Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25146Visninger
AA

6. 5

*Louis*

Klokken blev otte. Om to timer skulle bisættelsen stå. Mit gled kort rundt i soveværelset og derefter mod vinduet. Nervøsiteten krøb sig op af min ryg med sine dybe spidse kløer der flænsede mig fra hinanden, langsomt og smertefuldt.

”Louis?” Hviskede en velkendt stemme. Det var Sophia. Hun havde æsken i hånden. Med forsigtige skridt gik hun hen imod mig og satte sig hos mig. ”Det er en smuk gestus. Hun ville med garanti have sagt ja. Det ved jeg.” Sagde hun og lagde sin hån på min ryg. Jeg knugede mine hænder sammen, min nakke bøjede sig, læberne vibrerede, min krop rystede.

Sophias velkendte lette styrke trak mig ind så jeg endte med at have mit hoved placeret i hendes skød. De små snøft og hulk der kom fra mig forhindrede hende ikke i at trøste mig. Hele tiden kunne jeg føle på den måde hun sad at hendes ryg var ret og hendes hoved bøjet så hun så på mig. ”Jeg kan ikke love dig at det vil gå godt. Men jeg kan love dig at det vil blive bedre. Det skal jeg nok sørge for.  Er du klar?” Spurgte hun.

Jeg tog nogle dybe indåndinger og måtte beherske op til flere gange for ikke at gøre noget som ville forskrække Sophia. ”Det er okay… du behøver ikke at sige noget.” Sagde hun og hjalp mig op og sidde. Jeg kiggede på hendes kjole og så at mine tårer havde givet en helt sort plet. ”Det er okay. Lad mig finde din jakke og slips.” Hun tog en anden hvid skjorte ud også da den jeg havde på faktisk havde fået svedpletter. Men det rørte hende ikke rigtig. Hun trak mig forsigtigt op og stå, så hun kunne tage min skjorte af.

Den gled ned over min dårlige arm, men selv smerten som jeg blev pålagt rørte mig ikke. Det eneste jeg følte var Eleanors sidste dele forsvinde fra min krop. Hendes berøringer, hendes læber mod mine. Når vi flettede fingre imens vi sad i sofaen nedeunder og så en eller anden film.

”Sådan.” Sagde Sophias lette stemme og smilte til mig. ”Bare rolig. Vi er her for dig.” Sagde hun og fandt min stok. ”Husk at have den i venstre hånd. Så skal det hele nok gå.” Sagde hun og hjalp  mig ind i stuen. Zayn tog ikke med. Han blev hos Katy sammen med Harry og Niall. Perrie, Sophia og Liam tog med. Danielle ville også komme med, men hun var vidst allerede.

”Er I klar?” Spurgte Zayn med forsigtighed. Jeg nikkede svagt og kunne mærke at Sophia knugede mig en smule tættere. Hendes blik gled hen mod Liam som stod og så en smule anspændt ud. Han ventede bare på at nogen ville sige noget.

”Bilen er klar udenfor. Kom.” Sagde Harry og gik foran os. ”Skal jeg ikke tage ham?” Spurgte Liam roligt og overtog Sophias plads. ”Jeg beklager jeg stjæler din kæreste.” Sagde jeg til Liam imens han hjalp mig ned af trapperne. ”Det er okay. Hun gør det jo af egen vilje.” Sagde han med et venligt smil og hjalp mig ind på det forreste sæde.

Perrie satte sig ind på førersædet og startede bilen. Jeg kiggede om bag i og så at Sophia holdte Liam i hånden. Den måde hendes ansigt søgte mod hans kind, opdagede jeg hvor meget skyldfølelse hun havde. Der var det jo. Hun havde skyldfølelse over at være så lykkelig med Liam når jeg havde det så elendigt. Sådan skulle det jo ikke være. Det som virkelig skulle være foregået var at de skulle lade mig være, og jeg ville lade som ingenting. Sådan gik det jo ikke.

