Little White Lies

Katy Plummer. En fuldstændig ukendt pige for almindelige mennesker, for i de kriminelles verden er hun velkendt. Hun er lejemorder. Den bedste af de bedste. Nu tænker du sikkert over hvordan en 20-årig pige kan være den bedste lejemorder i England, men svaret er simpelt. Hun har ingen følelser. De forsvandt med hendes familie.

Derfor er hun også den perfekte til denne opgave. Louis Tomlinson, fra det kæmpe boyband One Direction. Det burde være som en hver anden opgave, men denne gang er der noget der er anderledes...

88Likes
114Kommentarer
25294Visninger
AA

47. 45

*Katy*

”Jeg har vært så bange for at fortælle dig det, for jeg vidste hvor skræmt du ville blive. Jeg har været ved at drukne i skyldfølelse, hver gang nogen af jer har betroet mig noget. Jeg kan ikke leve uden dig Louis” Prøvede jeg at forklare ham.

”Nej… Lad vær” Han bakkede væk fra mig. Han var skræmt, i chok. Sikkert også vred. Hvorfor havde jeg været så dum at fortælle ham det? Jeg vidste hvordan han ville reagere. Lige nu havde han mest lyst til at stikke af. Hvorfor havde jeg været så dum?

”Lyt til mig Louis. Hvis du sætter dig ud i den bil og kører væk. Eleanor slår dig ihjel” Jeg lod min frygt skinne igennem. Jeg vidste han ikke blev. Jeg havde tabt. Der var intet jeg kunne sige lige nu, der ville få ham til at blive. Intet.

”Nej… Hold dig fra mig. Jeg kan ikke gøre det her” Hurtigt var han ude af døren. I samme øjeblik som han gik ud af døren, kom jeg i tanke om det jeg ville have fortalt ham senere. Den minimale chance for at det fik ham til at blive, var jeg nød til at tage.

”Nej, Louis!” Jeg gik ud efter ham, men han havde allerede sat sig ind i bilen. Inden jeg kunne nå at gøre noget var han væk. ”Men jeg er gravid” Hviskede jeg.

Han var væk, og jeg tvivlede kraftigt på at han kom tilbage. Ikke i et stykke. Der var ikke mere jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke andet end at vente. Hvorfor stoppede jeg ham ikke?

Magtesløs satte jeg mig i sofaen og tændte fjernsynet. Den deprimerede følelse var allerede begyndt at komme. Det gjorde ondt inden i. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men da jeg satte min fokus på skærmen var der breaking news. Et biluheld.

De viste live billeder fra ulykkesstedet. To smadrede biler. Trods alle skaderne var den ene bil til at genkende. Louis. Tiden gik i stå. Med rystende hænder fandt jeg min telefon frem. Ringede til ham gentagende gange, men der var aldrig nogen der tog den.

Så kom hulkene. Skrigene. Tårerne. Han var væk. Der var ikke andre lyde end min gråd. Det var min skyld. Jeg kunne have stoppet hende. Jeg kunne have stoppet ham. Hvorfor gjorde jeg det ikke? Hvorfor tog jeg ikke bare med ham? Hvorfor?

”Hey… Vil du med?” Lød Zayns lave stemme. Hospitalet. Han mente hospitalet. Egentligt ville jeg ikke med. Jeg vidste de ikke ville lade mig blive hos ham natten over. Hvis han altså ikke var død. Hvis han var død ville vi tage hjem efter at have identificeret ham. Jeg havde ikke lyst til at se ham død.

Alligevel kiggede jeg op på Zayn, og nikkede svagt. Han ville ikke lade mig blive tilbage. Han hjalp mig op og stå. Kiggede opmuntrende på mig. Lige nu var der intet han kunne gøre for at få mig til at smile. Jeg havde lyst til at stikke af. Løbe væk, glemme det hele og aldrig komme tilbage.

”Tak” Hviskede jeg. Han placerede et blidt kys i mit hår. Præcis som Louis plejede at gøre. ”Selvfølgelig. Jeg passer på dig” Sagde han stille mens vi gik ud mod bilen. Min krop rystede. Jeg følte mig ødelagt inden i.

”Jeg. Jeg ringede til ham. For at være sikker” Et hulk kom over mine læber. ”Han svarede ikke” Tårerne løb stadig ned ad mine kinder. Han startede bilen uden at sige noget.

”Du overnatter hos Harry de næste par dage” Fortalte han. Jeg nikkede. Jeg havde ikke lyst til at være hos Harry. Jeg ville være alene. Væk fra det hele. Glemme at det gør ondt. Zayn kiggede uroligt på mig.

