Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

87Likes
114Kommentarer
24720Visninger
AA

8. 7

*Louis*

Røgen omgav mig imens smagen af den harske plante bredte sig rundt i min mund. Det skrammel fjernsyn som var her, havde jeg tændt og så en form for nyhed. Det omhandlede os. One Direction. Bliver vi virkelig så store? Kommer vi ud i verden og ser den?

Det ved man ikke. Da jeg slukkede jointen tog jeg en af øllene på bordet og bundede den hurtigt. Smagen var stadigvæk lidt ubehagelig, ment på den måde at det kunne føles som om at man fik det galt i halsen til sidst.

Jeg rejste mig op og gik ud på toilettet.  I dag havde jeg været sammen med Eleanor i et halvt år. Vi kunne ikke være sammen. Hun skulle læse op til en eksamen, jeg ville ikke komme og forstyrre hende, hun ville tro at… jeg ved det ikke. Hun ville nok blive glad, men hun havde brug for det her.

Jeg vaskede mine hænder og sprøjtede den neutrale deodorant på og derefter min cologne. Jeg kiggede i spejlet, og skreg. Mit hår var sat op, i en quiff, der var skægstubbe og en mere markeret kæbe i stedet for en smule kinder. Min stribede trøje og seler var væk, jeg havde en mørkeblå skjorte på. En neutral trøje, og stramme sorte jeans.

”Hvad i?” Spurgte jeg mig selv. Der blev tåget, en kuldegysning rendte ned af min ryg, så det gjorde helt ondt. Som frosset fast til stedet, det var det jeg var. Jeg sad fast. Det mugne gulv begyndte at rådne og blive helt sort, jeg kunne ligefrem lugte gummiet smelte, og smelte mine gummisko med. Jeg bed tænderne sammen i smerte.

”Hvor kunne du?” Jeg åbnede mine øjne op. ”Eleanor? Hvad er der sket med dig?!” Hendes ansigt havde et langt ar som gik over hendes ene øje, nu var det helt gråt ikke blot. Noget af den anden kind manglede, så man så ind i hendes mund, hun trak sin hud op i et smil, anstrengt med sine muskler. ”Er jeg ikke smuk endnu? Jeg er jo kære Eleanor, dit alt. Selv når jeg er død, skræmmer jeg dig! Du er jo ynkelig Louis! Hvad skal jeg dog med et fjols som dig?” En anden skygge kom frem. Harry, en ældre Harry. Han havde en rød løs skjorte, ærmerne smøget op albuerne, en nedringet hvid trøje indenunder og hans hår var lagt tilbage. Han trak Eleanor til sig. Ligesom Eleanor manglede han også noget. Hans ene øre var væk. En muskel hang fra hans arm og noget af hans kraveben kunne ses. Der var tre skeletfingre på højre hånd som greb om hendes venstre side og trak hende tæt på.

”Du har jo gjort det forkert i så lang tid.” Grinte Harry og noget af hans kind faldt af og jeg kunne se deres tunger køre om hinanden. ”Kom nu Louis… du vidste det jo godt inderst inde. Jeg vil altid være hendes favorit.” 

Straks satte jeg mig voldsomt op og kiggede omkring mig. Jeg var alene i soveværelset. Men ikke længe. Allerede nu kunne jeg høre fodtrin.

Det krøllede hår kom frem. ”Hun var vild i sengen!” Grinte han af mig. ”Jeg slår dig ihjel.” Sagde min kolde stemme. ”Så ender jeg jo bare med Eleanor, igen. Men kom endelig. Du kan ikke.” Med voldsomme skridt gik jeg imod ham.

Det var for let. Han gjorde ikke engang noget. ”Hvor vover du! DU VAR MIN BEDSTEVEN!” Råbte jeg af ren vrede. En hånd gik imod min hals, den kom bagfra og en anden hånd rev i min skulder. Mit hoved slog voldsomt imod dørkarmen.

vvv

” When destiny calls you, you must be strong ,you gotta be strong, I may not be with you, but you've got to hold on, they'll see in time, I know, we'll show them together 'Cause you'll be in my heart, yes, you'll be in my heart, I'll be there from this day on, now and forever more.”

“Perrie?” Spurgte jeg. Hun smilte lettet til mig. ”Han er vågen nu.” Åndede hun ud. ”Jeg havde den underligste drøm, Perrie.” Sagde jeg og kørte en hånd igennem håret. ”Hvad skete der?” Spurgte hun. ”Jeg var ved at slå Harry ihjel.” Sagde jeg og tog en dyb indånding. Perrie fik pludselig store øjne og tog en forsigtig indånding.

”Hvad er der?” Spurgte jeg. ”Det du nævnte… var ikke en drøm.” Jeg stivnede fuldstændig. Perrie var slet ikke tydelig for mig længere, det var fordi jeg blev bange. Mit mareridt virkede så ægte, igennem det hele. Harry ville aldrig gøre sådan noget, han kunne knap nok finde ud af at spørge Eleanor til at starte med fordi han var bange for at falde for hende.