Bilen stoppede op foran den store kirke med fire tårne. To på hver side. Liam åbnede min dør op og hjalp mig ud. Jeg havde allerede opgivet at få dem til at stoppe. De ville aldrig stoppe. De ville blive indtil at de vidste at jeg havde det godt igen. 

Hendes forældre stod ude foran kirken og modtog adskillige knus og kram, det udelukkende omhandlede hvor kede af de var.

”Åh Louis!” Sukkede hendes mor og omfavnede mig. Jeg vidste godt det ikke var nu jeg skulle bryde sammen, ikke foran hendes forældre, nogen skulle også være der for dem. Min dårlige arm lagde sig om hende og forsigtigt nussede jeg hendes ryg.

”Jamen, hvad er der sket med dig?” Spurgte hun forskrækket. ”Jeg kom til skade. Det er ikke noget specielt Deborah. Jeg klarer mig.” Sagde jeg imens jeg prøvede på at frembringe et smil.

Sophia og Liam stod henne ved indgangen og kiggede afventende på mig. Perrie tog min dårlige arm og holdt den forsigtigt imens vi gik ind. Stemningen var tung og der var intet rart i at være her. Hele tiden var mine øjne rettet i jorden, i frygt for at jeg skulle se hendes kiste.

”Du skal sidde her hr. Tomlinson.” Sagde en stemme. Stokken strejfede den hvide kiste med hendes navn indgraveret i siden.

 


 

Den røde rosenkrans og et enkelt billede af hende fra hendes fødselsdag hvor hun sad alene foran sin kage med et stort smil. Perrie trak mig væk fra kisten og satte sig sammen med mig foran. ”Det er okay at græde Louis.” Hviskede hun og fjernede en tot hår fra mit ansigt af. Jeg rystede bare af hende. ”Det er min skyld Perrie. Hvis bare jeg aldrig havde gjort det til at starte med.”

                                                                             vvv       

”Livet, minder om en blomst. Den starter som et frø, den vokser op og bliver en lille spire, dens blade kommer frem og så står den der og alle betragter dens skønhed.” Startede præsten ud. Sophia sad sammen med Liam og holdte ham i hånden. Jeg kunne ikke græde mere. Jeg havde ikke gjort andet siden hun blev ramt. ”Eleanor Calder.” Sig ikke hendes navn sådan. Du sagde hendes efternavn forkert. ”Var en ung pige, et menneske som alle os andre.” En engel sendt fra himlen. ”Hun blev taget fra os, da hun knap nok havde valgt at begynde sit liv. Hun nåede aldrig at fuldføre det hun ville.” Hun kæmpede sig vej igennem had fra flere millioner af folk og stadigvæk kunne hun stå og smile. Hvad bilder du dig ind?! ”I dag, er ikke som andre dage. I dag, siger vi farvel til denne fantastiske pige. Hun har efterladt sig mange knuste hjerter, og ingen håb forude for sig selv.” Hun havde aldrig brug for håb, hun var fantastisk. Det var mig som tog hendes fremtid fra hende.

”Må Eleanor Jane Calder hvile i fred.” Sagde han og tegnede korset for sig. ”Hvis denne menighed har noget de vil sige, så sig endelig hvad I har på hjertet.” Perrie klemte min hånd blidt så jeg mødte hendes forgrædte øjne. Hun trak en lille sort pose frem og åbnede den.

Det var æsken. ”Sophia gav mig den her til morgen. Jeg synes du skal fortælle det du ville have sagt til hende.” Snøftede hun og gav mig den i hånden. Mit blik søgte hen mod hendes fars som nikkede anerkendende. Jeg rejste mig op, helt selv, ude af stand til egentlig at vide hvad jeg ville sige. Men det ville komme.

Perrie og Sophias blikke hvilte hele tiden på mig mens jeg selv, uden stokken gik op foran Eleanors kiste. Først gled mit blik over hele hendes familie og venner, så ned i min hånd. Den lille sorte æske blev åbnet og jeg tog en ring og satte den på en af roserne.