”I skal nok få det sjovt. Du ved vi alle elsker dig. Utrolig højt” Han parkerede så tæt på den store hospitalsbygning som muligt. Hvordan kunne han sige vi ville få det sjovt? Hans bedste ven var enten død, eller i en meget kritisk tilstand. Hvordan kan overhovedet tænke på sjov?

”Jeg hjælper dig ud” Han hjalp mig ud af bilen. Med rystede skridt gik vi ind i den skræmmende hvide bygning. ”Du gør det godt, Katy. Perrie og Sophia sidder allerede derinde og venter på dig” Prøvede han at lette mit humør med. Han indså hurtigt det ikke hjalp det mindste.

”Zayn. Det er min skyld” Fortalte jeg ham. Med et ødelagt blik kiggede jeg ham i øjnene. Han var nød til at vide hvad jeg mente.

”Stop med at sige det. Lige nu, skal du have vores støtte uanset hvad” Sophia var hurtigt henne ved os. Hendes øjne var våde.

”Er han. Død?” Fik jeg frem. Måske var det bedst hvis han døde hurtigt? Han ville ikke være i smerte, og det hele ville være overstået. Var det ikke det bedste for os alle?

”De operer… Han har punkteret en lunge og b-b-bræk-ket t-tre ribben… Hans ene ben er også brækket to steder og han har stødt ryggen… Men sidste nyhed var at… at han er tæt på at blive stabiliseret og vil være i koma i nogle…” Hun begyndte at græde, og var ude af stand til at forsætte. Der var en chance for at han overlevede, men ikke så længe Eleanor var i live.

”Undskyld. Jeg skulle. Jeg skulle have stoppet ham. Jeg skulle. Have fortalt ham det” Hvorfor havde jeg ikke bare sagt at jeg var gravid? Så havde han glemt alt om Eleanor, og vi ville ikke være her.

”Nej… Det var ikke. Du må ikke give dig selv skylden” Hun krammede mig hårdt. Som om jeg ville gå i stykker hvis hun ikke holdt mig sammen. En pludselig vrede begyndte at komme frem og blandede sig med sorgen.

”Vi skændes. Han blev vred. Han kørte. Jeg skulle have stoppet ham” Jeg hev i mit hår, bare for at have et eller andet at lave med mine hænder. Jeg ville ødelægge noget. Det var så mange følelser inden i mig, og de var nød til at komme ud på en eller anden måde.

”Stop Katy” Zayn tog fat i mine hænder for at stoppe dem. Jeg kiggede op på ham. Prøvede at fortælle ham det ikke var et uheld. At det var alt andet end et uheld. ”Giv mig to minutter med Katy, Sophia...” Hun gik tilbage til Perrie, og Zayn trak mig med ind i et lukket rum.

"Hva sker der?" Spurgte han bestemt. "Det var ikke et uheld" Vreden havde stoppet min gråd. I det mindste havde jeg fået kontrol over mig selv igen.

"Var det... Det du fortalte om?" Spurgte han uroligt. Jeg nikkede svagt og noget i hans ansigt ændrede sig. Måske var det lettere for ham at håndtere et uheld? Mord er ikke hans stærkeste side.

"Jeg fortalte ham det hele. Jeg prøvede virkelig at stoppe ham. Han blev vred. Bange" Hans ansigtsudtryk havde sagt det hele. Han ville ikke have noget med mig at gøre. Han var bange for mig.

"Men... Hvad sagde han til dig?" At han ikke kunne gøre det. Og med det mente han mig. Han kunne ikke kigge på mig. "At jeg skulle holde mig fra ham" Min stemme knækkede. Zayn sagde ikke noget, men omfavnede mig blidt.

"Jeg skulle have dræbt hende" Mumlede jeg. Jeg var vred. Alt de prøvede at gøre for mig havde den modsatte effekt. Jeg blev ikke roligere. Mit hoved blev klarer mens min vrede voksede.

"Hvad skal der ske nu?" Spurgte han roligt. Han troede ikke jeg mente det. "Jeg slår hende ihjel" Svarede jeg koldt. Han strammede sit greb om mig. Ligesom Louis så tit havde gjort. "Han overlever Katy... Han skal nok overleve"

"Det tillader hun ikke" Hun ville aldrig lade ham overleve. Det var der ikke en chance for. Hun ville garanteret tage alle der stod i vejen med.

