Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24714Visninger
AA

10. 9

*Louis*

Jeg gik ud af bruseren og betragtede endnu engang den velkendte parfume som hun så tit havde brugt. Forsigtigt tog mine fugtige fingre omkring flasken og kiggede på den. Det var den bedste parfume jeg nogensinde havde købt.

Jeg gik ind på mit værelse, tørrede mig hurtigt og fandt noget tøj.  Det sad stadigvæk lidt i mit hoved at Katy havde så mange våben. Det var jo vildt. Men hun kunne tage det med ro. Hun ville ikke få brug for det her.

Det var ikke nødvendigt. Medmindre hun selvfølgelig ville skyde kyllingen for at sig hun har slået den ihjel. Altså hvis vi havde købt en kylling og… stop dig selv Tommo.

Jeg trak i mine bukser og tog en trøje over hovedet. Der var kun tirsdag i dag. Om seks dage skulle jeg på arbejde igen. Men ærlig talt. Så havde jeg faktisk lyst. Jeg kunne ikke vente med at komme i gang igen. Det hele skulle være oppe og køre. Vi skulle øve os i at være åndssvage på scenen (at man kan øve sig til det…) og vi skulle tag sangene om og om igen.

Da jeg kom ud, så jeg at Liam havde lavet morgenmad. Han stod i Batman forklæde og stegte bacon imens Harry var i gang med at hælde frosne grøntsager op i skåle. Nysgerrigt gik jeg hen imod dem, så hurtigt jeg nu kunne imens jeg havde en stok ved min side konstant.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg. ”Vi hjælper dig i gang.” Svarede Liam for Harry. ”Hvad?” Spurgte jeg. ”Du skal jo blive rask, med arme og ben. Du skal også have en normal kostplan. Så vi har været i gang. Se det her skema!” Sagde Liam og tog en kostplan frem. ”Vi ved Katy skal bo her. Så vi har også sørget for at portionerne passer til jer to.” Sagde Liam og fandt en kødnål frem. Han brugte den som pegepind.

”Fra nu af, hver mandag, skal du have hindbær eller blåbær. Det styrker en del. Fra nu af, hedder alt usundt no go. Hvis du skal have sukker, må du spise mørk chokolade, 70%!” Sagde Liam og viste mig et andet stykke papir. ”Det her er selve din rug kostplan. Jeg har snakket med Helena, og hun har sagt hun gerne vil bage dig noget rugbrød. Det skal du have, det fylder godt og der er masser af proteiner.” Hvorfor kender jeg Liam?

”Desuden, så skal du ud og gå. To gange i ugen. Det tænker jeg at du kan få Katy til at hjælpe med. Sådan at du støtter dig til hende. Men du skal gå forsigtigt frem. Ellers er der ikke andet.” Smilte han og gik tilbage til at stege noget bacon som Harry vidst havde smidt på panden.

”Er der noget jeg skal hjælpe med?” Spurgte jeg. ”Du kunne vel ikke vække huset? Vi spiser om ti minutter.” Sagde Liam og begyndte at røre en dej.

”Okay.” Jeg haltede roligt ud af køkkenet og ind i stuen. Fortsat mod den mørke gang og hen mod Perrie og Zayns værelse. Der var helt stille derinde fra. Jeg bankede roligt på døren og straks kunne jeg høre Perrie mumle et eller andet.

Jeg åbnede forsigtigt op og så at de stadig sov tungt. Zayn havde lagt sit hoved på hendes skulder og armene godt om hende. ”PAAAAAAERRRRIIIIIE”  Af ren chok faldt Perrie ud af sengen og trak Zayn med sig. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. De så virkelig sjove ud!

”Louis? Din lill” ”Zayn shh! Du vækker puderne!” Klagede Perrie og kravlede op i sengen igen. ”Vi skal spise snart. Liam laver pandekager.” Sagde jeg og gik ud. Jeg kom til Niall og Harrys soveværelse. Jeg kunne høre Niall grine inde fra værelset af.

”Det er en aftale!” Sagde han tilfreds. ”Vi ses Jade.” Kom det derfra. Jeg bankede på. Først var der nogle sekunders stilhed. ”Kom ind.” Sagde Niall. Da jeg åbnede op, så han helt forskrækket ud. ”Burde du ikke sove?” Spurgte han mig. ”Det ved jeg ikke. Men vi skal altså spise om lidt, okay?” Smilte jeg. ”Vent Lou…” Sagde han. ”Du siger ikke noget til Perrie, vel?” Spurgte han. Jeg gik helt ind og kiggede lidt forvirret på ham. ”Du hørte mig, gjorde du ikke?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Det er imellem os. Tag så noget tøj på… du skulle nødig ende som Harry, og gå nøgen rundt.” Sagde jeg og gik ud.

