strukturen af ansigtet var intakt, lyset fra månen gjorde at omridset af personen foran mig var helt tydelig.
”Harry..” Hviskede jeg svagt og hostede kort. Det hele gjorde så ondt. ”Louis, du er vågen!” Jeg nåede ikke at høre mere, før alt min energi forsvandt igen. Et klart lys, en pære faktisk, blev tændt og jeg kunne fornemme flere folk tage fat i mig. Den trøje jeg lå i blev klippet op og pludselig var der ingen lyd fra omkring mig. Men indeni var der en storm. Jeg kunne høre mit blod suse af sted, hvordan mit hjerte bankede langsomt, hvordan mit dunkede. Det gjorde så ondt, men det var som om jeg intet kunne længere. Min krop reagerede ikke som den skulle. Hvad skete der dog?

***

”Louis, kom nu med den!” Tiggede Katy imens jeg holdte hendes BH så langt oppe i luften som overhovedet muligt. ”Ikke før jeg får et kys.” Drillede jeg. ”Du har allerede fået tre, kom så med den!” Sagde hun og hoppede op på  mig.

”Kom nu Louis… overgiv dig til mig.”
”Men så kan jeg ikke se dig.”

”Louis, giv slip!”

***

”Hvad er det sidste du husker, Louis?” Jeg kiggede op mod Sophia og lagde mærke til at der manglede noget. ”Hvor er Katy? Jeg vågnede allerede i mandags. Det er torsdag nu. Hvorfor vil I ikke lade os se hinanden?” Spurgte jeg stille. ”Louis… hun kommer ikke. ” Sagde Sophia stille. ”Det er vel bare i dag?” Spurgte jeg. ”Nej… Louis hun…” Sophia prøvede at tage nogle åndedrag men det gik helt galt. Hvor var Katy?

”Hvor er hun henne?”

”Hun ville du skulle have det her.” Hviskede Sophia og rakte mig et brev. Langsomt åbnede jeg konvolutten op og lagde mærke til det, allerede ved kanten af brevet. Hun havde grædt, rigtig meget. Hun havde rystet, rigtig meget. Måske var det ikke noget hun selv var klar over.

Men hun ville aldrig reagere sådan. Forsigtigt tog jeg brevet helt ud. 

Louis.

Hvis du læser dette, så er du vågnet. Jeg ved ikke om du husker det, men vi skændes. Du kørte, og der var et uheld. Men det var ikke et uheld. Det var Eleanor. Hvis du ikke kan huske hvad jeg fortalte dig, så ved Zayn det, for jeg kan ikke få mig selv til at skrive det.

Jeg smækkede døren voldsomt i. Hun ville have fortalt mig noget.

Men der var noget jeg skulle have fortalt dig den dag. Jeg er gravid. Med vores barn. Jeg troede ikke det kunne ske, men det gjorde det. Jeg kan ikke lade vær med at tænkte på hvad der var sket hvis jeg havde sagt det tideligere. Du skulle aldrig være endt, hvor du er.

Er hun gravid? Sådan virkelig gravid? Med vores barn? Vores barn. Vores lille barn. Et lille barn i Katys mave. Hun måtte være langt henne. Hvor kunne jeg ikke vente med at se hende!

Jeg savner dig. Utrolig meget. Det gør ondt. Hvis jeg havde gjort noget tideligere, så var det her aldrig sket. Undskyld. Jeg blev hos dig på hospitalet. Hver dag. Jeg var aldrig væk i mere end en time. Jeg ville være der hvis der skete noget. Men der skete aldrig noget.

Til sidst kunne jeg ikke mere. Uden dig, var der ingen lyspunker. Ingen smil, ingen grin. Ikke den mindste glæde. Jeg skubbede de andre væk. Jeg kunne ikke håndtere det. Jeg var ved at slå Zayn den dag ulykken skete. Men jeg kunne styre mig.

Hvad mener hun?