”I julen, da jeg var ude og gå med Eleanor.” Startede jeg med og kunne ikke lade vær med at smile over det minde. ”Vi gik forbi den her juveler. Hun fandt en ring som hun var så betaget af. Det var en forlovelsesring.” Jeg kunne allerede høre hendes mors velkendte snøft blande sig med resten. ”Jeg sagde intet til hende, men jeg købte ringen dagen efter. Det var meningen, at jeg for fire dage siden ville have friet til hende.” En tåre fandt en vej og gled ned af min kind. Jeg kiggede på kisten, på en eller anden måde kunne jeg fornemme hun bare sad og så på mig. Med de her skuffede øjne.

”Uanset hvad. Så vil jeg altid elske dig. Du har altid været der for mig. Uanset hvad der stod imellem. Kontinenter, koncerter, eksamener. Verden. Der var ikke den vej du ikke ville tage for at komme til mig, og der er ingen veje jeg ikke ville gå for at se dit smil igen. Farvel Eleanor.” Jeg gik ned til Perrie igen, straks tog hun min hånd og kyssede den. ”Det gjorde du godt.” Hviskede hun og smilte svagt.

”Lad os bære kisten ud.” Sagde præsten. Liam havde overtaget min plads med at løfte kisten og hjalp med det i stedet for mig. Men ærlig talt. Sophia og Perrie støttede mig hele vejen ud. Det føltes som evighed, at gå ud af kirken og til… til hendes grav.

Skyld gnavede sig ind i mig og tårerne kom da hun blev sænket ned. Jeg tog hånden for øjnene og et enkelt snøft kom fra min mund. ”Det er okay.” Hviskede Sophia og lod mit hoved hvile på hendes skulder. Jeg kunne intet. Uanset hvor meget jeg prøvede at holde modet oppe. Men det kunne jeg slet ikke. Eleanor var mit alt. Hun var min vrede, hun var min glæde, min sorg, min jubel, mit liv.

Hun blev sænket i jorden. Jeg ville råbe op om at de skulle trække hende op, hun kunne ikke være død. Jeg ville banke på hendes kiste og tigge hende om at åbne hendes øjne. Hvad som helst. Et tegn på at hun var i live.

Mine ben kunne ikke støtte mig mere, tårerne trillede bare ned af kinderne. Mine arme og ben rystede. Uden jeg overhovedet så det, men jeg vidste det; så havde Sophia sendt et blik til Perrie som havde sendt et blik videre til Liam.  Kisten dunkede ned i den kolde jord og mine knæ mødte den kolde sne og grus. Liams store arme løftede mig op og hans hænder klappede mig vemodigt og kærligt på skuldrene.

”Det skal nok gå.” Mumlede han til mig. Men jeg vidste han ikke troede på det. Det var en stor løgn. ”Lad nu vær med at lyv Liam.” Snøftede jeg. ”Jeg lyver aldrig.” Sagde han og lod mig selv finde balancen igen.

Hun fik de tre små skovle jord over sin kiste og de fleste gik. Jeg stod tilbage. ”Du kommer bare. Vi varmer bilen op.” Sagde Liam og fulgte Perrie og Sophia hen til bilen.

Det begyndte at blæse en smule, så jeg fik en smule ondt i spidsen af ørerne og mine fingre blev langsomt blå.

”Undskyld. Hvis jeg aldrig var løbet efter dig, ville du være i live. Undskyld jeg startede det her. Det var aldrig meningen noget af det her skulle gå udover dig. Uanset hvad Eleanor, så elsker jeg dig. Til evig tid. Jeg ville bare ønske jeg kunne have noget at gå på knæ og spørge dig. Bare rolig, jeg kommer så tit som overhovedet muligt. Indtil da. Så ses vi.”

Jeg vendte mig om og gik langsomt hen mod bilen. Sophia snakkede i telefon. Som jeg kunne tyde på hendes ansigt var det nok nogen hjemme ved mig. Hendes ansigt vendte sig imod mig og pludselig fik hun store øjne.

