Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25485Visninger
AA

7. 6

*Katy*

"Jeg fatter stadig ikke at hun ikke er her mere.” Mumlede Harry sørgemodigt.

”Jeg ved det. Gud hvor jeg hader at se Louis så ked af det.” Gav Niall ham ret.

”Men i det mindste behøver hun ikke gå igennem mere had.” Mumlede Zayn.

”Had?” Spurgte jeg forvirret.

Jeg anede ingenting om den pige de sad og snakkede om. Jeg vidste ikke en gang hvordan hun så ud! Alt jeg vidste var at hun hed Eleanor, og hun datede Louis inden hun døde.

”Undskyld. Jeg tror vi glemmer lidt at du ikke ved det. Vi er vant til at folk ved alt om os, og dem vi er sammen med, men du ved jo ingenting.” Undskyldte Harry.

”Efter at Louis og Eleanor begyndte at date, begyndte mange fans at sende hate til hende. Der var mange der accepterede hende, men der var nogen som virkelig troede at Louis og Harry var sammen. De troede at vores management havde arrangeret Louis og Eleanors forhold, for at holde ”Larry” Hemmeligt.” Startede Zayn ud.

”Men hvorfor ville de tro det?” Afbrød jeg ham.

Jeg har brug for at vide så meget om Louis hvis jeg skal komme tæt på ham, så det her er vel et godt sted at starte? Jeg skal vidst også til at have fundet ud af hvad Katy Evans historie er. De spørger sikkert ind til hende på et eller andet tidspunkt.

”Under X-factor startede de en slags ting. Vi kaldte det en bromance. Det har vi alle sammen med hinanden. Vi er så tætte at det næsten ville være underligt hvis vi ikke opførte os sådan over for hinanden. Men der var bare noget over Harry og Louis’ bromance som åbenbart har virket så ægte. I hvert fald var der nogen fans der begyndte at ”shippe” dem.De nærmest håbede at de ville springe ud som bøsser. I starten var det hele bare en joke. Da Louis begyndte at date Eleanor, var det stadig mest en joke. Eleanor så det også som en joke for det meste, men så begyndte haden. I starten var det bare fans der ikke kunne lide tanken om at Louis ikke længere var single. Efter noget tid accepterede de hende. Så var der nogen der begyndte at tro at hun bare skulle få rygterne om Larry til at forsvinde. Der var stadig dem der bare ikke kunne lide hende. De svinte hende til, men det var aldrig så slemt som nogle af Larry-shippernes. Prøv at forstille dig hvordan det føltes at få at vide, at du får penge for at være sammen med en kendt, og at du ikke elsker ham, når du i virkeligheden er klar til at opgive alt for at være sammen med ham” Fortalte Zayn.

”Men, var han den eneste der havde en kæreste? Var Perrie eller Sophia der ikke den gang?” Spurgte jeg igen.

”Perrie kom lidt senere, og det er ikke sådan helt vildt lang tid siden Sophia kom. Inden Sophia datede Liam en der hedder Danielle i tre års tid. Langt de fleste elskede Danielle, men hun fik også had. Igen var der folk der ikke kunne lide tanken om at Liam ikke var single. Det var værre for Sophia. Folk blev ved med at skrive at de savnede Danielle, og at Sophia bare udnyttede Liam. Folk har stadig ikke helt vænnet sig til hende. Perrie var ude for det samme. Hun fik at vide at hun kun var sammen med mig, for at skabe mere opmærksomhed omkring hendes band. De fleste er faktisk okay med Perrie, og er også fan af hende og resten af Little Mix. Jeg ved ikke, folk accepterede hende bare, noget en del ikke gjorde ved Eleanor. Louis gjorde alt hvad han kunne for at passe på hende. Han kunne ikke klare når hun var ked af det. Han kunne bruge en hel nat på at snakke med hende, også selvom han vidste vi havde et interview om morgenen. Han elskede hende. Alt vi ved var at de skændes lige inden hun blev... Kørt ned. Louis vil ikke tale om det, men jeg tror at Eleanor fandt ud af noget som fik dem til at skændes. Hvad kan de ellers have skændes over? Louis havde tænkt sig at fri dagen efter” Afsluttede Zayn.