"Hør... Der er dobbelt sikkerhed omkring ham hele tiden. Vi vil være der hele tiden." Prøvede han. Han forstod det ikke. Han ville aldrig forstå det. "Det er ikke nok. Alle tror hun er død. Ingen ville opdage det" Ingen ville savne hende.

"Katy kan du ikke bare sige hvem det er?" Spurgte han. Jeg vidste han havde holdt det tiilbage så længe han kunne. "Eleanor" Jeg kiggede ham direkte i øjnene. Overraskelsen stod klar i hans øjne. Han havde ingen ord. "Han ville ikke tro mig. Det var det han var mest vred over"

"Hvordan... du lyver ikke?" Jeg rystede langsomt på hovedet. "Hun er ikke død. Men der er hun snart" Lovede jeg. Jeg nægtede at lade hende leve længere. Hvis jeg ikke selv kunne få hende ned, så fik jeg andre til det.

"Katy..." Han sørgede for at jeg hørte ordenligt efter, inden han forsatte. "Du gør ikke noget dumt nu. Hør på mig.. Louis er den som skal komme ud i live. Hvad hvis han vågner op, bare for at høre hans kæreste og eks-kæreste har været oppe og slås? Hvordan ville han kunne klare den nyhed? Du ved hvor svag han er."

"Men jeg kan ikke lade hende være. Jeg tror ikke hun er færdig. Den tøs er sindssyg, og jeg er ret sikker på at jeg er den næste på hendes liste. Eller også lader hun mig blive, og dræber vores barn” Han afbrød mig overrasket. "Barn?"

 "Jeg er gravid. Og han ved det ikke endnu. Jeg kan ikke leve med en trussel. Jeg ved ikke hvad hun ville gøre" Fortalte jeg ham. Der var ingen grund til at han ikke vidste det. "Hør... hvad vil du gøre? Hvis jeg bad dig tænke på dit barn..." Hvorfor var han så meget i mod at jeg slog hende ihjel? Kunne han ikke se hvad hun havde gjort mod Louis?

"Jeg slår hende ihjel. Det kan du ikke ændre Zayn. Jeg skulle have gjort der for lang tid siden, men jeg kunne ikke. Nu har jeg intet at miste" Ikke andet end mit liv, og det var ærlig talt ikke noget værd uden Louis.

"Jeg mener det Katy... mord er ikke vejen frem. Hele din familie er mærket med død, vil du dit barn ville kunne kalde sin mor for morder?" Hvor var det han prøvede at komme hen? Jeg var allerede en morder. Et liv til eller fra ville ikke gøre noget."Det er jeg allerede. Men for en gangs skyld er det den rigtige der dør. Jeg vil ikke risikere at miste endnu en af jer, bare fordi jeg ikke gjorde noget."

"Du mister for meget, Katy. Jeg beder dig. Lad os tage os af det. " Hvad kunne de gøre? Eleanor ville ikke tøve med at slå dem ihjel. "Hvordan?! Med vagter? Tror du virkelig at det ville ændre noget? Jeg ved at i ikke vil lade mig blive hos ham. Hun ville være ligeglad med jer. Hun ville slå jer ihjel, bare for at nå ham. Det kan jeg ikke tillade. Ikke når jeg kan gøre noget" Jeg var vred. Han prøvede at kontrollere mig, og det brød jeg mig ikke om.

”Hør... hvis Louis virkelig vidste hvad der foregik, ville han have dig i sikkerhed først... og hvad med barnet? Hvis du virkelig er gravid..." Jeg afbrød ham hurtigt. Jeg ville ikke høre det. "Louis vågner ikke op i det næste stykke tid. Det kan tage måneder. Jeg ved ikke en gang om han vil have et barn! Han fik det skidt da vi snakkede om at blive gift! Tror du selv han er klar til at barn? Jeg kan ikke sidde og gøre ingenting. Det ved du"

"Hør... hvis der er en ting jeg ved om dig og Louis, så er det at det her barn. Det ville være kommet før eller senere. Jeg vil med glæde adoptere barnet hvis det skal være. Bare... ikke gør noget dumt." Det havde jo aldrig været min plan at gøre noget dumt. Jeg vidste hvad jeg gjorde. "Der ville jeg heller ikke"

"Ikke gør noget og... jeg beder dig for Louis." Han vidste ingenting om hvad Louis ville! Det gjorde mig vred. Han vidste ingenting! "fint"

”Hvor langt er du henne?" Drejede han samtalen. "Ikke særlig langt" Svarede jeg lavt. Det var ligegyldigt nu. "Er du klar til at gå ud?" Jeg nikkede kort. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. "Du klarer dig godt"