Da jeg kom til Katy og Sophia kunne jeg høre Sophia og Katy snakke om et eller andet. Jeg tog stokken op fra gulvet og gik forsigtigt hen, for at lytte.

”Er du frisk på det?” Kunne jeg høre Sophia spørge om. ”Jeg har ingen penge Sophia. Desuden, så ved jeg ikk” ”Kom nu!” Tiggede Sophia, Katy med et grin. ”Okay. Men jeg køber altså ikke noget.” Sagde Katy og sukkede. ”Hør her… Jeg har 700 pund… eller… Liam spurgte mig om jeg manglede nyt tøj. Jeg sagde nej… jeg fik afvide jeg manglede nyt tøj…” Sagde hun med en pinlighed i stemmen. ”Hvad skal det betyde?” Spurgte Katy. ”Jeg var til et vildt rave party. Da jeg kom igen til min og Liams lejlighed, opdagede han at alt mit tøj var blevet flænset i. Fuldstændig. Jeg mangler fem jeans.” Grinte hun. ”Og nogle nye BH’er.” For meget viden Sophia.

Jeg bakkede tilbage og tog stokken end og begyndte ligesom at hamre lidt hårdt i gulvet med den. Det var faktisk rigtig sjovt. Jeg bankede på deres dør og straks kunne jeg høre Sophia: ”Kom ind.”

”Godmorgen de damer.” Jeg stak kun stokken ind. ”Der er mad. Det står på neon gule ærter, og ødelagte BH’ere….”

”Fuck dig Louis.” Sagde Sophia og grinte. ”Det var så lidt.” Jeg haltede tilbage til køkkenet og satte mig ved bordet. ”Er du sulten?” Spurgte Harry med et smil. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over. ”Det ved jeg ikke..” Med min hånd rakte jeg ud efter en mango og kælede den.

”Den her mango er ret hård.” Svarede jeg. Harry sukkede og pressede noget juice. Gad vide hvad han egentlig tænkte når jeg opførte mig som… ja, mig.

Pigerne kom ud og Zayn og Niall mumlede om et eller andet men så snart de så mig, storsmilte de. Der var ikke en vildt tung atmosfære lige nu. Harry og Liam storsmilte. ”The Payne Train Pancakes.” Sagde Liam og satte en hel bunke pandekager på bordet.

”Med sirup!” Jublede Harry og satte en skål på bordet. Katy så rimelig træt ud, som  om hun kedet sig. Men hun skulle jo lave noget i dag, så det ville være godt for hende.

vvv

Jeg havde tændt tv’et og kiggede på en eller anden tegnefilm. Hvor var her kedeligt herhjemme egentlig. Måske skulle jeg tage en lur. Igen.

Jeg lukkede øjnene i. Mit åndedræt blev langsommere og dybere. Mine øjenlåg virkede først tunge, så helt lette. Jeg sov ikke helt. Men jeg slappede virkelig af. ”Tror I han sover?” Spurgte en hvisken, som jeg kunne kende som Zayns stemme. Nialls bestemte skridt kunne høres. En hånd blev lagt på min pande.

”Han er helt væk.” Hvor havde jeg lyst til at grine nu. Men jeg lod vær. Niall flyttede sin hånd og gik hen mod de andre. Lød det til.

”Hvad så?” Spurgte Niall stille. ”Vi skal finde ud af om dit udsagn er sandt Zayn.” Sagde Liam. ”Fortæl os hvad du kan huske.” Sagde Niall.

”Jo… efter kontrakten med SyCo. Opdagede jeg han en dag kom hjem. Vi var der alle sammen, men I var vidst faldet i søvn. Louis havde også været ude og kom hjem lidt efter jeg gjorde. Jeg lagde mærke til, at da han kom ind af døren, så kom en sødelig duft med. Altså ikke som parfumer, men som en lidt harsk men sød duft, som hash.” Hele min krop spændtes. De vidste det.

”Men der er mere.” Sukkede Zayn. Jeg prøvede at slappe af, men det virkede umuligt. ”Han kan tage mere en vi kan. Når vi drikker, tit har jeg oplevet han har lugtet af alkohol, på de mærkeligste tidspunkter.” Sagde Zayn. ”Det er rigtigt nok. Vi må holde lav profil, og sørge for at Louis ikke finder ud af vores… hemmelighed?” Spurgte Niall. ”Korrekt.”  Svarede Liam.

Måske burde jeg lade som om jeg var ved at vågne? Så ville de nok skifte emne hurtigt!

