Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24720Visninger
AA

9. 8

*Katy*

Der var ved at være et par dage siden vi havde hentet alle mine ting. Det havde enligt været nogle meget stille og rolige dage, hvis man så bort fra i går. Louis var begyndt at råbe og græde i søvne. Da han vågnede var han næsten ved at slå Harry ihjel. Det der overrasker mig mest er at Harry næsten opførte sig som om det ikke var sket. Han græd bare i Louis’ arme.

Det er så underligt for mig at de behandler hinanden på den måde. Hvis nogen prøvede at slå mig ihjel, så var det da noget af det sidste jeg ville gøre. Hvis det så var en af mine venner ville jeg nok aldrig tilgive dem igen. Jeg kan ikke forstille mig hvordan det må føltes at være så tætte med nogen, at det de er gået i gennem overhovedet ikke påvirker deres venskab.

Jeg åbnede øjne og kiggede ind i Sophias grønne. Hun havde enligt utroligt pæne øjne. Man kan læse virkelig meget af en person, bare ved at kigge i deres øjne, men kropssprog fortælle en lige så meget.

”God morgen” Sagde hun med et stort smil.

”Morgen” Mumlede jeg træt.

”Vil du med ud og shoppe i dag?” Spurgte hun stadig med smilet på læberne.

Shopping. En af de mest normale ting, men som jeg aldrig har prøvet. At bruge en hel dag på at kigge på tøj har aldrig været mig. Og så det at jeg aldrig rigtigt har tid til det, har nok også noget af grunden til at jeg ikke gør det.

”Det bliver jo dyrt” Mumlede jeg. Katy Evans har jo ingen penge.

”Det behøver det da ikke! Kom nu, det bliver sikkert hyggeligt!” Bad hun.

Enligt ville det jo være en god ide. Komme tæt på Sophia, og så få hende til at stole på mig. Måske burde jeg bare sige ja til at tage med?

”Er du frisk på det?” Spurgte hun afventende.

”Jeg har ingen penge, Sophia. Desuden, så ved jeg ikk” Startede jeg ud.

”Kom nu!” Afbrød hun med et grin.

”Okay, men jeg køber altså ikke noget” Sukkede jeg. Jeg er ved at blive ret god til det her!

”Hør her… Jeg har 700 pund… Eller… Liam spurgte mig om jeg manglede nyt tøj. Jeg sagde nej… Jeg fik af vide at jeg manglede nyt tøj” Sagde hun en smule flovt.

”Hvad skal det betyde?” Måske kan Liam ikke lide hendes tøj? Mor kunne heller ikke lide alt Jades tøj.

”Jeg var til et vildt rave party. Da jeg kom igen til min og Liams lejlighed, opdagede han at alt mit tøj var blevet flænset i. Fuldstændig. Jeg mangler fem jeans.” Grinte hun.

”Og nogle nye BH’er.” Tilføjede hun.

Jeg har ikke en gang lyst til at vide hvordan man får sin BH ødelagt…

Der var noget der begyndte at larme uden for døren, og kort efter bankede nogen på døren. Jeg gætter på at det var Louis. Han havde en stok, så det var sikkert det han havde hamret i gulvet med…

”Kom ind” Sagde Sophia, og rullede med øjne.

”Godmorgen de damer” Lød Louis’ stemme, mens han stak toppen af stokken ind ad døren.

”Der er mad. Det står på neon gule ærter, og ædelagte BH’er” Jeg tror at det er første gang jeg har hørt Louis lave sjov. Han lyder ikke som han har gjort de andre dage, han lyder gladere…

”Fuck dig Louis.” Sagde Sophia og grinte.

”Det var så lidt.” Små grinte han, og det lød som om at han gik igen.

”Noget siger mig at Louis er ved at blive sig selv igen. Du kommer til at elske den her Louis” Fortalte hun med et stort smil.

Det er så en af de ting som ikke kommer til at ske. Jeg føler ikke noget, så jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal komme til at elske Louis. For slet ikke at tale om hvor upraktisk det ville være! Jeg skal slå drengen ihjel, så at begynde at elske ham ville ikke være en god ide…

”Det må vi jo se” Svarede jeg hende med et lille smil.