”Er i okay?" Spurgte Sophia efter vi kom ud. "Ja... noget nyt?" Vi stoppede lige foran Sophia, der trist rystede på hovedet. "Hvor lang tid fortsætter de?" Spurgte han. "Det ved vi ikke. De kan ikke fortælle os noget. Men de sagde der godt kunne gå noget tid"

 "Kan eller vil?" Zayn lød irriteret. Selvfølgelig tog det tid. Selvfølgelig vidste de ikke hvor lang tid. Hvad havde han regnet med? "Det ved jeg ikke. Begge dele tror jeg" Han nikkede kort, inden han kom med endnu et spørgsmål. "Hvornår er Harry her?"

"Han kom mens i snakkede. Han er hos de andre" Jeg var ved at blive sindssyg af det. Var det ikke ligegyldigt? Han havde ikke en gang overvejet at spørge om Louis. Ikke hvordan det han havde det. Hvordan hans tilstand var. Ikke noget om Louis.

"Okay.. er Jay og pigerne på vej?" Endnu et ugyldigt spørgsmål. "Nej. De kommer i morgen" "Okay... hvordan har Liam og Niall det?" Jeg havde fået nok. Der var så mange følelser inden i mig, men vreden skinnede mest igennem. Jeg kunne ikke håndtere det længere. "Hvorfor spørger du dem ikke bare?"

"De sover, Katy.." Zayn lød en smule bekymret. Så nu var han bekymret? Det er ikke mig de skal være bekymret for, jeg har det fint. Det er Louis de burde tænke på. Irriteret rystede jeg på hovedet. Hvorfor snakkede de kun om de unødvendige ting?

”Katy, slap af" Sagde Sophia blidt. "Du bliver nødt til at slappe af..." Forsatte Zayn. Jeg havde fået nok af ham der fortalte mig hvad jeg skulle og ikke skulle. Han havde ingenting at skulle have sagt!

"Gider du ikke godt stoppe med at fortælle mig hvad jeg skal?! Jeg vil ikke sove hos Harry, eller nogen andre steder! Hvis jeg ikke er hjemme, så er jeg her!" Sophia sendte et nervøst blik til Zayn. "Vi gør for at passe på dig. Du er i chok lige nu."

"Hvis jeg var i chok ville jeg ikke føle noget. Og lige nu har jeg ikke brug for at i passer på mig" Vredt knyttede jeg hænderne. Han vidste ingenting. Slet ingenting. Jo du har." Sagde han bestemt. Som om han havde noget at sige. "Du sagde selv hvis ikke han var i sikkerhed... Er du i sikkerhed, er han i sikkerhed."

”Jeg er så tæt på at slå dig lige nu" Fortalte jeg ham vredt.  "Så slå mig... ligesom du slog Harry." Jeg vidste hvad han prøvede at gøre. Provokere mig så jeg mistede kontrollen, så han kunne overbevise mig om at jeg ikke vidste hvad jeg lavede. Han var gået over stregen, men jeg nægtede at gøre det samme. "Nej. Jeg er ikke i chok, jeg er udemærket i stand til at tænke klart. Jeg har lyst til at slå dig, men jeg gør det ikke"

"Godt... Katy kom nu.. vi vil jo bare hjælpe... hvorfor vil du ikke tage imod det?" Spurgte han opgivende. Der var ikke noget de kunne gøre for mig. Hvorfor forstod han ikke at jeg gerne bare ville være selv?

"Bare lad mig være" Vrissede jeg irriteret, og satte mig ned på en af stolene. De andre sad i den anden ende af lokalet. Jeg ville ikke snakke med dem. Jeg ville ikke snakke med noget.

"Okay" Sukkede Zayn, og gik hen til Perrie. Jeg vidste han var vred. Sikkert også såret. Det var ikke fair over for ham. Men jeg kunne ikke håndtere dem lige nu. Sophia sendte et trist smil inden hun fulgte efter ham.

Jeg mistede alle jeg holdt af. Min familie. Louis. Alle. Jeg vidste det ville ske. Allerede fra starten vidste jeg det ville ske. Hvorfor gjorde jeg ikke noget for at forhindre det?

Timerne gik, uden nogen fortalte os noget. Det var blevet mørkt udenfor. De andre var så småt begyndt at tage hjem.

”Katy? Vil du ikke med hjem? Få noget at spise? Noget søvn?” Spurgte Perries blide stemme. Svagt rystede jeg på hovedet. Jeg ville blive her.  ”Bare lad hende være” Mumlede Zayn lavt. Så gik de.