”Men… Hvor er han nu?” Spurgte jeg bange. Perrie lagde sine hænder bag min ryg og fik mig sat op. Det var faktisk ikke gået op for mig jeg havde lagt ned. ”Kom med.” Jeg støttede mig forsigtigt til Perrie imens vi gik hen af mod Niall og Harrys soveværelse.

”Sid stille Harry.” Kunne jeg høre en velkendt stemme sige. Det var Sophia. ”Jeg er ikke blø - av!” Hyl han. ”Harry?” Hviskede jeg da jeg så ham. Han havde en lang rød streg over sin ene kind og hans underlæbe var flækket, og få steder havde hans hals fået blå mærker.

Han så ikke engang forskrækket ud. Han rejste sig op, kiggede mig i øjnene. ”Er du okay?” Spurgte han. ”Hvorfor spørger du mig? Jeg kunne have kvælt dig.” Sagde jeg. Sophia kiggede kort op og rejste sig for at gå ud. Hun tog Perrie med sig.

”Jeg er så ked af det… jeg så nogle ting… jeg ved det ikke er en rigtig undskyld, men jeg var så sikker og du stod der rigtigt, men du sagde så” ”Stop Louis.” Harry trak mig ind i et af hans sædvanlige varme omsorgsfulde kram.  ”Jeg ved godt du ikke tror på mig nu Louis… Men jeg lovede Eleanor at passe på dig når hun ikke var der. Det skal jeg nok gøre nu. Hvis du falder, så griber jeg dig.” Jeg lagde mine arme om Harry og lod tårerne og snøftene komme. Jeg begravede mig ind til ham. På en eller anden måde, følte jeg at han var alt jeg havde tilbage af Eleanor. ”Jeg vil ikke være alene, Harry.” Snøftede jeg.

”Det er du heller ikke. Jeg skal nok passe på dig. Det lover jeg.” Harry endte med at få ned på gulvet så vi sad overfor hinanden. ”Vil du ikke fortælle mig, hvordan du egentlig har det? Jeg ved vi alle kan se det. Men hvordan har du det egentlig?” Spurgte han. Jeg kiggede op på ham og så væk igen. ”Jeg kommer længere og længere væk fra tiden med Eleanor.” Indrømmede jeg. ”Jeg ved godt jeg altid har været... mere eller mindre et fjols på lykkepiller. Jeg beskriver aldrig hvordan jeg egentlig har det. Men tro mig. Jeg kunne bruge nætter på at fortælle hvor fanta… fantastisk Eleanor…” Jeg stoppede mig selv. Hvad skulle jeg sige? Er, var? ”Hun er fantastisk. Hun var en god støtte for os alle.” Sagde han og smilte til mig. Jeg kunne fornemme hans øjne blev en smule røde.

”Hvad er der?” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. ”Det er bare… Da Eleanor døde, inden hun døde…” Snøftede han. ”Så fortalte hun mig at… hun havde set ringen. Hun havde spurgt om hvilken b-brude” Han gik helt kold. Han græd, han græd virkelig. Det var ikke ligesom da vi var i Ghana. ”Jeg er så ked af det Louis!” Sagde han højt. Jeg satte mig tættere på ham. Denne her gang, græd jeg ikke. Nu forstod jeg hvorfor Eleanor stolede så blindt på Harry. Fordi hun havde fundet en, som var som en bror for hende. Eleanor ville have ham til at vælge kjolen, for han vidste hvilken kjole jeg altid har, ville se hende i.

”Det er okay Harry.” Jeg trak ham ind, og han lagde sine arme om mig, ligesom Eleanor altid gjorde. Armene først under mine, og håndfladerne på mine skulderblade. Det gjorde ikke ondt som sådan. Det her var Harry, han var ikke Eleanor.

Jeg vuggede lidt frem og tilbage med ham, ventede på at han ville slappe en smule af. Jeg fik ondt af ham. Alt han nogensinde havde prøvet at gøre rigtigt. Ingen satte pris på det. Hvad så med nu? Han havde knoklet for at finde en kjole sammen med Eleanor og nu var det ingenting længere. Han følte vel en form for skuffelse over sig selv. Som om hendes død, var hans skyld, som om han ikke havde gjort noget for at redde hende, måske havde han følt de havde valgt den forkerte kjole.

Jeg kunne ikke trække andre med mig ned. Jeg måtte stoppe det her, på en eller anden måde.

____________________________________

Hej alle sammen! Det er mig! Lille #Jensen#! 

Jeg har glædet mig som et lille barn til at give jer det her kapitel! 

Så hører jeg også at der er nogle piger som er helt rørt til tårer! 

Eller næsten... 

Hvor er jeg glad for at I også græder ligesom Rikke! 

Men altså, hey, god ferie til jer som har fået det og husk jer andre dejlige mennesker. 

OTTE UGER ENDU TIL PÅSKEFERIEN! 

xo xo #Jensen#

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...