”Vi må hellere gå ud. Vi kan jo ikke lade dem vente” Sagde hun og rejste sig hurtigt op.

Det irriterede mig at hun bare kunne stå op så nemt. Hvordan kan hun være så overskudsagtig om morgen? Det er jeg virkelig aldrig, og da overhovedet ikke når jeg endelig har en dag fri. Selvfølgelig hvis jeg har en opgave jeg skal klare er jeg frisk, men da sover jeg normalt mest om dagen og planlægger om natten.

Da vi gik ud ad døren, lukkede to andre. De mennesker der er her har en uhyggelig god timeing. De går ud af rum på samme tid, det kan umuligt være andet end uhyggeligt!

”The Payne Train Pancakes.” Sagde Liam og satte en hel bunke pandekager på bordet.

”Med sirup!” Jublede Harry og satte en skål på bordet.

Stemmeningen var overhovedet ikke så anspændt som den plejede at være. Eller jeg ved ikke hvad den plejede at være, men den var i hvert fald mindre anspændt end den havde været de dage hvor jeg havde været her.

”Sophia, hvad skal du i dag?” Spurgte Perrie.

”Jeg skal ud og have noget nyt tøj. Jeg tænkte på om det er okay jeg slæber Katy med?” Spurgte hun nærmest tiggende.

Zayn og Perrie udvekslede blikke, og kiggede derefter over på Liam

”Vi mangler mælk.” Sagde han kort.

”Så må jeg jo købe noget mælk.” Svarede Sophia ham kærligt.

”Okay så, jamen I må hygge jer!” Smilte Liam.

Niall, Harry og Louis kiggede længe helt akavet på dem, hvilket jeg nok også gjorde. Jeg troede at man købte tøj når man var på shopping, ikke mælk?

”Så Katy, er der noget bestemt tøj du skal kigge efter? ” Spurgte Perrie venligt.

”Ehm, jeg regner ikke med at købe noget. Penge er ikke ligefrem det jeg har mest af” Det sidste var enligt bare en mumlen. Det skulle jo virke som om at jeg var flov over at jeg ikke havde nogen penge.

”Du kan få nogen af mig?” Tilbød Louis.

Den havde jeg så ikke set komme. Var det normalt at de tilbød folk penge? Jeg har virkelig aldrig fået penge uden at gøre noget for dem, så hvorfor ville Louis bare give sine væk?

”Louis, jeg kan ikke bare tage dine penge” Afviste jeg hans tilbud.

”Hvorfor ikke? Det er jo ikke fordi at jeg mangler dem” Sagde han.

”Det er lige meget, jeg kan ikke bare tage dine penge. Det er forkert” Fastslog jeg.

”Jamen så tænk på det som løn. Du holder huset rent og det mens jeg er væk. Se det som et forskud” Sagde han med et smil.

Han vidste lige så godt som mig at jeg ikke længere havde nogle mod argumenter.

”Jeg forstår det ikke. Du vil ikke bare lade mig give dig penge selvom du ikke rigtigt har nogen. Du lærer folk selvforsvar, og nægter at tage penge for det? Man skulle næsten tro at du var bange for penge” Indrømmede han.

”Der hvor jeg kommer fra har folk ikke penge, så hvorfor skulle jeg tage noget de ikke har? Hvis nogen tilbød dig penge, så var det fordi at de ville i seng med dig. Jeg er vel bare vant til at det er sådan” Forklarede jeg.

”Oh” Var det eneste han svarede.

”Hey, har du enligt noget fint tøj? Altså hvis vi nu skulle ud og spise eller sådan noget?” Spurgte Liam venligt.

”Nej. Du finder ret hurtigt ud af at det er dumt at gå i fint tøj, når du bor hvor jeg bor. Boede” Rettede jeg mig selv.

”Hvordan dumt?” Spurgte Niall forvirret.

”Som jeg har fortalt Louis, så er det ikke unormalt at blive overfaldet. Det er et af de steder hvor det er en dårlig ting at være pæn” Fortalte jeg.

”Du må jo have været heldig” Sagde Harry med en flirtende undertone.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret.