***

”Miss?” En sygeplejeske vækkede mig forsigtigt. ”De er færdig med at operere. Han er stabil, men er i koma. De ved ikke hvor længe” Svagt nikkede jeg. Hun viste mig ind til ham. Klokken var 2 om natten.

Han så forfærdelig ud. Den nærmest hvide hud virkede fuldstændig forkert til hans mørke hår. Alle de mørkerøde rifter i hans ansigt gjorde det ikke bedre. Nogle af dem var stadig ved at størkne. Alle de nåle der sad i hans arme og holdt ham i live. Det var forfærdeligt.

Der var beige bandager flere steder. Hans ben var i gips. De små rifter dækkede der hvor bandagerne ikke gjorde. Hvordan kunne hun gøre det mod ham?

”Jeg er så ked af det hele. Jeg skulle have stoppet hende” Hviskede jeg, og tog hans hånd. Hans hånd var kold. Meget koldere end den plejer. Hans håndflade var dækket af små sår fra glasskårene. Synet af ham fastgjorde min beslutning. Hun skulle ikke slippe afsted med det her.

Beslutsomt rejste jeg mig, og gik ud. Fik fat i en taxa, og satte kursen mod hende. Vrede kogte inden i mig. Jeg havde brug for at slå et eller andet og jeg vidste udmærket godt hvad det skulle være.

Taxaen stoppede, og jeg dirkede hendes lås op. Hun lå og sov. Det ville hun ikke forsætte med meget længere. Hårdt hev jeg fat i hendes trøje, og hev hende ud af sengen og ned på gulvet. Hun var meget overrasket da hun vågnede.

”Jeg skal give dig de samme skader som Louis har. Men du kommer bare ikke levende fra det. Du er i live når jeg går, men du kommer til at forbløde. Du vil være bevidstløs. Når du vågner vil det være for sent. Dine knogler vil have skåret hul på din hovedpulsåre. Dine ribben vil punktere dine lunger” Fortalte jeg hende langsomt, inden jeg placerede et målrettet spark mod hende ribben. To knæk. Der manglede stadig et.

Endnu et spark, og hun skreg. Det var de tre ribben. Jeg satte mig ned på hug og hakkede min albue ned på hende lår. Endnu et knæk, og endnu et skrig. Jeg gentog bevægelsen længere nede på hendes ben.

”Var det det?” Spurgte hun med rystende stemme. Hun prøvede at holde masken, men jeg så lige igennem hende. ”Nej. Det var også mange små sår. Og så var det mit lår. Det slipper du heller ikke for”

Jeg gik ud i hendes køkken og fandt en let rustet lille kniv. Jeg lavede små rifter på hendes hud. På håndfladerne. I ansigtet. Armene. Over alt. Hun var i smerte. Ingen kække bemærkninger. Ikke så meget som et ord. Hun prøvede endda at holde sine skrig tilbage.

Til sidst fandt jeg et beskidt rustent søm og stak det ned i hendes ben. Jeg prøvede jeg hive det nedad, men sømmet knækket. Det ville være umuligt for hende at få det ud selv. Det blødte allerede. Meget endda.

”Jeg ville sige vi ses, men det regner jeg ikke med” Hårdt slog jeg hende i hovedet, og hun mistede bevidstheden. Der ville ikke gå særlig lang tid før hun havde mistet en del blod. Med blodige hænder gik jeg ud af huset. Mord blev ikke eftersøgt i dette område. Men jeg nød til at være på den sikre side.

Jeg gik beslutsomt hen til et af de steder hvor jeg vidste en af banderne holdt til. Store mænd der prøvede at skræmme en væk, bare ved at se på dig. Det virkede nok på de fleste, men det rørte mig ikke.

”Hvor tror du, du skal hen snuske?” Spurgte en af dem, og greb fat i min arm. Vredt vendte jeg mig om og kiggede op ham.

”Jeg skal snakke med Jay. Hvis jeg var dig, så ville jeg lukke mig ind, inden det her bliver grimt. Og du har ingen ret til at kalde mig ’snuske’” Sagde jeg hårdt.

”Jeg kalder dig hvad jeg vil. Ingen ser Jay, uden at vi ved hvem de er. Hvad skal du med ham?” Forlangte han at vide. Nogle mænd var bare idioter. Irriteret vred jeg mig ud af hans greb.