Tragisk egentligt. Hun dør dagen inden han har tænkt sig at fri til hende? Så forstår jeg godt hvorfor han er så trist. Eller selvfølgelig er man trist når ens kæreste dør, men han virker bare så ødelagt.

”Men hvorfor ville han holde noget hemmeligt for os? For Eleanor?” Spurgte Niall med hæs stemme.

”Jeg ved det ikke. Har I nogensinde lagt mærke til at han altid lugtede lidt af alkohol? Når vi er i byen, så kan han drikke mere end os?” Pointerede Zayn.

”Det har jeg aldrig rigtigt tænkt over. Han lugter da ikke af alkohol nu, eller de sidste par dage vi har været her?” Pointerede Niall.

”Da vi kom her over.” Sagde Harry stille.

”Tror I virkelig, at han er alkoholiker? Hvor lang tid?” Kom det fra Niall.

”Jeg ved det ikke. Det er lang tid siden at jeg lagde mærke til det, men jeg har aldrig tænkt mere over det. Ikke før nu.” Fortalte Zayn.

Så vi har en international popstjerne, hvis kæreste lige er død, og som muligvis er alkoholiker? Det her blev pludseligt meget mere kompliceret!

”Så hvad gør vi? Spørger vi ham bare?” Spurgte Harry.

”Jeg ved det ikke.” Svarede Zayn ærligt.

Jeg følte ikke rigtigt at jeg var en del af samtalen længere. Faktisk så er jeg ikke en gang sikker på at det var meningen at jeg skulle have hørt alt det jeg lige havde hørt.

”Vi burde måske starte med at fortælle det til de andre? Liam plejer at vide hvad vi skal gøre.” Forslog Niall.

”Så er det vel det vi gør.” Mumlede Zayn.

”Det er det vel.” Gav Harry ham ret.

Jeg sad stadig helt akavet og lyttede til deres samtale. Måske har de helt glemt at jeg er her? Det håber jeg ikke, for så ville det da først blive akavet!

”Måske burde vi snakke om noget.. mindre seriøst.” Forslog Harry, og kiggede kort over på mig.

Så havde de altså ikke glemt mig…

”Har du lyst til at se en film eller sådan noget, Katy?” Spurgte Niall akavet.

”Ja, selvfølgelig.” Svarede jeg hurtigt.

”Hvad skal den handle om? Du ved, plat romantisk et eller andet hvor de skal passe et eller andet barn. Eller noget genforing ting hvor det enligt bare er sjovt?” Kom det fra Zayn.

”Hvad med noget lejemorder går undercover ting noget?” Forslog jeg.

”Vi har noget lejemorder halløj der hedder Colombiana, men jeg er ikke sikker på at hun går undercover?” Forslog Niall.

Tror det eller ej, men jeg elsker faktisk film med lejemordere. Ret ironisk enligt. Utroligt nok er der faktisk noget i filmene man kan bruge. Ligesom de film hvor de går noget der ikke kan opdages eller ikke kan spores af politiet. Hvis du sætter forskellige ting fra de film sammen, kan man rent faktisk få en skudsikker plan!

Nej, lejemordere bruge ikke stensikkert. Sten skader ikke nogen, men det gør en pistol. Hvis du er skudsikker, så er du rimelig sikker, men det kan stadig gå glat. Det kan altid gå galt.

”Lad os se den.” Sagde jeg smilende.

Det føltes stadig en smule underligt at smile. Mit ansigt var ikke vant til følelsen. Det var ikke normalt for mig at smile. Jeg havde ingen grund til at smile.