Jeg begyndte at vende og dreje mig en smule, og lod mig få mere fart på. ”Han har mareridt!” Kunne jeg høre Zayn sige. Han tog straks fat i min dårlige arm og jeg åbnede mine øjne op. ”Hey… er alt okay?” Spurgte han. Jeg nikkede og satte mig op. Lod som om jeg intet hørte af hvad de sagde.

”Må jeg få et glas vand?” Spurgte jeg med en lille stemme. Zayn smilte og gik ud i køkkenet. ”Hvor er Perrie?” Spurgte jeg. ”Hun er ude og synge med sit band.” Smilte Liam. ”Og Harry?”

”Han kørte pigerne til det indre London.” Sagde Niall og satte sig. Jeg smilte anstrengt og prøvede at få mig selv til at slappe af. Men det virkede ikke rigtigt.

Hvordan kan det være at jeg ikke bare kan slappe af?

vvv

Jeg lagde mig tilbage i min seng imens Perrie trak gardinerne for. Hun satte sig ved sengekanten og smilte til mig. ”Jeg har noget te til dig. Er det noget du vil drikke inden du vil sove?” Spurgte hun. Længe kiggede jeg på koppen. ”Du har lagt piller deri.” Sagde jeg og kiggede på hende. Hun sukkede og satte den fra sig.

”Når du falder i søvn, helt naturligt. Får du mareridt Louis. Jeg ved godt at det er selvisk, men vi gør det så du kan få mere søvn.” Sagde hun. Men jeg kunne se Eleanor når jeg sov. ”Men… jeg kan se Eleanor.” Mumlede jeg. ”Det er jeg klar over. Men vil du ikke nok gøre det her for os?” Men drømmene er det eneste udover minderne. 

”Men…” ”Louis! Se på mig!” Sagde hun, hendes øjne var blevet en smule røde. ”Jeg er bange.” Hviskede hun og aede mig over kinden, med voldsomt rystende hænder. ”Jeg er bange for at du en dag, ikke kommer og øver, jeg er bange for at du bliver vred, jeg er bange for at du gør noget som helst som ikke er… dig. ”Sagde hun hulkende. ”Undskyld…” Snøftede hun. ”Perrie...” Jeg trak hende helt ind til mig og kiggede på hende. Hendes sorte eyeliner, som hun ellers altid havde sagt havde gjort hun aldrig græd, rendte ned af hendes kinder og gjorde hun så helt forkert ud. Perrie græd ikke. Hun gav aldrig op, hun gjorde kun hvad der var nødvendigt. Hvis det var nødvendigt at blive oppe en hel nat, gjorde hun det. Hvis der var problemer og hendes tilstedeværelse var nødvendig, var hun der.

”Du har taget dig virkelig godt af mig. Vil du ikke godt tage dig en smule af dig selv nu?” Spurgte jeg og rakte hende teen. ”Du har brug for det her, mere end jeg har.” Sagde jeg imens hun tog imod den.

vvv

Jeg gik haltende udenfor til træet i haven og kiggede på den. Eleanor havde indgraveret vores initialer. Jeg tog den lille køkkenkniv frem og forsigtigt prøvede jeg at køre i det spor hun havde sat så det var tydeligere. Jeg skulle snart ned og besøge hendes grav, det blev jeg nødt til. Andet kunne jeg ikke være bekendt. I det mindste var jeg ikke typen som skrev dagbog efter dagbog som vedkommende. Da jeg kom indenfor igen så jeg Sophia på vej ud med sin sportstaske. ”Vi ses Lou.” Sagde hun og omfavnede mig. Når hun trådte ud af døren ville det kun være mig og Katy tilbage. Perrie skulle til Amerika og ville ikke komme herhen igen. Hun ville tage hjem til Zayn.

”Katy!” Kaldte jeg. ”Jaa?” Kunne jeg høre fra badeværelset. ”Jeg køre en tur. Jeg er tilbage om en time eller to.” Sagde jeg og gik ud af huset. Jeg havde taget min denim jakke på og ingen handsker eller vanter. Jeg skulle købe en buket til Eleanors grav og derefter ville jeg sidde og se på den.

Hun var blevet begravet nu. Hvilket betød hun ikke ville komme tilbage. Hun ville aldrig komme tilbage. Vejen hen mod kirkegården virkede pludselig meget længere end den burde være. Mit hjerte begyndte at banke hårdere og hurtigere. Jeg måtte op inde på en parkeringsplads. Mine håndflader var allerede svedige og min hals helt tør. Jeg havde brug for at slappe af. Jeg havde ikke drukket i næsten to uger nu. Jeg måtte tage dybe indåndinger for ikke at gå ud at mit gode skind. Det her var ikke så kompliceret. Jeg skulle blot give hende blomster og snakke med hende.