Jeg er ked af det jeg fortæller dig nu. Men når du læser det her, er jeg væk. Jeg kan ikke komme tilbage. Jeg tog nogle piller. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg gav op. Alt min styrke er brugt op. Jeg har ingenting tilbage. Jeg kan ikke blive ved med at se dig på grænsen mellem liv og død. Jeg er ikke stærk nok længere.

Jeg er ked af at det skulle ende på den her måde, men jeg så ingen anden udvej. Det her er endnu en af de ting jeg ikke er stolt af. Men det er min sidste fejl. Jeg kan ikke ødelægge flere ting, eller såre flere mennesker.

Så farvel Louis. Jeg vil altid elske dig. Lige meget hvor langt væk jeg er. Du gav mig de bedste måneder i mit liv. Det er mere end jeg nogensinde kunne drømme om. Men farvel.

-Din Katy.

Når man ikke føler smerte, men noget meget værre, hvad er det så? Det gør så ondt. På en helt anden måde. Ens indre bliver flået ud og man bliver helt tom. Hvad nu?

”Louis?”

”Louis?”

”E-er… hvor er hun?!” Råbte jeg i forvirring. ”Louis, vi er kede af det, men der var intet vi kunne gøre. Vær sød at tage det med ro, du er stadigvæk meget svag.”

”Hun er død.” Det gjorde ondt igen, ikke på samme måde, som med Eleanor. Det her var mindste hundrede gange værre. Der var ingen smerte, ikke andet end at, pludselig gjorde det ondt at vide jeg var i live. Pludselig gjorde det ondt at trække vejret, det gjorde ondt at vide jeg tænkte, ergo jeg levede, og hun ikke gjorde. For hun var død.

”Louis… hun var elendig uden dig. Vi har knap kunne klare de sidste par måneder uden dig.” Måneder? Mine øjne, der ellers løb i vand og havde gjorde mine kinder drivvåde, stoppede langsomt med at drive vand ud.
”Hvad?” Spurgte jeg stille. ”Du har været i koma i næsten fem måneder, Louis.” Hviskede Sophia og trådte et skridt tilbage.

Hvordan kunne dette ske? Hvad havde jeg gjort, for at dette skulle ramme Katy? Hun havde intet med min fortid at gøre, intet. Alt jeg ønskede, var en fremtid med hende.

”Hvor er hun begravet?”

***

Nu vidste jeg hvordan Katy havde det. Jeg havde ikke rørt alkohol, jeg havde ikke rørt nogle stoffer, jeg sad derhjemme helt stiv i kroppen og kiggede desperat hen mod hoveddøren og ventede på at nogen ville komme hjem.

Men ingen kom.

Nogle gange ringede de og kom med mad. Men jeg smed maden ud. Jeg prøvede og se efter om der var nogle rester i fryseren af noget Katy havde lavet.

Men det var fjernet.

Nogle gange købte jeg den favorit juice hun elskede hun så højt.

Men den smagte ikke som hun beskrev den.

Nogle gange tog jeg mig selv i at kigge i hendes tøj.

Men det var ikke det samme. Ingen smukke former fyldet tøjet ud, intet langt halv blondt og brunt krøllet hår hang ned over den let genkendelige deminjakke.

Den hang for sig selv i skabet.

”Louis? ” Mit blik gled hen mod hoveddøren og der stod Perrie med tvillingerne. ”Hej. ” Sagde jeg lavt. ”Jeg ville bare lige sige hej. Hvordan har du det? ”Spurgte hun forsigtigt. ”Det ved jeg ikke.” Indrømmede jeg stille. ”Vil du holde lille Louis lidt?” Spurgte hun. ”Jeg kan godt tage Katy… jeg ved hun er lidt mere sprælsk.”

”Her.”

Uanset hvordan jeg havde det, gik det altid igennem mine tanker. Jeg havde holdt tvillingerne få gange og de kunne have været Perrie og Zayn. Hvor ville jeg ønske det aldrig var kommet til dette.