”Lad os starte forfra. Jeg er Katy Plummer. Hvis du ikke lukker mig ind, så bliver det værst for dig selv. Jeg er ikke i humør til alt muligt lort lige nu, så jeg forslår at du får fat i ham” Han spærrede øjnene op, og var hurtig til at lukke mig ind.

”Plummer?” Lød den mørke stemme overrasket. Det var længe siden jeg havde været her. Bare i det her miljø. ”Hvad skylder jeg æren?”

”Det er længe siden Jay. Jeg håber du kan huske den gang jeg gjorde dig en tjeneste, og du sagde at jeg endelig skulle komme hvis der var noget ud kunne gøre for mig. Det er nu. Jeg ved ikke om du ved det, men jeg er ude af alt det her. Jeg har lige slået en kvinde ihjel i det her område. Hun havde fortjent det. Jeg har ikke ryddet op efter mig. Det er ikke det værd. Hvis politiet af underlige grunde vælger at undersøge hendes død, så forventer jeg at du tager skylden. Eller en af dine folk gør det” Fortalte jeg ham.

”Selvfølgelig. Men tillad mig at spørge om noget. Det er ikke nemt at gøre dig vred. Hvad gjorde hun for at ramme dig så hårdt at du gjorde det? Du er ude af det hele. Hvordan fik hun dig tilbage ind i det?” Spurgte han undrende.

”Hun prøvede at dræbe min kæreste” Med de ord gik jeg forbi ham. Jeg havde været her mange gange. Alt for mange gange. Jay og jeg var vej en slags venner. Hvor sindssygt det end lød. Jeg gik ind på badeværelset og vaskede alt blodet væk. Der var blod på mit tøj også.

”Jay! Du har ikke noget af mit gamle tøj?” Råbte jeg til ham. Kort efter kan han med et par jeans og en tanktop. ”Selvfølgelig har jeg det” Smilede han. Han kiggede på mig mens jeg skiftede.

”Hvad er der sket med dig ben?” Spurgte han og kiggede på arret. ”Jeg undervurderede hende” Svarede jeg kort. ”Farvel Jay. Jeg skal tilbage på hospitalet” Jeg gav ham et kort nik og forlod bygningen.

***

Dagene gik. Jeg var ved hans side hele tiden. Jeg var hjemme en time hver anden dag. De andre forlangte det. Jeg brugte den time på at gå i bad og skifte tøj. Men ellers var jeg ved hans side. Dagene flød sammen. Jeg kunne ikke holde til det længere.

Jeg kiggede på datoen. 26. september. Var det allerede den 26? Det var 14 år siden jeg mistede den første. Fandt det første lig. Jeg satte mig ned på gulvet i vores værelse. Jeg mistede alle. Jeg bragte uheld.

Jeg dræbte folk omkring mig. Også selvom jeg prøvede at beskytte dem. De døde altid. Måske skulle jeg bare forsvinde? Så skete der ikke de andre noget.

Perrie var blevet indlagt tideligere i dag. Hun skulle snart føde. Måske skulle jeg forsvinde, inden tvillingerne kom? Så ødelagde i det mindste ikke deres liv. Jeg ville ikke ødelægge fleres liv. Jeg var en omvandrende bombe, der kun bragte sorg når den sprang.

Jeg kunne ikke såre flere mennesker. Jeg kunne ikke ødelægge fleres liv. Det var min skyld at millioner mennesker over hele verden var i sorg. Det ville være bedst hvis jeg ikke ødelagde mere.

Alt den tid på hospitalet havde fået mig til at tænke. Alle de mennesker, hvis liv jeg havde ødelagt. Jeg havde påført så mange denne samme smerte som jeg nu bar rundt på. Skylden var begyndt at æde mig op. Alle de mennesker. Det var min tur nu. Jeg skulle aldrig slå flere ihjel.

Jeg gik trist op i køkkenet og fandt et stykke papir frem. Med rystende hænder begyndte jeg at skrive. Jeg sad i flere minutter og skrev. Ingen pause. Ordene skulle ud. Tårerne begyndte at falde, og ladte på det hvide papir. Jeg fandt en konvolut, puttede brevet derned og lukkede den. Jeg skrev hans navn udenpå. Jeg tog et nyt stykke papir og begyndte igen at skrive.

Til hvem end der finder det.

Jeg er ked af det. Men jeg kunne ikke holde det ud længere. Smerten bliver for meget for alle på et tidspunkt. Selv for mig. Jeg kan ikke klare mere smerte. Jeg ødelægger alt, og det skal tvillingerne ikke udsættes for. Det kan jeg ikke tillade.