”Jo. Du er jo tydeligvis en meget køn pige, og hvis det er en skidt ting at være det, må du jo være heldig at der ikke er sket noget med dig” Sagde han med et skævt smil.

Jeg kiggede lidt akavet til siden, i håb om at jeg ville finde noget at sige. Der lød et lille bump fra under bordet, og jeg kunne se at Harry skar en lille grimasse. Eftersom at det var Sophia der sad over for ham, ville jeg gætte på at hun havde sparket ham.

”Harry, jeg er ked af at sige det, men du er ikke rigtigt min type. Så lad vær med at prøve at flirte. Det får dig ingen vejene alligevel” Vi kan jo ikke lade ham få håbet for højt op…

”Katy, jeg er alles type. Jeg kan ikke se hvad der skulle gøre at jeg ikke også var din” Kom han igen, og prøvede i hærdigt at redde sin stolthed.

”Jo. Du kan ikke få mig ned at ligge, selvom jeg er skadet. Prøv igen når det lykkedes for dig” Fortalte jeg ham kækt. Efter det sagde han ikke så meget.

”Vi burde komme afsted inden der kommer alt for mange mennesker” Sagde Sophia efter at vi var færdige med at spise.

”Ja, det burde vi vel” Mumlede jeg.

-.-.-.-.-

”Hvad mente Liam da han sagde at i manglede mælk?” Spurgte jeg henkastet, mens jeg kiggede tøjet på stativet igennem.

”Han mente at jeg manglede tøj. Vi har en slags kodesprog” Forklarede hun.

”Oh. Det ville også være ret underligt ellers” Fortalte jeg fraværende.

”Hvad synes du så om den her?” Spurgte Sophia næsten opgivende.

Af en eller anden grund havde hun bestemt sig for at jeg skulle have noget fint tøj, hvilket i hendes øjne var en kjole. Jeg er ikke god til kjoler. Man kan ikke bevæge sig så godt som man kan i bukser, og de er forfærdelige i nærkamp. De er generelt bare meget upraktiske for mig.

Kjolen hun holdt op denne gang var meget elegant, men havde stadig lidt råt over sig. Den var pæn, det var helt sikkert, men den var stadig upraktisk.

”Jeg ved ikke” Mumlede jeg.

”Okay, skal vi ikke gå ind og få noget at spise, og så kigger vi videre bag efter?” Forslog hun.

”Behøver vi virkelig at finde en kjole? Jeg har det altså fint med et par jeans og en T-shirt” Prøvede jeg igen at overbevise hende om.

”Ja. Vi tager ikke hjem inden du har noget fint tøj” Sagde hun strengt.

”Skal vi spise?” Sukkede jeg.

”Lad os!” Sagde hun med et smil, inden vi gik ud ad butikken og prøvede at finde en resturent at spise på.

”Hvad har du lyst til?” Spurgte hun venligt.

”Det er lige meget. Alt andet end fisk er fint med mig” Svarede jeg smilende.

”Spiser du ikke fisk?” Spurgte hun halv interesseret.

”Nej. Det er ligesom vegetarer, bare kun med fisk” Prøvede jeg at forklare hende.

”Jamen hvad siger du så til pizza?” Smilte hun og trak mig med over mod et pizzaria.

Jeg nåede ikke at svare inden vi var inde. Det var så nu den svære del kom. Bestillingen af mad er utroligt svær når du ikke kan læse. Jeg registrerede ikke hvad Sophia sagde, men hun bestilte meget hurtigt.

”Jeg tager bare det samme som hende” Sagde jeg.

-.-.-.-.-

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage over maden. Hun var faktisk meget flink. Hun mindede en smule om Jade, men overraskende nok gjorde det mig ikke så meget.

”Sophia Smith?” Lød en pigestemme fra et sted bag mig.

Jeg vendte mig og så en pige på omkring 15 år, stå med sine veninder der alle sendte Sophia hadefulde blikke.

”Er du ude at shoppe for Liams penge, din opmærksomhedskrævende luder? Hvor meget betaler Modest! Dig for at være sammen med ham?” Spurgte brunetten i midten.

Hvordan kunne man få sig selv til at sige sådan noget til en anden person? De piger kendte hende jo ikke, så hvordan kunne de bare dømme hende på den måde? Deres forældre må virkelig ikke have været særlig gode til at opdrage dem.