Jeg havde enligt heller ingen grund til at leve. Der var ikke noget der holdte mig fra at hoppe ud fra et bjerg. Men det er noget af det der er nyttigt når du gør det som jeg gør. Man har ingen grund til at leve, kan har ikke noget at miste, så derfor kan man klare svære opgaver.  Du tænker aldrig at du skal passe på fordi at du skal hjem til din familie eller venner. Der er ingen at komme hjem til.

Niall satte filmen på, og ingen af os sagde mere.

-.-.-.-.-

Døren gik højlydt op, og fik alt vores opmærksomhed. Liam kom slæbende ind med Louis. Sophia lukkede hurtigt døren efter at alle var kommet ind.

Louis kiggede panisk rundt i hele rummet. Han var meget blegere end han normalt var. Han virkede skræmt…

”Hvad er der sket?!” Spurgte Zayn og prøvede at holde sig roligt.

”Han blev næsten kørt ned.” Fortalte Liam.

”Wow. Og så lige i dag. Der er sikkert et eller andet sygt mennesker der har planlagt det” Sagde Harry.

Nej. Lige præcis det er der ikke et sygt menneske der har planlagt det. Men der er derimod nogen der har planlagt at jeg skal komme tæt på, og derefter sørger for at han dør. Måske ville mit job allerede være klaret hvis han rent faktisk var blevet ramt?

”Harry, det er ikke noget du skal sige højt, og da slet ikke mens Louis er her!” Vrissede Sophia.

”Eleanor.” Klynkede Louis.

”Vi burde få ham i seng. Jeg tror han har brug for det.” Sagde Perrie.

Louis var fuldstændig væk. Han sov ikke, men han opfattede heller ikke rigtigt noget af det der skete omkring ham. Han sad bare og kiggede skræmt rundt.

”Jeg tror ikke at han kan sove. Jeg mener se på ham!” Kom det fra Liam.

”Jeg tror godt vi kan få ham til at sove.” Sagde Perrie, med et halvlusket smil.

”Hvordan?” Spurgte Zayn forvirret.

”Jo, I drenge får Louis ind på han værelse, og så laver vi piger noget varmt at drikke til ham.” Forklarede Perrie, selvom man vidst ikke rigtigt kan kalde det en forklaring.

”Som du vil” Mumlede Zayn.

Sophia og Perrie trak mig med ud i køkkenet. Perrie lavede et hurtigt nik til Sophia, inden hun forsvandt ned mod badeværelset.

”Okay, hvis du sætter vand over, så finder jeg et krus til ham” Instruerede Sophia.

Jeg fyldte vand i elkedlen, og satte det over. Perrie kom småløbende tilbage, med to piller i hånden. Sikkert sovepiller…

Perrie begyndte at knuse dem til pulver. Elkedlen klikkede, hvilket betød at vandet kogte. Sophia kom med kruset, med et tebrev i. Jeg hældte vandet i kruset, og Perrie kom de pulveriserede piller ned sammen med.

”Hvordan fjerner vi pille smagen?” Spurgte Sophia.

”Eh...” Kom det tænkende fra Sophia.

”Honning. Honning overdøver pillerne.” Sagde jeg kort.

”Det lyder næsten som om du taler af erfaring. Ikke at vi klager.” Sagde Perrie med et lille smil.

Efter at honningen var kommet i, var vi hurtigt inde med teen til Louis. Han var stadig meget bleg, men selvfølgelig. Han var tæt på at blive kørt ned til sin kærestes begravelse, som døde efter hun blev kørt ned. Jeg ville nok også være bleg hvis det var mig.

20 minutter efter at han var blevet færdig med teen, gik han ud som et lys. Fuldstændig. Jeg er rimelig sikker på at hvis nogen bestemte sig for at give koncert i hans værelse, ville han ikke vågne. Han var virkelig langt væk.