***

”Louis?”

”Hvorfor løj du?”
”Fordi jeg elsker dig. Jeg er så ked af det. Du må ikke tro… det er ikke din skyld. Jeg elsker dig så højt, Louis.”

”Jeg elsker dig så højt, Katy. Bare rolig, jeg er på vej.”

*Inconnu*

Kærlighed, det er meget sjovt. Det forandrer sig, fra person til person. I det Eleanor døde, døde en hemmelighed og et liv i skjul, kærlighed ødelagde Louis og derved lod et skjult monster folde sig ud.

Kærlighed havde allerede fat i Katy fra barns fod af og lavede hende om til et monster. Hele hendes familie døde en efter en og derved gjorde hende stum og kold.

Hvad kærlighed gør og hvad det styres af, er menneskets egne beslutninger. Mennesket har ikke lyst til at åbne os for andre, for bare at blive såret igen. Dog takler et hvert menneske den samme situation forskelligt. Mennesket vælger måske at blokere det og sige det aldrig fandtes og benægter at en depression måske æder dem indefra. Andre vælger at leve med det.

Andre har intet valg. Nogle dør af det. For disse to ja.

Engang var villaen på den fredelige lille blinde vej fyldt med en masse minder. Nu var det fyldt med genfærd. Det var fyldt med minder, som var blevet til genfærd. Genfærd, der jagtede deres kære venner. Det holdte stadig Zayn vågen om natten at tænke på Katy, han tror, han vil altid tro, at det var hans skyld.

Sophia afsluttede sin uddannelse, men kunne knap overskue sin egen fest, for der manglede to. Louis og Katy. Katys altid glade optimisme og hendes løfte om at hun ville have stået i køkkenet og lavet alt den mad, som Sophia så gerne ville have. I stedet stod en professionel kok, hentet fra Italien. Men det var ikke Katy, så det var ikke godt nok. For det var ikke Katys latter man hørte i køkkenet, men en sur kok der råbte af nogle piger på italiensk.

Perrie holdte hovedet højt. Hun vidste godt at Louis og Katy, havde fået fred. Hun græder dog stadig med Zayn, men for Zayn, lille Louis og lille Katy, holder hun modet og sit eget hoved højt. Hun havde en familie nu, en familie hun så nødigt ville miste, som hun havde mistet de nogle af mennesker, der stod hende nærmest.

Harry gik i sig selv. Han husker da han tog over til Louis og Katys villa, og så Zayn og Katys kolde, blege krop og blodet var overalt. Han skriger stadig om natten. Han brækker sig stadig så snart nogen nævner Katy, ikke lille Katy, hans guddatter, men Katy, Louis Katy. Hende med det krøllede hår, de til tider alt for flabede svar og hans nære veninde, som han var stolt over at kunne tage sig sådan af Louis i de måneder og omvendt.

Værre endnu blev for Harry.

Han fandt Louis.

Det var en stille søndag, der var gået to uger siden han var blevet udskrevet. Harry vidste godt at det var svært for ham, han vidste det var meget svært. Han havde købt nogle Coca Cola dåser, en sixpack faktisk og havde fundet nogle FIFA spil frem. På med nogle joggingbukser og så ud til Louis. Som altid åbnede han og prøvede at smile, men hurtigt forsvandt smilet. Han tabte sixpacken og man kunne høre colaen inde i dåserne være ved at eksplodere grundet brusen i det.

Han kunne lugte noget helt forfærdeligt, gammelt, rigtig gammelt mad, huset var støvet, tv’et var tændt og der musik der spillede på samme tid. Langsomt gik han bange ind i huset. Hans muskler spændtes så ubehageligt og han kunne for første gang i lang tid, siden Katys død faktisk, fornemme der virkelig var noget galt.