Sophia skulle til at svare, men hun nåede ikke at sige noget inden blondinen til højre for brunetten sagde noget.

”Hvorfor kan du ikke bare lade ham være sammen med Danielle? Du bliver jo aldrig lige så god som hende. Eller smuk, klamme sæk” Kom det afskyet fra blondinen.

Et eller andet sted er det lidt sært at de kalder Sophia alle de ting, for en hver kan jo se at de er meget billigere end hende…

Sophia pressede læberne sammen, og kiggede såret ned i bordet.

”Åh, er starfuckeren blevet ked af det?” Spurgte den sidste pige.

”Hvorfor holde i ikke bare kæft? Det er jo tydeligt at i er langt billigere end Sophia, for hun har rent faktisk klasse, noget jeg tvivler på at i har. Faktisk, så tror jeg at i er misundelige på Sophia. Hun er en fantastisk person, som rent faktisk har fundet nogen der elsker hende, noget i nok aldrig gør. I vil aldrig være andet end en flok lede kællinger” Sagde jeg i et halvhårdt tonefald.

Når Sophia ikke selv havde tænkt sig at sige noget, så måtte jeg jo gøre det. Jeg ville i hvert flad ikke finde mig i at de sad og svinede hende til på den måde. Det er noget af det sidste hun har fortjent!

”Og hvem er du så? Hendes skankven?” Igen var det brunetten der havde taget ordet.

”Søde ven, jeg tror at du har været i seng med lidt flere mennesker end jeg har. I modsætningen til dig, så har jeg rent faktisk selvrespekt” Gav jeg igen.

”I det mindste ligner jeg ikke en fattig… Fattig luder” Sagde hun efter at have ledt efter det rigtige ord.

”Vi kan ikke alle være født med en sølvske i røven. Og helt ærligt. Hvis jeg havde valget mellem at dø en lang og smertefuld død, eller have en personlighed som din, så havde jeg valgt at” Sluttede jeg den af.

Efter det sagde ingen af dem mere. Faktisk så gik de bare fornærmet ud af døren. Jeg kunne ikke lade vær med at smile en smule. De havde fortjent at blive sat lidt på plads.

”Er du okay?” Spurgte jeg forsigtigt Sophia om.

”Ja. Tak fordi at du sagde noget, men lad vær med at sige noget til de andre når de kommer tilbage. Liam har ikke brig for at bekymre sig om mig også” Sagde hun med et forsigtigt smil.

”Selvfølgelig” Forsikrede jeg hende.

-.-.-.-.-

”Havde i en god tur?” Spurgte Louis med et smil.

Jeg tænkte straks tilbage på de tre piger der havde været der, men valgte at se bort fra det. Ud over den episode havde det jo været meget hyggelig.

”Helt vildt! Selvom Katy ikke er den mest professionelle shopper” Smågrinte Sophia.

”Hey! Det er jo ikke min skyld at jeg aldrig har shoppet før” Forsvarede jeg mig selv.

”Nej nej! Men jeg er udmattet, så jeg tror bare at jeg hoppe direkte i seng” Smilte Sophia og gik ned mod vores værelse.

”Hvor meget fik du købt?” Spurgte Louis interesseret.

”Ikke så helt vildt meget, men Sophia tvang mig til at købe en nederdel efter at jeg fik hende væk fra ideen om en kjole” Fortalte jeg ham ærligt.

Fra genskæret i vinduet kunne jeg se at Harry prøvede at snige sig ind på mig. Jeg kunne se på hans bevægelse at han havde tænkt sig at hoppe, så jeg ventede til han satte af med at dukke mig. Han landede midt på mig ryg, og jeg fik hurtigt smidt ham ned på jorden.

”Godt forsøgt, men ikke godt nok” Sagde jeg drillende, mens jeg hjalp ham op.

”Men hvordan vidste du hvornår jeg kom?” Spurgte han frustreret.

”Det er en hemmelighed” Svarede jeg hemmeligheds fuldt.

Hvis han vidste hvor simplet det enligt var ville det jo ikke være sjovt længere.