Jeg tager liv, ligesom døden. Nu er det min tur. Det er min tur til at tage til den anden side. Jeg kan ikke ødelægge mere for jer. Det er for det bedste. Jeg er så ked af det. Mit liv har været plaget af død, og jeg kan ikke holde ud at se ham på grænsen mellem liv og død. Undskyld. Jeg er ikke stærk nok til det. Det har jeg aldrig været.

Mit liv er intet andet end smerte. Der er ingen lyspunkter. Jeg kan ikke mere. Jeg er ked af det. Jeg havde aldrig troet at det skulle ende sådan her, men det gør det. Jeg gør som min søster gjorde. Og resten af min familie.

Der er meget i ikke ved om mig. Zayn ved det. Han kan fortælle jer det hele. Alt det jeg aldrig har kunne sige. Det her er farvel. Jeg er ked af at jeg ikke var stærkere. Men der er ikke flere trusler. Det er en af de ting jeg var stærk nok til at tage mig af.

Jeg er ked af at jeg skubbede jer væk. Jeg ved i kun ville det bedste for mig, men jeg kunne ikke tage i mod det. Jeg håber et sted at i holder lidt mindre af mig, så det her ikke gør alt for ondt på jer. Måske kom der noget godt ud af at jeg skubbede jer væk. Jeg er ked af at jeg ikke tog i mod jeres hjælp.

Brevet er til Louis. Vær sød at lig det ved hans seng.

-Katy

Jeg efterlod det på bordet, og gik med våde øjne ud på badeværelset. Jeg tog alle de piller jeg kunne. Slugte alle dem jeg kunne få ned. I en omtåget tilstand fik jeg fundet en af mine knive og skar hovedpulsåren i mit håndled over.

I mine sidste minutter tænkte jeg tilbage på de sidste måneder af mit liv. Alle de gode minder med Louis. Med Sophia. Perrie. Alle drengene.

Da vi fandt ud af at Perrie var gravid. Da Louis kyssede mig første gang. Da vi skændes første gang. Da han lærte mig at læse. Vores første gang. Og vores sidste. Vores sidste kys. Sidste skænderi. Sidste ord. Vores sidste alt.

***

Zayns synsvinkel:

Alle de andre var på hospitalet, men jeg var taget af sted for at hente Katy. Jeg var lige blevet far. Det var så surrealistisk. Katy skulle være der, hun skulle se tvillingerne. Selvom hun havde skubbet os væk, så skulle hun være der.

Det var hårdt for hende, så jeg forstod godt hun ikke kunne overskue at være sammen med os, men måske er det her hvad hun har brug for. Noget andet at tænke på. Det ville være godt for hende. Hvis hun bare kunne tænke på noget andet end Louis, bare et par timer.

Der kom ikke noget svar da jeg bankede på døren. Det var ikke noget nyt. Enten sov hun, eller også var hun i bad. Eller også gad hun ikke snakke med nogen af os. Eller mig. Hun gad ikke snakke med mig.

Siden den dag ulykken skete har vi ikke rigtigt snakket. Jeg gik over stregen den dag. Jeg var ikke fair over for hende. Jeg kunne jo se hvor ondt det med Louis gjorde på hende, så hvorfor skulle jeg absolut snakke med hende? Jeg gjorde hende bare vred. Jeg kender hende jo, jeg ved hvor blandede hendes følelser bliver når hun er ked af det.

Lyden af rinende vand kunne ikke høres, så hun måtte vel sove. Med hurtige skridt gik jeg gennem det let støvede hus. Døren til deres soveværelse stod åben, men der var ingen Katy. Underligt. Måske var hun faldet i søvn i stuen?

Der var noget der ikke var rigtigt. En ubehagelig følelse kom frem. Der var noget galt. Et hurtigt kig ind i stuen var nok til at vide hun ikke var der. Hvor var hun? Hun var ikke på hospitalet, hun sov ikke, hun var ikke i stuen, hun var ikke i bad.

Bekymret satte jeg mig ned ved køkkenbordet. Det første jeg lagde mærke til var en hvis konvolut med Louis navn på. Det var hendes håndskrift, uden tvivl. Så opdagede jeg det tynde stykke papir lige foran mig. Stolen havde stadig en smule varme fra hende.

Til hvem end der finder det.

Jeg er ked af det. Men jeg kunne ikke holde det ud længere. Smerten bliver for meget for alle på et tidspunkt. Selv for mig. Jeg kan ikke klare mere smerte. Jeg ødelægger alt, og det skal tvillingerne ikke udsættes for. Det kan jeg ikke tillade.