Hun smed telefonen fra sig vinkede underligt med armene.

Flyt dig.

Jeg vendte mig om og lyden af en motor der brummede kunne høres klart og tydeligt. Lysene blindede mig og jeg tog nogle få skridt bagud uden stokken.

Bilen kom tættere på, jeg kunne ikke flytte mig ud af flækken. ”LOUIS!” Fra højre side af blev jeg skubben ind i en busk, men straks blev jeg hevet op igen. Smerten fra mine skader kom og flåede i mig. Af ren smerte lukkede jeg øjnene sammen og prøvede at forestille mig de var indbildninger.

”Louis? Louis er du okay?” Spurgte en bekymret stemme. Jeg fik en tyk jakke udover mig og kom op og stå, men straks tabte jeg mig selv. ”Louis forhelvede du gav os et chok!” Jeg åbnede mine øjne op og så Liams bekymrende øjne stirre lige ind i mine. ”Undskyld…” Var det første jeg sagde. ”Det hele er min skyld.”

”Så, så Louis… det er okay. Får jeg lige en hånd?” Kunne jeg høre hans klare stemme råbe op om. Philip, Eleanors far kom og hjalp mig op. Selvom jeg ikke så på ham, så vidste jeg at han havde ondt af mig. Fuldstændig.

Da jeg blev sat ind i bilen og mit hoved lå i Sophias skød kunne jeg se hun holdte øje med hvad Liam og Philip snakkede om. ”Hvad siger de?” Spurgte jeg med en hvisken. Hun kiggede ned på mig med et smil. Ikke et der var anstrengt. Men et som var kærligt og fyldt med omsorg. ”Vi tager dig hjem. Noget siger mig du alligevel ikke… ikke kan klare at være ved receptionen. Har jeg ret?” Spurgte hun. Jeg kiggede væk kort og så at Perrie var på vej tilbage til bilen. Mit blik gik op til hende igen. ”Du har ret.” Mumlede jeg.

Liam og Perrie satte sig i bilen. ”Vi tager dig hjem Louis. ” Sagde Liam og Perrie startede bilen.

vvv

Varmen omkring mig, forsikrede mig at jeg lå i min egen seng nu. Forsigtigt satte jeg mig op og så at jeg havde fået mit almindelige tøj på. Zayn sad sammen med Liam i to stole på hver side og sov. De så ud til at været her længe. Mit blik gled over mod mit ur og jeg så at jeg havde sovet i otte timer. Jeg må være faldet i søvn i bilen.

Forsigtigt satte jeg mig op og kiggede omkring mig. Nu var hun begravet. Blomsterkranse vil være omkring hendes grav de næste mange uger. På en måde, var jeg lettet. Det var vel kun fordi jeg var udhvilet nu. Jeg havde ikke sovet ordentligt i lang tid. Overhovedet ikke. Jeg tog en dyb indånding, men stoppede mig selv midt i den.

Den bløde pude som duftede så velkendt af kokos og honning, og en parfume. Jeg knugede min hånd omkring puden og trak ind til mig, så den lå og blev klemt ind mod mit bryst. Jeg prøvede at holde hulkene og snøftene inde, men det virkede ikke.

Jeg trak dynen over mig og lod mørket omringe mig så godt det nu kunne. ”Louis? Louis kom nu…” Mumlede Zayn og trak dynen væk fra mit hoved. Jeg mødte hans velkendte store øjne, selvom det var sløret kunne jeg stadigvæk se dem en smule. Jeg rystede på hovedet og lukkede mine øjne i igen, i håb om at når jeg åbnede dem igen, så var han væk. Så ville jeg være alene i huset.

”Jeg henter Sophia.” Kunne jeg høre Liam sige og der var stille. Forsigtigt kiggede jeg ud i rummet og så at jeg var alene. Jeg kunne trække vejret. Jeg lod mine fødder røre gulvet og tog en dyb indånding. Krystallerne i kanten af det store vindue som gjorde jeg kunne se mine naboers huse og bag det, hele London. Eller i hvert fald lysene som kunne ses i mørket.