”Men jeg tror at jeg går ind til Sophia. Så kan i jo hjælpe Harry med at komme op med en plan som måske virker” Sagde jeg inden jeg gik ind til Sophia.

Hun lå på siden med ansigtet vendt mod mig. Der løb tåre ned over hendes næse, og hendes øjne havde fået en let rød farve. Bekymret satte jeg mig ned ved siden af hende.

”Hvad er der i vejen?” Spurgte jeg og begyndte at ae hende over håret. Det kunne jeg huske at Jade altid gjorde når jeg havde været ked af det.

”Ikke noget, jeg kom bare til at tænke på tideligere i dag. Det ramte lidt mere end jeg bryder mig om” Indrømmede hun med grødet stemme.

Der var et eller andet der begyndte at gøre ondt inden i. Jeg havde ondt af Sophia, hvilket forvirrede mig. Det var meningen at jeg ikke skulle føle noget, så hvorfor har jeg pludseligt ondt af hende? Jeg skubbede hurtigt tanken til side og koncentrede mig om Sophia.

”Hør her. De piger aner ikke hvad de snakker om! Sophia, jeg har aldrig mødt en person der er så venlig som dig, så jeg forstår ikke hvorfor du overhovedet tager dig af hvad de siger. Tro mig, jeg kender personer som dem, de vil gøre alt for at slå dig ned. De vil nyde at vide at de har såret dig, og den tilfredsstillelse synes jeg ikke at du skal give dem. Du så dem i dag, så snart du svare igen ved de ikke hvad de skal sige. Det er et spil, og de regner ikke med at du slår tilbage, men det er det du skal. Lad dem ikke ramme dig” Fortalte jeg.

”Men jeg kan ikke bare gøre som du gjorde. Det ligger ikke til mig, og jeg bliver også nød til at tænke på at jeg ikke får Liam til at se dårligt ud” Mumlede hun trist ned i puden.

”Hvordan skulle Liam kunne se dårligt ud ved at du forsvare dig selv? Vil du virkelig være som en af de piger som har brug for en mand til at beskytte sig? Du ville ikke have at han skulle vide det, fordi at du ikke vil have at han ved at du lider. Hvad ville der ske hvis du svarede dem igen?” Jeg kunne ikke lide at hun græd når hun troede at hun var alene. Det var det Jade gjorde, og se hvordan det endte…

”Det ved jeg ikke. Han ville sikkert blive flov over mig” Mumlede hun trist.

”Det kan godt være at jeg ikke kender Liam særlig godt, men det er tydeligt hvor meget han elsker dig. Jeg tror ikke at han ville blive flov hvis du stod op for dig selv, jeg tror derimod at han ville blive stolt. Jeg er ligeglad om du fortælle det til de andre, men bare lov mig at du ikke bliver ved med at lide i stilhed” Bad jeg hende.

”Men hvordan ved du at jeg lider?” Spurgte hun en anelse forvirret.

”Jo, for det første så er jeg ret god til at læse mennesker. For det andet gjorde mi søster det også. Hun græd når hun var alene, så der ikke var nogen der opdagede hvor skidt hun havde det” Utroligt nok følte jeg at jeg kunne stole på Sophia.

”Oh. Jeg troede ikke at du havde nogen familie” Sagde hun undrende.

Det begyndte at gøre mere ondt inden i. Igen kom alle billederne frem i mit hoved, og jeg kunne ikke længere stoppe mig selv fra at fortælle lidt om min familie.

”Det har jeg heller ikke. Hun begik selvmord” Fortalte jeg. Min stemme knækkede, men jeg nægtede at græde.

”Det er jeg ked af at høre” Mumlede hun og trak mig ind i et kram af en slags.

Jeg kæmpede med tårerne som konstant truede med at falde. Der var ingen af os der sagde mere, og til sidst faldt vi begge i søvn.

------

Godmorgen! Det er mandag, så jeg håber det her måske kan gøre jeres mandag lidt bedre.

Så Louis er begyndt at opføre sig normalt, Sophia får hate og Katy åbner lidt op. Lad mig høre hvad i tænker!

(Bliver nød til lige at sige hvor vildt det er at Beth's Playground har kommenteret :O!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...