Jeg tager liv, ligesom døden. Nu er det min tur. Det er min tur til at tage til den anden side. Jeg kan ikke ødelægge mere for jer. Det er for det bedste. Jeg er så ked af det. Mit liv har været plaget af død, og jeg kan ikke holde ud at se ham på grænsen mellem liv og død. Undskyld. Jeg er ikke stærk nok til det. Det har jeg aldrig været.

Mit liv er intet andet end smerte. Der er ingen lyspunkter. Jeg kan ikke mere. Jeg er ked af det. Jeg havde aldrig troet at det skulle ende sådan her, men det gør det. Jeg gør som min søster gjorde. Og resten af min familie.

Der er meget i ikke ved om mig. Zayn ved det. Han kan fortælle jer det hele. Alt det jeg aldrig har kunne sige. Det her er farvel. Jeg er ked af at jeg ikke var stærkere. Men der er ikke flere trusler. Det er en af de ting jeg var stærk nok til at tage mig af.

Jeg er ked af at jeg skubbede jer væk. Jeg ved i kun ville det bedste for mig, men jeg kunne ikke tage i mod det. Jeg håber et sted at i holder lidt mindre af mig, så det her ikke gør alt for ondt på jer. Måske kom der noget godt ud af at jeg skubbede jer væk. Jeg er ked af at jeg ikke tog i mod jeres hjælp.

Brevet er til Louis. Vær sød at ligge det ved hans seng.

-Katy

Nej. Det kunne ikke passe. Det ville hun aldrig gøre. Det måtte hun ikke gøre. Ikke i dag. Panisk løb jeg ud på badeværelset. Hun havde ikke låst døren, hun låste altid døren. Synet af hende skræmte mig. Der var så meget blod, jeg har aldrig været god til blod.

Jeg kunne høre hendes hæse vejrtrækning. Der lå tomme pilleglas i håndvasken. Hun lå i en voksende pøl af hendes eget blod. Jeg satte mig ned på hug, og prøvede at finde hendes puls. Den var svag, alt for svag.

Med den ene hånd på hendes puls, ringede jeg efter en ambulance. Hun måtte ikke dø, det kunne jeg ikke tillade. De nåede ikke en gang at tage telefonen før pulsen forsvandt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hun var væk.

Jeg mistede mig selv i et kort sekund. Frustreret smed jeg telefonen ind i væggen. Det gjorde ondt. Hun var død. Det var meningen at hun skulle have en pause i dag, men det var for sent.

Hvad hvis jeg ikke havde gjort hende vred den dag? Det var jo min skyld hun skubbede os væk. Hvis vi havde været der for hende, så var det her ikke sket. Hvorfor lod vi hende også skubbe os væk? Hvorfor lod jeg hende gøre det? Jeg burde have stoppet hende.

Jeg satte mig ned ved siden af hende og tog hendes hånd. Blodet flød ind over min hånd, men jeg var ligeglad. Hun var død. Jeg græd. Det gjorde ondt. Jeg kunne have gjort noget, men det gjorde jeg ikke. Jeg lod hende dø.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik. Jeg sad i lang tid og bare kiggede ud i luften. Det hele var så tomt. Det var begyndt at blive mørkt udenfor. Da jeg kom var solen næsten lige stået op. Hendes hånd var stadig varm, men det var hun fordi jeg havde holdt den. Resten af hende var kold.

Rystende fik jeg hendes telefon ud af hendes lomme. Den var mere rød end hvis. Mine fingre lavede røde streger på skærmen. Jeg rejste mig op. Jeg var nød til at ringe til de andre. De måtte være bekymrede.

”Katy! Hvor er i? Vi har været så bekymrede” Lød Perries stemme. Min Perrie. Mor til mine børn. ”Hun er død” Min stemme knækkede, og jeg var nød til at sætte mig ned på jorden igen. Jeg havde ikke kræfterne til at stå op længere. Jeg var ikke en gang kommet ud af badeværelset. 

-----

I får det her kapitel lidt før tid, fordi jeg gerne selv vil give jer det. Jeg tager til Østrig her i dag, så derfor får i det nu.

Det her har været det sværeste kapitel jeg nogensinde har skrevet. Det var utroligt hårdt for mig at slå Katy ihjel.

Jeg vil rigtigt gerne vide hvad i tænker om det, så jeg håber at når jeg kommer hjem på fredag er der en masse kommentarer. Men indtil da vil jeg nyde en skitur.

-Rikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...