Kort efter befandt vi os alle sammen inde i stuen igen. Dog uden Louis denne gang, for han var langt væk i drømmeland. Drømmer man overhovedet når man bruger sovepiller? Ikke vigtigt…

”Der er altså noget vi bliver nød til at snakke med jer om” Sagde Zayn seriøst.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at lytte til den her samtale igen! For at være ærlig, så brød jeg mig ikke om noget der havde med alkohol at gøre overhovedet. Det mindede mig bare for meget om min far, og det var noget jeg helst ville glemme.

Hurtigt rejste jeg mig op og gik ud i køkkenet. Billederne var begyndt at komme frem i mit hoved igen. Jade der lå livløs i hendes seng, min mor der hang fra gelænderet, kisterne, de sten der stod tilbage som det eneste minde om dem.

”Katy, er du okay?” Spurgte Sophia, som åbenbart var fulgt efter mig.

”Ja. Jeg har det fint. Har i noget papir, og en blyant?” Sagde jeg hæst.

”Jo, selvfølgelig. Er du sikker på at du ikke vil snakke sammen med os andre?” Spurgte hun for en sikkerheds skyld.

”Ja, Zayn fortalte det hele mens i var til begravelsen.” Mumlede jeg stille.

”Oh, okay så. Jeg finder papir og det til dig så.” Sagde hun kort, inden hun gik igen.

Kort tid efter kom hun tilbage med en lille stak papir, en blyant, og nogle farver. Det her var mere end perfekt. Det behøvede ikke at være sort/hvid, men det kunne også komme lidt liv i det. Eller liv og liv…

”Værsgo.” Smilte hun inden hun gik ind til de andre igen.

Hurtigt begyndte jeg at tegne de billede der var i mit hoved. Det var noget af det første vi lærte. Hvis der er noget der plagede os, skulle vi tegne det. Det skulle vidst hjælpe mod traumer, eller noget i den stil. Det var ved at være længe siden at jeg havde gjort det, men blyanten lavede stregerne præcis som de var i mit hoved.

Jades livløse krop der lå på sengen. Detaljerne på den lille hvide bog mellem hende hænder. Bølgerne i hendes mørke hår. Den unaturlige blege hudfarve. Farverne gjorde en hel del.

Efter Jade var det min mor. Den døde krop der hang fra gelænderet. Det halvslidte reb. De døde åbne øjne der kiggede tomt ud i ingenting. 

Jeg sad fordybet i min egen verden, da jeg hørte skydedøren blive åbnet og lukket. Louis skikkelse satte sig i stolen overfor mig. Han var ikke så bleg som han var inden teen.

"Hey." Sagde mens han satte sig.

"Hej." Kom det lidt forskrækket over mine læber. 

"Jeg beklager at jeg har været... mere eller mindre fraværende i dag" Sagde han og tog frugtskålen til sig, og tog et æble op ad den.

Med en lille køkkenkniv fik han den skåret i to halve. Med let rystede hænder rakte han mig den ene halvdel. Jeg tog i mod æblet, og prøvede diskret at gemme tegningerne.

"Du har ikke noget sted at bo, som er ordenligt, vel?" Spurgte han.

Nar. Hvorfor skulle jeg ikke have et ordenligt sted at bo? Det har jeg ikke, men jeg er der jo næsten aldrig, så det ville være spild af penge! Jeg kunne sagtens have et godt sted at bo hvis det var det jeg ville!

Jeg lod mit blik blive trist, og nærmest såret. Katy Evans var en fattig familieløs pige, som kæmper for at overleve. Hvis han er en person med meget mildidenhed, så tilbyder han mig måake at jeg kan bo her i et par dage.

"Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har ikke noget sted at bo." Sagde jeg med en hovedrysten, og kiggede flovt væk.