Langsomt trådte han ind i stuen. Der var ingen. Der var en masse glas, nogle var fyld med vand og andre var helt tomme. Han gik længere ind i huset. Der var ingen i køkkenet. Køleskabsdøren var blevet revet af og pludselig kunne han forstå hvorfor han syntes der lugtede så fælt. Der var noget eller nogen som havde brændt sig slemt. Der lå hvad der lignte, en form for betændelse og blod på det meste af køkkenbordet og køkkenøen.

”Louis. ”

Han løb. Han løb så hurtigt han kunne ud på badeværelset. Der var størknede blodpletter på gulvet og lidt underlig lugt fra værelset af.

Han flåede døren til badeværelset op. Det var uhyggeligt at se på. Han manglede et langt stykke hud på den ene arm og der var gået betændelse i det. Louis sagde ingenting, han sad med bræk, hængende fra munden af. Harry ringede efter en ambulance.

Han blev indlagt igen. Ingen vidste med hvad.

”Hvordan har du det i dag? ” Spurgte Zayn ham stille, imens han kiggede bekymret på Louis dårlige arm. De prøvede stadigvæk at få ham til at snakke men intet virkede. ”Jeg skulle hilse fra de andre. De glæder sig til at du… at du kommer tilbage. ” Smilte han forsigtigt.

Louis ville tilbage. Men ikke tilbage til hvad de ville, han skulle tilbage til. Han ville tilbage til sommeren. Hvor Katy hver morgen havde en af hans trøjer på og lavede morgenmad til dem. Han ville tilbage, så han kunne stoppe tiden og betragte hende i hendes søvn. Han ville tilbage til den tid hvor det ikke gjorde ondt, men den tid hvor det var behageligt at være i live.

Medicinen gjorde ham skør. Han begyndte at se ting, ting som lægerne mente kunne rettes op på med stærkere medicin.

Sophia protesterede, hun mente han ikke kunne klare det, hun gentog så tit, det kun ville gøre det værre. Lægerne fortalte hende, at som turnus havde hun ikke meget at sige.

Men så skete det. Fredag d. 6 februar 2015. Louis var blevet lagt i seng, han havde ikke fået medicin. Han havde fået lov at privathospitalets psykolog at gå i seng bare en gang, uden nogen form for medicin til at hjælpe ham.

Han kunne ikke vente med at falde i søvn. En dyb, men let søvn, måske endda med en drøm. Han drømte aldrig længere, måske et mareridt, men ikke andet. Han havde gjort ligesom Katy. Han skrev dog i stedet, breve til dem alle sammen i et.

Når det kom til stykket, ville de måske ikke forstå, men måske gjorde de.

Han havde gemt på pillerne i lang tid. Han havde gjort sit bedste, for ikke at få et anfald. Nervøst fandt han pillerne frem. Han frygtede de ville nå at stoppe ham. Men han måtte se hende. Han måtte se sin Katy. Forsigtigt lagde han sig tilbage i sin seng og kiggede på pillerne.

Han tænkte tilbage på den sidste middag med Katy, det sidste grin, det sidste alting og deres første kys, det som startede alting.

Kærlighed skaber, kærlighed skader.

Men uanset hvilken vej kærlighed fører en, fører de en tilbage til den de elsker.

Lægerne kunne intet gøre. De prøvede, men intet virkede. Pillerne var for kraftige. Alt hvad Louis oplevede, var da de satte nåle og sensorer til at tjekke pulsen. Men intet, kun lyden af et uendeligt skrig også kendt som tegnet på at hjertet var stoppet. De fortsatte i nogle minutter. Det hjalp ikke.

Louis William Tomlinson døde af en overdosis 500x lykkepiller stod der i avisen og i nyhederne. I virkeligheden døde han af et knust hjerte.

Han blev begravet tirsdag d. 10 februar i den hårde jord ved siden af Katy Plummer Tomlinson.

Kærlighed er hvad der skaber os og det er kærlighed er dræber os. Det er ikke noget som vi selv vælger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...