Her var faktisk rigtig koldt faktisk. Måske burde jeg få tændt op i brændeovnen i stuen. Det ville gøre det mere hyggeligt herhjemme.  Med min gode arm, rakte jeg ud efter min stok og rejste mig op. Gulvtæppet var koldt, iskoldt, tænkt at de havde siddet herinde i den kulde og bare har, jeg ved ikke… holdt øje med mig.

Jeg hørte fodtrin men de stoppede og pludselig hørte jeg nogen igen og der var ingen lyd længere. Forsigtigt vendte jeg mig om og så at der ikke var nogen i døren. Hvis nu jeg tog en trøje og sokker på, så kunne jeg godt gå nedenunder og spørge om noget mad, kunne jeg ikke? Jo, det kunne jeg godt.

Hurtigt trak jeg en striktrøje over mit hoved og tog nogle sportsokker på og gik ud i stuen. Perrie sad og nussede Zayns hår mens Sophia var i gang med at skrive et eller andet på hendes bærbar. ”Perrie.” Sagde jeg en smule hæst. Hun vendte sig straks om og kiggede forvirret på mig. ”Er du allerede oppe?” Spurgte hun og rejste sig.

”Jeg ville bare høre om der var noget mad.” Sagde jeg nervøst. ”Der er pizza lige om lidt. Kan du vente indtil da?” Spurgte hun. Jeg nikkede og ledte efter et sted jeg kunne sidde. ”Katy er ude i køkkenet Louis, måske vil hun gerne underholdes lidt?” Spurgte Sophia og sendte mig et bestemt men kærligt blik. Jeg nikkede da jeg forstod hentydningen.

”I kalder bare.” Sagde jeg og gik ud mod køkkenet. Jeg lukkede skydedøren i og så at Katy sad og tegnede et eller andet. ”Hey.” Sagde jeg og satte mig overfor hende. ”Hej.” Sagde hun og virkede lidt bange for at snakke. ”Jeg beklager at jeg har været… mere eller mindre fraværende i dag.” Sagde jeg og trak frugtskålen hen imod os og tog et æble. Med den lille køkkenkniv som var i min side af køkkenøen fik jeg det skåret midtover. Jeg rakte hende halvdelen og hun tog imod det halve æble.

”Du har ikke noget sted at bo, som er ordentligt, vel?” Spurgte jeg hende. Hendes ellers så koncentrerede og rolige blik blev en smule trist og nærmere såret. Hun rystede på hovedet. ”Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg har ikke noget sted at bo.” Sagde hun og kiggede væk. ”Hvad med at du bor her? Se det som et arbejde. I næste uge skal jeg i gang med arbejdet igen og jeg har brug for en som kan hjælpe mig herhjemme. Rengøring og madlavning. Så går der en måned, så skal jeg på tour. Hvis du kan gøre rent og holde haven ved lige, så ville jeg virkelig blive glad. Jeg ved godt at jobbet som træner ikke giver meget. Vil du gerne have det her tilbud?” Spurgte jeg hende. Hun tog en bid af æblet og sank det koldt.

”Lover du at holde det hemmeligt? At jeg ikke har noget hjem?” Spurgte hun så. Jeg nikkede. ”Okay. Er der et kælderværelse jeg kan få eller noget?” Spurgte hun. ”Indtil næste uge, må du dele værelse med Sophia. Så kan du få det for dig selv. Bare slap af for resten. Mit hus er dit hus. Det skylder jeg jo.” Sagde jeg med et smil til hende. Hun gengældte det kort og spiste resten af sit halv æble. 

_____________________________________________

Allerede fra morgenstunden af! Jeg har simpelthen ikke kunne vente med at publicere! 

Mig og Rikke er utrolig glade for at der er så mange der følger med! 

Ha' en god uge og god vinterferie! x Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...