Jeg fik kontrollen tilbage og kørte videre. Jeg kom til blomsterbutik og gik derind. Jeg fandt nogle helt røde og hvide roser, de faldt mig bare ind med det samme. ”Kan jeg få dem her bundet ind?” Spurgte jeg og pegede på dem. En ung pige, nok omkring Lot’s alder kom og tog dem. ”Selvfølgelig. Hvordan skal de bindes ind?” Hun kiggede op på mig og så helt forskrækket ud. ”Der skal ikke plastic omkring dem.” Sagde jeg roligt. ”Nej, selvfølgelig ikke.” Sagde hun og skyndte sig hen for at binde dem fint. Hun stod ligefrem og græd.

”Undskyld.” Mumlede hun og tørrede hurtigt tårerne væk. ”Jeg ville ikke…” Snøftede hun. Jeg gik forsigtigt om bag bordet og stillede mig ved siden af hende. ”Det er okay.” Sagde jeg og krammede hende. ”Jeg hadet hende aldrig… hun var vores helt. Ligesom du er vores.” Snøftede hun.

Jeg fik hende til at slappe af og hun forklarede mig hvorfor hun havde reagerede som hun gjorde. Hun fortalte at man altid kunne se når man elskede hinanden. Det var derfor hun aldrig på at jeg faktisk elskede Harry som en kæreste, det var ren og skær sjov. Men Eleanor var min bedre halvdel og det stod hun stadigvæk fast ved. 

Jeg betalte og gik hen mod min bil. Det var ikke til at tro. Det var ikke kun mine og Eleanors nærmeste der var påvirket. Det var fansene også. Så påvirket de ville blive bange for at møde mig? Bange for at de ville tro de var glade fordi hun var død? De sørgede jo lige så meget som os. Det var så underligt. På en eller anden måde, følte jeg, at selvom jeg ikke ville have taget nogen med mig ned i min sorg, så havde jeg nærmest taget alle i hele verden med mig.

Jeg haltede ud til graven imens rinfrosten knaste under mine vans og stokken til tider gled fordi der var så glat. Jeg satte mig foran graven og kiggede længe på den. 

 

Jeg lagde blomsterne fint ved siden af gravstenen og kiggede længe på den. Hvad skulle jeg svare? Undskyld jeg begyndte at tage stoffer? Undskyld jeg er her? Kan du rent faktisk tilgive mig? Vil du i det tilfælde tage det tilbage?

”Hej.” Var det første der kom ud af min mund. ”Der er nu gået en uge… siden din begravelse.” Snøftede jeg. Tårerne begyndte at komme, smerten i maven, rastløsheden i benene, eksplosionerne i armene. Jeg begyndt igen at trække vejret meget mere kontrolleret end der var normalt for et menneske.

”Jeg savner dig virkelig. Du har været væk, i alt for lang tid. Det hele er min skyld…” Mumlede jeg. ”Det er min skyld. Er det ikke? At du er her. Og ikke derhjemme i vores køkken lige nu? Sammen med mig og vi burde være lykkelige, vi skulle være forlovet og du skulle med Harry ud og købe en kjole…” Jeg stoppede op og grinte kort selvom få tårer fandt sin vej ud af mine øjne.

”Harry fortalte mig… for et par dage siden, fortalte Harry mig om, at du havde opdaget ringen. Du var så glad. Du ville han skulle godkende kjolen. Så underligt du tror jeg ikke ville synes du var smuk i hvilken som helst kjole.” Sukkede jeg og kiggede op mod himlen. ”Kigger du nogensinde ned på mig, bare fordi du, hader mig?” Spurgte jeg. Der var selvfølgelig ikke noget svar udover vindens kulde som havde været der hele tiden.

Det var slet ikke gået op for mig. ”Jeg elsker dig stadigvæk Eleanor. Uanset hvad. Os to igennem alt. Jeg elsker dig virkelig. Du døde elsket. Du er stadig elsket selvom du ikke er her længere. Jeg ved godt det er for sent nu, men for din skyld, vil jeg prøve. Jeg skal nok blive et bedre menneske.  Jeg må gå nu Eleanor. Vi ses snart igen.” Forsigtigt rejste jeg mig op og gik tilbage til bilen.

 

_______________

Så! Nu er der gået nogle dage og begravelsen er forbi.

Hvad tror I der vil ske med Louis nu? 

Faker han blot at han er kommet videre? 

I må have en god dag! 

xx Jensen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...