"Hvad med at du bor her? Se det som et arbejde. I næste uge skal jeg i gang med arbejdet igen, og jeg har brug for en som kan hjælpe mig herhjemme. Rengøring og madlavning. Så går der måned, så skal jeg på tour. Hvis du kan gøre rent og holde haven ved lige, så ville jeg blive virkelig glad. Jeg ved godt at jobbet som træner ikke giver meget. Vil du gerne have det her tilbud?" Det her gik nemmere end forventet...

Stolt over mine næsten synske evner, tog jeg en bid af æblet. Hvis jeg bare kan fremstå som en endnu bedre person, så er den jo næsten hjemme!

"Lover du at holde det hemmeligt? At jeg ikke har noget hjem?" Spurte jeg halv flovt.

Han nikkede som svar. 

"Okay. Er der et kælderværelse jeg kan få eller noget?" Kælderen må være et af de steder han kommer mindst, og det ville være det perfekte sted for mig at planlægge.

"Indtil næste uge, må du dele værelse med Sophia. Så kan du få det for dig selv. Bare slap af for resten. Mit hus er dit hus. Det skylder jeg dig jo." Sagde han og sendte et venligt smil, som jeg hurtigt gengældte.

Jeg spiste hurtigt resten af æblet. Det var ved at være lang tid siden at jeg sidst havde spist, og det var nok ikke det smarteste at besvime midt i det hele. Igen...

"Jeg har nogle ting i min lejlighed. Tøj og sådan. Det burde jeg måske hente også?" Spurgte jeg, og betragtede ham mens han spiste sin halvdel af æblet.

"Så du har en lejlighed?" Spurgte han med et lille smil.

"Ja, men det er ikke ligefrem en ordenlig lejlighed. Huller i væggen og sådan." Fortalte jeg.

"Hvad med at vi henter dine ting i morgen?" Forslog han.

"Det lyder som en plan." Smilte jeg. 

-.-.-.-.-

"Du behøver altså ikke gå med ind." Sagde jeg da jeg steg ud af bilen. 

"Selvfølgelig går jeg med op. Jeg kan hjælpe dig med at slæbe dine ting ned." Sagde han og sendte et lille smil.

Vi må have set ret sjove ud. Han gik og støttede sig op ad en stok, og jeg haltede en smule. Hvis det var aften ville vi helt sikkert være blevet overfaldet.

Det tog lidt længere tid end det plejede at nå op til anden sal, men vi kom da op. Luften var fuld at den irriterende lugt af hash. Et af de store ulemper ved hullerne i væggen var at når min nabo tog stoffer, så gik røgen også ind til mig.

Det så ikke ud som om at Louis tog sig af røgen, som jeg gjorde. Det irriterede mig grænseløst hver gang!

"Hvis du bare sætter dig på sofaen, så pakker jeg mine ting sammen." Sagde jeg venligt.

Hvis han bare blev i sofaen kunne der vel ikke ske så meget? Han kunne i hvert flad ikke finde alle mulige ting som jeg har gemt rundt om i lejligheden.

Jeg gik hurtigt ind på badeværelset, hvor stort set alle mine ting var. Der var ikke rigtigt så meget plads på mit værelse. Der var kun lige plads til sengen, og et lille natbord, så jeg var tvunget til at opbevare mit tøj herude. 

Mit tøj havde aldrig rigtigt forladt min kuffert. Hvis man tænker på at størstedelen af min tid blev brugt på at rejse rundt i England og dræbe mennesker, så er det jo enligt åbenlyst at jeg har mit tøj med mig. Nogle gang tager det en uge eller længere tid! 

Jeg er måske i min lejlighed en dag på en måned. Der er aldrig rigtig grund til at pakke ud, så det har jeg aldrig gjort. Jeg bor nærmest i min kuffert.

Jeg åbnede kufferten, og puttede de sidste ting der lå fremme i. Med så hurtige skridt jeg kunne var jeg inde ved siden af min seng. På natbordet lå den lille hvide bog. Som det eneste kom den ikke ned i kufferten. Lige præcis den var jeg nød til at have ved siden af mig.

Min ene hånd kom under min pude, og fandt håndpistolen frem. Det er ikke ligefrem en ting jeg kan lade ligge til de næste der får lejligheden. I værste tilfælde ville de gå til politiet med den, og så ville de finde mig. Det er ikke en af de ting jeg ønsker sker.

Men hvordan får jeg så alle de andre våben fundet frem, uden af Louis opdager dem?

"Katy!" Lød Louis stemme højt.

Jeg var hurtigt inde ved ham, og kiggede overrasket på kniven i hans hånd. Jeg havde helt glemt den i sofaen...

"Hvorfor har du en kniv i din sofa?" Spurgte han bange.

Nu skal du høre, jeg gemmer alle mine våben så folk ikke finder dem og regner ud at jeg er en lejemorder. Derfor er der også en i sofaen, for det er et af de mest geniale steder at gemme noget! Nej, det duer ikke.

"Jo. Det her er ikke det mest sikre område at bo i." Startede jeg ud.

Godt så. Hvis en løgn skal være rigtig god, så skal der være noget pinligt eller akavet i den. Eller jeg kunne bruge noget så han måske ville få ondt af mig? 

"Der var på et tidspunkt nogen der brød ind. To unge mænd. Den ene tog nogle af mine ting. Dem der rent faktisk var noget værd. Den anden sørgede for at jeg ikke kunne gøre noget. Han prøvede at... Han fik kun revet min trøje af, da der kørte en politibil rundt i området. Der efter skyndte de sig ud." Sagde jeg, og fik min stemme til at lyde grådkvalt.

"Siden da har jeg gemt våben rundt over det hele. Jeg vil aldrig være så tæt på at blive... Du ved. Jeg kunne ikke gøre noget for at forsvare mig selv. De ville have skudt mig hvis jeg havde prøvet. Det er også noget af grunden til at jeg begyndte at undervise i selvforsvar. Det kunne ske for alle piger i det her område, så de burde i hvert fald have en chance for at stoppe det." Jeg er virkelig genial.

"Wow." Sagde han mundlam.

Det er så nu at vi køre den hele vejen...

"Jeg får ikke penge for at træne de piger. Jeg vil ikke have penge for det, så det eneste jeg enligt tjener penge ved er at gøre rent der." Fortalte jeg ham.

Jeg tog kniven ud af hans hånd, og begyndte at gå rundt og finde de andre våben frem. Pistolen der lå tapet fast under sofabordet. Den store kniv der lå i køkkenet. Af underlige grund havde jeg ikke nogle køkken ting, andet end kniven. De mindre knive fra badeværelset, og til sidst den tredje håndpistol fra bag ved spejlet.

Jeg gik om bag ved sofaen, og lagde mig ned på gulvet. Louis kiggede på mig med nysgerrige øjne, da jeg tog kniven frem fra under sofaen. Af ren dovenskab, rullede jeg lidt væk fra sofaen, og åbnede den næsten usynlige lem i gulvet. Jeg tog den sidste kniv op, og rejste mig op igen. 

"Hvor har du pistolerne fra?" Spurgte Louis, stadig en smule skræmt.

Det er standard ting fra mit arbejde!

"Min ven gav mig dem. Han var i noget bande noget." Forklarede jeg.

"Oh. Er det normalt heromkring?" Spurgte han nysgerrigt.

"Ja. Som jeg sagde. Det er ikke et af de mest sikre områder at bo i." Svarede jeg, og lagde knivene og pistolerne i kufferten.

"Skal vi gå?" Spurgte jeg.

"Ja, selvfølgelig." Smilte han, inden vi forlod lejligheden.

----------

Kapitel 6!

Vil i ikke være søde og fortælle mig om i også får tåre i øjne ved nogle af #Jensen#'s kapitler, eller om det bare er mig der er følsom?

MEN GOD VINTERFERIE!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...